Enquete

EF ENQUETE

Redaktionens spørgsmål til deltagerne i EF-enqueten drejer sig om tre hoved-emner:

A. Arbejdsmarkedsforhold

1.
Romtraktatens bestemmelser om arbejdskraftens fri bevægelighed inden for EF-medlemslandenes område vil givetvis også komme til at omfatte musiker-erhvervet. Hvilke konsekvenser vil dette efter Deres mening få for forholdene på musikernes arbejdsmarked, i tilfælde af en evt. dansk tilslutning til EF? Der tænkes navnlig på gældende praksis, hvorefter danske institutioner, der beskæftiger musikere, er overenskomstmæssigt forpligtet til at tilstræbe balance i beskæftigelsen af udenlandske og danske musikere; endvidere på det forhold, at ledige stillinger iflg. Romtraktaten skal opslås inden for hele traktatens område.

2.
Mener De, at en evt. dansk tilslutning til EF vil medføre væsentlige ændringer i de faglige musikerorganisationers forhandlingsposition? I tilfælde af et væsentlig forøget udbud af arbejdskraft inden for EF-landenes fælles arbejdsmarked, hvilken stilling vil Deres organisation da indtage m.h.t. prioriteringen af nationale og faglige interesser? Forestiller man sig, at de danske faglige organisatiorier vil indgå i et snævrere samarbejde med tilsvarende organisationer i de øvrige EF-lande, eller er der eventuelle fagforenings-tekniske forhold i andre EF-lande, som taler herimod?

3.
Forsåvidt angår musikeres ansættelse i offentlige institutioner rejser der sig følgende spørgsmål: kan tjenestemandsansættelse eller tilsvarende faste ansættelsesforhold forventes opretholdt? I tilfælde af en vidtgående harmonisering mellem EF-landene på dette område, kan man da forvente, at tidsbegrænsede kontraktansættelser med mulighed for større mobilitet m.h.t. omrokeringer o.l. vil blive tilstræbt? Vil en dansk musiker fortabe retten til arbejdsløsheds-understøttelse, dersom han vægrer sig ved at tage anvist arbejde i et andet EF-land? I bekræftende fald, hvilken stilling vil Deres organisation da indtage?

B. Kulturpolitik
Romtraktaten indeholder ikke nogen konkret kulturpolitisk målsætning. Alligevel må man forvente, at en øget økonomisk-politisk integration i Europa også vil få kulturpolitiske konsekvenser.

Sammenligner man de kulturpolitiske forhold i de nuværende EF-lande, f.eks. Tyskland, Frankrig og Holland, vil man finde ret store forskelle m.h.t. målsætning, struktur, grad af centralisering el. decentralisering, størrelserne og arten af de offentlige kultur-subventioner. Mener De, at dette kan tages som indicium for, at kulturpolitikken inden for EF fortsat vil være enkeltlandenes anliggende? Eller kan man tænke sig, at de harmoniseringsbestræbelser, der vil finde sted på andre områder, især på arbejdsmarkedet og i den sociale sektor, vil medføre en afsmitning på, kulturpolitikken?

Det er klart, at dette er en del af den samlede fordelingspolitiske problematik, som endnu er politisk uafklaret. Alligevel er det berettiget at rejse dette spørgsmål, især med henblik på de mulige konsekvenser for visse af de nuværende musikkulturelle institutioner.

F.eks. er der Statens Kunstfond: kan denne institution, dens bevillingsramme og fordelings-principper realistisk forventes opretholdt i tilfælde af øget integration EF-landene imellem? Hvilken status vil kunstnere fra andre EFlande opnå overfor Statens Kunstforid, såfremt de opfylder Romtraktatens bopæls-mæssige kriterier?

Kan man forvente, at det nuværende bevillings-niveau. for landsdelsorkestrene kan opretholdes?

C. Musikuddannelse
Ifølge Romtraktaten skal der inden for EF-området tilstræbes en harmonisering af uddannelserne på alle niveauer. Hvilke konsekvenser vil dette efter Deres mening få for musikuddannelsens forskellige grene?

Kan man, som en følge af harmoniserings-bestræbelserne, forvente en centralisering af musikuddannelsen? I tilknytning hertil: er der udsigt til en fordeling af specielle undervisnings-opgaver EF-landenes konservatorier imellem, således at det ikke længere vil være muligt at opretholde en udbygget konservatoriestruktur på regions-basis? Vil harmoniserings-bestræbelserne kunne medføre en anfægtelse af den faglige og pædagogiske metodefrihed for de enkelte konservatorier og universiteter?

Vil eventuelle udsigter til en strammet beskæftigelsessituation for musikere, sammenholdt med Romtraktatens bestemmelser om arbejdskraftens fri bevægelighed inden for EF-området, efter Deres mening kunne medføre restriktive forholdsregler m.h.t. adgangen til højere musikuddannelse i Danmark?

Kulturminister Niels Matthiasen
I april har Dansk Musiktidsskrift's redaktion bedt mig give "mit besyv med om pkt. B) Kulturpolitik i sin enquete om problemer for musiklivet i tilfælde af dansk indtræden i EF. Til de her rejste spørgsmål vil jeg da svare følgende:

Det er givet, at kulturpolitikken også fremtidig - så langt man nu kan se - vil være et nationalt særanliggende. Dette kan man udlede dels af det forhold, som nævnes i enqueten, at de nationale forskelligheder inden for fællesskabet hidtil er bevaret uantastet, dels af det forhold, at traktaten - hvordan man end vender og drejer den - er en overenskomst om økonomisk samarbejde. Skulle der altså fra en EF-myndighed eller fra de andre EF-lande fremkomme et kulturpolitisk initiativ, ville Danmark som medlem stå frit over for dette initiativ.

På denne baggrund synes jeg, at det nærmest må karakteriseres som en tros sag, om der på langt sigt kan tænkes en tilnærmelse, evt. ligefrem en harmonisering af regler på det kulturelle område; her tænkes vel først og fremmest på vore forskellige kunststøtteordninger.

Konkret kan der ikke være tvivl om, at vi vil kunne opretholde Statens Kunstfond, med dets bevillingsrammer og fordelingsprincipper, som en støtte for den danske kunst; der er ingen grund til at antage, at udenlandske kunstnere ved at flytte til Danmark skal kunne kræve andel i fondets uddelinger. Også for bevillingerne til landsdelsorkestrene kan man være rolig. Der findes ikke EF-regler om driften af symfoniorkestre. - For øvrigt skal man da heller ikke længere ind i fællesmarkedet end til Flensborg for at træffe på et statssubsidieret orkester.

Udenrigsministeriets Markedssekretariat har på DMTs foranledning udarbejdet følgende
NOTAT

A. Arbejdsmarkedsforhold
1. Ved EF's forordning nr. 1612 af 15. oktober 1968 blev den i Rom-traktatens art. 48-49 udtrykte målsætning for arbejdskraftens frie bevægelighed inden for Fællesskabet gennemført. Musikere, der er beskæftiget som lønmodtagere, er omfattet af denne forordning, der er baseret på princippet om national og ikke-diskriminatorisk behandling for statsborgere fra andre EF-lande.

Forordningen omfatter dels regler om adgangen for medlemsstaternes statsborgere til beskæftigelse inden for Fællesskabet dels regler om formidling og udligning af tilbud og ansøgninger om beskæftigelse gennem et samarbejde mellem de nationale arbejdsmarkedsmyndigheder. Det fastslås i forordningen, at enhver statsborger i en medlernsstat uanset bopæl, har ret til at have lønnet beskæftigelse i en anden medlernsstat efter samme regler, som gælder for beskæftigelse af indenlandske lønmodtagere. Lovgivning, der begrænser beskæftigelse, af udenlandske lønmodtagere, i antal eller procent, i virksomheder, i erhvervsgrene, på regionalt eller nationalt plan, må ikke finde anvendelse for statsborgere fra de øvrige medlernsstater. Alle bestemmelser om beskæftigelse, aflønning og øvrige arbejds- og afskedigelsesvilkår i kollektive og andre overenskomster er ugyldige i den udstrækning, de medfører en forskelsbehandling af lønmodtagere fra andre medlernsstater.

Over for arbejdstagere fra de øvrige EF-lande kan der ikke kræves en egentlig arbejdstilladelse, men en opholdstilladelse, som skal forsynes med en påtegning om, at indehaveren har samme ret som lønmodtagere i det pågældende land til at opnå lønnet beskæftigelse og udøve denne. Som betingelse for udstedelse af opholdstilladelse kan kun kræves forevist den legitimation, som lønmodtageren er indrejst med, samt en erklæring fra arbejdsgiveren om ansættelse hos ham eller en arbejdsattest.

Med hensyn til, hvilke konsekvenser det vil få for forholdene på musikernes arbejdsmarked, at ledige stillinger ifølge Rom-traktaten skal opslås inden for hele Fællesskabets område, gælder, at EF's regler om arbejdsformidling kun omfatter stillinger, der ikke har kunnet besættes på det indenlandske arbejdsmarked. Først når dette er konstateret, skal der sendes meddelelse til de arbejdsformidlingskontorer i andre medlemsstater, der har anmeldt at have ledig arbejdskraft i samme fag.

EF-landenes samarbejde med hensyn til arbejdsformidling betyder således en udvidelse af arbejdstagernes muligheder for at besætte stillinger i andre medlemslande, men vel at mærke kun, når stillingerne er ledige, fordi der ikke er tilstrækkelig indenlandsk arbejdskraft.

2. Hvad angår de faglige musikerorganisationers forhandlingsposition, kan oplyses, at Rom-traktaten ikke indeholder bestemmelser, der giver hjemmel for indgreb i fagforeningernes og arbejdsgiverorganisationernes virke eller i retten til frit at indgå kollektive overenskomster på arbejdsmarkedet.

EF-lønmodtagerne er ligestillet med danske statsborgere med hensyn til medlemskab af fagforeninger, her-under valgret og valgbarhed til samarbejdsudvalg, virksomhedsnævn og lignende.

Markedssekretariatet er ikke bekendt med fagforeningstekniske forhold i EF-landene, der skulle forhindre et snævert samarbejde mellem danske organisationer og tilsvarende faglige organisationer i EF-landene. Et sådant samarbejde er på adskillige områder allerede etableret og i udvikling netop som en følge af EF-samarbejdet.

3. På spørgsmålet om musikernes ansættelse som tjenestemænd eller i tilsvarende faste ansættelsesforhold inden for offentlige institutioner kan opretholdes ved en dansk indtræden i EF, kan markedssekretariatet svare bekræftende. Der er ikke gennemført, og der foreligger heller ikke i EF planer om harmoniseringsforanstaltninger inden for funktionær- og tjenestemandslovgivningen.

Rom-traktatens regler finder ikke anvendelse på ansættelser i den offentlige administration, jfr. art. 48, stk. 4, hvorved typisk tænkes på statens, amters eller kommuners udøvelse af offentlig myndighed. Art. 48, stk. 4 kan imidlertid ikke begrænses hertil, idet traktaten netop ikke har anvendt dette udtryk. Det er imidlertid klart, at begrebet ikke kan strækkes så vidt som til at omfatte enhver, der er offentligt ansat. Ansættelser i statslige erhvervsvirksomheder vil således ofte falde ind under Rom-traktatens regler om arbejdskraftens frie bévægelighed. Hvad der gælder for den gruppe, der er offentlig ansat i en institution, der ikke udover offentlig myndighed i gængs forstand, og som ikke er en offentlig erhvervsvirksombed, er uafklaret. Det er i første omgang op til de nationale myndigheder og domstole at fortolke reglens anvendelse i praksis. Deres afgørelse kan indbringes for Fællesmarkedets Domstol, men der har endnu ikke været rejst sager herom, fordi der i de nuværende EF-lande ikke har været problemer med hensyn til reglens praktisering.

EF's bestemmelser om arbejdskraftens frie bevægelighed giver således ikke anledning til at ændre regler eller praksis vedrørende ansættelser inden for danske offentlige institutioner eller for, hvad der efter dansk opfattelse må betegries som offentlig administration.

En dansk musiker vil ikke fortabe retten til arbejdsløshedsunderstøttelse, dersom han vægrer sig ved at tage arbejde i et andet EF-land. Anvisning af arbejde i andre EF-lande er kun et tilbud, jfr. ovenstående om EF-landenes samarbejde inden for arbejdsformidlingen. Understøttelsesreglerne vil ikke blive berørt.

B. Kulturpolitik
Det kulturelle samarbejde i Europa har til stadighed formået at finde veje uafhængigt af økonomiske og politiske grupperinger. Der er intet, som tyder på, at Rom-traktaten og EF skulle få uønskede konsekvenser herfor. Det er - og vil fortsat være - op til de enkelte medlemslande at føre den kulturpolitik, de ønsker, og at indgå i de former for samarbejde med andre lande, som de til enhver tid måtte have interesse i.

Hvad specielt angår den bevillingsmæssige situation, støtte til kulturelle formål etc. kan markedssekretariatet bekræfte, at der eksisterer væsentlige forskelle mellem de enkelte EF-lande på dette område. Dette er netop udtryk for, at EF's regler ikke griber ind i disse forhold.

Markedssekretariatet kan iøvrigt henvise til følgende uddrag af udenrigsøkonomiministerens erklæring på ministermødet med EF i Bryssel den 9. november 1971. EF har accepteret denne erklæring:

"Det erkendes i stigende grad, at en avanceret socialpolitik, uddannelsespolitik og kulturudvikling udover at være et mål i sig selv er den vigtigste forudsætning for yderligere industriel vækst i de gamle industrinationer. En sådan udvikling er derfor en fælles europæisk interesse. Det europæiske samarbejde må som et af de vigtigste formål have at skabe de bedst mulige betingelser på disse områder. Udviklingen må imidlertid tilpasses efter de historiske og kulturelle traditioner i de enkelte lande. Den danske regering vil derfor fastholde, at den konkrete udformning af socialpolitik, uddannelsespolitik og kulturpolitik forbliver nationale anliggender, der afgøres i de enkelte landes parlamenter."

Hvad særligt angår Statens Kunstfond medfører en eventuel indtræden i EF således ikke, at bevillingsrammen skal ændres. Der kan heller ikke være nogen tvivl om, at de nuværende kriterier for fordeling af midlerne på de enkelte kunstnere eller grupper heraf kan opretholdes. Der er tale om forhold, som Rom-traktaten og de i medfør heraf vedtagne EF-regler slet ikke regulerer, idet de ligger uden for fællesmarkedets erhvervsøkonomiske målsætning.

En kunstner fra et EF-land vil ikke med henvisning til Rom-traktaten kunne opnå rettigheder i forhold til Statens Kunstfond.

Den nuværende støtte til landsdelsorkestrene vil ikke blive berørt af en eventuel indtræden i EF. Fællesmarkedet kan ikke på nogen måde tænkes at gribe ind over for en sådan støtte til opretholdelse af en kulturel aktivitet.

C. Musikuddannelsen
Rom-traktaten danner ikke grundlag for en harmonisering af uddannelser på alle niveauer. Traktatbestemmelser med relation til uddannelsesforhold kan i korthed beskrives således:

I. Art. 128 indeholder hjemmel for at udforme almindelige principper for gennemførelse af en fælles politik for faglig uddannelse. EF-rådet har med henvisning hertil i 1963 opstillet visse almindelige principper for en fælles politik på dette område, der bl.a. søger at sikre alle ret til en passende faglig uddannelse, at der oprettes hensigtsmæssige uddannelsesinstitutioner, og at der sker udveksling af undervisningsmateriale, afholdes seminarer og studieophold. Det hidtidige samarbejde på dette område har, når bortses fra reglerne om finansiel støtte til omskoling af arbejdere i industrien, været ret sparsomt. løvrigt har disse regler næppe større betydning for musikere.

2. Rom-traktatens bestemmelser om arbejdskraftens frie bevægelighed, der angår lønmodtagere, indeholder ikke noget krav om samordning af uddannelser. Princippet i artikel 28 og 48 er, at der skal gives borgere fra andre EF-lande national behandling. Inden for EF har medlemslandenes lønmodtagere ret til samme vilkår som landets egne borgere, for så vidt angår beskæftigelse, aflønning og andre arbejdsvilkår. Men de har ikke krav på nogen bedre stilling. Dette betyder, at et medlemsland kan kræve, at en lønmodtager fra et andet EF-land skal have samme uddannelse som landets egne borgere for at kunne bestride en bestemt stilling.

En dansk arbejdsgiver, der ønsker at beskæftige en musiker, kan således nægte at antage en udenlandsk musiker, såfremt denne ikke opfylder uddannelseskravene. løvrigt berører EF-reglerne ikke arbejdsgiverens ret til at vælge, hvem han vil antage - danske eller udlændinge - mellem flere ansøgere til en bestemt stilling.

3. Rom-traktatens etableringsretlige bestemmelser (art. 52-58), der angår adgangen til at optage og udøve selvstændig erhvervsvirksomhed i andre medlemslande, indeholder i art. 57, stk. 2 hjemmel til at vedtage direktiver om gensidig anerkendelse af eksamensbeviser o.lign. Der er forudset en vis samordning af de nationale bestemmelser om adgangen til at optage og udøve selvstændig erhvervsvirksomhed.

EF's bestræbelser på dette område har hidtil været koncentreret om gensidig anerkendelse af eksamensbeviser o.lign. for i praksis at få millighed for at gennemføre den fri etableringsret inden for en række erhverv, hvortil der kræves særlige eksaminer, især af liberal karakter. Kommissionen har forelagt ca. 20 forslag. Af politiske grunde har ikke et eneste af disse forslag kunnet vedtages (der kræves enstemmighed), og der er næppe udsigt til, at dette vil kunne ske inden for en overskuelig fremtid.

Kommissionen har ikke indtil nu beskæftiget sig med forslag om gensidig anerkendelse af eksamensbeviser o.lign. for musikere, der ønsker at optage eller udøve selvstændig virksomhed.

4. Alt i alt kan man således ikke forvente nogen "centralisering af musikuddannelsen- inden for EF, og der er ikke udsigt til en fordeling af specielle undervisningsopgaver EF-landenes konservatorier imellem.

Da der ikke foregår aktuelle harmoniseringsbestræbelser, vil Danmarks indtræden i EF ikke medføre en anfægtelse af den faglige og pædagogiske metodefrihed for de enkelte konservatorier og universiteter, og der er ikke udsigt til, at Danmarks indtræden i EF som sådan skulle medføre restriktive forholdsregler med hensyn til adgangen til højere musikuddannelse i Danmark. Denne adgang er både for universiteternes og konservatoriernes vedkommende afhængig af en bestået optagelsesprøve, hvis konkrete indhold fastsættes af henholdsvis fakulteterne og konservatorierådet. Optagelseskravene har efter det oplyste hidtil været af rent faglig art, således at udenlandske musikere i øjeblikket er ligestillet med danske musikere. Danmarks indtræden i EF medfører naturligvis ingen forpligtelse til at ændre dette forhold.

Statens musikråd ved formanden Kjeld Hansen:
Ved skrivelse af 17. april 1972 har Dansk Musiktidsskrift rettet henvendelse til Statens Musikråd om en vurdering af de problemer, der inden for hovedområderne arbejdsmarkedsforhold, kulturpolitik og uddannelsespolitik måtte rejse sig for musiklivet i tilfælde af Danmarks indtræden i EF.

I denne anledning skal Statens Musikråd udtale, at rådets medlemmer naturligvis er dybt engagerede i de problemer, der vil opstå i dansk musikliv i forbindelse med et eventuelt dansk medlemsskab af EF, men at man ikke finder det muligt som råd at fremkomme med en vurdering af de rejste problemer således som ønsket af musiktidsskriftet.

Dansk Musiker Forbund
Blandt de organisationer, DMT har henvendt sig til med sin EF-enquete, er også Dansk Musiker Forbund, der imidlertid ikke har svaret. Vi citerer som erstatning fra en leder i forbundets blad Dansk Musiker Tidende, april 1972:

Lederen, der er signeret af Erik Kaare, beskæftiger sig med Rom-traktatens bestemmelser om arbejdskraftens frie bevægelighed medlemslandene imellem:

Det kan med sikkerhed siges, at disse bestemmelser også kommer til at gælde for musikererhvervet, men samtidig skal det frernhæves, at der i traktaten findes regler for ansøgning om dispensation fra reglerne i tilfælde, hvor en faggruppe i et land er hårdt belastet af særlig stor arbejdsløshed.

Det er vist ikke for meget sagt, at vort erhverv desværre må henregnes under denne kategori, og det er da indlysende, at alle til rådighed stående midler vil blive taget i anvendelse for at søge opnået denne dispensation, hvis svaret den 2. oktober bliver et JA.

Dispensationen er ikke evigtvarende, men tidsbegrænset til en vis årrække, og så kan man spørge? "hvad så?"

Modsat kan man også spørge: "har vi noget at frygte?" -og straks toner det evindelige spøgelse frem i form af en formelig invasion af udenlandske musikere. Sådan var det og er det endnu, og vi kender alle grunden hertil, det har så ofte været belyst her i bladet, - men - det må ikke glemmes, at der er oprettet et Statens Musikråd, hvori også musikerrepræsentanter har såede, og der er desuden vedtaget en lov omformidlingsvirksomhed i Danmark. Disse to faktorer i fællesskab har store muligheder for at stå som garanter for en forbedring af tingenes tilstand på vort domæne.

Ifølge loven om formidling skal agenter fremtidig have statsautorisation for at drive impressario-virksomhed, og i Rom-traktatens regler for arbejdskraftens fri vandring står der, at en arbejder - altså: også en musiker - der søger arbejde i et andet EF-land, skal ligestilles med det pågældende lands arbejdere inden for sit fagområde, både lønmæssigt og socialt. Altså FAIR PLAY -! og dette begreb har jo som bekendt ikke hidtil været det allermest fremherskende, når talen har været om udenlandske musikeres optræden her i landet.

Formanden for Dansk Komponistforening,
Mogens Winkel Holm:
Fedt - eller frit

Her kommer så redaktørerne af DMT først med spørgsmålene. Tillykke med det. Den, der kommer først til mølle, får ikke ørerne i maskinen.

Jeg er imod EF. Men jeg er på gyngende grund, når jeg skal argumentere på andre områder end de emotionelle. Og endnu mere gyngende bliver grunden, når talen er om EF og kulturlivet, for Rom-traktaten nævner, så vidt det kan ses, meget, meget lidt om den sag. Naturligvis.

Måske kan man så gå ud fra, at penge-imperialismen regner f.eks. musiklivet for en så groggy modstander, at det ikke kan betale sig at tage kampen op her?

Jeg ved ikke noget om det, men har alligevel mine anelser. Lad mig blot komme med et eksempel på, i hvilken retning disse anelser går, selvom det bare er en detalje.

Inden for EF vil danske udøvende formentlig være gunstigere stillet end deres skabende kolleger. Ved fremtidens konkurrencer -- f.eks. - om pladser i danske orkestre vil dommerkommiteerne formentlig stadigvæk være danske. Anderledes med ophavsmændene, komponisterne: de kan ikke på samme måde "konkurrere sig til en plads" - f.eks. på en grammofonplade. Her er det grammofonindustrien, der bestemmer. Grammofonindustrien er en hård branche. Man behøver derfor ikke megen fantasi til at forestille sig, at den europæiske industri-imperialisme på dette område vil gribe til med iver her i landet, hvis en dansk tilslutning blev aktuel. Og at det vil gå ud over både den "seriøse" og deri "lette" del af nationens ophavsmænd, kan der ikke være tvivl om. Længe leve forbrugerinteresserne.

Så vil der i værste fald formentlig ikke være een dansk-ejet pladeproducent tilbage i Danmark. Det er jo storkapital, det handler om, ikke urentabel små-idealisme.

Samtidig kan der vel heller ikke være tvivl om, at denne udenlandsk ejede - men dansk placerede -- industri vil være en "god" arbejdsgiver.

Tag som eksempel den såkaldt lette musiks område. Her gætter jeg på, at en hær af danske oversættere og arrangører vil stå parat til at drøvtygge disse nye arbejdsgiveres strøm af udenlandsk pop eller ugræs. Og så vil det virkelig begynde at fyge.

Jeg tror, at der her vil være en mulighed for at leve fedt. Især hvis man lod KODAs genretabel helt bortfalde! (Har vi ikke allerede bed forårets KODA-debatter set tegn på, at der er kræfter i gang i den retning'? Og: Hvilken rolle spillede allerede den udenlandsk ejede pladeindustri i disse debatter?)

Eksemplet kun en detalje. Kan måske alligevel tjene til belysning af det, jeg mener det drejer sig om: enten at leve fedt på andres betingelser -- eller at leve frit på sine egne.

Tidnød
Formanden for Fællesrådet for udøvende kunstnere i Danmark,
professor Asger Lund Christiansen:
Ikke på grund af manglende interesse, men udelukkende af tidnød må jeg desværre give afkald på at medvirke.

Dansk Musikpædagogisk forening
ved formanden,
mag.art. Henning Bro Rasmussen:
Som svar på Deres skrivelse af 17.4.72 med anmodning om en udtalelse fra DMp F's bestyrelse til Dansk Musiktidsskrift om faglige spørgsmål i forbindelse med Danmarks eventuelle indtræden i EEC, skal jeg meddele, at foreningen afstår fra at yde det ønskede bidrag, idet meningerne om Danmarks indtræden i EEC blandt DMp F's medlemmer -- som andre steder - er delt mellem for og imod i et blandingsforhold, der gør en bestyrelses-udtalelse umulig.

Det kgl. Danske Musikkonservatorium
På konservatoriets vegne skriver rektor,
professor Poul Birkelund:
Idet jeg takker for fremsendelsen af Deres forespørgsel vedr. problematikken ved en evt. indtræden i EF, skal jeg herved på Det kgl. Danske Musikkonservatoriums vegne lade Dem vide, at konservatoriet finder, det ligger uden for vort kompetenceområde at udtale os om de eventualiteter, der er nævnt i Deres spørgeskema. Vi mener, det må henhøre under Ministeriet for kulturelle ardiggender's område.

I tilknytning hertil har Poul Birkelund sendt
DMT følgende personlige meningstilkendegivelse:
Jeg har tænkt meget over Deres forespørgsel vedr. problematikken Danmarks indtræden i EF, og jeg vil begrænse mit svar til alene at omfatte området Musikuddannelsen, idet jeg mener, der er så megen organisationsproblematik i Arbejdsforholdene, som jeg ikke føler mig kompetent til at svare på.

Til spørgsmålet om en harmonisering af musikuddannelserne på alle niveauer inden for EF-området kan jeg udtale, at uddannelserne ved Europas forskellige førende konservatorier idag på mange områder er ens i såvel studieindholdsmæssig henseende som i varighed af studiet, hvorfor store ændringer ikke bor forventes.

Centralisering af Musikuddannelsen? Et konservatoriestudium hviler i høj grad på individuel undervisning, hvilket gør, at det kan foregå på ethvert konservatorium, hvor talent og kyndig lærerkraft er til stede.

Afrunding af orkestermusikeruddannelsen og operasangeruddannelsen kan tænkes højnet ved et samarbejde flery konservatorier imellem, således som der her i landet allerede er taget skridt til ved det nyligt afholdte konservatoriernes fælles orkesterserninar i Sønderborg. En vis udbygning af dette kunne tænkes at være gavnlig med henblik på egalisering af standarden i Europa.

En specialisering på afgrænsede områder kunne måske tænkes, f.eks. med henblik på komponistuddannelsen. Jeg tænker her på elektronmusik, da dette kræver meget kompliceret og dyrt apparatur.

Jeg anser den nuværende konservatoriestruktur på regionsbasis som værende noget meget værdifuldt for vort nuværende og fremtidige musikliv. Et konservatorium placeret i de forskellige landsdele vil være med til at skabe musikmiljø, og der vil naturligt kunne udbygges mange værdifulde musikkulturelle aktiviteter omkring de enek Ite læreanstalter. Værdifuldt vil det absolut også være, at den faglige og pædagogiske metodefrihed bevares.

Om Deres sidste punkt vedr. beskæftigelsessituationen mener jeg, at dersom vi fører en forsvarlig politik med hensyn til udvikling af børns musiksans og trang til aktiv beskæftigelse med musik fra de allertidligste år, vil det behov, der allerede idag er for musikere, såvel pædagoger som udøvende, sandsynligvis i lang tid fremover kræve uddannelse af velkvalificerede musikere, men vi må bestræbe os på at uddanne de musikstuderende så godt, at de kvalitativt vil kunne leve op til international standard. Vore mest begavede studerende har hidtil i vid udstrækning orienteret og videreuddannet sig ved ophold i store kulturcentre udenlands, hvilket fremover også vil ske - ligesom vi har en hel del udenlandske studerende her i landet.

Jeg håber, De forstår, at jeg som pædagog for unge musikstuderende må føle min forpligtelse til stadig at højne uddannelsen, således at de færdiguddannede studerende her i landet, dersom Danmark skulle blive medlem af det allerede etablerede fællesområde i Europa, fremover kan betragte dette som et naturligt virkeområde.

Det jydske Musikkonservatorium
I anledning af Dansk Musiktidskrifts brev af 17. april kan det herved meddeles, at Det jydske Musikkonservatoriums undervisningsråd ikke har ment at kunne besvare den heri indeholdte forespørgsel, da man er af den opfattelse, at den i følge sin karakter falder udenfor rådets virkeområde, og at det ville være mest naturligt at søge spørgsmålene besvaret ved en henvendelse til ministeriet for kulturelle anliggender.

Ligesom Poul Birkelund har rektor Tage Nielsen ønsket at fremsætte en personlig kommentar til spørgsmålene om musikuddannelse:

Spørgsmålet om harmoniseringen og dens mulige konsekvenser for uddannelsen: Efter hvad jeg umiddelbart kan få øje på: en mulig øget kvalitetsmæssig konkurrence på nogle uddannelses-områder - ikke på alle: alene af sproglige grunde falder således de musikpædagogiske uddannelser for en væsentlig del udenfor.

Således som jeg forstår begrebet "harmonisering" implicerer det ikke nødvendigvis en arbejdsdeling. Bl.a. derfor mener jeg at spørgsmålene (om centralisering af musikuddannelsen og arbejdsdeling mellem konservatorierne, red. anm.) kan besvares med nej, også fordi der ikke har vist sig tendenser i den retning inden for musikuddannelserne i de nuværende EF-lande.

Spørgsmålet om faren for: en anfægtelse af den faglige og pædagogiske metode-frihed: teoretisk ja (på grund af den øgede konkurrence). Men i praksis: jeg har svært ved at forestille mig en begrænsning af "den faglige og pædagogiske metodefrihed- i f.eks. tre så grundforskellige og gennem generationer så grundfæstede musikuddannelser som den franske, den italienske og den tyske. Så mon dog?

Spørgsmålet om en evt. ændret beskæftigelses-situation: ja, i det omfang der bliver tale om den under 1) nævnte øgede konkurrence kan man nok forestille sig skærpede adgangskrav på nogle af uddannelsesområderne.

Nordjysk Musikkonservatorium
ved Orla Vinther og Knud Michael Jensen:
Hvilke konsekvenser vil en eventuel dansk indtræden i EF få for musikuddannelsens forskellige grene?

Spørgsmålet er umuligt at besvare, idet dette problem kun er en lille detalje i et vældigt kompleks af økonomiske, sociale, sikkerhedspolitiske og kulturelle faktorer. Spørgsmålet er endnu mere vanskeligt på baggrund af, at det tilsyneladende er ganske umuligt at opnå entydige svar fra politikernes og de sagkyndiges side på, hvad der vil ske med Danmark i EF. Derfor kan dette ikke blive nogen besvarelse, men højest nogle principielle betragtninger om vort musikopdragende arbejde og hvilken drejning dette muligvis kan få ved en tilslutning til EF.

Vort musikopdragende arbejde her i landet må siges at være dybt præget af en manglende målsætning fra politikernes side. Dette forhold viser sig tydeligst i folkeskolens fagstruktur, hvor de musiske fag er blevet tilsidesat hvad angår timetal, økonomiske midler, veluddannede lærere, lokaler o.s.v. Uden baggrund i nogen som helst dybere filosofi har man delt skolefagene i de erhvervsbetonede og de fritidsbetonede, hvor altså de sidste står meget svagt.

Folkeskolens musiske og kulturelle miljø må siges at være af en sådan art, at forudsætningerne for kulturkløften den kulturelle klassedeling - her bliver tilvejebragt og grundfæstet.

På de højere musikuddannelser gør tilsvarende forhold sig gældende. Målsætningen her er først og fremmest at reproducere, at bevare, at forske o.s.v. Udelukkende processer, der peger bagud. Uden en fortid, har vi ingen fremtid, men en beskæftigelse udelukkende med fortiden, hindrer en kulturel fremtid, og så er det i den forbindelse temmelig ligegyldigt, om vi står indenfor eller udenfor EF.

Der har dog i de senere år været tegn på, at et sindelagsskifte måske er under udvikling. Den ensidige teknologiske udvikling har medført en række problemstillinger, som har tvunget os ind i overvejelser angående miljøopbygning og beskyttelse. Vi er måske endelig ved at få øjnene op for den dybe sammenhæng mellem de økonomiske, teknologiske strukturer og de sociale, miljørnæssige og kulturelle strukturer.

Hvis en sådan holdningsændring virkelig er på vej, kan et evt. medlemsskab af EF betyde en forsinkelse af denne ændring, hvis EF-samarbejdet fortrinsvis skal baseres på og være en spore for en fortsat acceleration i den teknologiske udvikling.

Hele spørgsmålet er altså til syvende og sidst afhængig af hvilke politiske kræfter, der på længere sigt vil få overtaget i EF. Skal vort europæiske samarbejde indrettes efter en borgerlig-kapitalistisk model, som vi allerede nu kan iagttage som værende forældet? Eller bliver grundlaget en udvikling med hovedvægten lagt på de rnenneskelig-sociale sammenhæng? Dette er det afgørende punkt for hele den Vesteuropæiske kulturform og dermed også for vor musikkultur.

Før dette svar er kendt, er det umuligt at give nogen som helst detaljeret redegørelse for vore fremtidige forhold.

Vestjysk Musikkonservatorium
Direktør Peder Holm skriver:
Deres brev af 17.4. blev forelagt konservatoriets studienævn på mode d. 25.4. Man vedtog, at to af nævnets medlemmer sammen med to andre skulle behandle de nævnte problemer.

I praksis blev det til, at docent Finn Lykkebo udformede vedlagte skrivelse, som blev forelagt studienævnet d. 17.5.; 9 incl. underskriveren - af nævnets 12 medlemmer gik ind for skrivelsens indhold.

Personlig ser jeg mig ikke i stand til og føler mig ikke kompetent til at besvare Deres spørgsmål. Hele den hidtidige debat for og imod EF viser iøvrigt efter min mening kun altfor tydeligt, at der er tale om tro, ikke om viden.

Som svar på Deres forspørgsel om konservatoriets overvejelser i forbindelse med eventuel indtræden i EF skal jeg anføre følgende:

I en tid hvor Danmarks suverænitet er truet og hvor vor egen kultur allerede på nuværende tidspunkt i høj grad er præget af andre vestlige og østlige kulturtræk, må det kunne fastslås, at for den del af folkelivet som hører musikken og musikuddannelsen til vil en indtræden i EF få de allervideste konsekvenser.

Den hårdt anfægtede del af vor tilværelse som omfatter vor søgen efter identitet og reelle tilhørsforhold vil, ved en massiv generel og kulturel påvirkning sydfra, yderligere blive anfægtet.

De problemer som den enkelte føler ved - i den i forvejen eksisterende økonomisk-sociale Europa/USA-kultur - at være dansk, vil vokse ved en indtræden i EF og her næppe finde nogen afklaring.

På alle områder vil KONKURRENCEN blive tidens devise. Ikke mindst på musikkens område - og hermed erhvervsområdet - hvor den indbyggede og almindeligt accepterede "sunde" konkurrence vil blive stærkt intensiveret.

Spørgsmålet om centralisering besvares bedst ved at henvise til almindelige eksisterende tendenser i samfundsstrukturen: der er næppe nogen tvivl om at centraliseringsbegrebet vil overleve en tilslutning til fællesskaberne og her accellerere og få større vægt under henvisning til de økonomisk-rationelle betingelser som et økonomisk samlet Europa åbenbart skal leve under. Til enhver tid vil det stedse mere højreorienterede Centraleuropa prioritere de økonomiske gevinster højst. Som man siger i Vestjylland og velsagtens også andre steder: "-hvad vi har sparet har vi tjent". Men denne gamle talemåde som er udsprunget af armod og tvungen sparsommelighed er absurd i teknokratisk-kapitalistiske samfund som de vesteuropæiske og amerikanske.

Spørgsmålet om specialisering dækker den anden side af samme sag som centraliseringstanken.

Specialiseringen kan opfattes som en del af centraliseringen eller som alternativ, - altså en slags uddelegeret centralisering.

Spørgsmålet om frihed i fag og metode må jævnt hen besvares i samme ånd som ovenstående: denne frihed/ uftihed vil være en følge af de strukturændringer der må forventes indført i forbindelse med centralisering/specialisering af undervisningen.

Adgangsbegrænsning er en logisk følge af arbejdsløshed og den kan naturligvis ventes indført hvor den skønnes påkrævet.

Prognoser om det kommende fællesskabs behov for højt uddannede musikere er det selvsagt svært at opstille.

Men for præcist at besvare det hovedspørgsmål som må formodes at ligge bag detailspørgsmålene til slut dette:

Jeg finder at en indtræden i EF på alle kulturelle områder (folkeliv, kunst etc.) og hermed altså også på musikuddannelsens område vil få så uoverskuelige konsekvenser at en sådan indtræden får karakter af eksperiment. Eksperiment med vore mest essentielle livsbetingelser. Eksperiment med vor fælles identitet.

Århus Universitet
Seminariet "Musikken l Danmark 1971/72"
ved Mogens Helmer Pedersen:
Ovenanførte seminar ved Århus Universitet har fået overdraget opgaven med at besvare dmt's spørgsmål vedrørende EF, afsnittene B og C (om kulturpolitik og uddannelse). En gruppe på fire seminardeltagere blev etableret med henblik på at besvare spørgsmålene, men har efter indgående drøftelser besluttet at undlade at besvare henvendelsen. Med følgende motivering:

Dmt's spørgsmål er af karakteren: "Hvad vil der ske, når (hvis) vi kommer i Fællesmarkedet? " - Man kunne lige så godt have stillet spørgsmål af en anden karakter: "Hvad vil der ske, hvis ikke ... ? " eller: "Hvorfor skal vi ikke ind i Fællesmarkedet? ".

Uanset hvilken karakter spørgsmålene vedrørende dansk forhold til EF har, vil deres besvarelse altid være præget af den enkelte besvarers personlige stillingtagen til et medlernsskab = politiske holdning.

Er man imod, vil argumentationen udspringe af en helhedsopfattelse af samfundsstrukturen og derudfra de enkelte elernenters indplacering i denne helhed.

Er man for, vil argumentationen udspringe af de enkelte elementer, løsrevet fra sammenhængen - en atomistisk opfattelse af enkelttingenes betydning.

Disse to former for argumentation vil helt indlysende være i indbyrdes modstrid. Derfor fører en diskussion om medlemsskab i EF - når denne diskussion skal fores ud fra enkelte spørgsmål, som dem drnt har opstillet - ikke til andet end en frugtesløs situation, hvor tilhængeren ustandselig trækker enkelthederne ud af den helhed, som modstanderen fastholder.

Dette forhold gør sig gældende overalt, hvor der debatteres EF - også når det gælder kultur og derfor musik.

I den sidste ende drejer det sig efter vor opfattelse om den samfundsmæssige målsætning på langt sigt: skal den være liberalistisk-kapitalistisk for at skabe en gunstig ramme om den enkelte borgers udfoldelsesmuligheder, eller skal den være socialistisk-samfundsetisk og tage hensyn den globale sammenhæng (U-landene, forureningen etc.). Man kan nøjes med at fastslå, at det ikke kan være nogen ligegyldigt (heller ikke kunstnere og musikere eller musikpædagoger) på hvilken samfundsmæssig basis, de vil udøve deres virke.

De vil under alle omstændigheder komme til at fungere som det til enhver tid gældende systems tjenere.

Og det må kort og banalt fastslås, at der i så henseende ikke er forskel på musikere, komponister, husmødre, ingeniører og skraldemænd.

Det system, der på længere sigt tjener jordens befolknings interesser bedst, tjener også danske musikere, komponister og musikpædagoger bedst.

Musikkritikeren Jens Brincker:
Til spørgsmål A, om arbejdsmarkedsforhold:

For de musikere, der er beskæftigede i den "seriøse" musiks regi herhjemme, vil Romtraktatens bestemmelser om arbejdskraftens fri bevægelighed næppe få de store betydninger. Danske musikere er ansat i tjenestemands- eller tjenestemandslignende stillinger, og jeg kan ikke forestille mig, at noget overstatsligt organ i EF skulle være interesseret i at ændre på dette forhold.

For café-musikere og andre løst ansatte musikeres vedkommende må man nok forudse, at den beskyttelse af danske musikere, der finder sted nu, vil blive vanskelig at opretholde i EF. Dette anser jeg ikke for at være nogen ulykke.

Til spørgsmål B og C, om kulturpolitik og uddannelse:

Direkte får tilslutning eller ikke-tilslutning til det europæiske fællesskab næppe nogen større indflydelse på dansk kulturpolitik og danske uddannelsesmønstre. Indirekte kan man derimod forudse forskellige goder og ricici, som er knyttet til begge situationer:

Tilslutning til EF kan på kortere sigt betyde et økonornisk opsving, som vil muliggøre en mere aktiv kulturpolitik, en bedre uddannelsesstøtte og rigeligere uddannelsesbevillinger. Dette er i sig selv positivt, men der består en fare for, at et ydre tryk skal give sig udslag i en nationalistisk tankegang, der vil søge vor kulturelle egenart frernhævet som modvægt mod en økonomisk og politisk integration i fællesskabet. Dette kan resultere i en chauvinisme, som efter min mening vil være ulykkelig. En protegering af alt, der har Dannebrog i knaphullet hvilket historisk altid har været til skade for dansk musikkultur.

Ikke-tilslutning til EF vil på det kulturelle og uddannelsesmæssige område betyde bevarelse af status quo, idet Danmark normalt har befundet sig i et musikkulturelt fællesmarked. Forbindelserne mellem dansk og europæisk musikkultur er ganske snøevre, så vi er i den paradoksale situation, at en tilslutning til det økonomiske og politiske fællesskab kan betyde en kulturel isolation, hvorimod der næppe er grund til at frygte isolation, hvis vi bliver ude af EF. Derimod er der grund til at frygte, at en ikke-tilslutning vil betyde en økonomisk nedgangsperiode, i hvert fald af kortere varighed, og sløje tider vil utvivlsomt give sig udslag i knappere bevillinger og en forsigtig kulturpolitik.

For at resumere:
Tilslutning vil betyde flere penge til kultur og uddannelse og risiko for en forkert anvendelse af disse penge. Ikke-tilslutning vil betyde knappere midler i en årrække, men næppe nogen risiko for en uheldig drejning af landets kultur- og uddannelsespolitik.

Frygten for at EF gennem sine organer vil gribe direkte ind i vor uddannelse af musikere og vor musikpolitik anser jeg for at bygge på ren selvovervurdering.

Enquetens spørgsmål blev endvidere sendt til følgende institutioner og personer: KODA, Statens Kunstfond, Dansk Kapelmesterforening, Det unge Tonekunstnerselskab, Det fynske Musikkonservatorium, de musikvidenskabelige institutter ved universiteterne i København og Århus, Dansk Organist- og Kantorsamfund, Danmarks Radios musikchef, Det kgl. Teaters operachef, Wilhelm Hansen musikforlag, musikkritikeren Hansgeorg Lenz og professor dr. phil. Jan Maegaard.