Bahreins musikhuse

Af
| DMT Årgang 47 (1972-1973) nr. 02 - side 46-50

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

  • Annonce

    Annoncér hos Seismograf
  • Annonce

    Modtag nyhedsbrev

BAHREINS MUSIKHUSE

Poul Rovsing Olsen:

Der er mange slags musik på Bahrain-øerne i Den arabiske golf. Mangfoldigheden må virke forbløffende, når man erindrer, at befolkningen ikke tæller meget mere end 20.000 sjæle. Men forklaringen ligger lige for. De mennesker, der lever her, har rod mange forskellige steder i denne del af verden. Og de eller deres forfædre har fra hjemegnen medbragt musikinstrumenter og musikalske ideer, som stadig kan udfolde sig inden for minoritetsgrupper, og som undertiden endog har held til at blive accepteret i andre kredse af befolkningen.

I gamle dage hentede bahrainerne slaver fra Øst-Afrika. Disse slavers efterkommere er nu helt integreret i samfundet, men de holder fast ved forfædrenes musikalske traditioner. Således spiller de på lyre. Lyren er en instrumentform, der var populær i mange oltidsområder, således både hos sumererne og i det gamle Hellas. Som et kuriosum skal nævnes, at David ikke spillede på harpe for kong Saul, men på lyre. I vore dage overlever lyren kun i Øst-Afrika, og Bahrains lyre er da også hentet fra Sudan. Akkompagnementet gives på to trommer og ved hjælp af et bredt bælte af gedeklove, som en danser får til at frembringe rytmisk raslen. Denne form for musiceren hører afrikanerne til og kun dem. Fra Zanzibar og Mombasa har afrikanerne hentet en dansemusik, der kaldes lewah. Den kan efterhånden opleves i mange relationer. Ikke blot hos afrikanerne selv, men også f.eks. ved "arabiske" bryllupper. Normalt er dog hovedpersonen af mørk lød. Og hovedpersonen spiller på et oboinstrument, medens fire eller fem trommespillere skaber grundlaget for dansen og sangen.

Persernes foretrukne instrument er en sækkepibe gjort af gedeskind.

Denne sækkepibe har - i modsætning til for eksempel den skotske sækkepibe — ikke nogen bordunpibe. Den er ganske populær og spilles undertiden også af andre end persere. Balutshierne stammer fra Balutshistan i det nuværende Pakistan. Ligesom afrikanerne spiller de på et obo-instrument, som dog først og fremmest tjener til at skaffe bryllupsmusik. Deres obo er mindre og derfor højere klingende end afrikanernes.

Så godt som alle former for sang og musiceren kræver tilstedeværelsen af trommer, som forefindes i stort antal og i mange variationer — navne som tabal, aår, deff, muruas, dombok, derbuka og jakele betegner kun et udvalg af de sædvanligt forekommende trommer. Det siger sig selv, at hver tromme har sin funktion, og at enhver musikform kræver anvendelse af en bestemt slags trommer. Omanernes musikalske kendemærke er en dans, der ikke tillader anvendelse af melodigivende instrumenter, men kun bruger trommer - gerne to. Dansen hedder soma og forekommer i forskellige udformninger, med forskellige grundrytmer. Der eksisterer en Oman-soma, en Zanzibari-soma og en Swahili-soma, men alle hører de - i hvert fald på Bahrain — omanerne til.

Ingen af de musikformer, jeg hidtil har nævnt, kan siges at udmærke Bahrain fremfor så mange andre områder i Golfen. Heller ikke krigsdansene, der kan opleves i forbindelse med store nationale fester, men også under rigmandsbryllupper, adskiller sig fundamentalt fra, hvad man kan møde i Kuwait, i Qatar, i Saudi-Arabien eller i De forenede arabiske Emirater. Der er i det hele taget kun ganske få musikformer, om hvilke det tør siges, at de først og fremmest har Bahrain som hjemsted. Men det tør i hvert fald siges om perlefiskernes sange. Det skyldes, at Bahrain siden Arilds tid har været det uomtvistelige centrum for perle-fiskeriet i Golfen. Indtil for et halvt hundrede år siden var så godt som hele Bahrains befolkning på en eller anden måde beskæftiget med perler eller med perlefisken. Og alle kendte perlefiskernes sange. Men på verdensmarkedet har Bahrains perler måttet vige pladsen for japanernes kulturperler. Ikke perlerne, men olien skaber nu grundlaget for landets økonomi. Kun enkelte både går stadig hver sommer ud på østersbankerne, og der synges ikke mere på bådene. Det er 15-16 år siden, at de gamle sange sidst lød på bådene ude i Golfen. Og dog er disse sange endnu en levende tradition, for de synges den dag i dag i mange forsamlingshuse.

Araberne har altid yndet at have særlige huse, hvor de kunne mødes for at deklamere poesi og diskutere livsproblemer. På Bahrain-øerne finder vi en særlig udformning af denne skik. Perlefiskeriet hørte den varme årstid til. Det startede i begyndelsen af juni og afsluttedes i begyndelsen af oktober. Om vinteren havde perlefiskerne kun lidet at tage sig til. Og da de elskede deres sange, er det næppe så underligt, at de byggede sig kollektivhuse med store sale, hvor de om vinteren kunne mødes og synge sammen. Et sådant forsamlingshus kalder de dår (hvilket betyder hus, slet og ret). Og de mødes stadigvæk i deres forsamlingshuse mindst en gang om ugen, og de synger til glæde for sig selv.

På væggene i en dår hænger altid musikinstrumenter, nemlig de instrumenter, der hører perlefiskernes sange til. Her er tamburiner, store tøndeformede trommer og små to-skindstrommer. Her er små bækkener og de lerkrukker, der anvendes som slaginstrumenter i forbindelse med en særlig gruppe af sangene. For der er to hovedgrupper af sange: nahami eller arbejdssange og figiri eller sange, der hører natten til. Og inden for hver af disse hovedgrupper er der adskillige genrer, således at man må regne med, at der i hvert fald findes ialt tolv forskellige genrer af perlefiskersange.

I alle disse sange er der en eller to solister, professionelle sangere, som kaldes nahamer. Endnu i begyndelsen af dette århundrede må der have været mere end tusind nahamsangere. Idag er kun en halv snes stykker tilbage, og kun en eneste af disse sangere nyder beundring som fortidens største. Han hedder Salim Alan. Han er blind, og han er over tres år gammel. Det er den almindelige opfattelse, at når Salim Alan dør eller holder op med at synge, da afgår perlefiskersangene ved døden.

Enhver, der har studeret orientalsk musik, vil vide, at man i Orienten evner at holde sangstemmer vitale og unge på en måde, der er ukendt i Europa. I Indien har jeg lyttet til en 59-årig sangerinde, der tegnede sine musikalske arabesker med en ungpigeynde, som hendes 25-årige datter endnu knap besad. Og på samme vis må jeg erkende, at den alderstegne Salim Alan stadig beherskede sin stemme med mesterskab. Han har den ideale naham-røst. Den er tenor-agtig, og det skal den være, for solisten skal udfolde sig i to oktaver over perlefiskernes akkompagnement, der blot består i en stadig gentagelse af en og samme dybe tone. Alans stemme skærer igennem og er dog af en egen blid sødme og selvfølgelig umådelig agil.

Der er noget fantastisk over datzns perlefiskere, der synger og trommer til nahamernes arabesker. Der er vel tredive af dem, og de er mellem fyrre og halvfjerds år gamle. De har siddet på gulvets tæpper med arabisk værdighed, medens den rituelle ouverture fandt sted: servering af først te og siden beduin-kaffe (med kardemomme og nellike). Nu, hvor sangene startes, fyldes perlefiskerne med mystisk liv, ja, man må tro, at mange af dem er i en trancetilstand, hvor de føler sig tilbage i de gamle dage, da perlefiskeriet endnu var en livsbetingelse for Bahrains beboere. Arbejdssangene synges enten helt uden ledsagelse eller blot med akkompagnement af en enkelt tromme og et par små bækkener. Nattesangene derimod kræver et helt arsenal af slaginstrumenter, der følger rytmemønstre, der ofte er ganske vidstrakte og hyppigt går over 32 slag. En særlig sangform, singini, der hørte hjemkomsten fra perlefisker togterne til, er desværre så godt som uddød. Dens rytmemønster gik over 10 slag i et overmåde langsomt tempo. Netop det langsomme tempo kombineret med den omstændighed, at perlefiskerne selv i det store hele må gennemføre sangen uden væsentlig støtte fra de professionelle sangere, nahamerne, har medført at disse sange blev anset for vanskelige at synge, hvilket igen har haft til konsekvens, at de har været vanskelige at holde i live. Rytmen var fascinerende. Bahrain radio har gamle båndoptagelser af singinni —jeg lyttede til dem, som var jeg hypnotiseret.

I hele Bahrain er der vel idag otte eller ni datei (egentlig er flertalsformen dur) tilbage. Og de byder idag på andet end blot perlefiskere og perlefiskersange. Således er det ganske almindeligt at høre sange med 'ud (lut) i en dar. Hyppigst hører man da bastah og sant. Medens bastah er af iraqisk herkomst, er sant antagelig frugten af yemenitisk inspiration. Og medens bastah ikke anses for at have bahrainske træk, er det den almindelige opfattelse, at bahrainerne er santens mestre. En sant er gerne i tre satser. Først en instrumental introduktion, en taqsim, hvor udspilleren improviserer i en af de arabiske tonearter. Derefter en næsten recitativisk sang over et dialektalt digt, muanal Og endelig den egentlige sant, hvor fire små trommer, muruag, giver et pikant rytmisk grundlag for sangen og 'udspillet.

Dar-institutionen har fået en moderne aflægger i de musikalske klubhuse, hvor gammel bahrainsk tradition og engelsk indflydelse på smukkeste måde har fundet hinanden. I disse klubhuse forsøger unge bahrainere at skabe ensembler med violiner, harmonikaer, kontrabas, bongotrommer samt naturligvis en croon'ende sanger, og de frembringer ny-arabisk musik, der til forveksling ligner den, vi kender fra Ægypten eller Libanon. Man må beundre disse unge mænds ihærdighed og føle sig forstemt, når man lytter til resultaterne af deres indsats. Ejendommeligt nok er mange af dem gode kendere af øernes traditionelle folkemusik og forekommer langt gladere, når de har lejlighed til at udfolde sig i de gamle mønstre, end når de træner med de ny.

Alligevel må vi se i øjnene, at den kommercielle arabermusik snart vil tage livet af den folkelige musik. Folkemusik er knyttet til ganske bestemte begivenheder eller arbejdsformer, og når disse begivenheder ophører med at indtræffe, og når disse arbejdsformer afløses af andre af mekanisk art, skal der et mirakel til for at holde folkemusikken i live. Men endnu i en kortere årrække vil Bahrain være et sted, hvor musikken og den daglige tilværelse har en hemmelighed sammen.

Årgang 47/1972-1973, nr. 02