Læserbreve

Uvederhæftighed

Hr. redaktør

Jeg beder om optagelse i Dansk Musiktidsskrift af følgende svar på en ejendommelig notits i sidste nr. af bladet (nr. 11 1971):

Berigtigelse af en ""berigtigelse""

Jeg har hidtil været af den opfattelse, at korrekthed i listerne over uropførelser var af væsentlig betydning. Da det derfor i bladets årgang 1970 stod anført, at Tomas Veto og radiosymfoniorkestret og ikke som retteligt Aksel Wellejus og Aarhus byorkester havde uropført min Notturno, indsendte jeg en berigtigelse. I stedet for at bringe denne berigtigelse fremkommer der nu en notits, der på latterligste vis alene beskæftiger sig med at rette tid og sted uden at nævne ret dirigent og orkester. Sagen er en bagatel, men undladelsen vil dog af Wellejus og Aarhus byorkester kunne opfattes som en desavouering af deres fremragende indsats.

Hvis notitsens forfatter derfor ikke falder ind under tåbeparagraffen, må hans manipulationer betragtes som et mønster på journalistisk uveder-hæ ftighe d.

Erik Jørgensen

Erik Jørgensens påstand om, at en uropførelses dirigent og orkester bør

oplyses i vor årlige uropførelsesliste, er naturligvis meget ønskelig, — men i de sidste 20 år har vi i disse lister kun medtaget opførelsesstedet, og har ikke tænkt at ændre dette princip.

red.

Forurening

At den fysiske forurening måtte få — og også forlængst har fået - følgeskab af en åndelig (sproglig) dito, skulle vel ikke ubetinget have været uomgængeligt. Men at det åbenbart var det, ses bl.a. deraf, at selv et i ideen så sagligt betonet tidsskrift som DMT ikke har kunnet gå ram forbi. Der sigtes hermed til de tre sider 222-224 i nr. 9-10-1971, hvor en hr. Michael Bertelsen har fået overladt det dyre papir til nedrabling af en række skønsomt udvalgte retiradegloser efterfulgt af en slags historie eller fabel eller hvordan det nu skal opfattes, og som i henseende til appetitlighed siger sparto til det meste af, hvad vel ellers almindeligvis alene hører hjemme i dertil specielt bestemte publikationer. Om redaktøren har været særlig henrykt for at bringe dette opløftende aktstykke, skal jeg af gode grunde lade stå hen, men under alle omstændigheder må det vel siges princi-

pielt i sin orden at give plads for såvel Loke som Thor. Sin bekymring for reaktionen hos folk med sarte nerver eller evt. også børn, som endnu måtte sidde oppe og følge med (?), kunne redaktøren imidlertid have sparet sig: Vi er alle — store som små - forlængst vænnet både til og fra!

Som begrundelse for al denne så gavmildt udbredte aroma anføres det, at hensigten var den hermed at bringe et ""hårdtslående indlæg i debatten om den ny musiks forhold til det senkapitalistiske samfund"". Man gni-der øjnene og læser om igen. Jo, sådan står der virkelig. Blader man så om til den sidste af de tre sider, begynder man trods alt at ane noget i retning af en mening. Der opstilles nemlig her 2 kompositionsmetoder betegnet som hhv. ""Blomsterbalje-metoden"" og ""Lortemetoden"" (begge refererende til foranstående ""fabel""). Af de hertil svarende underrubrikker får man da færten af, at det med ""blomsterne"" går på den senkapitalistiske musik, mens det med ""noksagten"" omvendt går på den ny musik.

Vi er formentlig endnu nogle stykker, 'som hvad det angår ikke føler større trang til modsigelse, kun synes det en kende overraskende at møde en så åbent udtalt selverkendelse hos den ny musiks forkæmpere.

Povl Hamburger