IMC i USSR

Henning Bro Rasmussen:

IMC I USSR

Det Internationale Musikråds generalforsamling og kongres, Moskva, okt. 1971.

Når det falder i éns lod at modtage invitation til deltagelse i International Music Council's (IMC's) 14. ordinære generalforsamling og VII Internationale Music Congress i tiden 4.-9. oktober 1971 i en af denne verdens metropoler i egenskab af generalsekretær for International Society for Music Education (ISME) og som repræsentant for det danske musikråd, sættes der meget til side for at kunne være med ved en så spændende begivenhed, hvor alverdens musikfolk stævner sammen. Det sker hvert andet år, at IMC indkalder til generalforsamling, og det er absolut et møde, der fængsler på grund af den meningsudveksling, der finder sted, de beslutninger, der tages, og ikke mindst på grund af de kontakter, man har rig lejlighed til at slutte.

Det skal heller ikke nægtes, at det er tillokkende, at begivenhederne er henlagt til Sovjetunionens hovedstad, som jo endnu for en vesterlænding har en dragende magt på grund af den fremmedartethed, som denne indtil for få årtier siden for fremmede ganske ukendte by har.

Moskva har gjort sig store anstrengelser for i de senere år at slå sig op som kongresby. ISME gæstede byen i 1970 med sin IX internationale musikpædagogiske kongres, og IMC har ladet sig indbyde til 1971. Der siges at foregå et utal af kongresser på alle felter året rundt, og man tror det gerne, når hele to større musik-organisationer inden for ganske få år har draget nytte af de kongresfaciliteter, som byen stiller til disposition. Og lad det da være sagt med det samme, at bedre kongresfaciliteter end dem, man møder i Moskva, mødes sjældent. I oktober 1971 blev alle IMC-gæster indkvarteret på det kun 1 år gamle og komfortable hotel Intourist i Moskvas centrum, i umiddelbar nærhed af Den røde Plads og Kreml og - hvad der var endnu vigtigere - lige i nærheden af kongresbygningen, den også af ISME-folk så kendte Dom Sojusov, fagforeningernes hus på Marx Prospekt.

IMC's generalforsamling og kongres blev i det væsentlige afviklet i husets Oktobersal, et stort, dejligt rum med et kæmpestort hesteskoformet bord udstyret med elektrisk grej, der muliggjorde simultantolkning på russisk, engelsk og fransk, dels gennem høretelefoner med ledninger indlagt i bordet, dels transportable batterimodtagere, som deltagere i anden række kunne lytte med på. Salen rummede et hundrede mennesker i cirkler omkring og i nærheden af det runde bord.

I umiddelbar tilslutning til Oktobersalen forefandtes en kaffesal, og i vestibulen ved indgangen rækker af borde til registrering, salg af fotos fra møderne, postbesørgelse, telegrambesørgelse, udlevering af batterimodtagere til tolkningsanlægget m. m. Der er øjensynlig ingen mangel på personale til det store apparat, som sættes i gang i forbindelse med en international kongres i Moskva. Særdeles imponerende var den sal, hvori mindst 20 skrivemaskinedamer var i travl aktivitet under hele kongressen. Det koster dyrt, sagde de russiske sekretærer. Men som kongresdeltager var man taknemmelig for den grundighed, der var lagt i forberedelserne til og i gennemførelsen af det internationale stævne, som også havde lokket et ganske betragteligt antal musikfolk af enhver slags til.

Det hele var arrangeret af IMC i snævert samarbejde med Sovjetunionens komponistforening, som varetager det internationale samarbejde inden for alle grene af musiklivet i Sovjetunionen. Formanden for den sovjettiske kongreskomité var komponisten Thikkon N. Khrennikov.

Generalforsamlingen.

De første dage var optaget af IMC's generalforsamling. I denne deltog, foruden IMC's 8 mand store hovedstyrelse med præsidenten Yehudi Menuhin i spidsen, 7 individuelle medlemmer af rådet, 13 repræsentanter for de internationale organisationer, der er tilsluttet IMC (se oversigten sidst i artiklen), 72 repræsentanter for 34 nationers musikråd (til IMC er knyttet ca. 70 nationale musikråd - halvdelen havde altså ikke ladet sig repræsentere), samt en række observatører fra internationale organisationer og nationale musikråd, der ikke var medlemmer af IMC. Hertil kom naturligvis en større gruppe sovjetrussiske deltagere.

Den 21/2 dag lange generalforsamling slæbte sig ind imellem tungt af sted på grund af omhyggelighed og grundighed, især i forbindelse med valghandlinger og på grund af de uendelige rækker af rapporter fra medlemsorganisationer og nationale musikråd (undertegnede aflagde således rapport dels for arbejdet i ISME, og dels for arbejdet i det danske musikråd -og der var jo et halvt hundrede lignende rapporter). Til andre tider var der mere flugt over feltet, især når IMC's energiske sekretær Jack Bornoff havde ordet, eller når Menuhin med en kort bemærkning fik skåret igennem diskussionen.

Den lange dagsorden og de mange diskussionspunkter skal ikke her rapporteres i sin fulde udstrækning. Det må være tilstrækkeligt at omtale - stort og småt mellem hinanden, men 5 nogenlunde kronologisk orden - at musiksektionen af den internationale forlæggerunion blev optaget som 14. medlemsorganisation, og at Columbia, Senegal og Zambia blev optaget som nye medlemslande. I stedet for André Jurres, Holland, som var IMC's generalsekretær i perioden op til 14. generalforsamling, Hans Sittner, Østrig, og Taiji Nagasawa, Japan, nyvalgtes til eksekutivkomiteen Roberto Caamano, Argentina, Narayana Menon, Indien, og Tibor Sarai, Ungarn. Som præsident og vicepræsident genvalgtes henholdsvis Yehudi Menuhin, USA, og Egon Kraus, Vesttyskland - på forslag fra værtslandsdelegationen. Som IMC's ny generalsekretær valgtes Ladislav Mokry, Tjekkoslovakiet. Listen over IMC's eksekutivkomité er anført bagerst i artiklen.

Betydningsfuld blandt den række ændringer af IMC's statutter, som blev foretaget, er vedtagelsen af en tillægsparagraf, som tillader nationale musikråd i en geografisk region at slutte sig sammen og efter aftale med IMC's eksekutivkomité at afholde regionale konferencer under IMC's auspicier. Sådanne konferencers beslutninger og resultater kan rapporteres ved IMC's generalforsamlinger og kan således komme til hele verdens kundskab ad autoritative kanaler. Det betydningsfulde i en sådan nyskabelse er den koncentration af aktivitet og formåen, som regionale sammenslutninger vil kunne tilbyde musiklivet, ikke bare i den pågældende region, men også den øvrige verdens musikliv.

Under generalforsamlingen afholdtes i øvrigt en indledende gruppesamtale mellem repræsentanter for de vesteuropæiske musikråd om evt. sammenslutning i regionalgruppe dækkende Vesteuropa. Et egentligt møde om denne sag vil blive afholdt 5 Strassbourg engang i 1972. Det lyder som et EEC på musikkens område, og man må jo så se, hvilken begejstring og tilslutning, sagen møder fra de enkelte landes musikråd. Da der er tale om ideel idéudveksling og om skabelsen af et effektivt samarbejdsorgan, er ideen efter mit skøn god og bør støttes så langt, som de individuelle nationale hensyn tillader det og gør det naturligt.

Det skal også her nævnes, at et møde i Stockholm i september 1971 om »Scandinavian and international co-operation« mellem repræsentanter for de fem nordiske lande med deltagelse også af repræsentanter for vesttysk samt hollandsk og belgisk musikråd udfældede et referat, der - som omtalt i Moskva - anbefalede et bedre alment internationalt informationssamarbejde og specielt et effektivere samarbejde mellem de nationale organisationer på kirkemusikkens, kormusikkens, radiomusikkens o. a. områder inden for de regioner, der dækkes af organisationer som IMC, ISME, ISCM og lign.

Af vigtige beslutninger vedrørende IMC's arbejde i årene fremover er, foruden fortsættelsen af igangværende aktiviteter, deltagelsen i UNESCO's projekt »Mennesket og dets omgivelser«, et projekt, hvis baggrund i forurening af den ene og anden art, i kulturelle forhold osv. jo unægtelig tårner sig højere og højere op for os. Her vil fra musikkens side blive slået på menneskets ret til stilhed om sig. IMC's 13. generalforsamling i Paris i 1969 vedtog, hvor selvmodsigende det end måtte lyde, en resolution gående ud på at kræve denne ret for mennesker. At den kommer fra musikerside, kan dog sikkert ved nærmere eftertanke ikke forundre. IMC vil endvidere fremover gøre en forstærket indsats for at bevare og udbrede kendskabet til de forskellige musikkulturer gennem skriftserier, film, TV og radio og har et projekt gående ud på at gøre det muligt for ledende kunstnere fra Orienten at deltage i sommerkurser og sommerskoler i Vesten som koncertgivere, foredragsholdere om deres musik og musikkultur etc.

IMC planlægger et internationalt katalog over grammofonplader, der er udgivet med pædagogisk sigte, et internationalt katalog over kompositioner fra det 20. årh. på plade, et internationalt katalog over film, videotapes og videokassetter med henblik på at dække følgende områder: 1) koncertmæssig fremførelse, 2) opera, 3) dokumentariske musikoptagelser, 4) materialer særligt beregnet for musikundervisning: IMC's bestræbelser er i det hele taget i høj grad koncentreret om indsamling af musikalsk stof med henblik på bevarelse fra undergang og med henblik på udbredelse i kredse, der har interesse i at lære det at kende gennem de kendte massemedier.

Interessant er også projektet om særstudier og seminarer om massemediernes betydning for spredningen af musik, om fænomenet popmusik, om betydningen af festivals og nutidigt musikliv, og om de musikalske traditioner i Afrika og Latinamerika.

Deltagelsen i en IMC-generalforsamling kan nok ind imellem være en træls vandring i ørkenen af juridiske finesser og diplomatisk hensyntagen til alle hjørner af den omfattende medlemskreds, og man kan ind imellem spørge sig selv, om hele skuespillet virkelig har betydning for musiklivet i de enkelte verdensdele, i de enkelte regioner, i de enkelte lande, om jamboreen mere er en stor oplevelse for deltagerne end en nødvendig foranstaltning og et uundværligt led i den musikalske udvikling, nationalt, regionalt eller internationalt. Stillet over for et sådant spørgsmål, må man efter en grundig overvejelse bekræfte, at sagen har mening. IMC's arbejde er, som det fremgår af rapporten over aktiviteter i perioden siden sidste generalforsamling, fuld af konstruktiv idé-rigdom og gennemsyret af en vilje til at tjene musikkens interesser på tværs af landegrænserne, som kun kan aftvinge respekt og styrke ønsket om, at dets arbejde måtte blive bakket kraftigt op af såvel regerings-organer i de enkelte lande som af nationale musikråd.

Deltagelsen i en IMC-generalforsamling virker inspirerende på grund af de storlinede visioner og de rige muligheder, der ligger i samlet planlægning og i tværgående kontakt. Der er langt endnu inden de enkelte lande har nået mæthedsgrænsen for international orientering og samarbejde. Vi står vel ret beset stadig kun ved begyndelsen. Den øgede kommunikation, som andre medier skaber, nødvendiggør de enkelte landes aktive deltagelse i IMC's arbejde.

Kongressen.

Den efterfølgende kongres om Musikkulturer, særlig med henblik på Forholdet mellem traditionel musik og samtidsmusik (Music Cultures of Peoples: Traditions and Contemporaneity) åbnedes i fagforenings-husets smukke rød-hvide, forgyldte søjlehal med taler, pomp og pragt. Imponerende var de inciterende folkloristiske optrin, der elegant flettede sig ind mellem taler af repræsentanter for IMC, det sovjettiske kulturministerium, Sovjetunionens Komponistforening og byen Moskva's magistrat. Åbningshøjtidelighedens vægtigste indslag var forelæsninger af Boris Yarustovsky, Sovjetunionen, og Narayana Menon, Indien.

Den første fremstillede den leninistisk-marxistiske kulturpolitiks syn på kongres-emnet og fastslog som sit udgangspunkt, at kultur er den totale sum af åndelige værdier, som er opsamlet af et folk i alle dets medmenneskelige og praktiske aktiviteter (Culture is the sum total of the spiritual values accumulated by a people in the course of all of its social and practical activities). Idet musikkultur ikke blot repræsenteres af professionelle komponisters værker, men også af den folkemusik, et land har, og af den kvalitet og bredde, musikopførelser og musikundervisningen har, plæderede Yarustovsky for det synspunkt, at et folk behøvede en fælles kultur, her 5 særdeleshed en fælles musikkultur, for at kunne samles som nation. Denne kendsgerning, som havde betydning for Sovjetunionen, havde, mente Yarustovsky, særdeles stor betydning for mange udviklingslande i Asien og Afrika. Der var for foredragsholderen at se en stor vanskelighed forbundet med »visse landes« polarisering af musikken med elitens avant-garde på den ene fløj og den masseproducerede pseudo-demokratiske popsang på den anden. I kontrast hertil var de folkedemokratiske landes musikkulturelle bestræbelser viet menneskets spirituelle kræfter. Eksperimenter og fornyelse er nødvendig i musikken, men må ikke resultere i værker som dem, man har hørt i Donaueschin-gen og lignende steder. Eksperimenterende komponister må ifølge den sovjettiske ideologi demonstrere deres evne til at løse etiske og æstetiske problemer gennem deres eksperimenter. Uden dette kan værkerne ikke kaldes kunst. Kunsten skal tjene mennesket således, at det indvirker på hans liv og ikke omvendt.

Det er naturligvis uret ikke at referere hele Boris Yarustovsky's indlæg, fordi det med stor grundighed og indsigt, trods den lejlighedsvis skarpe, polemiske form, gav den fremmede (ikke-folkedemokratiske) kongresdeltager et indblik i kommunistisk musiksyn og musikpolitik, men pladsen tillader ikke en udtømmende redegørelse, kun en antydning. Det skal blot slutningsvis nævnes, at folkemusik blev fremhævet som en yderst værdifuld faktor, en rig inspirationskilde og en vigtig ingrediens også i megen nutidig musikskaben i Sovjetunionen.

Den anden hovedtaler, Narayana Menon fra Indien, talte om Tradition og samtidsmusik i de såkaldte udviklingslande. Det var en stor oplevelse at blive konfronteret med de musikkulturelle synspunkter, som blev anlagt fra indisk side som repræsentant for disse udviklingslande. Menon slog fast, at det er nonsens at tale om underudvikling i musikalsk henseende. Mange af udviklingslandene har ældre og mere forfinede musikkulturer end mange af de økonomisk veludviklede lande. Det er vesterlændingene, som i deres uvidenhed tror, at Vestens musik er en central musikalsk kulturfaktor i verden. Alle ikke-europæiske musikkulturer har vi en trang til at rubricere under etiketten etnomusikologi. Det er ikke alle ikke-europæiske musikkulturer, som kan betegnes som folkloristiske. I mange af dem eksisterer en musik, som skelner lige så skarpt mellem folklore og kunstmusik, som vi gør det i vores del af verden. Dér er der, sagde Menon, en lige så stor forskel på kunstmusik og folkemusik, som i Tyskland mellem musik af Bach og Beethoven og den tyske folkemusik.

Mange af udviklingslandene har det problem, at den vestlige musik sammen med den tidligere vestlige politiske og økonomiske beherskelse af disse lande har fået et stærkt fodfæste i disse lande, hvilket naturligvis volder praktiske, pædagogiske og kunstneriske vanskeligheder.

Menon fremhævede, at svælget mellem traditionel musik og nutidsmusik på den ene side og de brede folkemasser på den anden side er et vestligt problem, som udviklingslandene ikke har på samme måde. I udviklingslandene er der ofte en umiddelbar forståelse for landets musik, dets musikalske arv som dets nutidige frembringelser. Børn vokser op i nær kontakt med musik, hører den, udøver den, producerer den.

Udviklingslandenes væsentligste problem er at modstå de angreb, der foretages på den traditionelle arv fra den billige kommercialisme, fra de tarvelige efterligneres side, og at modstå fristelsen til at kaste over bord den rige arv til fordel for en importeret pseudo-vestlig musik. Man står musikkulturelt i en æra, hvor omskiftelser og omvurderinger er nødvendige, men hvor man samtidig ser sikre tegn på genfødelse af noget musikkulturelt værdifuldt.

Resten af kongressen foregik i 5 arbejdsgrupper, af hvilke undertegnede tilsluttede sig en gruppe, der drøftede musikpædagogik. Denne gruppes drøftelser viste igen, at der er en afgørende forskel på basisfilosofien vedrørende mål og midler i musikundervisningen. Alle folkedemokratiske repræsentanter - og der var jo mange ved denne kongres i Moskva - bekendte sig til arv og tradition, hvorimod de øvrige satsede på eksperimenter med lyd i en moderne musikpædagogik. En afsluttende rapport konstaterede, at der trods øjensynlig afstand mellem visse af de fremførte synspunkter var »en fuldstændig enighed mellem alverdens musikpædagoger om, at musik er en vigtig faktor for en harmonisk udvikling af det enkelte menneske, og at musik betød berigelse af et menneskes indre liv«, som komponisten Dmitri Kabalew-sky fik det udtrykt under et foredrag i arbejdsgruppen.

Afsluttende skal det nævnes, at der hver aften i hele IMC-perioden i Moskva var arrangeret orkester-og kammermusikkoncerter, der præsenterede værker af den yngre og unge komponistgeneration i USSR og i de øvrige socialistiske lande. Også gennem en række korværker ønskede værterne at give de mange udenlandske gæster et indtryk af de kompositoriske aktiviteter, der præger dagens Sovjetunion. Som afveksling ind imellem blev der budt på farvestrålende og kunstnerisk perfekte opvisninger af folkegrupper fra nære og fjerne sovjetrepublikker. Ikke mindst disse aftener, der jo for en vestlig betragter bød på noget usædvanligt, var spændende og inspirerende at overvære.

INTERNATIONAL MUSIC COUNCIL

Medlemmer af eksekutivkomiteen 1971-73.

Yehudi Menuhin, USA, præsident.
Egon Kraus, Vesttyskland, vicepræsident.
Ladislav Mokry, CSSR, generalsekretær.
Roberto Caamano, Argentina.
Pierre Colombo, Schweiz.
Luis Heitor Correa de Azevedo, Brasilien.
Vladimir Fédorov, Frankrig.
Boris Yarustovsky, Sovjetunionen.
Salah el Mahdi, Tunesien.
Narayana Menon, Indien.
Kwabena Nketia, Ghana.
Tibor Sarai, Ungarn.
Jack Bornoff, sekretær.

Medlems-organisationer.

International Society for Contemporary Music. •
International Federation of »Jeunesses Musicales«.
International Musicological Society.
International Folk Music Council.
International Confederation of Popular Societies of Music.
International Association of Music Libraries.
International Federation of Musicians.
International Society for Music Education.
International Music Centre.
Federation of International Music Competitions.
European Federation of Young Choirs.
Association européenne des Directeurs de bureaux de concerts et spectacles.
European Association of Music Festivals.
International Publishers' Association, Music Section.

Henning Bro Rasmussen.

Sidste nyt: Det kan meddeles, at det nye STATENS MUSIKRÅD har vedtaget - og truffet aftale med det gamle Musikråd om - at overtage medlemsskabet af l MC på Danmarks vegne.

red.