Spil (ægte)

SPIL (ÆGTE)

Derfor inviterede dmt kollegaen Pelle Gudmundsen-Holmgreen i biografen for at høre og berette om Henning Christiansens musik. De to komponister arbejdede i 60'erne udfra nært beslægtede ideer, og P. G.-H. har tidligere skrevet i dmt om problemerne omkring »filmmusik«. Han har kaldt sin beretning:

Hennings musik

til »Den forsvundne fuldmægtig« er dejlig filmmusik. Først og fremmest synes jeg, fordi den rammer en speciel tone; hvilket er lidt sjældent i det underlige grødmask, som hedder filmmusik. Det at tonen er speciel, bunder i at selve undfangelsen er speciel eller original, som vi siger, og i at grundlaget er ægte dansk. Dansk er en slags specialitet. Spil ægte dansk. Dansk er noget med (Åh) lejlighedsvis åbenhed - og så en lem i gulvet. Det duede ikke - selvfølgelig. Negationer, helst på de store steder. »Tak for nu«, »ka5 du ha' det«, -men også »sku' du spørge fra nogen?« etc. etc. Pyha, dansk bliver der jo jokket grundigt i, og det skulle ikke være nødvendigt at blive ved her, men jeg må lige anslå stemningen, fordi ordet dansk springer lige i øjnene, når man hører Hennings fuldmægtige musik.

Instrumentationen er dansk: Bølgeblid klarinetkvintet, svedig, jokkende og poetisk forsamlingshusharmonika, på med vanten valdhorn (ikke trompet, det pastorale horn blødgør trods alt initiativet), gamle, groteske, men også meget nærværende kontrabas og klaver. De danske muligheder i besætningen er trukket godt frem, og der er en frisk vekselvirkning mellem de forskellige kombinationer. Fortekst- og slutmusikken er festlig med horn og strygere. Landskaber får en klarinetkvintet i vårlyse, disede, sødmefyldte men dog fjerne o.s.v. Amsteds lykkevals 5 klarinet, harmonika og bas virker som den rene befrielse oven på begravelsesklokkernes vældige og gungrende klang. Amsted alene på sit lige lejede værelse på landet intoneres med en slags etudemusik for kontrabas. Et sært påfund til den nydelige og gennemkultiverede kan man roligt sig mand. Men helt rigtigt. Fordi det er dansk. Lem i gulvet Det udvikler sig her helt overdådigt med nogle drøje trefjerdedels efterslag i harmonika som optakt til lykkevalsen. Til sidst i scenen lægger Amsted sig til ro på sin nyredte seng glad og fortrøstningsfuld til valsens sidste 8 takter (se nodeeksemplet!).

Et meget poetisk »nummer« er scenen med Amsted kikkende gennem sit lille akvarium med haletudser. Denne gang er det soloviolin som intonerer hans inden-dørsliv. En fremgang fra kontrabassen og et raffineret indfald, som er med til at hæve musikken op over »un-derlægnings«-planet

Derefter lykkevals. En drømmeagtig verden med opbremsninger i valsen og momentvis antydning af dysterhed, som rimeligt er med underligt undervandsliv. Sekvensen er central i filmen og musikken er i høj grad med til at gøre den til et digt.

Et meget virkningsfuldt raffinement er det at klaveret er gemt til filmens sidste del. Nemlig til det øjeblik Amsted begynder sin fængselskarriere, eller sit celle-liv om man vil. Klaveret har en evne til at skabe nostalgi, vemod og en atmosfære af stue (og en givende stum-filmsafstand). Udover at være en hilsen til fru Scherfig, som er pianist fra Wien, afslører det en instrumental fornemmelse, som man for at irritere Henning kunne kalde »interessant«.

Til sidst skal nævnes den helt parodiske krimi-serie-uhyggemusik under mordforsøget. Så dramatisk at det bliver komisk - og så ender det alligevel med, at man fanges og bliver uhyggelig til mode. Igen en lem, og een til (som det i parentes bemærket slet ikke er god tone i »filmmusik«).

Melodierne står oven i den danske sang; måske især fortekstmusikken, som er lidt i retning af en hoppende, strygende Carl Nielsen. Ellers dur-moll med nogle underlige hel- og halvskæve nogen imellem, åndssvage modulationer, og pudsigt nok med momentvis russisk tyngde og bredde. Spil ægte rødt. Der er såmænd også en enkelt sats, der minder stærkt om Stravinsky (Amsted på vej hjem fra kaffe hos Hageholm). Det skyldes gentageteknikken og nogle karakteristiske dissonanser (er vel ikke ægte rødt). Meget stærkt og pludselig dramatisk virker musikken på ambulancen, der skal hente den sprængte Mogensens efterladte fod. Den russiske tone på dette sted fremkommer ved modale tertser med oktavfordoblinger ned i bunden; oven i købet i en bevægelse der minder om og senere smelter sammen med ambulancens sirene.

Det russiske element er vigtigt. Det giver filmen noget pathos, som mørkner og uddyber, og balancerer det danske af, så det hele ikke bliver for dansk.

Også rytmik og tempi er meget talende: Drævende, hængende, stillestående eller pjattede, stumfilmsagtige (Amsteds lykkeballet på stranden eller zoom ud fra politibil til et totalbillede af den hyggelige, indre by set oppe fra. Lige til at udstille på bymuseet).

Lad mig prøve at sammenfatte det særlige ved alt dette. Altså: En på overfladen velkendt, lige ud ad landevejen, forsamlingshusagtig, musikforeningen mor-genrødenagtig, hyggelig musikelskeraftenagtig musik forbliver ikke ren dansk konvention, men tilføjes et originalt udtryk ved hjælp af nogle - i øvrigt typisk danske - trick (doppelkonfekt): pil-det-ned-grotesker, ekstra gumpetunge jok, overraskende raffinementer, overdreven enkelhed, og en overbygning af diset, syrlig sødme.

Om teknikken, strukturen, funktionen eller hvad man skal kalde det at bestemme hvor i en film, der skal musik på, kan man i øvrigt sige, at den er traditionel. Amsted, landskaber, drama, venten, poesi bliver behandlet som det sig hør og bør. Næsten. Man er f. eks. taknemmelig for at nogle krimisteder ikke får en uhyggepege-fingergut, ligesom man så bliver ekstra glad, når den endelig får hele armen (fundet af Amsteds ur på eksplo-sionsstedet, mordforsøget til slut). Man kan godt sige, at musikken nogle steder har en absolut musikalsk karakter og et fjernt eller abstrakt forhold til billedforløbet, mens den andre steder følger forløbet i et smukt gennemkomponeret samspil eller MEDLØB. Men der er jo altid noget særligt ved det. Det er det jeg har prøvet at dokumentere i det ovenstående. Hvilket vil sige, at ordet medløb ikke er så godt. Der er ikke tale om eftersnakkeri. l en traditionel fremgngsmåde har der været plads til originale indfaldsvinkler.

Hennings politiske noter
ville jeg også nødigt undvære, idet de er ganske underholdende. De har et afslappet forhold til virkeligheden, flagrer ubekymret hid og did, anslår oplivende temaer uden at blive for længe ved dem, har en smittende livsglæde og stanger nogle ordentlige nogen ud. Absolut en stimulerende blanding (måske man ud fra et professionelt underholdningssynspunkt må stille sig tvivlende overfor den særlige kluntede ego-oprigtig-hed). Angående EF-tilhængernes flytning til Jylland vil jeg gerne foreslå noget andet, idet jeg tror folk gerne vil blive boende hvor de bor. Kunne man ikke i stedet udbygge to forskellige universalnet, der rummede det hele: veje, elektricitet, telefonledninger, vand, fødevarer, kulturgoder etc. og forbinde dem med hver gruppe, familie eller enhed i landet. Een til tilhængere en anden til modstandere. Så behøvede man ikke flytte. Det er kun et praktisk forsøg. Vi kan jo ikke komme videre uden idéer, og jeg kan ikke lade være med som et à propos at erindre om at Henning tidligere, som en alternativ boligpolitik foreslog, at man skulle slå store telte op på alle villavejene. Man fik dermed også løst nogle færdsels- og børnesikkerhedsproblemer på en meget radikal måde. Jeg husker, at jeg den gang sagde til ham, at visioner søreme også kunne blive en hel last.

Nå, men det, der interesserer i denne omgang, er nu snarere

Hennings musik-noter
der siger: »Jeg har villet skrive en rigtig kommunistmusik, vaskeægte toner. Væk med EF-musikken, elek-trofonien og kryptiske musikalske eksesser, Darmstadt-gas og den kvæstede østerlandske filosofiske import, skalkeskjul, udenomssnak«. »Væk med« lyder ikke godt. Det svarer dårligt til mindretalstolerancen, som heldigvis har vind i sejlene for tiden. Ny musik er for et mindretal. Kommunismen er også for et mindretal her i landet. Væk med den. Meningen forstår jeg nok, - det er modernistisk musik under eet den er gal med; men der må nogen klarhed til. Hvad har elektrofonien f. eks. gjort? Den er da ikke fastlagt een gang for alle, den er en mulighed - til hvad som helst. Ligesom et klaver. Er elektrofonien besmittet er klaveret det også. Dette borgerskabets instrument par ekscellence. Reaktionær - burgøjser - stue-fims. Væk med det! Og hvad menes med eksesser? Er de ikke nært forbundet med eksperimenter? Eksperimenter kender man først, når de er afsluttet, og nogle fører direkte til eksesser. Hvis man vil eksesser til livs må man forbyde eksperimenter, og det ville da vel ligne Henning dårligt at mene sådan noget.

Materialeeksperimentet kan ikke skilles fra udtryks-eller holdningseksperimentet. Det ser ud til, at vi ikke kan undvære forandring, og for at få væsentlige valgmuligheder, må der findes på og kombineres. Eksperimenter, eksesser, single-opdagelser der pines igennem, amoralsk tænkning, alle former for galskab. Jeg er overbevist om, at de også er i folkets interesse på langt sigt. De er incitamenter til bevægelse.

Hennings musik og Hennings noter
må nu være givende at sammenligne. Med »vaskeægte toner« mener han utvivlsomt: enkelt, direkte og let forståeligt for folk. Og sådan er Hennings fuldmægtig musik også. Sådan da. Det er nu alle anstrengelserne begynder at bære frugt (pøj) idet jeg mener at have påvist, at der er noget særligt ved musikken, - for ikke ligefrem at sige sært. Man kan ovenikøbet ane eksesserne i baggrunden. Hvad er f. eks. det for noget med en grotesk kontrabas til stilige Amsted i hyggelige lille værelse. DET ER EKSPERIMENT! Og det er netop i alt det, at musikken afslører sig som original, skabt af en specialist og som en slags finkultur.

Finkultur
er et ord med rav i. Som jeg brugte det om Henning, og som jeg 100 pct. vil gå ind for det, er karakteristiske ting nuancering og præcision. Det kan være på forskellige planer og behøver f. eks. ikke fremgå umiddelbart på den måde, at et værk ser vældig fint og flot og kompliceret ud, men kan befinde sig i baggrunden som forudgående tanker. Ofte bruger man det i videre betydning med smag af smoking, overklasse eller borgerskab, privilegier. Men det bliver nødvendigt at finkæmme ordet fremover. Der opstår kontroverser inden i det, når man automatisk hæfter finkulturen på borgerskabet Man siger om ny musik, at den er finkultur, og borgerskabet er som bekendt uafbrudt irriteret på den. Borgerskabet er konservativt, men modernismen er det ikke. Borgerskabet vil have konventioner bekræftet, modernismen benægter eller stiller spørgsmål. Jeg tænker ikke på en bestemt modernisme, men det evigt rullende. Med begrebet

det folkelige
er der lignende problemer. Det er folket man vil til hjælp, men det vender ofte ryggen til og er reaktionært - ligesom borgerskabet. Også arbejderklassen. Det ser ud til at »folket« herhjemme har yderst borgerlige synspunkter. På udtrykkets område kan man sagtens forestille sig, at »vaskeægte toner« for folket mest af alt kommer til at ligne den skinbarlige småborgerlighed. DER ER IKKE LANG VEJ HENNING, OG AT DU BLEV REDDET l DENNE OMGANG SKYLDES SIMPELTHEN FINKULTUR. At du ved det.

Pelle Gudmundsen-Holmgreen.