Skolens yngste - uden sang og musik- eller hvad ?

SKOLENS YNGSTE

uden sang og musik- eller hvad ?

Læseplansudvalget for folkeskolen har udarbejdet tre forslag til vejledende timeplaner, som en række fagudvalg for tiden er ved at udbygge og konkretisere.

I to af de tre forslag er de hidtidige to ugentlige timer i sang og musik simpelthen pillet ud. Først i tredje klasse gives der én ugentlig time i faget; i de følgende tre klassetrin to ugentlige timer. I syvende og opefter forsvinder faget atter. I det ene af de tre forslag foreslås musikken på de to første klassetrin lagt ind under faget dansk. En kraftig reduktion, for ikke at sige: eliminering af musikken i folkeskolen er m.a.o. en truende mulighed, som d. 14/5 fik musikkritikeren Jens Brincker til i Berlingske Tidende at rykke ud med en kommentar, hvor han sammenlignede ministeriets nuværende holdning til faget musik med den man havde for blot få år siden, hvor man fordoblede fagets timer fra én til to om ugen i de yngste klasser. Brincker vil vide, at man blandt musiklærere simpelthen ikke forstår dette omslag i myndighedernes holdning, og han fortsætter: ""Baggrunden for denne ministerielle siksak-kurs (. . .) er til en vis grad et modelune. Der var hausse i de ""musiske"" fag for nogle år siden. Nu er der baisse. Men det er ikke hele forklaringen. Langt fra alle landets skoler har kunnet udnytte den chance, skolemusikken fik da timetallet blev fordoblet fra én til to ugentlige timer. Der har været lærermangel blandt specialuddannede seminarielærere med musik som liniefag, og faget har ofte fristet en usikker tilværelse blandt vikarer og nyansatte, som lod sig presse til et skema med mange musiktimer"". At der ikke blot er tale om siksakkurs, men decideret selvmodsigende holdning hos det offentlige, fremgår af, at konservatorierne netop er begyndt at uddanne musikpædagoger med særligt sigte på den ansvarsfulde undervisning af skolens yngste. En

undervisning man altså nu vil afskaffe. Brincker slutter med følgende kultur-politiske salut: ""Det man ødelægger er selve kontinuiteten i musikundervisningen fra børnehaven til konfirmationen. De elever, som skolen eller forældrene ikke giver mulighed for en personlig musikudfoldelse, henvises til de officielle musikspredere - fornemmeligs t program 3.

Mon de husker, at melodier også er noget man kan lave, synge og spille selv, når de får musik på skoleskemaet i 3. klasse. ""

Brinckers kommentar affødte en række indlæg fra andre musikfolk, pædagoger m.fl. Formanden for Statens Musikråd, Kjeld Hansen fastslog d. 15/5:

""Ved at lade musik gå ud som selvstændigt fag i de to første skoleår og henvise musikundervisningen til den vilkårlighed, der uvægerligt bliver den til del som blot integreret i faget dansk, fjerner man selve grundlaget for en efterfølgende musikopdragelse"".

Kjeld Hansen kan i den forbindelse oplyse, at henvendelse fra Statens Musikråd (der sorterer under kulturministeriet) til undervisningsministeriet blot har ført til et ""temmelig intetsigende svar"" ultimo marts, hvorfor man har bedt om et samråd. Et særligt standpunkt i debatten indtog rektoren for Det jydske Musikkonservatorium, komponisten professor Tage Nielsen i et indlæg d. 16/5. Han spørger om skaden egentlig ville være så stor, hvis musiktimerne i de yngste klasser ryger ud, og han slår i stedet et slag for den frivillige musikundervisning: ""Lad os for alvor få den i gang; det er helt urimeligt, at det skal være så dyrt at lære at spille et instrument, som det i dag er tilfældet langt de fleste steder i landet. Altså sagt kort og kynisk: jeg solgte gerne noget af folkeskolens obligatoriske musikundervisning (. . J mod til gengæld at få en effektiv lovgivning til støtte af

den frivillige undervisning"". . . Sanginspektør i Københavns Kommune Kai Otto Andersen peger på, at den foreslåede nedskæring vil betyde en kraftig forringelse af skolernes musikundervisning i forhold til de øvrige nordiske lande. Hans bidrag, der bragtes 19/5, betoner også vigtigheden af en øget frivillig undervisning.

Musiklærer ved Tårnby kommunale skolevæsen, Finn Erik Larsen bevidnede d. 20/5, at det som Brincker havde kaldt ministeriets sik-sak-kurs i realiteten er et afbræk på den udvikling, som fordoblingen af timetallet 1969 havde sat i gang: ""Vi er på vej ind i en tid, hvor en ganske almindelig skoleklasse i en ganske almindelig folkeskole kan synge lettere sange fra bladet, spille lettere satser efter noder, kan lære at spille på mange forskellige melodi-og rytmeinstrumenter, kan udtrykke sig kropsligt ved hjælp af musikken og meget mere. - Der er så mange materialer og så mange kursustilbud for lærere, at vi burde lade den positive udvikling få en længere line"". Fsv. angår de konkrete muligheder for at gå mod tendensen i timeplans-forslagene fastslår Finn Erik Larsen, at ""notatet (fra læseplansudvalget) kun er et notat, som man ikke behøver rette sig efter — især ikke hvis forældrene siger noget andet"".

Både musikpædagog Grethe Agatz og lærer ved Dansk Musikakademi Kirsten Bruun giver udtryk for stærk betænkelighed ved forslaget. Sidstnævnte understreger (26/5) nødvendigheden af en decideret musiklovgivning, der kan sikre den kontinuitet i opdragelsen, der er betingelsen for et sundt musikliv. Den slags pædagogiske debatter går ofte* bogstaveligt og overført hen over hovederne på dem det hele drejer sig om: eleverne. En fik dog opladt røsten, elevrådsmedlem Søren fra 2. klasse i en københavnsk kommuneskole, der d. 18/5 under overskriften ""Hvis læreren forelsker sig i en plade"" bl.a. bemærkede: de fleste synes, det (sang) er noget skidt, og nogen sagde, at ""sang skulle være sådan, at man kunne spille på fløjte og på trommer og guitar og alt det der. Det synes jeg også man skulle gøre lidt tiere. Det mest vanvittige er, hvis en sanglærer nu går hen og bliver forelsket i en plade - så hører man den 2071 gange. Og det kan være en hippieplade eller en b ørneplade. Det er altid den, de sætter på, man er ved at besvime hver gang de sætter den på"".

Det bemærkes, at fagudvalget for ""Legemsøvelser og Musik"" består af viceskoledirektør i Odense Emil Pedersen, professor Gunnar Heerup og lærer Kirsten Kjersgaard. Fagbetænkningen skal være færdig senest før sommerferien 1973.

DMT bemærker i marginen: denne i

alle måder prisværdige Berlinger-de-bat koncentrerer på ensidig vis sin bekymring om de yngste klassers obligatoriske musikundervisning. Kontinuiteten mellem børnehaven og konfirmations-alderen er truet. Hvad med efter konfirmationen? Syvende klasse og opefter. Der tænkes hermed ikke på de tilbud som står åbne for dem der går gymnasievejen eller får tilsvarende uddannelse, men på den blikkenslager-lærling in spe der opdager et brændende ønske hos sig selv om at spille guitar, tværfløjte eller bare vide mere om musik. I manchetten til første artikel i Ber-lingerserien- (14/5) oplyses det, at der ""går rygter om mulighed for tilvalg på de tre sidste klassetrin"". Punktum. I den videre debat, som må blive konsekvensen af Berlinger-oplægget, må disse rygter oplyses og afklares. Det må selvsagt særlig ske

med henblik på den frivillige instrumental-undervisning.

Det er m.a.o. ikke kun ""skolens mindste"" man skal tænke på. Nogle mener endog at puberteten er en ligeså afgørende fase i personlighedsudviklingen som latens-perioden mellem fem- og tolv-års alderen. Uden mindste ironi må vi citere Goethes definition af kunstnerisk evne som ""ständiger Pubertät"". Megen bongo-tromme-aktivitet i 2. klasse betyder mindre for en sund musikkultur end en god pædagogs sans for det vågnende udtryksbehov hos en tretten-årig. Det er formentlig også her at den reflekterede musiklærer finder et ansatspunkt for modstand mod den overmægtige bevidstheds-industri — på musikkens område spec. PUL