Grammofon

Ib Planch Larsen:

NY FINSK MUSIK

De 7 plader, der i den senere tid er kommet frem med nyere finsk musik er med deres indhold typiske for udgivelsen af ny musik i det hele taget. Udvalget er tilsyneladende tilfældigt, idet det øjensynligt bestemmes af, hvad de udførende kunstnere nu engang har på repertoiret på pågældende tidspunkt. Det bliver derfor oftest de sikre ting af de mere traditionelt arbejdende komponister, der opnår pladeselskabernes bevågenhed, hvis der i dette spørgsmål overhovedet kan tales om bevågenhed.

Hvis man altså vil vide noget om den nye finske musik, så er disse plader ikke netop sagen, selv om der er nogle aktuelle navne med. Klaverpladen med Ralf Gothoni har foruden Sibelius-værkerne et værk af Einar Englund (1916), neoklassicist og påvirket af de store russere. Værket giver pianisten store muligheder for at vise sin dygtighed, og Gothoni udnytter disse muligheder fuldt ud, men meget mere end det pianistiske er der ikke at gå efter. Stykkerne af de to yngre komponister Rautavaara (1928) og Sallinen (1935) er også gængse klaverstykker, der synes at være skrevet i højere grad for pianisten end for publikum. Med hensyn til Segerstam (1944) er det sværere at dømme uden kendskab til partituret, idet der er en del improvisation med i spillet. Umiddelbart virkede stykket lidet inspireret på mig — for ikke at skrive kedeligt.

Cellopladen er i endnu højere grad salonfähig nydelsesmusik med vægten lagt på en smuk celloklang. Hvad komponisterne anbelanger, så er udgangspunktet også her Sibelius med en dejlig førsteindspilning af hans ""Malinconia"". Fra Sibelius går programmet videre over hans betydelige kollega Yrjö Kilpinen

(1892-1959) med 2 satser fra en suite i neoklassisk stil - til Ilmari Han-nikainen (1892-1964), Cortot-ele-ven, der efter en periode med impressionistisk klaverstil skrev romantiske sange, som opnåede stor yndest. Han vises her fra den kantable side med en Air, der er meget smuk — rigtig et romantisk konsumstykke. Matti Rautios (1922) Divertimento fra 1955 er et vittigt og smart stykke neoklassicisme, der ydes fuld retfærdighed i denne udførelse. Heller ikke på denne plade gjorde stykkerne af Rautavaara og Salinen større indtryk på mig. Skade, at det hver gang er de to, der repræsenterer den nyeste musik.

Finlandia-kvartetten er et meget ungt ensemble (alle er under 30 år), hvis medlemmer (Olavi Pälli, Jussi Pesonen, Esa Kamu, Heikki Rauta-salo) alle spiller i det finske radioorkester. Foruden de 2 plader, der er med i denne oversigt, har de indspillet Sibelius' strygekvartet ""Voces In-timae"" (EMI 5 E 063-34235). På oversigtens 2 plader befinder der sig 2 værker af Kokkonen (1921), hans første betydelige værk, klaverkvin-tetten og hans 1. strygekvartet. Begge værker får en så levende og fin udførelse, at det var lige før jeg syntes, at Kokkonen var en charmerende komponist. Men selv disse unge og dygtige musikere kunne ikke undgå at få blæk på fingrene fra denne udpræget akademiske musik. Rautavaaras Bartok-påvirkede kvartet fra 1958 er ganske smuk, men også her fængsledes jeg især af udførelsen. Sallinens 3. strygekvartet er konstrueret til at vise variationsformen for svensk skoleungdom i Riks-koncerters regi, og for at tydeliggøre sagen har komponisten valgt en kendt finsk folkesang som materiale. Hvad jeg skrev om den åbenbare tilfældighed i udvælgelsen af værker til indspilning gælder ikke Bergman-pla-den. At lade en enkelt komponist fylde en hel plade er nærliggende og godt, i hvert fald når komponisten er Erik Bergman (1911). De udvalgte værker spænder i tid fra 1954 til

1970 og giver et godt — men ikke udtømmende — billede af denne spændende pioner inden for ny finsk musik.

De 2 plader i Philips serie med sam-tidsmusik er både med hensyn til teknisk kvalitet og udstyr så absolut de bedste. Grundlaget for udgivelsen af pladerne er Camden Festival 1967 i London, hvilket øjensynlig er årsag til, at 5 af de 6 værker er skrevet i 1966. Den første plade har Heini-nens (1938) orkester-adagio, et meget ekpressivt og klangcentreret stykke musik, der stilmæssigt er sættets mest moderne værk. Men det siger ikke så meget, når man ofrer en hel pladeside på en klaverkoncert fra 1955 af Usko Meriläinen (1930), der i bedste fald kan karakteriseres som ligegyldig. Efter pladeteksten er en af grundene til valget af dette værk, at man kan iagttage forskellen fra dette tidlige opus til den 2. klaversonate, som er indspillet på sættets 2. plade. Der er ganske vist også en tydelig kvalitetsforskel, men det forekom mig nu mere overraskende, hvor lidt der egentlig er sket med komponisten i løbet af de 11 år. Og så er der igen strygekvartetter af Rautavaara og Kokkonen, der cykler af sted og lader som ingenting. Sættet har også en lille sangcyklus af finsk musiklivs vidunderbarn, Leif Segerstam (1944). Uden at rumme den store originalitet lyser den dog op i det triste selskab. Til belysning af en udvikling og som eksempler på mere traditionelt arbejdende finske komponister kan disse plader i mere eller mindre høj grad bruges af interesserede. Men vi mangler stadig den væsentlige del af de nye finske komponister, som arbejder med at skabe et moderne tonesprog.

FINNISH PIANO COMPOSERS

Einar Englund: Introduzzione e

Toccata

Jean Sibelius: Five Pieces for Piano,

opus 75

Jean Sibelius: Barcarola, opus 24, nr.

10

Aulis Sallinen: Notturno Einojuhani Rautavaara: Etudes, opus

42

Leif Seger st am: Seven Questions to

Infinity

Ralf Gothoni, klaver

(EMI 5 E 063 34283)

FINNISCHE CELLOMUSIK

Matti Rautio: Divertimento for cello og klaver (1955)

Aulis Sallinen: Elegi til Sebastian Knight for cello solo (l964J Yrjo Kilpinen:Fra suite, opus 91 for cello og klaver

Einojuhani Rautavaara: 2 præludier og fugaer, opus 36 for cello og klaver

Jean Sibelius: Malincolia for cello og klaver

Ilmari Hannikainen: Air, opus 16, nr. l for cello og klaver

Arto Noras, cello — Tapani Val-

sta, klaver

(DA CAMERA MAGNA SM

93710)

CONTEMPORARY FINNISH MUSIC l

Paavo Johannes Heininen: Adagio for orkester (1966)

Royal Philharmonic Orchestra

Dir: Walter Süsskind Usko Meriläinen: Klaverkoncert (1955)

Royal Philaharmonic Orchestra

Dir: Walter Süsskind

Rhonddra Gillespie, klaver

(PHILIPS 802 854 LY)

CONTEMPORARY FINNISH MUSIC 2

Leif Segerstam: Three Leaves of Grass (1966)

Sangcyklus for sopran og klaver Tekst: Walt Whitman

Heather Harper, sopran

Walter Süsskind, klaver Usko Meriläinen: Klaver sonate (1966)

Yonty Solomon, klaver Einojuhani Rautavaara: Strygekvartet nr. 3, opus 18 (1966)

Delme Strygekvartetten Joonas Kokkonen: Strygekvartet nr. 2(1966)

Delme Strygekvartetten

(PHILIPS 802 855 LY)

FINLANDIA QUARTET

Joonas Kokkonen: Klaverkvintet (1953)

Fini an dia-kvartetten

Ralf Gothoni, klaver

Aulis Sallinen: Strygekvartet nr. 3 Finlandia-kvartetten (EMI 5 E 063-34330)

FINLANDIA QUARTET

Joonas Kokkonen: Strygekvartet nr. l (1959)

Einojuhani Rautavaara: Strygekvartet nr. l, opus 2 (1958)

Finlandia-kvartetten

(EMI 5 E 063-34444)

ERIK BERGMAN

Aspekter for klaver, opus 63 (1969)

Liisa Pohjola, klaver Essultate for orgel, opus 43 (1954)

Enzio Forsblom, orgel Nox for Baryton, blandet kor, fløjte, engelsk horn og slagtøj, opus 65 (1970)

Tekster: Quasimodo, Hans Arp, Paul Eluard, T.S. Eliot

Det finske Radiokammerkor

Dir: Harald Andersen Vier Galgenlieder for talekor (1960) Tekst: Christian Morgenstern

Det finske Radiokammerkor

Dir. Harald Andersen

(EMI 5 E 063-34484)