Noder

Af
| DMT Årgang 47 (1972-1973) nr. 02 - side 54-56

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

  • Annonce

    Edition S
  • Annonce

    Kunstkritikk

Grafik

Dubravko Detoni: Graphik IV. For 4-12 instrumenter ad.lib. Schott WKS8

I en af de mere spøgefulde afkroge af min bevidsthed huserer der lige nu en forestilling om en psykotest, under hvilken en analysant redegør for, hvorledes han vil fortolke nogle mere eller mindre definerede kruseduller på et stykke papir.

Den musiker, der konfronteres med musikalsk grafik, skal anvende sin fantasi på lignende måde; han skal oversætte et stykke grafik, der enten er inspireret af eller direkte benytter det traditionelle musikalske symbolsprog, til klingende lyd. Oversættelsen kan så få karakter af en fremprovokeret aktion eller være produkt af en dybere analyse. Her er fortolkningen målet i sig selv og har ikke nødvendigvis noget pædagogisk sigte som middel til frigørelse, (medmindre man da jævnthen føler sig helt lost som fantasiløs nodereproduktionsautomat).

Hos DETONI er der anvendt mange symboler fra nodeskriften, der er en del spilleregler vedrørende dynamik, varighed og toneregistre, men det forekommer dog umuligt at komme levende igennem, medmindre man også anvender sin visuelle fantasi. Undertiden har et velkendt symbol en nærliggende alternativ fortolkning (ark 4s nodelinier), under alle omstændigheder opstår der flertydighed på grund af grafikkens dobbelte funktion som improvisationsgrund-lag og grafik. De 22 ark er præget af en afmålt strenghed, der synes at ligge ret fjernt fra den mere utæmmede improvisation, man kan finde hos f.eks. Busotti.

Som man kan gå ind på en maleriudstilling, som man der kan sætte sig ind i nogle maleriers udtrykskarakter og "spille" dem, kan man altså sætte sig ind i DETONIs spilleregler og gå i gang.

Jeg tror faktisk jeg vil gøre det, om ikke andet så hænge et par stykker op på væggen, samle et par musikere og se hvordan det kommer til at lyde. Det skulle gerne blive sådan at tilhørerne kommer til at synes om pauserne, "Det tavse ekko", som forordet kalder dem. Komponisten ønsker iøvrigt, at de varer længere end de enkelte musikstykker. Hvis jeg var ham, ville jeg forlange arkene projiceret op på et lærred, mens der spilles. Herved kommer også tilhørerne til at benytte sig både af øje og øre, måske kunne de selv få lyst til at deltage i lydoversættelsen — men hvordan det kommer til at LYDE, kan man ikke i forvejen SE på musikalsk grafik.

Fjeld Simonsen

Transkriptioner for guitar

Det kan indledningsvis være på sin plads at sige et par generelle ting, når det drejer sig om at bedømme kompositioner, der oprindeligt ikke er skrevet for instrumentet:

1. når der er tale om stykker, som er skrevet for et andet instrument, er resultatet sjældent godt.

2. er det f.eks. folkemusik som ikke er tiltænkt noget bestemt instrument, kan der ofte komme noget godt ud af det.

3. som den tredie mulighed beslægtede instrumenter, der i spilleteknik og udtryksmåde ligger tæt op ad hinanden, vil resultatet være godt, hvis kompositionen er god.

Fred Harz: Klassische Kostbarkeiten fur Gitarre. Schumanns Träumerei, Chopins Preludes, Schuberts Moment musical, Beethovens "Fur Elise" o.s.v., klaverets klassiske pop på guitar.

For nogle af stykkernes vedkommende er transkriptionen god, medens nogle er mindre gode. F.eks. Boccherinis Menuet og Haydns Serenade fra strygekvartet nr. 17 i F-dur, hvor man selvfølgelig må savne kompositionernes originale akkompagnement, hvilket giver det hele en følelse af at der mangler noget. Endelig er det en dårlig ide at arrangere Handels Largo, der indeholder lange toner, der holdes over flere takter, for guitar. Dette er en dårlig disposition, som jeg forøvrigt også mener det er, at forgribe sig på et sådant repertoire, når der findes så megen god original musik for instrumentet.

Norske Folketoner for Gitar (arr. af Leif Gundhus)

Anderledes stiller det sig med denne samling af Norske Folkemelodier arrangerede for guitar. Her er ikke tale om kompositioner, som er tænkt for et andet instrument, men folkemelodier som i dette tilfælde er skåret for guitar.

Hæftet er sat op på den måde, at der på den ene side er sangstemme og et guitarakkompagnement af en melodi, og på siden overfor er den bragt i et soloarrangement. Akkompagnementet er bragt både i noder og becifring, så man kan lave sit eget akkompagnement.

Solostemmen er udmærket disponeret med en god udnyttelse af guitarens muligheder. Selv synes jeg godt om "Kjerringa med staven", med et ostinat i bassen, "Ola Johnson" med en god harmonisering, og "Pål sine Høner" som er morsomt lavet. Det eneste, jeg vil kritisere, er basstemmen, som går sine egne mærkelige veje, uden at tage nogen særlige hensyn til de øvrige stemmer. Men ellers er hæftet anbefalelsesværdigt for den der vil bevæge sig lidt væk fra det gængse guitarrepertoire og samtidig lære nogle norske folkesange.

A Delight of English Lute Music (Transcribed for Guitar by John W. Duarte)

Denne tredie form for transkription fra lut til guitar kan sammenlignes med cembalomusik som spilles på klaver. Det interessante ved denne samling er, at den først har været transkriberet fra luttabulatur til klaviaturinstrumenter i "An Athhology of English Lute Music" (Schott Ed 10311). Og det kan vel siges at være en smule kuriøst, at de gennem dette medium skulle finde vej til guitaren, som vel i spilleteknik ligger lutten betydeligt nærmere. John Duarte giver også udtryk for dette i forordet. Duarte er vel nok den guitarist, som står for de fleste udgivelser af guitarmusik i England, hvilket kan ses af denne samling, der er meget veldisponeret for instrumentet. De er derfor ikke særligt svære at spille, og Duarte har sørget for at intet er overladt til tilfældighederne. Man kan så at sige ikke spille en tone uden der er fingersætning, stilling eller streng angivet. Det er det eneste, jeg har imod samlingen. En sådan overlæsning af fingersætning er ofte irriterende, hvis man selv har en anden mening om, hvordan en bestemt passage skal spilles. Men ellers er samlingen et godt eksempel på de engelske lutkomponisters høje stade. En Pavane og en Galliard af John Johnson er et par af de kompositioner, jeg særligt har fæstnet mig ved. Også en Alman af Francis Cutting er en god komposition med en fin stemmeføring, der ligger godt for instrumentet, samt en lystig Currante af en anonym komponist er værd at beskæftige sig med.

Samlingen er værd at anbefale, særlig til dem der ikke har beskæftiget sig med musik fra før "guitarens klassikere".

Jazz Studio. Attila Zoller: Anleitung zur Improvisation für Gitarre. Jazz Studio er en serie, hvor man har forsøgt at gøre Jazzimprovisation til en diciplin. Det er selvfølgelig en beundringsværdig ting, hvis det bare ikke var gjort med en tysk grundighed og trang til analyse, der fører hele det væsentlige i jazzen ind i en atmosfære, der er fjernt fra dens væsen. Til serien hører en "Harmonilehre" (becifring) og en "Geschichte und Thytmus" (historiedel), samt specialhæfter for klaver, bas, klarinet, trompet, basun og saxofon, foruden det hæfte for guitar, som jeg skal forsøge at anmelde. Det hele er lagt an på becifring, hvor man knokler op og ned af de forskellige akkorder. For at det skal have lidt med virkeligheden at gøre, forekommer to melodier, en dur "Careless Love", og en mol "Go Down Moses". Og man kan vel nok sige, at det ikke just er de bedste melodier i jazzsarnmenhæng, man der har valgt. Samtidig forekommer to standardtyper på jazzmelodier "Blues" og "Vamp". Det kunne være en udmærket idé, hvis man så bare havde vist eksempler på melodier, hvor disse harmonifølger kunne anvendes. Jeg vil retfærdigvis sige, at der i såvel blues som vampeksemplerne forekommer udmærkede jazztemaer, og at de er meget godt belyst udfra becifringens harmonik. Dog savner jeg stykker, hvor dim- og aug-akkorden, samt noneakkorden med sænket kvint (9b5) forekommer. Min kritik af hæftet vil jeg rette mod to væsentlige mangler:

1. Et solochor af en jazzmusiker er ikke kun en løben op og ned af harmonierne til en eller anden tilfældig melodi. Man benytter nemlig lige så meget melodien som udgangspunkt for sin improvisation, da denne så i modsat tilfælde ville være underordnet.

2. Da dette hæfte skulle være bestemt for guitar, må man formode, at stykkerne her er tænkt for dette instruments særlige teknik og muligheder. Men de kan for den sags skyld spilles på et hvilket som helst andet instrument. Her tænkes på de særlige "effekter" man kan lave på guitaren som "slide", "smear"m "hammering", dobbeltgreb i tertser og oktaver eller akkordgreb. Bortset fra en enkelt akkord, indeholder hæftet ingen af de ovenfor nævnte spille-måder, som de fleste jazzguitarister ville gøre brug af i deres soli.

Preben Fahnøe.

Årgang 47/1972-1973, nr. 02