Folkemusik

FOLKEMUSIK

LAPPISKE JOJKER - en stor og karakterfuld indsats i nordisk musiketnologi.

Matts Arnberg, Israel Ruong, Håkan Unsgaard: Jojk/Yoik. (Svensk og engelsk). Sveriges Radios forlag 1969. 310 s. tværformat, ill., indb.

Hertil: Lapsk folkemusik/Jojkning Lappish Folkmusic/Yoiking. Sveriges Radio RELP 1029 side 1-14 (30 cm, 33 rpm). I kassette. Syv LP-plader og en stor tosproget bog er det synlige, publicerede resultat af de indsamlinger, Matts Arnberg og hans arbejdsfæller fra Sveriges Radio og fra Nordsverige foretog i den lappiske (samiske) befolkning for efterhånden 18-20 år siden. Man må beundre den rundhåndethed, hvormed institutionen er gået ind for denne sag, som er og bliver en specialitet, omend en specialitet på højt internationalt plan. En anmeldelse må søge at påpege, hvad det fornemme sæt i sin hvide emballage med rensdyrmotiv af Johan Turi giver, og hvad det ikke tilsigter at give.

Den lappiske sangtradition omtales af rejsende og forskere gennem næsten 200 år, men i reglen med en meget ringe grad af forståelse, således at man endog har kunnet omtale lapperne som det eneste kendte folkeslag, der ikke synger. Der haves også vidnes-

byrd om trommesange til den ældgamle, vidtudbredte rammetromme af centralasiatisk herkomst; men sporene heraf og af sangenes religiøse indhold er ikke mere til stede. Præsters, missionærers og senere læstadianernes forbehold overfor sangudøvelse, som havde hedenske mindelser eller ihvertfald var uden opbyggeligt formål, har imidlertid her som andetsteds gjort de syngende sky overfor intolerante stammefrænder og overfor udenforstående; vanskelighederne mærkes endnu.

Alligevel existerer der stadig traditionelle som nyskabte sange, joi-ker eller vuoller, blandt både nord-og sydsamer med deres henholdsvis extensive og intensive rensdyrhold, og blandt skovsamerne; no-madismen er i vore dage begrænset bl. a. af den lukkede sovjetgrænse, og lapperne er bofaste i træhuse.

Med den kendte lappiske kulturpersonlighed Israel Ruong som den betydeligste blandt flere kontaktmænd, og med erfaringer og egenskaber, der i høj grad tjener det vanskelige formål, har Unsgaard og Arnberg overvundet tekniske og psykologiske vanskeligheder og indvundet det store og mærkelige materiale; at de har kunnet skabe det menneskelige milieu, der forudsættes af den ofte meget personlige jojk-meddelelse, tjener alle parter til ære, også i betragtning af at de kun har overfladisk kendskab til det lappiske (finsk-ugriske) sprog. Dog taler lapperne også

svensk, og en enkelt præsterede at fremføre en og samme sang på lappisk, finsk og svensk i følge.

Jojk-sangen har i nogle sydlige exempler taget præg af svenske visers intervaller og struktur, eller som 5 eet exempel: af Champagnegaloppen! l sin rene form er den en fortrinsvis reciterende, altid uledsaget, meget primitiv og ofte textløs sangtype (mest fastformet hos nordsamerne), med faldende, ofte gentagne formler og med ringe ambitus, lejlighedsvis dog en oktav, med elementer af tonemaleri og med tendens til stigende toneleje gennem forløbet trods enkeltfrasens dalen. Det sidste hænger ofte sammen med den omstændighed, at fremførelsen i høj grad er følelsesladet og indadvendt, og tonelejet stiger med affekten, indtil hele sangen måske afbrydes af gråd. Det kan atter skyldes, at de dominerende emnekredse er højst nærværende: naturen, rensdyrene og menneskelivet - og ofte formet som erindrings-kunst i mørke nuancer, fordi udviklingen har været til ugunst for samernes gamle livsform, rent bortset fra de individuelle tab og sorger, der måtte byde sig til som affekt-betonede nærliggende emner. Mennesker og dyr er i en vis forstand til stede 5 jojken, som direkte udtrykker den syngendes oplevelse af dem, selvom texten kun sjældent fortjener betegnelsen episk. En »personjojk« kan endnu idag fremføres på en sådan måde, at den indforståede tilhører accepterer den som dækkende for den omhandlede persons indre eller ydre egenskaber - eller muligvis kritisk afviser, at den syngende har identificeret eller karakteriseret vedkommende ordentligt.

En sangstil, der af en kender som Ernst Emsheimer har kunnet betegnes som Europas ældste, rummer naturligvis træk, som er nyere stilarter mindre tilvante, såsom svævende ansatser og intervaller, glidetoner og forslag, ånde-drætsbetingede stødagtige afsatser etc.; og i det hele taget kan man ikke undres over, at helt uprofessionelle lyttere i ældre tid savnede ethvert holdepunkt for at fatte endsige værdsætte jojkerne.

Nu har man altså for sig et alsidigt repertoire af jojker, 31/2 times nettotid. De allerfleste jojker varer fra et kvart minut til et par minutter, nogle går op omkring fem minutter. Hovedstykket, gentagne gange belyst og beundret af udgiverne for sin digterisk-menneske-lige rigdom, er Nils Mattias An-derssons næsten ti minutter lange improvisation om hans ungdoms renhjord på Oulavuolie; den havde såatsige ligget usunget i ham, og han evnede aldrig senere at gen-frembringe den; mange år senere konfronterede man ham med en båndoptagelse og med de besungne, længst forladte lokaliteter, og en ny kort og indadvendt jojk fødtes af minderne. Den lange jojk er musikalsk ret fattig, nogle toner er knap nok fixtoner, snarere en slags secco-recitativ, men det dæmpet-intense udtryk slår igennem alle barrierer; rimeligt nok er de mange textgentagelser her skrevet ud, så man virkelig kan følge dette stykke poesi.

Til de teknisk perfekte plader føjer sig en elegant og omhyggeligt tilrettelagt bog i tværformat, tospaltet svensk-engelsk, det engelske stedvis forkortet til fordel for de glimrende gengivelser især af landskabsfotografier og lappekunst. Israel Ruong har leveret en karakteristik af jojken som kunst-

art og en såkaldt »protokol« med alle oversatte texter og ledsagende prosabemærkninger og data samt en samling sangerbiografier. Matts Arnberg har skrevet en musikalsk karakteristik og sammen med Håkan Unsgaard en udførlig rejserapport. En grundig oversigt over pladerne slutter bogen.

Hvad denne ikke tilsigter, er den videnskabelige udnyttelse af materialet. Den er altså ingen kildeudgave, idet den hverken har text-eller meloditransskription og derfor helleringen stil-, sprog- eller musikanalyser. Det enorme specialistarbejde, en sådan udtømning af stoffet indebærer, ligger endnu i fremtiden; planer foreligger, men vejen er lang.

Hvad der foreligger, repræsenterer allerede tålmodigt specialistarbejde gennem mange år, og talen er jo om en sværttilgængelig befolkningsminoritet, hvad der gør indsatsen særlig beundringsværdig. Den der spiller de mange plader i sin stue, er fjernere fra sagen end udgavens fortræffelige ophavsmænd, der trods sproglige mangler selv oplevede menneskene og milieuet. Men de har evnet at viderebringe ikke blot deres resultat, men også en god del af deres oplevelse. Det smukke lyriske udtryk hos Emma Larsson, durtreklangs-melodikken hos Karin Stenberg, de rytmefaste og viseagtige jojker fra flere af de sydlige sangere, det gøende eller nasale stemmepræg i de jojker, Jonas Steggo havde lært af henholdsvis sin bedstefar og sin onkel, og som virker mere arkaisk end hans almindelige stemme, Israel Ruongs egen, smukt bårne, lidt nasale (og lidt europæiserede?) røst, Oluf Blinds fremmedartede skønt enkle formler og den store jojker Nils Hottis klart-skårne formelmelodik med megen text - det er udtryk, der selv for den uforberedte tegner streger i et højst mærkeligt musikalsk landskab med mange modsætningsrige og karakterfulde detailler.

Vi beundrer vore svenske in-

teressefæller for deres resultat -men tiltror forsåvidt vore hjemlige forskere bag de få 17 cm.s plader med ægte grønlandsk musik noget lignende, om der ellers var skygge af økonomisk mulighed for at gøre et dansk fremstød af blot nogenlunde samme bredde som Sveriges Radios.

Erik Dal.