Meget meget mere musikteori!

Af
| DMT Årgang 46 (1971) nr. 08 - side 205-206

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

  • Annonce

    Podcast om Else Marie Pade
  • Annonce

    Edition S-annonce

MEGET

MEGET MERE MUSIKTEORI!

(af gr. theorein, »betragte«)

Indlæggene på de følgende sider er ikke udtryk for redaktionens ønske om at genoplive det sidste års harmoni-debat mellem professorerne Jørgen Jersild og Jan Maegaard i den oprindelige duel-form.

De står derimod som fragmenter af et større ufuldendt projekt.

Det var oprindelig tanken at bede en længere række mennesker, som beskæftiger sig med problemerne omkring harmonisk analyse og satsanalyse i det hele taget, om at »analysere« nogle problematiske passager af musik, overfor hvilken det gode gamle D-T-system må komme til kort, skønt tonaliteten ingenlunde er gået fløjten. De derved fremkomne analyser skulle så kunne udgøre et broget billede af problemernes mange facetter, som måske ved intensiv sammenligning ville afsløre nogle af de grundlæggende fejl ved standardsystemerne. Målet var altså en mere åben debat med mangeartede impulser fra flere sider.

Situationen er jo den, at den gængse funktionslære er en beskrivelsesmodel med et uhyre begrænset gyf-dighedsområde og med mange indre brist (f. eks. forekommer begrebet »omtydning« at være en tvivlsom krabat, i nogle tilfælde meget præcist beskrivende en harmonisk pointe, i mange andre en bekvem sovepude) (og er problemstillingen »subdominant-vekseldominant« ikke afslørende for beskrivelsessystemets tendens mod stiv benævnelsesformalitet og begrebsdannelse på tværs af fænomenerne?).

Visionen bag eksperimentet: en ny og åben og udogmatisk analyseholdning til erstatning for facitlistemetoden, en holdning, der kunne føre til øget forståelse for alle klingende sammenhænge, som kan høres i et forløb — dvs. man må operere med en frugtbar flertydighed i høremåden overfor alle musikværker — og samtidig rense sit analyse- og beskrivelsessprog, så man ikke længere forveksler værkets virkelige flertydigheder med beskrivelsessystemets kunstige flertydigheder, komponistens »pointer« og originalitet med analytikerens »geniale undtagelser fra reglerne« og anden fiffighed. — For at tilnærme sig denne ønske-analyse må man fyre op under de magelige D-T-konsumenter og -distributorer, og brændstoffet må tilføres i form af nye (vel hovedsagelig lineære?) aspekter.

Det endelige resultat af denne revision måtte være et analyseværktøj med hvilket det kunne lade sig gøre at forstå og beskrive DYNAMIKKEN i et forløb, »polyfont«, »homofont« eller hvad som helst. Et analyseværktøj som kunne udskifte kontrapunktlæren og harmonilæren med en »satslære« ...

Hvadbehager? — Ja, selvfølgelig, vi er ved at være der igen for 117. gang: den fuldstændige beskrivelse er værket selv!

Naja, men her er i hvert fald de tre indlæg, det lykkedes at få, nemlig fra Jørgen Jersild, Jan Maegaard og Svend Nielsen. De kan forhåbentlig provokere andre engagerede ved deres forskellighed til at formulere sig her eller andetsteds.

Vi kan ikke blive ved med at bilde os selv og hinanden ind, at navngivning af akkorder er en særlig værdifuld eller oplysende disciplin. Dåben skaber ikke længere »mennesket«, ordene ikke længere »virkeligheder«.

Praeterea censeo, at dette burde huskes på andre områder i musikverdenen såvel som alle andre steder!

red.

PS.: Af lay-out-hensyn er bidragene ikke sat i alfabetisk følge!

Jørgen Jersild:

Jørgen Jersild har ønsket at fremstille sin analyse i analysetegn i direkte forbindelse med noderne, hvad César Franck-eksemplet angår. Hvad Alban Berg-lied'en angår henvises til Jan Maegaards analyse-sammenskrivning side 215 samt til nodeeksemplet side 209. Jørgen Jersild anvender flg. analysesymboler: DS = dominantens subdominant SD = subdominantens dominant

DD = tredje-dominant, med grundtone 3 kvinter over T.

Dp = fjerde dominant, med grundtone 4 kvinter over T, etc.

alt. = denne tilføjelse betegner, at grundtonen, enten, akustisk eller reelt, er forskudt en tritonus i forhold til den angivne position, løvrigt må henvises til Jersilds bog om romantisk

harmonik.

Årgang 46/1971, nr. 08