Åbent brev til de danske musikanmeldere

Af
| DMT Årgang 46 (1971) nr. 08 - side 189-190

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Annonce

Edition s

Annonce

Annoncér hos Seismograf

ÅBENT BREV

til de danske musikanmeldere

Man læser i Berlingske Weekend Avisen, 12. november, at »Intet er tilsyneladende så uberegneligt som koncert-publikums gunst. I den forløbne uge har to verdens-pianister spillet for halvfulde sale i København«. (Knud Ketting). Mon ikke de halvtomme sale - og Odd Fellow Palæets undergang - hænger sammen med den kedelige tone i store dele af de anmeldelser, man ser i de danske dagblade? Hvor tit har man ikke oplevet en lovende og spændende musikpersonlighed eller -begivenhed blive knaldet hårdt ned af musikjournalisterne? - de samme personligheder som spiller videre for begejstrede publikummer i Tyskland, Sverige og England. Der skal ikke så meget til at knalde en musiker ned i offentlighedens øjne, et enkelt ord - »køligt«, »småsjusket«, »pianisten«, »zoologisk«, »usammenhængende«, - er rigeligt til formålet. Man må spørge, hvor kvalificerede vore anmeldere egentlig er til deres job som publikumsvejledere? Særlig når de selv opfatter det som lovhjemmel til at uddele ros og ris. Hvilke forudsætninger har de i det hele taget for at udtale sig om musik, forstå fortolkningernes labyrinth, opfatte instrumentalkunstens finesser - forstå det væsentlige i en koncert og give det videre til læseren?

Ved nærmere undersøgelse viser det sig, at der sker et så stort misbrug af læsernes tillid, at det er direkte umoralsk af dagbladene at dække over deres anmelde-

res manglende kvalifikationer ved ikke at oplyse om dem. Ordene »kritik« og »anmeldelse« vækker (måske endnu) respekt- og underforstået er det, at anmelderen er ekspert i faget. Adskillige dagblades anmeldelse af Annie Fischers store klaveraften i Odd Fellow Palæet mandag den 8. november 1971 blev så ejendommelig og smagløs, at man kun kan forstå det, når det viser sig, at størsteparten af anmelderne er enten ganske unge universitetsstuderende eller magistre i alt andet end musik eller journalister der aldrig har sat deres ben i en højere musikanstalt som elever - og ingen har den fornødne klaveruddannelse til at bedømme en pianist. Kan dagbladene være bekendt at sende sådanne »musikhvalpe« ud at fælde dom over så stor en klaverløvinde? - det er jo netop det de -helt ubeskedent - gør. Det er synd for læseren, som venter en sagkyndig oplevelse og et uforvrænget billede af koncertens værdi. Når anmelderen så indlysende ikke er sagkyndig, burde hans meningstilkendegivelse efterfølges af oplysninger om hans stilling og kvalifikationer, så publikum selv kan bedømme anmeldelsens troværdighed.

Overhovedet at ville uddele ris til Annie Fischer forekommer én at være helt latterligt. Anmelderne fortæller os faktisk mere om deres manglende fleksibilitet og deres kunstneriske umodenhed end om den koncert, de overværer, og så længe de ikke selv er udøvende musikere, er deres bedømmelser næppe af interesse. De fleste anmeldere har aldrig været udøvende, så er det ikke på tide at man tager anmelder-praksis op til revision? Hvis man ikke vil kvæle musiklivet i Danmark helt, må man finde på noget, som kan erstatte disse »nok-var-det-genialt men-heller-ikke-mere«-floskler! Annie Fischers koncert er - af en af landets førende pianister - blevet betegnet som »følsomhedens apoteose«. Jeg er ikke den eneste pianist, der deler den opfattelse. Det har været en oplevelse, der bevægede én til tårer. Hvad nytter det, at de professionelle udøvende musikere kender til begejstringens flodbølge og musikoplevelsens sjælelige beruselse - hvis disse »udøbte« anmeldere dagen efter udbasunerer deres domme over det ganske land, med falsk intonation og helt uvidende om hvad der virkelig foregik - efter den enøjede journalistiske skoleregel »skriv lidt positivt, skriv lidt negativt, virk »intelligent«, så har du klaret det fint!« - Hvor fladt og uinspirerende det virker på musikpublikummet! Og hvor lidet smittefarlig bliver ikke musikglæden, når det er anmelderen, der således skal bringe den ud til folket! Intet under, at folk er blevet afskrækket fra at tage ud til koncerter. De køber hellere en plade, som ingen har anmeldt.

Så længe anmelderen så overlegent uddeler ros her og ris der, kunne de passende opgive deres kvalifikationer. I hvert fald: må vi ikke snart være fri for at læse om disse evindelige (jeg har læst dem i 20 år) »sjuskede passager«, »utrolige tempi«, »kølige klange«, »forkerte pedalskift«, »tempoforskydninger« osv. osv. Kære anmeldere! værket er nok spillet helt behersket, men ud fra en anden opfattelse end jeres egen. Kunstneren har dog arbejdet meget længere med stoffet end l har -vis respekt for kunstneren - og for kunstens utallige fortolkninger - og læg jeres pedantiske stil om. Skriv ikke som om hver koncert var en eksamen og l eksaminatorerne! Det er l ikke kvalificerede til, og det giver hver

koncert den kedeligst mulige efterklang. At være eksamineret af en usagkyndig - sikken skæbne! Kom ikke trampende med jeres træsko ind mellem publikum og dets kunstnere. Hvordan kan publikum opleve verdens store musikskat, hvis ikke gennem kunstneren - som det skal kunne have tillid til. I ødelægger det mest for lytteren, når l ødelægger denne tillid. Husk de halvtomme sale!

l sidder inde med enestående chancer for at stimulere musiklivet og musikere her i landet, for at skabe et frodigt miljø, for at være med til at lade kunsten blomstre. Konservatorierne har aldrig været propfulde af store talenter og velbegavede flittige unge. I kunne forberede vejen for dem ved at puste den hellige ild ind i publikum! Skriv hellere noget, der vækker den slumrende masses interesse for at opleve koncertlivet, virk opmuntrende til koncertbesøg og giv inpulser til diskussion og engagement blandt lyttere - så er l rigtig begavede! De halvtomme sale kan blive fyldt.

(sign.) Diana Pereira.

Diana Pereira er komponist, pianist - udd. ved D.K.D. Musikkonservatorium, statsprøvet musikpædagog, red.

Årgang 46/1971, nr. 08