...komponiert aber im Übrigen wie vorher

Knud Ketting:

...komponiert aber im Übrigen wie vorher

Vi har bedt Knud Ketting berette om slagets gang, da Jan Mae-gaard den 22. juni forsvarede sin doktordisputats om Arnold Schönberg. På side 262 findes doktorens eget referat af sit værk.

En junieftermiddag i det ærværdige disputatsauditorium på Københavns Universitet. Og nok både første og sidste gang, en højt anerkendt tysk musikvidenskabsmand har spillet Schönberg for hvad der kunne krybe og gå af danske kolleger — til akkompagnement af Jytte Abildstrøms fjællebods orkester.

Den usædvanlige scene udspandt sig, da professor Carl Dahlhaus som første officielle opponent i toner ville demonstrere en indvending mod doktoranden Jan Maegaard. Alt imens fru Abildstrøm var ved at forcere latinerkvarteret på vej til sin scene og de ventende skarer på Frue Plads.

Dahlhaus begyndte sit indlæg med at karakterisere disputatsen som et af de arbejder, der har krævet år til sin gennemførelse, hvor sten langsomt er lagt på sten. Da Maegaard begyndte var der knap nogen Schönberg-forskning overhovedet; men gennem de seneste år er den blomstret op og blevet rig på problemstillinger. Maegaards værk er derfor på en god videnskabelig måde aktuelt.

Schönbergs egne ord om at følge rækken og ellers komponere som tilforn er bogens kernepunkt. Spørgs-

målet bliver da: hvad er det at komponere? Her drejer det sig ikke blot om at tælle noder, om »bogholder-analyse«, som Pierre Boulez har kaldt det. Og Dahlhaus fremhævede som hovedfortjenesten ved disputatsen, at den bevæger sig et langt skridt ind på livet af dette vitale kunstneriske spørgsmål.

Efter en række formelle indvendinger, der først og fremmest knyttede sig til analysebindets kapitel om metoden, vendte Dahlhaus tilbage til citatet og søgte i en diskussion med doktoranden udfra op. 15, George Liederne, en nærmere belysning af ordet »komponere«. Maegaard standsede her ved, at ordet ikke for Schönberg indebar noget bevidst. »Komponieren« kunne sættes lig »intuitiv komponieren«.

Den afsluttende diskussion mellem Dahlhaus og Maegaard behandlede et for enhver analytiker vitait problem. Hvilken ret har videnskabsmanden til at trænge ind i det, der for komponisten var ubevidst, til som Maegaard har gjort det at tage elementer i senere bevidst tilblevne værker og søge dem i tidligere mere ubevidste? Hvor sætter man grænsen? Hvad er, med Maegaards ord, relevant? Ingen af de to turde give et entydigt svar.

Ex auditorio opponerede amanuensis Jens Brincker, der fremhævede bogen som en inspiration for danske musikforskere gennem dens arbejdsmåde og den kunstneriske holdning, den er udtryk for.

Hans indvending gjaldt Maegaards opstilling af modsætningen hørbar/ikke hørbar sammenhæng. For Brincker eksisterede den ikke. Det, man måtte operere med, var hørbar eller ingen sammenhæng. Brincker påpegede derefter, at forudsætningen for, at en fundet visuel sammenhæng (ud fra nodebilledet) kan have betydning, er, at den ikke dementeres af en mere hørbar eller blot hørbar, men ikke søgt og derfor ikke fundet sammenhæng. Dette belyste han ved en gennemgang af Maegaards analyse af nr. 2 af de seks små klaverstykker op. 19. Maegaard tilbageviste her eksemplet, men kommenterede ikke nærmere den principielle indvending.

Sidste officielle opponent var professor Nils Schiør-ring, der under sit mere end halvanden time lange indlæg flere gange udløste almindelig munterhed i audi-toritet, bl. a. ved at indlemme fru Abildstrøms lydelige tilbagetog fra kirkepladsen i Schönbergs værkliste og ved træffende at karakterisere disputatsens enorme oversigtsapparat som »de store tabeller, som ingen har læst, men som vi allesammen stoler på«.

Nils Schiørring tog som doktoranden og første opponent sit udgangspunkt i Schönberg-citatet og omtalte derefter værkets første del, den kronologiske, som værende af enorm betydning. Man stod her overfor en i usædvanlig grad fortjenstfuld fremlæggelse af Schönbergs værker. Andre forskeres arbejde var også taget i betragtning og disputeret i fuldt omfang for hvert enkelt værk.

Professor Schiørring berørte også som Jens Brincker det tvivlsomme omkring begrebet »det hørbare« og gik derefter over til værkets analytiske del, hvor han også fremhævede det værdifulde i inddragelsen af andre forskeres arbejde. Doktoranden vurderer her med overbærenhed — ofte nødvendig — og går kun enkelte steder uretfærdigt i rette med andre. Det gjaldt en mand som René Leibowitz, hvis betydning havde været stor. Maegaard svarede hertil, at han respekterede Leibowitz som musiker og lærer, men ikke som videnskabsmand.

Schiørring mente, at når den analytiske del i den grad var svulmet op, skyldtes det måske, at doktoranden ofte går ind på, hvad der kunne have stået,

men ikke står i nodeteksten. Blandt analyserne fremhævede han den af Erwartung, der i sig selv kunne have gjort den ud for en doktordisputats. Et enkelt sted i den følte man jorden skride under sig, hvortil Maegaard replicerede, at det var også meningen. Det havde netop været hans hensigt at vise, hvorledes man havde nået et punkt, hvor akkordisk analyse ikke længere er mulig.

Opponenten påpegede, at det måtte give en vis skævhed, at vigtige Schonberg-værker såsom op. 30 og 31 — omend af gode grunde — var uomtalte og savnede iøvrigt enkelte titler i den store bibliografi. Han gik derefter over til en indgående analyse af miljøet i Wien omkring Schönberg, af hans forhold til andre komponister, især Stravinskij, og hans vanskeligheder med at vinde gehør.

Afsluttende sagde han, at man må være taknemmelig for, at et så beundringsværdigt værk som Maegaards nu foreligger, og håbe, at doktoranden får lejlighed til at fortsætte sit videnskabelige arbejde til trods for, at han nu som professor er uløseligt knyttet til universitetet.

Og dermed var handlingen slut. På Frue Plads såvel som i disputatsauditoriet.

Knud Ketting