Man folgt der reihe - referat af den ny danske doktordisputats ved forfatteren selv.

Jan Maegaard:

MAN FOLGT DER REIHE...

- referat af den ny danske doktordisputats ved forfatteren selv.

Dodekafoni er betegnelsen for den på toivtonerækker baserede satsteknik, som Arnold Schönberg udviklede i begyndelsen af 1920erne og sidenhen anvendte i de fleste af sine kompositioner, og som i vid udstrækning har været retningsvisende for musikudviklingen i det 20. århundrede. Forinden havde Schönberg komponeret tonal musik i sen-romantisk stil og, fra omkring 1909, introduceret en atonal musikstil. Afhandlingens hensigt er at belyse dodekafoniens satstekniske forudsætninger i den såkaldt »frie« atonale sats. En forudsætning for beskrivelsen af en udvikling er imidlertid tilstedeværelsen af en tilforladelig kronologi; derfor falder afhandlingen i to hovedafdelinger, en kronologisk og en analytisk.

1. Kronologisk del. På basis af studiet af Schönbergs efterladte manuskripter søges opstillet en fuldstændig kronologi*) over de daterbare værker (musik og litterære tekster) mellem 1894 og 1933, dvs. fra begyndelsen til komponistens emigration fra Tyskland. Foruden fuldendte originalkompositioner er også i videst muligt omfang optaget bearbejdelser, skitser, udkast og fragmenter, for at der derved kan fremstå et så nuanceret billede som muligt af Schönbergs skabende virksomhed i det nævnte tidsrum. Manuskriptmaterialet beskrives, og de kronologiske kriterier forelægges. Tillige anføres tid og sted for de udgivne værkers og deres bearbejdelsers trykning. Kronologien omfatter 205 titelindgange.

*) At der siden afhandlingens indlevering til fakultetet i januar 1970 er dukket hidtil ukendte, tidlige ungdomsværker op, er en omstændighed, som det ikke har været muligt at indarbejde i teksten. Heraf berøres imidlertid ikke arbejdets hovedanliggende, som er en analytisk bearbejdelse af værker fra senere perioder.

2. Analytisk del. Der indledes med en diskussion af den musikalske analyses mål og begrænsning. Den anskuelse forfægtes, at den analytiske aktivitet er en spørgeproces: spørgsmålet er den analytiske metode, svaret er det analytiske resultat. Kunsten er ikke så meget at gennemføre en analyse, men mere at anlægge en sådan analytisk metode, at spørgsmålet fremkalder gode og relevante svar. Hensigten med de følgende analyser er at søge besvaret, i hvilket omfang elementer af den dodekafone satsteknik lader sig påvise i de atonale, før-dodekafone værker.

Da den atonale harmonik ikke relevant lader sig indfange af nogen af de traditionelle metoder for harmonisk analyse (der alle forudsætter et diatonisk skalagrundlag), blev det nødvendigt at udforme et særligt harmonianalytisk tegnsystem, som registrerer de til enhver tid samklingende toneforhold. Samklangene klassificeres i 7 akkordtyper: 1. t3rtsopbyggede klange med både store og små tertser, 2. klange med kun små tertser, 3. heltoneklange, 4. kvartopbyggede klange, herunder klange med ren og forstørret kvart, 5. terts/septim-klange, 6. klange opbygget af små sekunder og 7. multitone klange, hvis klangkarakteristik utydeliggøres på grund af mangestemmighed. Inden for hver akkordtype kan samklangsformer ved hjælp af symboler differentieres efter behov. Forbindelsen mellem akkorderne beskrives ud fra tilstedeværelsen af fællestoner og kromatiske nabotoner, dvs. toner med mindst mulig intervalafstand. Ved hjælp af det hertil hørende symbolsystem er det muligt at give en analytisk beskrivelse af harmonikken i Schönbergs atonale musik.

l det følgende analyseres ud fra forskellige synspunkter samtlige fuldendte værker, fragmenter, skitser og udkast inden for tidsrummet 1907-09, ialt 41 satser. Disse tildels ganske detaillerede analyser optager så langt den største plads i afhandlingen. Under analyserne gås der nærmere ind på visse teoretiske problemstillinger, som de analyserede værker giver anledning til: nabotoneforhold, fikserede toner og intervaller, atonal kadenceteknik, tritonuspolaritet, figuration, ostinato, udviklingsvariation, musikalsk prosa, halvtone- og kvart-relationer og kromatik som formidler mellem harmonik og kontrapunkt. Der følger et resumé af de analytiske resultater, hvorefter de grupperes under 186 analytiske bestemmelser, der atter grupperes systematisk efter satstekniske kriterier i 12 kategorier: tonalitet, slutkadence, samklange, harmonifølger, intervalrelationer, fikserede elementer, satsgrundlag, variation/slægtskab, spejling/symmetri, melodi/rytme, kontrast og storformalt anlæg.

De analyserede værker sammenlignes nu med de atonale satser fra tiden 1920-24, dvs. de værker, der betegner overgangen til dodekafoni, ialt 33 satser. Disse analyseres ikke igennem som værkerne af den tidligere gruppe, fordi deres analytiske aspekter gennemgående er mere velkendte; men de analytiske resultater fra den første værkgruppe, fordelt på de nævnte 12 kategorier, efterprøves hver især på satserne i den senere gruppe.

(1) Tonalitet. Tilbageholdenhed m.h.t. modulation modsvares af fiksering af det tonale centrum. Afvekslende brug af de harmoniske trin tjener til berigelse af det tonikale rum og til harmonisk udvidelse hen imod svævende eller vandrende harmonik, sluttelig med ophævet tonalitet til følge. Tonale reminiscenser rækker dog langt ind i de atonale værker (se 5, 10).

(2) Slutkadence. Kadencefunktion forstås som stadfæstelse af en i musikken rådende lovmæssighed. Med tonalitetens bortfald bliver det de motiviske og siden de strukturelle elementer, hvis utransponerede stadfæstelse kommer til at udøve kadencefunktion. Atonal sats rummer desuden mulighed for afslutning uden stadfæstende kadence.

(3) Samklange, l udviklingen mod atonalitet finder en væsentlig forøgelse af akkordrepertoiret sted, som også er gældende for dodekafon sats. Forstørret -H ren kvart bliver det foretrukne treklangsfænomen. Som delkomponenter i mere end tretonige klange spiller både denne og terts/septim-klange med stor septim samt stor -f lille sekund en fremtrædende rolle. Ved øget mangestemmighed tenderer harmonikken mod at slå over i sin negation: »klangtæppe«, »klangflimmer«.

(4) Harmonifølge. Den tonale harmoniske funktion dominant/tonika - ved udvidet tonalitet beskrivelig som ikke-tonika/tonika - modsvares i atonal sats af funktionen ikke-fikseret/fikseret. - Kromatiske harmonifølger, karakteriseret ved mange halvtoneskridt, stadfæster det akkordiske; tonalitetens retningsbestemte ledetonefunktion erstattes af det ikke-retnings-bestemte nabotoneforhold som determinant for harmonisk sammenhæng. Successive harmonifølger, karakteriseret ved mange fællestoner, tilslører det ak-kordiske. Et særtilfælde af successivitet er kanonisk strettoharmonik, karakteriseret ved tættest mulig kanonisk føring af ét toneforløb i alle stemmer. -Mangestemmighed kan fremtræde som flere samklingende fåstemmige harmoniske lag i en slags »klangligt beriget polyfoni«. — Alle akkordforbindel-sesarter undtagen strettoharmonik genfindes i dodekafon sats.

(5) Interval relationer. Den tonale musiks halvtonerelation (neapolitansk subdominant) og kvartrelation (dominant) genfindes i atonal sats som nabofunktion og »genbofunktion«. Den forskellige funktion i tonal og atonal sats af iøvrigt enslydende relationer kan i det enkelte tilfælde skabe hindringer for bestemmelse af musikkens status som tonal eller atonal. - Tritonus-relationen (forstørret kvart) repræsenterer i udvidet tonalitet den spændingsløse funktion af »noget, der er anderledes«, i nogen grad svarende til ikke-tonika. Også i atonal sats kan den være bærer af en »ander-ledes-funktion«.

(6) Fikserede elementer. Tonalitetens stabiliserende funktion overtages i atonal og dodekafon sats af fiksering i form af varieret eller uvarieret non-transposition, stemmers eller hele satsafsnits binding til fikserede toner, fikserede toner ved formale knudepunkter eller fikserede akkorder. Sammenknytning af formled ved hjælp af fikserede toner videreføres i dodekafon sats også som sammenknytning eller overlapning af rækkeformer som følge af fællestoner. -Ved transposition kan fikserede intervaller overtage den stabiliserende funktion. En lignende funktion kan formidles af fikserede rytmer i forbindelse med variation af tonerne.

(7) Satsgrundlag. Tematiske gestalter som satsgrundlag rækker langt ind i atonaliteten; de kan være motivisk eller strukturelt reguleret. Siden bliver tematikken fluktuerende og glider over i det ubestemte, tenderende mod ikke-tematisk sats. Tematikken vender tilbage med kodificeringen af dodekafonien, der tillader en tematisk musik med en i teoretisk forstand ufigureret melodik (se 10). - En tilgrundliggende tonestruktur kan bestemmes med hensyn til 1) egenskab: en eller flere Iang(e) eller kort(e) tonerække(r) eller -kompleks(er); 2) udvirkning: variabelt eller definitivt tonemønster eller intervalmønster (transponerbart, in-verterbart); 3) behandling: permutation, segmentering, retrogression, streng eller frit sats, ved streng sats horisontal, distributiv og vertikal fordeling af rækketonerne, ved fri sats mere arbitrær fordeling blandt ubundne toner. Ved udeladelse af mulighederne »flere rækker«, »variabelt satsgrundlag« og »fri sats« skabes grundlaget for kodificeringen af dodekafoniens satstekniske procedurer: én tolvtonerække med funktion af definitivt intervalmønster, lejlighedsvis også tonemønster, som grundlag for streng sats med mulighed for segmentering, permutation af segmenterne, retrogression og både horisontal, distributiv og vertikal fordeling af rækketonerne. - Dodekafoniens grundlæggende satstekniske midler kan påvises allerede i musik fra 1909, dog uden at være integreret i streng sats.

(8) Variation/slægtskab. Motivisk arbejde karakteriserer de fleste satser; ved overgangen til atonalitet er det ofte af yderste tæthed, men derpå aftager det. Strukturelle bindinger intensiveres ved fremadskridende atonalitet, men aftager med aftematiseringen. Herunder tager den horisontal-vertikale integration til. Forudsætning herfor er det for atonalitet gældende axiom om det musikalske rums enhed: En tonegruppes enkelte elementer er ikke bundet til noget apriorisk retningsforhold. - Værkerne 1920-23 er enten tematisk eller strukturelt bundne. Dodekafon sats tillader foreningen af streng strukturel integration og en tematik, der tillige indbefatter notivisk variation.

(9) Spejling/symmetri. Omstilling af elementer i form af drejning, spejling m. m. - i princippet velkendte procedurer - er forbundet med ideen om det musikalske rums enhed, men trænger kun langsomt igennem

som grundoperationer i selve strukturgrundlaget. Kodificeringen af inversion og retrogression koinciderer med dodekafon sats. Inversion er defineret ved symmetriske intervalforhold, retrogression ved symmetrisk ordning af fikserede toner; i teoretisk henseende er de derfor inkommensurable procedurer. Også andre systematiske transformationer af rækken er konforme med ideen om det musikalske rums enhed. Rækken repræsenterer således indgangen til et axiomatisk system, gennem hvilket der kan drages konsekvenser af en konkret musikalsk tanke.

(10) Melodi/rytme. En aktiv, bevæget, intervalrig og figureret melodik rækker langt ind i atonaliteten. Tonalitet er ikke blot knyttet til skalagrundlag og harmonisk organisation, men også til en metrisk organisation af rytmen. Derfor opstår en diskrepans, når figureringen forudsætter en tonalitet, som ikke kommer til udtryk 5 harmonikken. Først ved aftematiseringen kommer den metriske svækkelse og rytmiske aperio-dik i stand, som effektivt modvirker indtrykket af figurering og således åbner vejen for en atonal melodik. Ved tematikkens genkomst i 1920erne fastholdes et atonalt, i teoretisk forstand ufigureret melos i kraft af melodikkens strenge binding til et strukturelt satsgrundlag. - Under aftematiseringen tenderer melodik-ken mod at slå over i sin modsætning: gestiske eller toccataagtige tonebevægelser. - Det motoriske osti-nato forbliver en sjældenhed. Derimod er en rytmisk svævende statisk ostinato-type vel forenelig med atonal prosodi. - Seriel organisation af rytmiske værdier forekommer spredt, men ikke i forbindelse med dodekafon sats.

(11) Kontrast. Med tonalitetens bortfald intensiveres kontrasten som formskabende middel på næsten alle områder: rytme, dynamik, tempo, frasering og satsart. Dette gælder uindskrænket for dodekafon sats, hvor tillige kontrasterne fiksering/variation og tone-/intervalmønster hører til de satstekniske forudsætninger.

(12) Form. En vågen bevidsthed om den klassiske formverden kendetegner de oftest tydeligt artikulerede og kontrastrige former, hvor individuelt de end måtte være bragt til udførelse. Aftematiseringen medfører formal utydeliggørelse. Den dodekafone teknik gør det muligt at sikre kontrasterende afsnits enhed og formale integration uden opgivelse af de ikke-tematiske værkers atonalitet og udtryksmæssige spændvidde.

Konklusion. Analyserne af den tidlige værkgruppe (1907-09) muliggør en satsteknisk beskrivelse tilstrækkelig nuanceret til, at det ved hjælp af kronologien er muligt at konstatere, hvornår og under hvilke omstændigheder en række nærmere definerbare forandringer i den musikalske sats indtræder, hvorved man kan danne sig et nuanceret indblik i den atonale musiks satsteknikse udvikling. - l det store flertal af tilfælde kan de analytiske resultater fra denne værkgruppe overføres direkte på den senere værkgruppes satser (1920-24). Iagttagelsernes forskellige vægtfordeling og den tildels nye måde, hvorpå de er forbundne i den senere gruppe, giver ikke blot et temmelig klart indblik i de yderst differentierede kom-positionstekniske fremgangsmåder i 1920ernes før-dodekafone værker, men gør det endvidere evident, at den sen-tonale og tidlig-atonale musiks satstekniske procedurer i vid udstrækning videreføres i samme spor i de før-dodekafone og tidlig-dodekafone værker. - Ud fra denne bredere synsvinkel har det endvidere været muligt at analysere dodekafoniens teoretiske aspekter mere indgående end hidtil.

Gennem de forelagte undersøgelser bekræftes og præciseres en udtalelse af Schönberg i en upubliceret artikel fra omkring nytår 1950-51: »Man folgt der Reihe, komponiert aber im Übrigen wie vorher.«

Der følger en samlet systematisk fortegnelse over de i kronologien optagne værker suppleret med de udaterbare værker, hvis manuskripter identificeres, og hvis omtrentlige kronologiske placering såvidt muligt bestemmes ud fra sekundære kriterier (anhang l), en fortegnelse over digtere og øvrige tekstkilder til de i systematikken optagne værker (anhang II) og to Schönberg-tekster (anhang III). Den første tekst, hørende til den 2. kammersymfoni, offentliggøres her for første gang; den anden, Schönbergs egen analyse af orkestersangene op. 22, publiceres her for første gang i originalversionen på tysk.

En selektiv bibliografi (ca. 600 titler) afslutter afhandlingen.

Jan Maegaard.