Ved at regulere styrken kan man få en regelmæssig lydovergang - dertil kommer muligheden ved tidsforsinkelse…

Henning Christiansen:

VED AT REGULERE STYRKEN KAN MAN FÅ EN REGELMÆSSIG LYDOVERGANG -DERTIL KOMMER MULIGHEDEN VED TIDSFORSINKELSE ...

Man kunne næsten tro det var en dybsindigt udtrykt livsanskuelse for det passende musikliv og så er det bare et lille uddrag fra et fornuftigt klarøjet Stereogrundkursus i Mogens Andersens radio holdt af Søren Sørensen, der også spiller saxophon. Det er altså en slags elektrisk lydgrundlov og som så mange love for elektrisk impuls kan man udenvidere overføre den til holmgangen mellem mennesker. Vi sidder i suppedasen og venter på tidsforsinkelsen.

Jeg troede engang at forlagene var skabende i deres led (distributionen), men det sker alt for sjældent, forlagene forholder sig afventende. Hvad værre er, komponisterne vænner sig på den måde til at tro, at de skal komponere for fremtiden og det er ikke rigtigt, det er her og nu musikken skal klinge.

Det er på tide at vi der gerne vil gøre noget for dem vi lever sammen med, begynder at bekæmpe den lallende del af underholdningsindustriens musik, og det skal og kan vi gøre ved at gå den i bedene. Hvilke aktiver har den? Den taler et sprog der er godt indarbejdet, stort set tonalt. Der er et klart sigte med hver eneste dunte og tekst. Distributionsappara-tet er i orden, gode forbindelser i radioen, et postule-ret flertal bag sig. Postuleret, skrevet fordi de aktive formidlere, som i DR i årevis kan indarbejde deres egen stil - den de kan magte, ikke får nogen konkurrence fra den musik der virkelig har noget at viderebringe. Vi er i defensiven fordi det for længe har været god tone at »det kommer, det kommer, det kommer nok engang«.

Heldigvis er mange unge komponister blevet opmærksom på det og der er grøde i luften. Ingen

eksempler - lad fronten åbne sig og gå i offensiven. Et godt råd er at lade de sjælelige forstyrrelser fare, ophøre med at være registrerende, uafladeligt pege på de positive muligheder for at føre samfundet derhen hvor her bliver godt at være. Det er skabende uden at forholde sig afventende.

En anden kæphest er det kontinuerlige, altformange kæmper sveddryppende for at bevare kontinuiteten — det der skal til er nogle gode kraftige springmodulationer, det er tidens stil, kør en tur ned over dagens radioprogrammer, springmodulationer, avislæsningen, springmodulationer. Mor dig over det mas erfarne journalister har med at skabe kontinuitet i udenrigs-politiken - verdenspolitiken. Det skulle så gerne hænge sammen i ganske bestemte interessers tjeneste, men det kniber, det kniber igen og igen. Det er vist klart at i det springkomplex er der kun et der holder og det er ens egen holdning, og den er våbnet, det er den der skal afspejles i musikken, den der skal så tydeligt frem som muligt, midt i det springende univers.

SÅ ER DER GANG l »BORGERMUSIKKEN«.

l sin artikel i DMT om min musik til filmen Den forsvundne Fuldmægtig kan Pelle Gudmundsen-Holm-green ikke lade være med, som så mange andre for tiden, at ride kæphesten, racehingsten: FINKULTUR, når han skriver om ordentlige folks musik (noder og noter). Pelles beskrivelse af fuldmægtigmusikken finder jeg skam kongenial. Så har vi (du og jeg) lidt til deling oppe på parnasset. Men nu til det som ligger mig på sinde: Det drejer sig om det borgerlige - borgerskabet og udtrykket den skinbarlige borgerlighed. Det var netop på det punkt der kom skred i foretagendet og altså derfor »fuldmægtigen« var værd at kaste sig over. Scherfig fik mig til at tænke borgerligheden igennem en gang til. Og hvad er så det borgerlige: Ja, det er vel at man foretrækker en ren dug på bordet, en ren skjorte, at børste sine tænder og vaske ørene og det er der da ikke noget galt i. Man passer sit arbejde. Den forholdsvis regelmæssige livsførelse generer ikke, det hele er overkommeligt, man kender sin plads i tilværelsen. Musikken skal kunne aflæses, synes man, maleriet skal forestille noget og man vil gerne begejstres, men altså på sine egne betingelser. Det kan jeg da ikke ha' et hak imod. Nej, det der plager er at det kapitalistiske samfund giver så rig mulighed for rævepelse til at udnytte den flinke borgermand, så han pludselig ser sig røvrendt og håbløst fortabt i sin godlidenhed. Når tæppet bliver hevet væk under fødderne på en flittig og påpasselig, hænder det i 9 ud af 10 tilfælde, at den gale hest vælges (racehingsten) og at han lader den sparke netop dem, der mener ham det godt. Det sprog de velmenende tiltaler ham i forstår han ikke. Den »ny musik« flyver ham forbi (Astralfart). Den gode gamle musik er sammen med så meget andet røget ad h. t. Det er få, der som Amsted har den lille knop i hjernen, der kan springe ud i det rette øjeblik.

Det gælder altså om at beholde sproget intakt og sige det nye i det sprog der tales og forstås, så kunne det også være ørene kom op for musikkens revolutionære - og evolutionære visioner, ikke bare påpegende, men virkende. Det gælder om at få hevet det rævepelsene laver deres rævestreger på ud af hænderne på dem. Kultur har ikke noget med fin at gøre. Kultur er det der bygger et menneske op. Fyldt til randen med god kraftig kultur, vil mennesket til enhver tid kunne vælge det rigtige. Så vil det se lige på rævepelsene og bare blikket, det hvasse, vil jage dem derhen hvor peberet gror.

Hvem tør fastholde at tonal musik er lig med borgerlig musik?

Jeg holder det for rigtigst at det er udtryksbehovet der bestemmer hvilket sprog man betjener sig af. Vil man ha mange i tale må man tale de manges sprog.

Hvad har elektrofonien gjort, spørger Pelle - Det er netop det, den har ikke gjort noget og således heller ikke noget godt. løvrigt er den dyr og langt fra betingelsesløs at arbejde med, men den er også dyr fordi den splintrer vor identitet. Den er diffus og me-

ningsforladt, jeg betragter den som et af de instrumenter man endnu ikke kan anvende. Det er ikke eksperimenternes tid. Eksperiment er blevet lig med ansvarsforflygtigelse. At søge »aldrig hørte klange«! Bevares, når man ikke har andet at lave. Men det er jo problemer langt borte, nede i Vest-Tyskland. Her har vi andet at bestille. Vi skal være et land hvor musikken synger i alle krogene, det er fremad for os. Derfor tilbage til det tonale sprog for at bruge det på en ny måde. (Springmodulation).

ER DUT DUELIG TIL

at formidle den ny musik på den facon som står mellem linierne her? Det er flere år siden jeg foreslog at man droppede DUT, nu ser det ud ti! at det langsomt er ved at opløse sig selv. Ny musik skal ikke være et anliggende for seperatister, den må og skal ligesom teatret f. eks. finde et sprog så den vedkommer hele landets befolkning. Vi kan overhovedet ikke tillade os eksclusiviteten mere. Vi skal finde og opfylde behovet.

Venlig hilsen Henning Christiansen.