César Franck-eksempíet:

Svend Nielsen:

César Franck-eksempíet:

Metode: Den Riemann/Høffding'ske funktionsteori.

Tonalitet: E-dur med sekvens og kadence til fis-mol.

l sekvensen i første halvdel af dette afsnit foregår ved hver taktstreg et harmoniskifte således at der optræder halvslutninger over taktstregen: T31/32 (T-D)E-dur, T 32/33 (T-D)G, T 33/34 (T-D)G, T 34/35 (T-D)B.

Problemet er her sammenhængen mellem grupperne som f. eks. T 32: E-durs dominant H-dur og den følgende G-dur akkord. Det er klart, at det her drejer sig om en såkaldt mediantforskydning, men det siger jo ikke så meget. To andre årsager synes vigtigere:

1. En latent enharmonisk omtydning af D 9 (her med grundtone), så fis, den mest udsatte tone her, opfattes som ledetone til G.

2. En sammenkitning af de to harmonier ved at lægge deres eneste fællestone i bassen.

Vi kan konstatere, at der kan ske en »udveksling« af akkorder som er parallel-beslægtede, et forhold som får betydning ved sekvensens intensivering T 36: Des-dur som efterfølges af dominanten til b-mol. De to ovenstående årsager gælder også her.

Efter den tvetydige kvartsekst-akkord T 37,7 (tvetydig idet den både er en Des- og en fis-akkord) får vi en regulær kadence i fis-mol.

Afsnittet takt 51-63 indeholder også en sekvens, her dog faldende, der munder ud i et orgelpunkt.

Grupperne indeholder nu hver tre led i en piagal kadence: Tp med sekst i bassen - molsobdominant -tonika

T 51/52 (Tp6-S-T)E-dur, T 53/54 (Tp6-S-T)D, T 55-57 (Tp6-(D) Tp6-S-T)C.

Tredje led er altså udvidet med en bidom. til a-mol, en akkord (55,7) som har fået sekst (i bassen) i stedet for kvint.

Takt 57 er vi nået frem til i E i bassen, endnu som terts i C-dur akkord vekslende med DDalt i C-dur.

Via en g-mol (den akkord som sekvensen skulle være fortsat med) svinger vi til E-dur, dominant til parallellen, T 60.

Orgelpunktet på E krydres med DDalt og T 61 med dennes dominant-none akkord: Fis-dur (b = ais). Ved reprisens indtræden T 63 virker E-dur-akkorden næsten konsonantisk, blot fordi den lille none »opløses« til den store none.

Alban Berg-eksemplet:

Toneart: as-mol.

Takt 1-3: bekræftelse af toneart.

Den dominantiske optakt udløses i Tv. Takt 1, 3 lyder for mig dominantisk repræsenteret ved sin septim: des med sekstforslag: ces, resten af akkorden optræder i takt 2,1. Via en gennemgangsagtig DD (T 2,2) udløses spændingen i T, med stor sekst, der takt 3,3 forandres til lille sekst i bassen = Taf.

Takt 4-5: Tonal udvikling.

Denne Fes-dur akkord noteres om ti! E-dur, der (senere) opfattes som DD i d-mol ved funktionsgangen: DD-D-T (kvintgang).

Takt 6-8,1: Nyt tonalt centrum.

D-mol: så fjernt fra as-mol som muligt.

Kvartstabelen opfatter jeg som subdominantisk: G-dur med sekst og none.

Takt 8,2-12: Tonal udvikling, tilbageføring.

(Temareprise)

Harmonierne, som vekslede i forrige afsnit (d-g) bliver nu springbræt til den videre tonale udvikling: Takt 8,2 kvintaltereret akkord på D som T 8,3 udstyres med lille sekst og none videreføres til T 8,4: G med sekst. Derefter fortsætter kvintgangen til slutningen, således at hele det tonale forløb i dette afsnit bliver:

T 8,1-3: D, T 8,4: G, T 9,1 : C, T 9,2-3: Fait, T 10: Balt med kvartforudhold, T 11 Es som slutakkord. Denne virker i kraft af sin længde og stilling som udpræget hvilende akkord og ikke (hvilket ellers nok var tænkeligt) som dominant til hovedtonearten.

Endnu i disse tidlige stykker af Alban Berg kan man med held benytte den her i landet gængse funktions-analytiske metode, men i kvintgange som den sidste synes det mig formålsløst at klistre funktionstegn på akkorderne, for når alle akkorder er dominantiske kan man jo slutte hvor som helst i en sådan kvintgang.

Svend Nielsen.