Bøger

Musikanalyser

Lennart Reimers: Tio musikanalyser. Nordiska musikforlaget/Wilhelm Hansen, Stockholm 1972.

En umiddelbart tiltalende lille bog, der uprætentiøst beskæftiger sig med musikstykker fra middelalder (Machaut's Notre Dame-messe til nutid (Back's 3. strygekvartet). Der er tale om en række impressionistiske kommentarer til ti europæiske værker, som vistnok kun har det til fælles, at de har sagt forfatteren noget — og det er ikke det dårligste udgangspunkt for at skrive en bog. Om analytisk systematik er der ikke tale, og derfor skulle ordet analyse nok slet ikke have været brugt. Ligeledes kunne jeg godt have undværet de krukkede alliterationer i kapiteloverskrifterne: Mässa i Medeltid (Machaut), Antik och Arkitektur (Montverdi's l'Orfeo), Bröllop og Barbari (Romans Drottningholm-musik) osv. Det eneste forsonende er, at krukkeriet er gennemført, hvad der dog ikke kan bortvejre en årvågen anmelders mistanke om, at Reimers ikke rigtig vil være sin notoriske ""folkelighed"" bekendt, at han efterrationaliserer den for at gardere sig. Overfor hvem? Han har skrevet en bog, som med udbytte kan læses af den totalt forudsætningsløse lytter, og det kan man da kun rose ham for.

SEW

Personligt dokument

Alois Hába:Afez»7 Weg zur Viert el-und Sechsteltonmusik. Band 10 der Orpheus-Schriftenreihe zu Grundfragen der Musik. Düsseldorf 1971, Im Verlag der Gesellschaft zur Förderung der systematischen Musikwissenschaft. (125 s. med nodeeks. og illustrationer.)

Den meget egenartet tænkende musikforsker Martin Vogel mener i forordet til denne bog, at vort halvtone-system er udtømt. Ligesom Joseph Yasser (A Theory of Evolving Tonality, 1932) tror han på en bestandig udvidelse og forfinelse af tonesyste-

mets graduering.

Men hvad med vort øres skelneevne? Nogle har et mere skarpt gehør end andre. Undertegnede mener fra sin uddannelses hørelæretimer at have konstateret et pænt gehør hos sig selv. Men når jeg hører f.eks. Alois Háb as musik med kvarttoner, så kan jeg ikke komme bort fra en fornemmelse af, at der bare ""spilles falsk"". Alois Hábas øre er uden tvivl helt ekstraordinært fint. Det konstateredes allerede da han som dreng i landsbyen var i stand til på sin violin at følge de landlige folkesangeres kvarttone-forsiringer af folkemelodierne helt nøjagtigt. Fra da af daterer sig da også i virkeligheden hans livslange bestræbelse på at udvikle en musik med kvart- og sjette deist oner. Det fortæller han om på en meget underholdende måde i nærværende bog, som han har skrevet på Martin Vogels opfordring. Der er tale om en pudsig blanding af personlige erindringer i passiarende form, og kompositions-teori, ledsaget af mange nodeeksempler. Bogen kan absolut anbefales — ikke bare til den Haba-interesserede — men i det hele taget som et til tider rørende personligt dokument om en af vor tids meget særprægede musikalske ånder.

Poul Nielsen

Orientalsk udførelsespraksis

Bruno Nettl with Bela Poltin: Darämud of Cha-hargah.

A study in the Performance Practice of Persian Music.

Detroit Monographs in Music ology, Number 2 (Detroit 1972) 84 pp.

Der foreligger efterhånden en rig litteratur om flere orientalske former for kunstmusik på de europæiske hovedsprog. Men det er musikkens teori og historie, vi normalt bliver belært om, hvorimod nutidens udførelsespraksis kun alt for sjældent er blevet studeret. Heri er intet overraskende. For i lande, hvor musikalsk notation kun spiller en sekundær rolle, må det nu engang være lettere at læse eller lytte sig til musikalske dogmer end at undersøge terminologiens betydning i den praktiske musikudøvelse. Heril kræves nemlig ikke blot mange båndoptagelser eller pladeindspilninger, men derudover lige så mange transkriptioner af musikken (hvilket i høj grad er tidrøvende).

Forsåvidt angår persisk musikpraksis har interessante oplysninger kunnet hentes bl.a. i Edith Gerson-Kiwis ""The Persian Doctrine of Dastgah Composition"" (1963), men alligevel må Nettis og Foltins afhandling hilses med særlig glæde. Her får vi en undersøgelse af fyrre forskellige versioner af en kendt dastgahs kerneparti. Den pågældende dastgah hedder på engelsk Chahargah, på fransk Tchahârgâh. Den lille afhandling giver os værdifulde oplysninger om improvisationens — særlige og begrænsede — betydning, om sammenhængen mellem den valgte modus og en række melodiske motiver, om regionale forskelle i opfattelsen af cha-hargah, men også om forskellighederne i den nære fortids og nutidens holdning til chahargah. Som det var at vente, finder man, at en dastgah-præsentation kun svagt minder om en alapa i en indisk raga, men derimod er nært beslægtet med en taqsim i en arabisk maqam. Det forekommer sandsynligt, at mange af de regler, der kan udledes om persisk udførelsespraksis (og den foreliggende afhandling kan selvfølgelig kun betragtes som et første skrift på vejen mod en nærmere forståelse heraf), vil kunne kaste sidelys ind over begivenheder i arabernes klassiske musik.

Poul Rovsing Olsen

Musikdannelse

Siegfried Vogelsänger: Musik als Unterrichtsgegenstand der allgemein bildenden Schule. 255 sider B. Schott's Söhne, Mainz 1970. Denne bemærkelsesværdige bog begynder med et citat af den tyske musikpædagog Heinrich Jacoby, der i 1921 konstaterede, at ""Musikundervisningen, således som den for det meste bedrives, er et skoleeksempel på, hvordan opdragelse ikke må være. Hvis en fremgangsmåde skal

bedømmes på sine resultater, viser de forfærdeligt ringe præstationer, at den hidtil praktiserede arbejdsform . . . ikke kan være den rette"". Dette klagesuk er efter forf. mening lige så aktuelt i dag som for et halvt århundrede siden, og ingen kan være i tvivl om, at dets gyldighed ikke begrænses til Tyskland - forholdene er ikke anderledes hos os. Den usædvanligt belæste Vogelsänger, som er lærer ved Pädagogische Hochschule Ruhr i Dortmund i Vesttyskland, gør i denne bog — der synes at være tænkt som et kompendium for hans elever — rede for årsagerne til miseren og anviser veje, der måske kan føre til bedre resultater. Han anker over, at skolemusikundervisningen for det meste tilrettelægges som en slags forenklet musikalsk faguddannelse, uden at der tages hensyn til den kendsgerning, at de allerfleste elever mangler de for en sådan undervisning nødvendige bega-velsesmæssige forudsætninger. Derfor anser han fag som nodelæsning og hørelære for uhensigtsmæssige, hvis de sigter mod at udvikle færdighed i sang fra bladet. Han anser praktisk musiku dø vning i skolen — sang, spil på enkle instrumenter (Orff-instrumentariet), rytmikimprovisation og lign. — kun for gavnlig i de første skoleår, hvor eleverne endnu kan glædes og fængsles ved primi-

tive præstationer. Så snart eleverne er vokset fra dette niveau, skal de ikke trættes med en beskæftigelse, hvis utilstrækkelighed er dem kun altfor bevidst og som derfor ikke kan aftvinge dem interesse og respekt. I stedet for skal de opdrages til aktivt modtagende tilhørere til musik. Hertil skal ikke anvendes let forståelig ""skolemusik"", hvis i regelen sterile karakter gør den lidet attraktiv, men eleverne skal fra begyndelsen konfronteres både med ""mesterværkerne"" og med trivialmusikken. Denne, af forf. træffende betegnet som ""konsummusik"", skal inddrages i undervisningen — al den stund eleverne er fortrolige med den som en miliøfaktor — som en kunstart, adskilt fra mesterværkerne ikke så meget ved sin ringere kvalitet, som ved sin afvigende funktion. Enhver beskæftigelse med musikhistoriske spørgsmål, komponistbio-grafier, stilhistorie og lign., samt med det, man pleje r at kål de ""musikkens grundbegreber"", skal være et led i tilhører-uddannelsen, hvis formål er at skole koncentrations- og iagttagelsesevnen, så at eleverne sættes i stand til at tilegne sig musikværker fra alle relevante stilperioder, vor egen tid indbefattet, som meningsfulde, udtrykkende tonestrukturer.

Herbert Rosenberg