Systemdigtning og seriel digtning

Af
| DMT Årgang 46 (1971) nr. 06 - side 171-180

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Klaus Høeck:

SYSTEMDIGTNING OG SERIEL DIGTNING

I dmt 1971 — 5 gav Poul Nielsen nogle eksempler på digtanalyse udfra musikanalytiske begreber. Denne artikel — skrevet af en digter — handler specielt om seriel styring af digt-parametre og belyser fra den kant alment-kunstneriske forhold. Klaus Høeck har netop i december udgivet to nye bøger.

Hvad er systemdigtning? Spørgsmålet er relevant, idet snart sagt al digtning i øjeblikket kaldes systemdigtning. System betyder: bygning, et velordnet, formålstjenligt sammensat hele, orden og sammenhæng. Systemdigtning må da kunne karakteriseres som en digtning, der bygger orden, en digtning der stræber efter sammensat helhed og orden. For så vidt var der mere systemdigtning i gamle Oehlenschlægers digtning end i megen af den digtning, men i dag kalder systemdigtning. Systemdigtningen er vel netop aktuel i dag, fordi den forsøger at skabe orden i det kaos, som den totale formelle frihed har medført, l hvert fald: idet hele sættet af konventioner som man havde bygget på i århundreder brød sammen, åbnedes helt nye perspektiver, l første omgang opstår en udpræget katastrofedigtning, en chockdigtning. Man kunne tale om en panikdigtning. Overvældet af den totale frihed bringes digteren i en panisk situation. Uden det ordnende overordnede princip, som rytme, rim, disposition af formen som helhed indebærer, overvældes digteren af indholdets kraft, der manifesterer sig i en voldsom og skræmmende metaforik. Hvor man før stod overfor en orden, står man nu overfor et kaos. Klar over at en hæmningsløs indholds-overvældende digtning fører vild, begynder man at søge en ny orden. Den konkrete digtning er en typisk nøddigtning. Midt i kaos holder man sig til det eneste reale, det eneste nære, det eneste der sluttelig er tilbage af orden: selve ordet, dets egen helt konkrete realitet, næsten afskåret fra alt indhold. Ordets betydningsområde indskrænkes til et minimum, til nøjagtigt det, der står. Ordet viser sin egen mening i bogstavelig forstand. Den konkrete digtning bliver benhård, snører sig mere og mere sammen, er indlysende en blindvej. Hvorledes da besværge kaos? - Den første systemdigtning ser dagens lys. Et nyt overordnet princip træder i stedet for den ældre orden. Et princip, en lovmæssighed, der nu kun er gældende for det enkelte digt, eventuelt enkelte digtsekvens. Det vil sige digtets formelle side er ikke som tidligere bundet til en i forvejen kendt og under alle omstændigheder gældende lovmæssighed, såsom rim, rytme etc., men regulerer nu digtet (digtene) efter en specifik for dette digt gældende lovmæssighed. - Denne systemdigtning har i begyndelsen noget spontant over sig. Alle mulige systemer, og for den sags skyld umulige, kan bringes i anvendelse og fungere som overordnet princip. H. J. Nielsen har i denne forbindelse rammende talt om, at systemer kan være materialefremmede og materialenære. De materialefremmede systemer har for det meste karakter af indfald fra digterens side. Digteren får en idé, som han så at sige omsætter til en formel. Denne formel fungerer da som det overordnede ordnende princip for et digt, eller måske for en hel digtsamling. Mange eksempler på en sådan materialefremmed systemdigtning kan fremdrages: bl. a. de af datamaskiner sammenstillede digte, såkaldte skabelondigte etc. I den materialefremmede systemdigtnings sidste fase ses også en begyndende interesse for mere materialenære systemer. I digtningen begynder selve de forskellige stilarter så at sige at optræde som et slags parameter i digtet. P. Kirkeby opererer således med ruiner, brokker af tidligere stilarter, sammenstiller dem, som det passer ham, vælger og vrager mellem alle mulige former, bygger en digtning op af stilarter. En ruindigtning. Men dermed peges allerede på næste konsekvens: den digtning der drager den fulde konsekvens af systemet, og i stedet for at lægge tilfældige ideer til grund for sine systemer, vælger disse systemer i overensstemmelse med materialets egne lovmæssigheder. Den materialenære digtning bliver en mulighed. Dette vil sige, at man i stedet for et mere indholdspræget overordnet princip nu kan beskrive digtet som et sammensat forløb af forskellige konstante og variable elementer. Igen: digtet kan beskrives som et sammensat forløb af parametre. Digtet kan således helt eller delvist underkastes en række-mæssig organisation, idet et eller flere eller alle parametre kan underkastes en mere eller mindre tilfældig eller regelmæssig rækkeorden. Med en mere tilfældig rækkeorganisering kan man operere, ligesom med en seriel organisation af digtets forskellige parametre. I sidste tilfælde taler man om en seriel prædetermination. I tilfælde af en seriel prædetermination forskydes tyngdepunktet i det digteriske arbejde, idet digtet kommer til at fremstå som det automatiske resultat af samspillet mellem de i forvejen fastlagte rækkeforløb. Denne prædetermination kan være mere eller mindre total alt efter hvor mange parametre, der er inddraget i den mekaniske proces. Således bliver prædetermineringens arbejdsvilkår således, at arbejdet, digtet bliver et komplex styret af et tildels uoverskueligt net af serielle forløb, der når de først er sluppet løs, determinerer digtet måske (alt efter hvor mange parametre, der er inddraget eller kan inddrages) indtil den mindste detaille.

Jeg vil nu prøve at opstille en oversigt over digtets parametre. Denne oversigt vil selvsagt blive ufuldstændig, da det ikke er aldeles entydigt hvad der skal og hvad der kan inddrages som parametre. Er for eks. opstillingen af digtet et relevant parameter? Er skriften (skrifttypen), trykningen? Og hvorledes med det semantiske parameter, er det overhovedet til at bestemme? De sproglige kategorier, skal de regnes med? Etc.

Jeg vil til grund for denne opstilling i det væsentlige lægge Viggo Brøndals undersøgelser og resultater vedrørende sproget. I sin bog: Morfologi og Syntax opregner Brøndal de emner, som stadigt har været behandlet i al sprogvidenskab og som enhver grammatik må behandle:

1. Lyd og deres systemer: tidligere orthographia, senere orthofonia, i nyeste tid fonologi.

2. Stavelse og accent: tidl. prosodia, nu fonetik eller artikulationslære.

3. Ord og deres systemer: Lexikografi, synonomik.

4. Ordbrug: rhetorik, semantik og stilistik.

5. Ordklasser: almen morfologi.

6. Bøjning: casus og afledning.

7. Sætningen og dens led: Analyse, almen syntax.

8. Rection og congruens: speciel syntax.

Brøndal ordner disse emner, først efter en skelnen mellem systematiske og funktionelle eller rytmiske discipliner. Brøndal skriver: Som allerede nævnt er fonologi og morfologi systematiske discipliner. Fonetik og syntax ikke-systematiske. Denne modsætning synes at bero på sprogets dobbelte måde at fremtræde på: snart som norm, snart som tale eller med andre udtryk - snart som system snart som rytme. Medens normen eller sprogets system er social og af rent ideel eller formel natur, er talen eller sprogets rytme individuel og af reel eller funktionel natur.

En anden hovedinddeling går på en vigtig modsætning mellem lyd (eller mere alment: symbol) på den ene side - hvad enten de fremtræder systematiskt og normativt og studeres af fonologien (1) eller rytmisk og funktionelt og studeres af fonetikken (2) - og »ord« (i videste forstand) på den anden side - hvad enten de som system betragtes af morfologien (3, 5, 6) eller som rytme af syntaxen (4, 7, 8). Brøndal når frem til følgende skematiske opstilling:

symb. log.

syst fonologi (1) morfologi (5, 6) + synonomik (3)

rytm. fonetik (2) syntax (7, 8) + semantik (4)

En yderligere fininddeling er af mindre interesse i denne forbindelse ligesom synonomikkens og semantikkens placering under henholdsvis morfologi og syntax. (Interesserede henvises til at studere Brøndal nærmere). Der bliver tale om følgende hovedinddeling:

symb. log.

syst fonologi morfologi

rytm. fonetik syntax

1. Fonologi, defineret som symbolernes systematik, studerer kun lyd som ideale former, de systemer, de danner eller kan danne, og den symbolværdi der konstant tilkommer den enkelte lyd ifølge dens plads i systemet.

2. Fonetik, defineret som symbolernes rytmik, studerer omvendt kun lyd med hensyn til deres (variable) artikulation eller realisation, dertil deres kombinationer i grupper og stavelser og disse artikulationers og kombinationers indbyrdes forhold, altså metrik og accentlære, assimilation - dissimilation.

3. Morfologi, i vid forstand defineret som logisk systematik, betragter udelukkende ordenes indre form, kategorier og systemer, men ikke disses kombinationer.

4. Syntax, i vid forstand defineret som logisk rytmik, studerer derimod netop enhver mulig kombination af sprogets selvstændige ikke-lydlige elementer, altså sammensætninger, led, sætninger, perioder og alle indbyrdes forhold mellem disse.

På basis af ovenstående er jeg nået frem til følgende opstilling over de for digtet væsentlige parametre, mere med en hensyntagen til inddelingen: symbolsk-logisk end systematisk-rytmisk:

SYMB::

1.: Fonologiske parametre
a: alfabetet
b: konsonant-vokal inddeling symb.

2 . Fonetiske parametre
a: stavelse-artikulation
b: rytme-metrik

LOG.:

3.: Morfologiske parametre
a: kategorierne (R, D, r, d)
b: ordklasser
c: ordbøjning

4.: Syntaktiske parametre
a: begreberne (:R, D:, d:, :r)
b: led-sætning

Hertil skal bemærkes: Det semantiske parameter kan ikke selvstændigt fastlægges, idet betydningsenhederne ikke er kendte, hvadenten vi betragter den semantik, der har tilknytning til »Bedeutung« eller den der refererer til »Sinn«, altså hvadenten man betragter den semantiske hovedgruppe, der kaldes sprogets ontologi, eller den semantiske hovedgruppe, der kaldes sprogets ideologi. (Frege-Quine). Men det semantiske parameter indgår implicit i nogle af de øvrige parametre (de morfologiske og syntaktiske). Det optræder som en slags uberegnelighedsfaktor, et stochastiskt parameter. Man kunne betragte de opstillede parametre som udgørende den strukturelle helhed i et system. Et system vil altid være fuldendt jo mere lukket og komplet det er. Med lukkethed menes, at alle de i systemet indgåede faktorer og kun de virker på hinanden, og med komplethed at ingen variabler, der kunne have betydning for systemet er udeladt. Det ovenbeskrevne system ses nu klart at operere med en indbygget inkomplethed, idet der foruden de systematiske parametre opereres med et stochastiskt parameter (det semantiske), der samler de uspecificerede faktorer i systemet. — Det er klart at samtlige disse parametre ikke totalt kan determineres sammen, idet for eks. det alfabetiske og det kategoriel-le parameter af rent bogstavelige grunde ikke kan determineres totalt samtidigt Stort set forudsætter 3 og 4 en semantik, 2 ikke nødvendigvis og 1 ingen (måske et mindstemål: for eks. til identifikation). I det følgende vil jeg så vidt muligt vise eksempler fra hver parametergruppe.

1a: Det vil være klart, at en fuldstændig fixering vil føre til at »sproget« med sin semantik overskrides, idet det væsentlige antal bogstavkombinationer, såkaldte »strenge« vil være de ikke tilladelige efter aim. sproglige regler. Et trivielt eksempel: bxmni, etc. Sproget er overskredet, i stedet optræder nu en komplex sammenblanding af tegnsammenstillinger, bogstavkombinationer, der af og til vil ligne ord, af og til almindelige menneskelige eller naturlige lyde, for også ind imellem at blive til »virkelige« ord. Det vil sige: alle kombinationer indenfor bogstavkontinuumet er gjort tilladelige, således at glidende overgange fra aldeles absurde strenge til mere og mere forståelige ordstrenge vil fremtræde. Hele denne mulighed med fixeringen af alfabetet er dog en smule anstrengt, selv om den ikke er uden interesse. Alligevel kan denne komplexitet ikke afvises uden videre. Vi må trods alt acceptere komplexiteten, som Boulez har sagt det for musikteoriens vedkommende. Her kan det samme siges: at selv om sproget er noget andet end tonesproget, bl. a. på grund af sit vedtagne betydningsindhold, der er fixeret til visse tilladte termstrenge, så må den komplexitet, der bliver resultatet af at operere med samtlige bogstavkombinationer accepteres som en mulighed, der ikke er aldeles absurd. Man har jo også forsøgt at anlægge en skelnen mellem musik og støj, en skelnen som moderne komponister ikke anerkender. Lige så vel kunne man som moderne digter faktisk godt undlade at skelne mellem sprog og ikke-sprog, idet mange af de såkaldte utilladelige termstrenge dog alligevel ofte har en slags »mening«. F. eks.: skrivsel, eller husning, eller brrusschh etc. Fra samling nr. 11:

abcegkmqrstvyåbjghikmqsxyzæac
gimnoprtyæcdefhjriptuvxzødfjkl
moquxøabcegkmqrstvybdhijkmosu
zæabdfjlpqrsuxbdhijkmosuzabce
gkmqrstvydfjklmoquxdefgikoquv
xaceikopqrtvdfjklmoquaefghjlp
rabcdfhlnrstvbdhjnopqacgimnop
rtdfjklmoqacghijlnsaefghjlptd
efgikordefgikordefgikoaefghjl
acghijlnceijhlnaegklmnacgimnp
aceikpabceglncdefhjpbfghilnce
ijlmpbfhmnpaceilbcdegiacghijn
bfhabcdfhacghjmachaefhnbdacha
bceaeaefabdbbddfbcbdbdbcdbbbd

Der er i denne tekst tale om en både kvantitativ og kvalitativ fixering, idet både mængde og plads af bogstaverne er fuldstændig prædetermineret efter ganske enkle talrækker.

1b: Mange muligheder kunne her tænkes anvendt. Jeg vælger at fremdrage et eksempel fra musikken. I sit vokalværk Anagrama fra 1958 har Mauricio Kage! bl. a. ændret den tekst (sætning) han brugte i værket ved at fastholde vokalerne og variere konsonanterne. Sætningen, som Kagel gik ud fra, var In girum imus nocte et consumimur igni (vi kredser i natten og fortæres af ild). Ved at ændre konsonanterne og fastholde vokalerne, udleder Kagel følgende sætning på næsten forståeligt tysk: In Gier um ihn muss Not, er eng, kost um ihr uninnig. Ved at bibeholde konsonanterne og ændre vokalerne kan han danne en tilsvarende sætning på spansk: un gremio meson coito te consumi miro guion. (se J. Maegård: musikalsk modernisme samt Kagel: Nutida musik 61-62, nr. 5).

2a: Kunne udmærket fastlægges, jeg kan ikke endnu give eksempler.

2b: Det rytmisk-metriske parameters fixering er en velkendt sag.

3a: Fra samling nr. 9

Fig. 1:

[fig.1]

Samtlige kategorier eller rettere deres mængde er her brugt som variable, som det fremgår af ovenstående diagram, Som f.eks. et digt taget et vilkårligt sted. Digt nr.2

fyrr elv moss Rd, Rd, Rd,
grønnere dale med sol som Rd, Rd, r, Rd, RD,
altid lyste klart af mynte d, rd, Rd, r, Rd,
altid rent som have du du har forladt d, Rd, r D, Rd, Dd, rd, rd,
stenene: gnejs granit basalt Rd, Rd D, Rd, Rd, Rd,
dine fugle: falke lærker Rr, Rd, Rd, Rd, Rd,
så sorte at himlen hvidner r D, Rd, Drd, Rd, Rd D, rd,
længere borte ørne over tavse Rd, r D, Rd, r, Rd,
plateauer af sne: du træder Rd, r, Rd, Dd, rd,
ud i din jernfriske dag r D, r, Rr, Rd, Rd.

R= 33
D= 10
r= 17
d= 40

3b: fra samling nr. 6

Fig. 2:

[fig. 2)

[diagram)

Her bruger jeg de fire ordklasser: navneord, udsagnsord, stedord, forholdsord eller rettere deres mængde som variabler, medens de resterende ordklasser slås sammen i en konstant, som det fremgår af diagrammet Et eks.

er det mig er jeg
dig er du Dem er
De ham er han hende
er hun den er den
det er det os er
vi jer er I dem er
de mit er mit dit
er dit Deres er
Deres hans er hans
hendes er hendes
dens er dens dets
er dets vores er
vores jeres
er jeres deres

navneord: O
forholdsord: O
konstant: O
udsagnsord: 20
stedord: 40

3c: Fra 8 samling:

I denne samling er flere bøjningsparametre fastlagt, bl. a. for navneord, verber, stedord. Desuden er i vedkommende samling det kategorielle parameter delvist fixeret og endeligt optræder et konstant textparameter, dvs. at en bestemt text optræder med givne mellemrum i forskellige variationer. Et eks.

kvinde: dit navn er af rav og bier
og ikke svaghedens dine rødder når ned
i kærtegnets dyb der hvor manden skælver
og du stå op på jorden fuld af løg
kvinde: dine læber er ikke skammens men
den er hans der sagde ordet hans som
malkede sin vellyst af dine druer og som
dette er en hymne til dig således er den
havets en grøn mazurka af salt og æbler

Som det vil bemærkes er samtlige verber finite, hvilket er fastlagt i parametret.

4a: Har jeg ikke forsøgt at fastlægge, men er tænkeligt.

4b: Fra 5 samling:

Her har jeg ikke fixeret parametret, men har indført regler for nye tilladelige sætningsdannelser. Disse regler fastsættes bl. a. i en række meta-digte. Et eks.

stedordets rolle vil følgeligt blive
mindre vigtigt bliver nu ordet jeg og
du og dens og dets vil optræde mindre
og mindre vil sætningerne altså inde
holde ord som den og jeg og du
og de og stedordets rolle vil følgeligt bli
ve mindre vigtigt bliver nu ordet jeg

Sætningerne glider over i hinanden, idet f. eks. 2 grundled i hver sin sætning har fælles udsagnsled. Den aim. syntax er brudt for at give plads for en delvis ny, hvorved strofer og sætninger udfra aim. synspunkter opløses.

Det er, som før bemærket, klart, at den serielle automatik overlader mere og mere af det skabende arbejde til en proces, der går forud for selve kunstværket. Tilsyneladende ruller rækkerne blot løs, og det endelige resultat, er sådan set kommet t'1 verden, uden at kunstneren som en slags kontrolinstans har været med. For det første er dertil at sige, at hvis resultatet ikke svarer til intentionerne, kan man jo kassere det, og fortsætte processen indtil det færdige resultat svarer til intentionerne. Alt som behøves er en smule tålmodighed. For det andet: det er som regel kun nogle parametre, der er fastlagt i kunstværket, mens andre er fri. Således er kunstneren stadig »med«, også i den egentlige skabelsesproces. Den fuldstændige prædeterminering er vel et absurdum. Hvad den serielle automatik fører med sig er iøvrigt det, at den resulterer i digtning, som digteren ikke altid kender i forvejen eller kun har vage forestillinger om. Digtningen falder indenfor rammer, som digteren ganske vist selv har fastlagt, men resultatet kan meget vel netop gå udover hvad digteren kan forestille sig. Det han opnår, har han altså selv bestemt, så at sige ved pejling.

Som det fremgår af nogle af de eksempler, jeg har brugt til at anskueliggøre parameterfastlæggelsen i digtningen, er den serielle teknik overhovedet forbundet med talrækker. Dette kommer af, at seriel tænkemåde er baseret på forestillingen om gradvise eller kontinuerlige overgange imellem hvilke som helst sæt af yderpunkter i et kontinuum. Dette kontinuum er »inddelt« i såkaldt ækvidistante skalaenheder. Den ækvidistante skalainddeling af et kontinuum er overhovedet en forudsætning for den serielle organisation, thi når man har en ækvidistant skala med et bestemt antal skalatrin og derpå stiller trinene i ny rækkefølge, så har man en række, en serie. En ækvidistant skala kan forstås enten som en aritmetisk eller som en geometrisk række. Tydeligst er det at opfatte den som en aritmetisk række, derfor anvendelsen af talrækker for at sikre en glidende eller ensartet overgang i det fastlagte kontinuum. Således bliver der tale om en slags distribuerings og kvantificeringsproces i det kontinuum der afgrænses af dettes polære yderpunkter. Ved at indordne samtlige trin i de forhåndenværende parameterskalaer i den serielle organisation, tilsikrer man samtlige overgangsled mellem samtlige sæt af yderpunkter lige stor vægt. Det har til følge, at der ikke skelnes mellem overordnede og underordnede elementer, og at yderpunkterne ikke længere fremtræder som egentlige modsætninger, men som yderpunkter i gradvise overgange. Ligeberettigelse og formidling er resultatet af gennemført serialisme.

Jeg skrev nogle sider tilbage: »digtet kan således helt eller delvist underkastes en rækkemæssig organisation, idet et eller flere eller alle parametre kan underkastes en mere eller mindre tilfældig eller regelmæssig rækkeorden. Med en mere tilfældig rækkeorganisering kan man operere ligesom med en seriel organisation af digtets forskellige parametre.« - Det vil være fremgået af de valgte teksteksempler, at der har været tale om eet parameters fixering ad gangen: enten bogstavparametrets eller ordklasseparametrets eller kategoriparametrets fixering, men ikke om en samtidig fixering af to eller flere i en tekst. Dernæst at der i alle tilfælde (undtagen for bogstavparametertekstens vedkommende) har været tale om en seriel ordning af mængden af enheder, men derimod ikke om en ordning for distribueringen af disse. Altså kun qvantitet har været brugt som variabel ikke qualitet (plads). Endvidere har der i alle tilfælde været tale om en seriel ordning af parametrene. Men som ovenfor nævnt kan man selvfølgelig operere med en mere tilfældig rækkeordning. Foruden den prædeter-minerede serielle, med en aleatorisk, en fri, og en statistisk. Jeg skal nu give eksempler fra disse områder: dels en tekst hvori flere parametre er fixeret serielt, dels en tekst hvori både mængde og distribuering af enhederne indgår som variable, og endelig en tekst hvori en aleatorisk, en fri og en statistisk determination fungerer.

Fra samlingen: Post Scriptum. Se fig. 3!

Både kategoriparametret og bogstavparametret er her serielt fixere! Kategoriparametret således at der gives et vist råderum for mængden af enheder for hvert digts vedkommende, medens bogstavparametret er nøje fastlagt. Som eks. et digt taget et vilkårligt sted. Nr. 1

cdfghijkmqbcfghijkmqbcfgh
bbcdfghijkmpqxyzæbcdfghii
q Cocacola. Cocacola. Cocajj
mcola. Containere fulde kk
kaf drømme. I bassinernemm
js basalt bobler glemslpq
ien under bygerne: appelqb
hsinduft. Lugt af havn. Gxc
godstog. Benzol. Tårne afæf
fchrom synger om udødelbg
digheden. Kulturens affach
cld. Affaldet i affaldetdj
b Pap. Papmaché. Porcelæn, fk
x Gud af gips. Hvad. Hvad. gq
q Hvad. Hvid by. Hvid by. Hhb
mvid. pmkjihgfdcbzxqpmkjic
kjihgfdcbxqpmkjihgfdcbxqg
j b j b k j b k j b k j b k j b k j g b q kj

Sådan er mulighederne for dette digts vedkommende:

a=28
b=27
c=26 R = 56-44
d=25 d =42-30
e = 24 r=28-16
- D = 14-2
-
-
å=1

Det konkrete udfald:

a=28
b=27 K=44
c=26 d=42
d=25 r =16
6=24 D = 12
-
-
-
å=1

Med hensyn til aflæsningen af diagrammet: talværdierne for kategorienhederne er fordoblet, således 28 til 56 etc. etc.

Fra samling nr. 14

1.

Endnu et forår:
lidelsen møntet ud i lys.

Kun et år er gået
for dig: en hel æon.

Mål dit hav,
du er din egen gåde.

Vejen er alt,
den der går den får se.

2.
endnu et sekunds evighed:
templet står da i flammer

kun drivende skyer kan ses
for dig: et helt imperium

søg din midte,
du spreder dine hvide siv

vinden fanger ingen,
den der prøver det bliver træt

Kategorinotationen for digt 1's vedkommende: r Dr DDrd Rdr Rd Rd DRdrdr Dr Rdd Drd Rdrdrdr DDd Drd Rd Rdrd Rr Rd Ddrd Rr Rd Rd Rd DRdrd RDDdr DRrd Ddrdrd for digt 2's vedkommende er den nøjagtigt den samme. Der er isomorfi mellem de to strukturer. Men det vil sige: både elementquantiteten og elementdistribueringen er bestemt for tekst 2's vedkommende, hvis man som jeg har bestemt, at der skal eksisterer isomorfi mellem de to digtes kategoristrukturer.

Fra samme samling.

------du dig den------flygtende mens fasaner
flyver op mellem dine ben, mellem hinanden
mod aftenhimmel, mod slukkede stjerner.
------syv------Du intethed, du intethed vokser.

Intet er vel kun nat,
da er din afgrund nok dig selv.
Og næsten tabt-------allerede ses
general Ch'en Hsüan-li ridende------

I kategorinotation: Dd Dd Ddr Ddr DRddr Drrr RRdrd Dr Rd d Rrrdd RDDd Rdr Dddr Rrd RDrdddd RDrdrr Rr Rdd Dd DRD rdrdddrd RRRRr Dd.

Denne struktur er i qvantitativ henseende den samme som den ovenstående, blot er rækkefølgen af elementerne nu bestemt ved en aleatorisk proces, dvs. der er tale om en fælles mængde enheder for de to strukturers vedkommende men en forskellig distribution.

Fig. 3:

[fig. 3]

Teksten den opstår ved en sådan aleatorisk distribution af kategorienhederne, eller rettere teksten der bygges over en sådan aleatorisk bestemt struktur, må selvsagt blive mærkelig og sprængt, hvad eksemplet også viser, idet en naturlig fordeling ikke kan opretholdes. Således optræder pludseligt i slutningen af strukturen 4 R'er ved siden af hinanden, hvilket tvinger til anvendelse af proprier, et andet sted optræder 4 d'er ved siden af hinanden, hvilket tvinger til anvendelse af adverbier.

Fra samme samling.

Øverst er Ch'ien det skabende,
himmel. Nederst er Ch'ien det
skabende himmel. Ni i begyndelsen
vil betyde: en skjult drage.
Handl ikke, handl ikke nu.
Hvis alle linierne er niere,
betyder det: der kan ses
en flugt af drager uden hoveder.

I kategorinotation: r Drd RRDd Drd Rdr Drd RRDd Drd Rd Dr Rd Rd Drdrd Drdrd Rdrddrddr Dr DRDRd Rd Drd Rdrd D d RDrrdrd Drd Rdr Rdr Rd

Denne struktur er i quantitativ henseende den samme som de to ovenstående, blot er elementdistribueringen nu fri. Dvs. der er tale om en fælles mængde kategorienheder for de tre teksters vedkommende, men en forskellig distribution. - Endeligt har jeg også i denne samling ud fra principper der bliver for vanskelige at gøre rede for her fordelt et givet antal kategorienheder efter statistiske principper, og bygget en tekst op over den således fremkomne struktur.

En digtsamling kan nu betragtes som et kontinuum indenfor hvilket en seriel organisation istandsættes ved en ordning af samtlige trin i parameterskalaerne. Hvis det kontinuum digtsamlingen spænder over for eks. rækker fra det fonologiske alfabetparameter, der ikke forudsætter nogen semantik, til det syntaktiske led-sæt-ningsparameter, der forudsætter et maximum af semantik, og disse yderpunkter altså ikke optræder som absolutte modsætninger, men netop som polære, bliver en seriel organisation mulig ikke blot i detailud-formningen, men også i det storformale. Hermed åbnes for videre muligheder, idet selve serialismen dermed igen føres ud over sig selv. Det som kaldes den statistiske form, bliver en mulighed. Man kan ved en passende udvidelse af rækkebegrebet anlægge sin storform efter serielle kriterier (i en digtcyklus: de enkelte digtsamlinger eller sekvenser) og siden organisere serierne i detailudformningen sådan, at hver formdel får den karakter, der er tilsigtet. Forskellen mellem de forskellige formdele (digte, digtsamlinger, sekvenser) kan være defineret ud fra lige så mange kriterier, som der er parametre. Kombinationsmulighederne er her igen mange. Den videre udvikling bliver nu meget problematisk, idet de enkelte digte helt vil miste deres indi-vidualitetspræg, efterhånden som strukturerne bliver mere og mere komplicerede, at med andre ord kom-plexiteten ikke er forenelig med forståeligheden. Fortsættes ad denne vej, vil digtsamlinger til sidst kunne antage karakteren af en bogstavmasse, bogstavflade der ustandseligt ændrer karakter, men hvis semantik er aldeles opløst, således, at det kun er organisationen, der bliver informationsbærende. Denne mulighed virker provokerende. Den anden mulighed er at ofre komplexi-teten på forståelighedens alter. En tredie mulighed: blot at digte løs.

Til sidst et par mere generelle bemærkninger vedrørende seriel digtning. Det hele lyder unægteligt noget teknisk og indviklet og nyopfundet. Teknisk og indviklet er sagen vel, men nyopfunden egentlig ikke. Parametre er til alle tider blevet fastlagt i digte. Hvad er et hexameter andet end et meter, parameter. En fixeret seriel organisation af et enkelt digt-meter. Hexameter: en verseart af seks fødder, de 4 første daktyler eller sponder, den 5. en daktyl, den 6. en trokæ. Det er klart, at det der sker er en rækkemæssig organisation af et parameter. I det rytmiske meter er der tale om en ordnet quantificerings- og distribueringsproces. Systemet: constituenter: de lange og korte stavelser, variabler: mængde og plads. Love eller regler: udtrykt i meget enkle aritmetriske funktioner. Der er intet mystisk ved dette.

Det der er det nye ved det såkaldt serielle digt, er det, at der for det første er taget hensyn til mange flere parametre end i det klassiske digt, og for det andet, at de regler, love og overordnede principper der nu gælder, adskiller sig fra tidligere tiders formelle principper derved, at de ikke er een gang for alle gældende principper, men skifter fra digtsekvens til digtsekvens, fra digtsamling til digtsamling. I det serielle digt er der således blot tale om en sidste konsekvens af noget, der begyndte da digtet så dagens lys. Hvor man tidligere kun var interesseret 5 det rytmiske meter og snart havde fastlagt ganske specielle lovmæssigheder for mængde og distribution, som det ses i f. eks. hexametret, dér søger det serielle digt at inddrage alle relevante parametre, der nu søges ordnet efter serielle såvel som efter aleatoriske og statistiske principper.

Klaus Høeck

Årgang 46/1971, nr. 06