Danmark, europa og verden

Af
| DMT Årgang 47 (1972-1973) nr. 01 - side 16-17

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Annonce

Pulsar Festival 2020

Annonce

Edition s

Poul Rovsing Olsen:

DANMARK, EUROPA OG VERDEN

Når der her tillands skal benyttes en forkortelse for De europæiske Fællesskaber, skrives ofte EF, hvad der forekommer rimeligt, men i øvrigt EEC, hvad der snarere forekommer tankevækkende. EEC er nemlig en forkortelse, der ikke anvendes i noget af fællesskabets nuværende seks lande! Den er engelsk, og det er mig ikke indlysende, at man skulle opnå særlige fordele ved at betragte fællesskabets livsvilkår med anglosaksiske øjne. I stedet for at betragte udefra kunne man dog prøve at se indefra. I stedet for at læse engelske og amerikanske aviser og tidsskrifter kunne man dog studere franske og italienske. Franske intellektuelle har en arrogant evne til at skære igennem clichéernes vrøvl. Et afsnit fra Jean-François Revels artikel "La Dimension Européenne" (L'Express 3. april 1972) fortjener derfor at blive citeret her: "Også tiraderne om "Monopolernes og trusternes Europa", "Det kapitalistiske Europa" etc. afslører en historisk blindhed. Skulle man virkelig i det 19. århundrede have nægtet at skabe Italiens enhed og Tysklands enhed under påskud af, at det blot ville dreje sig om småfyrsternes og storgodsejernes Italien og Tyskland? Burde man virkelig være startet med at revolutionere og modernisere Storfyrstendømmet Toscana helt alene for først derefter at gå løs på resten af Italien? Vi ville aldrig være kommet nogen vegne.

Hvorledes kan man være blind for, at kun den dynamiske stræben mod enhed i disse to lande formåede at igangsætte den politiske revolution og den industrielle revolution, som i England og i Frankrig havde fundet sted trekvart århundrede tidligere? "

Hvadbehager? Ja, ikke sandt. Så simpelt er det jo. Der er ingen grund til at diskutere, om det er ønskeligt at lave en ny "blok-dannelse" (udtrykket er sandelig ikke mit. Jeg ville finde det besynderligt at kalde Indien, Schweiz, USA, USSR etc. for blokke - og disse forbundsstater må dog være farligere end et statsforbund). Vi skal nemlig ikke diskutere, om EF skal oprettes eller ej. EF har eksisteret i 14 år, og Danmark havde kunnet være med til at præge det fra starten af, om vi havde villet. Hvad enten vi kukker eller gøer bliver EF nu væsentligt udvidet. Vi kan blot tage stilling til, om EF skal gøres en anelse større eller en anelse mindre. Om de politiske fjern-håb for EF bør dog siges et par ord, som skulle kunne interessere de få, der nok bedriver Vietnam-kondi, men ikke gør det, fordi de er udsat for gruppepres.

I et april-nummer fra dette år af Le Monde refererede en af de Gaulles tidligere ministre et par af generalens causerende bemærkninger.

De Gaulle havde mindet om, at forholdet til USA var et af Vest-Europas største problemer. Og han indså, at ingen protest mod US As udenrigspolitik (Vietnam-krigen) ville have vægt, medmindre den kom fra et samlet Vest-Europa. Og han indså, at intet organiseret forsvar mod USA-dollaten (og dermed USAs økonomiske kolonialisme) kunne opbygges af enkelt-landene, men kun af et samlet Vest-Europa. At de Gaulle længe mistænkte englændernes og skandinavernes politikere for at være i lommen på USA, kan næppe undre:Han havde ret. Vi må indrømme, at det kun er gennem en videreudvikling af EF, at vi kan opnå selstændighed i vort forhold til USA (så vel som i vort forhold tu USSR). EF-landene skal nok opnå denne selvstændighed. Foretrækker Danmark isolationismen, bliver vi en økonomisk og politisk kastebold for USA og EF, og får ingen indflydelse på afgørelser af økonomisk og politisk karakter. For at tale Land & Folksprog: EF-modstanderne er objektivt set USAs håndlangere (eller lakajer eller hvilkeen cliché, man nu personligt måtte nære de ømmeste følelser overfor). Enhver, der har lidt kendskab til landene i de første 14 års EF, vil indse, at vor indtræden i EF næppe overhovedet kan få kunstpolitiske konsekvenser herhjemme. Men før eller siden vil det forhåbentlig alligevel komme til at betyde noget, at vi anbringes i pulje med folk, der i højere grad end vi selv har respekt for kunst og kunstnere — jeg tænker ikke mindst på tyskerne, italienerne og franskmændene.

DMTs redaktion har med fuld ret lagt vægt på betydningen af arbejdskraftens bevægelsesfrihed inden for EF. Hvilket tilbud til vore gode musikere! Ved vor indtræden i EF vil der blive givet dem øgede muligheder for ansættelse i nogle af verdens fineste orkestre - Philharmonia, Orchestre de Paris etc. For komponisten er det imidlertid andre former for håb, der vækkes til live. Lad os se det i øjnene: Danmark er for øjeblikket en provins, et marginalt område i Vest-Europa. Lad os besøge en typisk (og velanskreven) fransk festival for ny musik, Royan-festivalen. Hvad oplever vi dér? Vi hører fransk, spansk og orientalsk musik og følger dermed franskmænds århundredgamle interesse-retninger. Men derudover høres fællesmarkeds-musik — musik af belgiske, hollandske, tyske og italienske komponister. Accepterer vi det økonomiske (og forhåbentlig tillige politiske) fællesmarked, bliver vi også hurtigt lukket indenfor i et musikalsk fællesmarked — og det er vist snarere os end vore sydlige frænder, der vil drage profit heraf!

Jeg er ganske klar over, at der er mange andre gode grunde til, at Danmark bør gå ind i EF. Derimod har jeg (undskyld mig min ærlighed) til dato ikke hørt en eneste god grund til, at vi skulle isolere os fra EF-landene. Næsten alle argumenter mod Danmarks indtræden i EF grunder sig på dette: "Vi er bedre end de andre" eller "det vi gør, er bedre, end hvad de andre gør" etc. Jeg indrømmer det rent ud: Jeg får myrekryb, når jeg møder chauvinisme. Jeg gentager derfor gerne her, hvad jeg allerede en gang (kronik af 25. maj 1971) har givet udtryk for: "Den danske selvglæde er et interessant fænomen, som dog navnlig er interessant derved, at selvglæden er ubegrundet."

Årgang 47/1972-1973, nr. 01