Rapport

Af
| DMT Årgang 46 (1971) nr. 08 - side 219-219

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

  • Annonce

    Podcast om Else Marie Pade
  • Annonce

    Edition S-annonce

RAPPORT

HANS LEYGRAF-KURSUS Klaverundervisning på højeste plan

Der er mange måder at undervise i klaver på, men jeg kan dårligt forestille mig en klarere og mere konsekvent gennemført undervisning end den, Hans Leygraf netop har demonstreret ved et 4-dages kursus på musikkonservatoriet i København.

Det var i sig selv noget af en kraftpræstation for Leygraf at undervise 4 dage i træk fra kl. 10 til 19 kun afbrudt af en frokostpause, med stadigt skiftende elever (måske lidt for mange?) og hele tiden være afslappet, koncentreret og beundringsværdigt tålmodig. Jeg hørte ikke en eneste gang en kritisk bemærkning, men kun positive vejledninger.

Målsætningen i Hans Leygrafs lektioner er i første række at få eleven til aktivt at deltage i undervisningen ved ustandseligt at spørge om elevens egen opfattelse af musikalske problemer og forslag til løsning. Derved blev eleven tvunget til selvstændig tænken, som i den sidste ende vil føre til overflødiggørelse af læreren. Alt for ofte tror jeg, at pædagoger har en færdig mening, som de på et tidligt tidspunkt belærer eleven om, og nærmest suggererer ham frem til denne opfattelse.

Leygraf stillede ofte det enkle spørgsmål: »Vil du have det sådan?«, og ved den øjeblikkelige konfrontation kunne eleven i mange tilfælde selv forbedre resultatet.

Leygraf går i hele sin undervisning ud fra klangen - klangbilledet må først stå klart i den indre forestilling, og man må altid øve med den klang, som man vil bruge i den færdige præstation, og hele tiden lade øret kontrollere. Der øves altid i så langsomt et tempo, at alt kan realiseres; det er forbløffende svært for mange. Og der spilles aldrig fejl! -fejl giver dårlige erfaringer, og det gælder om at samle på gode erfaringer under øvningen.

Undervisningen var delt i et A-kursus for deltagere, der mødte med indstuderede værker, og et B-kursus, der var lagt an på indstuderingsteknik, og hvor man ikke behøvede særlig dybtgående forberedelse. For tilhørerne var B-kurset måske nok det mest interessante, idet Leygraf på kort tid og i et meget klart sprog formåede at tilrettelægge en indstuderingspro-ces, så det ligefrem kriblede i ens fingre for at få lov til at komme hjem og tage fat.

Han benyttede sig sjældent af følelsesbetegnelser eller illustrationer fra ikke-musikalske områder. Alle forklaringer er af direkte musikermæssig art. Det var undervisning på meget højt plan.

Det er et prisværdigt initiativ af Musikpædagogisk Forening at arrangere et sådant kursus, og det var dumt af de klaverpædagoger, der snød sig selv for den oplevelse og fornyelse, som det gav.

Tak til Hans Leygraf - og gør det snart om igen.

Elsebeth Brodersen.

Årgang 46/1971, nr. 08