System og historie

SYSTEM

OG HISTORIE

Carl Dahlhaus (ed.): Einführung in die systematische Musikwissenschaft. (Tibor Kneif, Helga de la Motte-Haber, Hans-Peter Reinecke, C.D.) Musikverlag Hans Gerig Köln, 1971.

Musikvidenskab har i nogle generationer været identisk med musikhistorie, groft taget. Ganske vist har man opereret med en inddeling i historisk og systematisk musikvidenskab. Sidstnævntes opgave er det i følge Guido Adlers berømte programartikel om "Umfang, Methode und Ziel der Musikwissenschaft" (vierteljahr-schrift für Musikwissenschaft 1885), at opstille de "som de øverste gældende, lovmæssigheder i tonekunstens enkelte grene". På den måde er den systematiske musikvidenskab forskningens endemål: at uddrage evigt gyldige love af historiens mylder af fænomener. Imidlertid har det i forskningsmæssig og pædagogisk praksis været nærmest omvendt: musikteori, æstetik, musikpsykologi, akustik osv. har højst status som hjælpediscipliner for hovedsagen, som er historien. Hvis ikke man ligefrem har "historiseret" disse discipliner. F.eks. dyrkes musikæstetik herhjemme ved magisterkonferens som en historisk disciplin, nemlig som musikæstetikkens historie. Kun sekundært — om overhovedet — behandles den som en primær-filosofisk disciplin om musikalske værdiudsagns status.

Er tiden inde til en vægtforskydning over på de systematiske discipliner inden for musikforskningen? Næppe. Den ovenfor citerede målsætning for systematisk musikvidenskab klinger i dag naivt. " Den overbevisning, at genstanden for den systematiske videnskab er en altid identisk, uforanderlig "musikkens natur" hinsidens eller neden under historien, er stort set opgivet", skriver Carl Dahlhaus i forordet til nærværende samling essays om systematisk musikvidenskab. Han fastslår fyndigt: dét som man i så henseende har troet var natur, det være sig overtonerækken, tonaliteten eller grænsen mellem konsonans og dissonans - er ikke noget naturgivet, men begrundet i historien. Eller også er det ikke musik, men blot "substrat af musik", som Dahlhaus udtrykker det. Med andre ord: det er generelt accepteret — formentlig også uden for dialektiske materialisters kreds — at man ikke kan hive kunstneriske fænomener ud af deres historiske sammenhæng og tilskrive dem evig gyldighed. Systemernes tid er forbi. Alligevel kan man godt stille spørgsmålet, i hvor høj grad systematisk beskrivelses-måde har relevans for musikvidenskaben. Det er hvad denne bog gør. Den rummer fem bidrag: Hans-Peter Reinecke skriver om musikkens naturvidenskabelige grundlag (hård læsning for humanister). Musikpsykologien behandles af Helga de la Motte-Haber, Tibor Kneif skriver om æstetik og sociologi, og Dahlhaus selv om musikteori. Alle artiklerne er problemdiskuterende, man skal altså ikke forvente sig en liden håndbog med færdigsyede definitioner. Kontant stof gives med nogle gode litteraturlister. Dette problem-diskuterende præg gør det også svært i en kort anmeldelse at uddrage et entydigt svar på det stillede spørgsmål. For mig at se er Dahlhaus den der når længst. De to typer videnskab, historien som beskriver det ikke gentagelige, og systematikken, der udkaster hypoteser om lovmæssigheder, skulle strengt taget udelukke hinanden. Denne skelnen mener Dahlhaus er for stiv, for udialektisk. Han skriver (s. 128): "At f.eks. tonaliteten - uanset hvor bredt eller snævert man definerer den - ikke er nogen naturgiven, uforanderlig norm for musik eller musikalsk lytten er vel ligeså fastslået som det på den anden side ikke kan nægtes, at tonaliteten som struktur har gjort sig gældende gennem lang tid, gennem århundreder, og derfor ikke blot kan være genstand for historien, men også for en systematisk musikteori og en musikpsykologi, der forstår sig selv som teoretisk-eksperimental disciplin, altså formulerer regelmæssigheder uden at hævde at det drejer sig om naturlove i fysikkens mening". — Problemet er nu, at en sådan form for systematisk musikvidenskab blot vil resultere i klassifikationer af historiske fakta, i bedste fald i tværgående typologier. Dette kan nok kaldes systematik, men ikke systematisk teori. Dette er Dahlhaus da også klar over, og så gør han noget, som nærværende anmelder ikke klart kan genneskue om blot er en volte, eller virkelig rummer ansats til en rigtig musikteori. Han gør opmærksom på forskellen mellem substans og funktion: "Et musikalsk funktionsbegreb er - til forskel fra et substans-begreb — f. eks. kategorien "betoning" (Schwerpunkt); thi en betoning kan fremstilles og gøres følelig ved en betonings-accentuering, eller ved en antydningsvis agogisk forlængelse, eller gennem harmonik, altså ved musikalske midler, der substantielt ikke har noget til fælles, men dog opfylder samme funktion'' (fremhævelserne her).

En sådan funktionel musikteori — som Dahlhaus endnu bogstaveligt indrømmer er en luftig vision — ville være en virkelig systematisk teori, der går ud over den blotte historiske indregistrering.

Som sagt kan jeg ikke gennemskue om der her er tale om en virkelig dialektisk formidling mellem system og historie. Men Dahlhaus' gennemtænkning af problemet er under alle omstændigheder nyttig.

Poul Nielsen