Bøger

Beethoven-pædagogik

Jens Østergaard: Beethovens klaverkoncerter. Wilhelm Hansen Musikforlag. København 1970. 80 sider. Blandt de mange ting som kom ud af Beethoven-året 1970 var også en lille bog om Beethovens klaverkoncerter af cand. mag. Jens Østergaard. Bogen er ifølge hele sit anlæg og metode såvel som efter sit forord et populærvidenskabeligt værk, der tager sigte på at uddybe og berige læserens forståelse for og udbytte af koncerterne ved en indgående analytisk gennemgang. Og hvem skulle vel kunne gøre noget sådant bedre end netop Jens Østergaard, der er noget nær legendarisk som musikpædagog og kendt ud over sine elevers kreds gennem adskillige radioforedrag? Han forener musikpædagogens bedste egenskaber: musikalitet og stærkt personligt engagement samt evnen til at meddele sin egen musikoplevelse på en fængslende og differentieret måde. Hos forfatteren Østergaard oplever man ligesom hos foredragsholderen at han må meddele sig. Han skriver vel nok primært for at gennemarbejde og uddybe sin egen musikoplevelse, men det ligger ham samtidig stærkt på sinde at dele den med andre. Derfor det farverige og fagligt set temmelig enkle sprog: Musikken er skevet for enhver der kan have udbytte af den. Og er ikke til syvende og sidst den populære fremstilling kunstvidenskabernes vigtigste mål og produkt? Hvad den ikke på den ene eller den anden måde kan slippe ud over fagfolkenes kreds har jo i grunden kun kuriositetens interesse.

Men hvor er det vanskeligt at lave god populærvidenskab! Østergaard kan gøre det i sin mundtlige fremstilling, men den lader sig ikke uden videre omplante til litteratur, sådan som det er sket i ""Beethovens klaverkoncerter"". Selvom det er det samme, der bliver sagt, glider bogen lige så stille over til kun at kunne anvendes af et publikum, der foruden nodeskriften har en hel del kendskab til musikteoretisk termino-

logi og de til begreberne knyttede ikke altid særlig simple sagsforhold. Ikke for ingenting har musikteorien udviklet et stort og kompliceret be-grebsapparatur. Uden de't er det næsten håbløst at fatte om noget væsentligt i musikbeskrivelsen. Med apparaturet går det i det mindste en smule bedre, selvom det som så mange teoretiske dannelser kan have en tendens til at rive sig løs fra det, det skulle beskrive. Blandt de begreber, uden hvilke Østergaards bog ikke kan læses med udbytte, finder man ord som: barokkoncert, repriseform, rondo minuetto, variationssats, træk (om formelle træk i satsopbygningen), tonalitet, symfonisk, kadence, kromatisk og polyfon foruden naturligvis alle de gængse betegnelser for dynamik, tempo og toneart. Mangen væsentlig pointe i musikken lader sig ikke indfange uden en redegørelse for modulatoriske forhold af forskellig art, og et enkelt sted ser Østergaard sig nødsaget til at forklare en enharmonisk notation for at sikre sig mod, at læseren fejltolker nodebilledet. Men har man ikke kendskab til tonearternes slægtskabsforhold kan h-mol være lige så godt som ces-mol i en hvilken som helst sammenhæng. Terminologien er imidlertid kun en af vanskelighederne ved at lave populær musikanalyse i bogform. En anden lige så væsentlig er at etablere en sammenhæng mellem ord og musik for læseren. Til det brug er bogen forsynet med ca. 100 nodeeksempler. Men eksempler på nogle få takter er øjebliksbilleder som nok kan vise mekanikken i en og anden detalje men ellers hovedsageligt må fungere som referencepunkter og simpel oplysning om tematikken. Hvad eksemplerne ikke kan vise, er sammenhængen i satsen, overgange og længere forløb. Det er Østergaard naturligvis ganske på det rene med, og netop den musikalske dynamik, den arbejdende form hører til de pointer, som han lægger vægt på i sin analyse. Men hvis ikke hans redegørelser skal blive til tomme ord er det nødvendigt til stadighed at sammenholde dem med musikken selv. Det vil sige,

at læseren enten må sidde med partituret foran sig (og takttal mangler overalt i bogen) eller, hvilket er endnu langt mere besværligt, han må sammenholde det læste med grammofonpladen. Det første kræver selvsagt nogen fortrolighed med partiturlæsning, det andet kræver betydelig auditiv koncentration, når man ikke har pædagogen ved sin side med klaver, båndoptager og løbende kommentarer. Og så kræver det, at læseren kan huske det læste udenad, inden han har forstået det. Af det publikum, som Østergaard har haft i tankerne (""så mange som muligt""), bliver der på denne måde ikke så forfærdelig mange tilbage. Den velorienterede amatør, der har i det mindste nogen teoretisk læsning bag sig, vil utvivlsomt kunne have udbytte af bogen. For fagfolk giver den næppe mere end hvad den enkelte vil kunne finde på egen hånd. Men selvom bogens pædagogiske kvaliteter så at sige er overlejret af metodiske vanskeligheder, er de tilstede på en måde, der må kunne være af værdi for et helt andet publikum end det, Østergaard selv har tænkt sig. Frodigheden, den mudi-kalske vågenhed og billedrigdommen i Østergaards fortolkninger (al analyse af værdi rummer fortolkning) må i høj grad kunne være inspiration for andre pædagoger: Så spændende kan det altså gøres, og med de praktiske modifikationer og den tovejskommunikation som hører til den mundtlige fremstilling, kan Østergaards fremgangsmåde udmærket anvendes overfor et lægt publikum. Det ved ingen bedre end han selv. Som eksemplet på kvalificeret pædagogisk musikanalyse har ""Beethovens klaverkoncerter"" for mig at se sin væsentlige betydning. Det værdifuldeste stof i bogen ligger altså i selve analyserne. Herudover finder man et indledningskapitel, der søger'at sammenfatte de væsentligste træk i Mozarts koncertform for at sammenholde dem med Beethovens nyskabelser, der dermed sættes ind i en stil- og formhistorisk sammenhæng. Afsnittet er kortfattet men rigt på oplysninger. I grunden burde det måske læses til sidst. Foran gennemgangen af hver enkelt koncert bringes nogle historisk-biografiske bemærkninger i koncertfø rerstil. Stoffet forekommer ikke synderligt væsentligt i den givne sammenhæng, men anbringer dog antydningsvis musikken som produkt og handelsvare i et bestemt miljø. Men som nævnt er analyserne det centrale. Østergaards analyse udmærker sig ikke blot, som han selv bemærker, ved at være uskematisk men nok så væsentligt ved to andre træk. For det første inddrager han ikke blot tematik og harmonik men efter behov også alle mulige andre faktorer som dynamik, artikulation, instrumentation herunder også dispositionen af klaversatsen, motorik og sågar tematisk strukturfællesskab. Dette sidste må dog som så ofte ellers læses med en del kritik. For det andet tjener iagttagelsen af alle disse faktorer i vid udstrækning en funktionel beskrivelse. Det vil sige, at Øster-gaard ikke blot konstaterer hvad der sker, men desuden søger at forstå hvorfor det sker. Ganske vist er det ikke strengt gennemført. F.eks. sav-

ner man en løbende orientering om hvilken placering de enkelte behandlede satsdele har i det samlede formforløb, herunder også en nogenlunde angivelse af proportionerne, og en hel del står blot ufortolket anført som hændelser på rad. Men analysen er dog præget af funktionel fortolk ning, og herunder tager Østergaard et metaforisk sprog i anvendelse, hvorved musikken ofte forstås som dramatisk (men ikke programmatisk) forløb med personificering af instrumenterne. Beskrivelser som: ""en stilfærdig opfordring til orkestret"", ""solisten lader sig ikke kue"", ""utålmodige triller"", ""fløjterne og fagotten er straks med på ideen"" eller ""det morer klarinetter og fagotter sig over en liden stund"" er typiske. Det er næppe rigtigt at hævde, at Østergaard overbetoner det anekdotiske på en poppet måde, selvom tolkningerne naturligvis kan fornemmes mere eller mindre rammende. Der er snarere tale om et forsøg på — på en letfattelig måde — at antyde hvordan man kan opleve musikalsk sammenhæng som en aktiv proces, der kan være både spændende og morsom.

Jeg har fundet en række fejl, som det måske kan være nyttigt at gøre opmærksom på: S. 34, sidste afsnit læses om et netop citeret motiv, at det ""gentages af orkestret en oktav højere"". Der skal stå en tone højere, som det også fremgår af det vedføjede nodeeksempel. På næste side, eks. 36, takt 3 er rytmen gal på en måde, der får takten til at ""gå op"". Taktens første node, en fjerdedel, skal være punkteret, og til gengæld skal den sidste punkterede ottendelspause erstattes med en ren sekstendedels-pause. S. 39 mangler de to oboer i angivelsen af c-mol koncertens orkesterbesætning. På næste side, eks. 43 er understemmen noteret en oktav for højt. S. 46, eks. 51 har en takt for meget. Eksemplets takt 4 skal stryges. Endelig mangler i eks. 68 på s. 55 3n bindebue fra t. 3 til t. 4 i den øverste strygestemme. Bogen er hæftet og trykt på rimeligt godt papir. Nodeeksemplerne er stukne og meget tydelige. Kun er de løse fortegn et par steder kommet lidt ud at svømme. Trykket er noget ujævnt.

Jan Jacoby