Grammofon

Af
| DMT Årgang 47 (1972-1973) nr. 01 - side 21-22

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Annonce

Poetisk podcast

Annonce

Edition s

Ved Ib Planeh Larsen

Percussion from Denmark

CAMBRIDGE RECORDS CC 2824

1) EDGARVARÈSE:

Ionisation (1931). Slagtøjstuderende ved konservatoriet i Århus (Liveoptagelse). Dir: Bent Lylloff

2) PER NØRGÅRD:

Waves (1969). Bent Lylloff, slagtøj.

3) BENTLYLLOFF:

Piaces (1971).

Copenhagen Percussion Ensemble med strygere fra Det kgl. Kapel. Dir: Bent Lylloff.

4) PER NØRGÅRD:

Rondo (l964).

Copenhagen Percussion Ensemble.

Denne plade er efter omslagstekstens stil og indhold at dømme bestemt for eksport til det amerikanske marked. Og det er en særdeles god idé at eksportere to væsentlige Nør-gård-værker i en fremragende udførelse. Alene på grund af ""Waves"" for slagtøj solo (identisk med musikken til Flemming Flindt-balletten ""Trio"") bør man købe pladen. Et ganske enkelt forløb med en umiddelbar forståelighed, der mere end en hel forelæsningsrække anskueliggør differensfænomenet hos Per Nørgård, som det fremstår i hans sidste værker. Og for pædagoger en inspiration til elevopgaver, der udnytter samme spændende princip og til illustration af et vigtigt fænomen i ny musik.

Også Nørgårds ""Rondo"" bør findes på plade, og Københavns Slagtøjs-gruppe har sørget for en udmærket indspilning. Men så bliver det også problematisk. Varèse's ""Ionisation"" findes allerede i flere professionelle indspilninger, så det kan kun blive et kuriosum at få den med Bent Lyl-loffs elever fra Århuskonservatoriet

— hvor glædeligt det end er at konstatere, at udførelsen er glimrende, selv om den (naturligvis) ikke når op på højde med de professionelle indspilninger, jeg har hørt. Det er også morsomt at stifte bekendtskab med Bent Lylloff som komponist, men særlig repræsentativt for ny dansk musik kan valget jo ikke siges at være. Og når man tænker på, hvilke nye danske værker der endnu ikke er indspillet, så må det siges at være en overordentlig flot disposition. Men det hænger øjensynligt sammen med hele idéen med pladen, der åbenbart har været at præsentere Bent Lylloff i så mange funktioner som muligt. Hvor fortjent en sådan præsentation end er, når det drejer sig om den udøvende kunstner Bent Lylloff, så vil jeg hævde, at alle parter havde været bedre tjent med et værk for eksempel fra Trio Mobiles repertoire. Det skal bemærkes, at pladeomslagets værkkommentarer er udmærkede, men at mit eksemplar skæmmes af for meget rillestøj.

Studentersangforeningen

FON A TF 131

1) J.P.E. HARTMANN:

Vølvens Spådom (1872). (Tekst: Ældre Edda). Studentersangforeningen. Tivolis Koncertsals Orkester. Dir: Eifred Eckart-Hansen.

2) INGOLF GABOLD:

Your sister's drown'd (1968). (Tekst: Shakespeare). Studentersangforeningen. Dorrit Maack, sopran. Dir: Tamas Veto.

3) NIELS VIGGO BENTZON:

Sagn (1964) (Tekst: Erik Knudsen). Studentersangforeningen. Kai Hansen, tenor. Bent Norup, baryton. Tivolis Koncertsals Or-

kester.

Dir: Eifred Eckart-Hansen.

4) VAGN HOLMBOE:

3 Inuit-sange (1956). (Tekst: Knud Rasmussen). Studentersangforeningen. Ulrik Cold, baryton. Palle Ritz Andersen, pauker. Dir: Tamas Veto.

Studentersangerne skuffede mig noget. Selv om det påstås på omslaget, at de er vant til et moderne repertoire, virker de især i Gab olds værk u-sikre og ikke nær så overbevisende som Radiokoret i sin tid. Sopranen Dorrit Maack forekommer mig heller ikke helt vellykket. Stemmen er for unuanceret og for lidt ekspressiv. Det gode værk havde fortjent en bedre udførelse. Hartmann klinger straks bedre, og de øvrige værker får pæne udførelser.

Den danske kvartet

FONATF126

1) NIELS VIGGO BENTZON:

Strygekvartet nr. 6, opus 124 (1960).

2) POUL ROVSING OLSEN:

Strygekvartet nr. 2, opus 62 (1969).

3) SVEND WESTERGAARD:

Strygekvartet, opus 28 (1966).

4) PEDER HOLM:

Strygekvartet (l967). Fire førsteindspilninger af danske strygekvartetter. Tre gode gamle gedigne kvartetter, hvor det mest overraskende egentlig er de sene kompo-sitionsårstal. Og så Rovsing Olsens spændende og humørfyldte kvartet, som der sker en masse i både materi-alemæssigt, klangligt og rytmisk. Men i alle fire tilfælde bemærker man med megen glæde en strålende optageteknik (Peter Willemoës) og et rent ud fantastisk intenst, præcist og livfuldt spil af vor statskvartet.

Vagn Holmboe

FONATF 123

1) ""Suono da bardo"". Symfonisk suite for klaver, opus 49 (1949). Anker Blyme, klaver.

2) Sonate for fløjte solo, opus 71 (1957).

András Adorján, fløjte. Holmboe-pladen er vægtig. De 2 soloværker føjer sig smukt ind i den

efterhånden ikke helt lille række af Holmboe-indspilninger, der findes. Kunstnerisk forløser Anker Blyme det righoldige musikalske indhold i den store symfoniske klaversuite, og András Adorjáns gengivelse af fløjtesonaten er intet mindre end en oplevelse. Der er tale om en så sublim beherskelse af instrumentet og en så musikalsk indlevelse i det vanskelige værk, at man må love for det valg mellem tandlægebor og fløjte, som

den 27-årige ungarskfødte musiker i sin tid foretog. Han er nu 1. solofløjtist ved Stockholm-operaen, og denne plade er hans første solo-indspilning, men forhåbentlig ikke den sidste.

Der er igen grund til at fremhæve Peter Willmoes' indspilningsteknik, selv om diskantklangen i klaverind-spilningen forekommer mig for hård og fløjtesonaten skæmmes af præ-ekko.

Årgang 47/1972-1973, nr. 01