Miniværket

Timme Ørvad

MINIVÆRKET

Om udførelsen af »TO STYKKER FOR KLAVER« l (Stykkets titel: »Hommage a Lionel Feininger«): Nodepapiret præsenterer et forløb i toner. — Dette er et oplæg til at skabe sig et stykke musik, idet man kan gøre, hvad man vil, med hensyn til varigheder, dynamik, pedal. — Forslag til udførelse:

1) Man kan f. eks. udføre stykket således: Tretone-klangene p—mp sempre, totoneklangene pp sempre. Alle nodeværdier mod en varighed mellem 1/2 og 11/2 sekund, irregolare. Pedal: En gruppe treklange + en gruppe toklange sammen, mere eller mindre ad. lib. — Der koncentreres i så fald om det harmoniske.

2) Der kan også bruges andre og større dynamiske forskelle, f. eks. mf— mf + p—p. Fastere definerede varigheder, f. eks.: J. J J J. J el. lign.

Pedal over længere el'ler kortere stræk end nævnt ovenfor.

De sidste to afsnit er tænkt som henholdsvis enstemmig l eg atomelod i og arpeggio-akkorder.

Om »To stykker for klaver« I:

Klaverstykket her er det første af to korte klaver-stykker, skrevet i 1970. Undertitlen, »Hommage a Lionel Feininger«, er lidt af en mystifikation, den hentyder til et maleri af L. F., gengivet i E. H. Go'mbrichs »Kunstens Historie«. Billedet er af konstruktivistisk observans, og sammenhængen med klaverstykket ligger i en tankegang, som kunne udtrykkes hen i retning af, at: »Udtrykket ligger i konstruktionen«. (Se noter angående udførelse af klaverstykket, og det her følgende). — Undertitlen har jeg også valgt blot fordi jeg synes, navnet lyder morsomt.

Det konstruktive i klaverstykket ligger i, at det med hensyn til tonehøjder bygger på en modus, bygget på to grupper på tolv toner, som spejler hinanden: oppefra og ned er det samme som nedefra og op med hensyn til tonenavne. Det klingende forløb bygger på en lignende idé: en tolvtoneserie er blandet op med sig selv, gentaget i modsat orden (krebs). — Hen-

sigten har været at lade tonerne »snakke sammen«. — l klaverstykke II (uden titel) brydes denne tendens til konstruktivitet temporært på det groveste.

På trods af de mange variationsmuligheder med hensyn til varigheder, dynamik og pedal, har jeg oplevet stykket udført i høj grad i overensstemmelse med mine intentioner, og altså fået bekræftet, at der er nok af kontur i det. — Meningen med at lade stykket stå åbent med hensyn til varigheder, dynamik og pedal er, at det morer mig selv at kunne udføre et klingende forløb på mange forskellige måder, og ikke henvist til at gentage det helt samme forløb (omend måske bedre og bedre), men samtidig undgå, at musikken »flyder ud« i ren improvisation, l dette ligger dog ikke noget generelt angreb på 100 % noteret musik, kun et ønske om at tilvejebringe en savnet mulighed. — Jeg håber en sådan musikalsk situation også kan animere andre — i dette tilfælde DMT's læsere —, ikke mindst, da stykket jo er teknisk overkommeligt.

Oplevelsesmæssigt ligger stykket i et grænseområde mellem angst og harmonisk ro: Klangene bevæger sig i stadig skiften mel'lem forske Mige grader af spænd'thed til åbne oktavklange. Angstpræget manifesterer sig igennem de »fastfrosne« tonehøjder og de tildels mekanisk prægede tonebevægelser (arpeg-gio-slutningen!). Men samtidig opfordrer friheden i udførelsen til en levende, smuk, vibrerende klang. — Snemarker er jo umenneskelige, men virker samtidig opfordrende på mennesket til at drage på vej.

Ovenstående fortolkning som tilhører må naturligvis stå for min egen regning. Jeg har beskrevet disse forskellige sider af stykket for at give impu-lser til den, der vil give sig i kast med det, — for at give et indtryk af nogle af de tanker, der ligger bag min kompositoriske virksomhed —, og for at betone menneskers mulighed for »at spejle sig« i et kunstnerisk objekt her og nu, og dermed ikke stå alene med sin version af tilværelsen.

(fortsættes på omslagets side 3)