Klip og kommentar

Af
| DMT Årgang 47 (1972-1973) nr. 03 - side 93-94

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

  • Annonce

    Annoncér hos Seismograf
  • Annonce

    Modtag nyhedsbrev

En røst fra Norge

Det er klart, at den nationale kulturs muligheder inden for EF også har optaget sindene i Norge. Blandt musikfolk er Kjell Bækkelund en af dem, der har taget det klareste standpunkt. Det skete i et stort interview i "Arbeiderbladet" d. 1. marts, hvori Bækkelund indledningsvis fastslår:

"Det mest sæpregede i norsk kultur har alltid ropt på åpne vinduer. La oss ikke lukke dem igjen". Om den økonomiske side af sagen siger Bækkelund med specielt henblik på kulturlivet: "kan vi gjenomføre og ekspandere den kulturpolitikk vi ønsker i vart land, uten hensyn til kroner og øre? Den som tror det, kjenner ikke realiteternes verden. Vi har store krav om bevilgninger — og berettigede krav. Et sted må pengene komme fra. Og det er dumt ikke å være klar over de vekstmuligheter som Norge kan få innénfor EF". Muligheden for Norden som kultureit alternativ til et forenet central-Europa optager en central plads i interviewet :

"— Motstanderne mener åpenbart at Norden er et alternativ for oss, også kulturelt?

— Ja, motstanderne henviser stadig til Sverige. Må det da være tillatt å si følgende hårde ord: Ingen har i praktisk kulturliv satset så lite på nordisk kultur som Sverige. Sverige har bevisst satset på et utadvendt kultursamarbeid. Det har satset på de store internasjonale konserner, og blår man gjennom internasjonale platekataloger, finner man da også mange svensker der.

Svenskerne tar ingenting for å foretrekke å arbeide for at filharmonien i München for eksempel spiller deres musikk, av den enkle grunn at de vet den spiller bedre enn noen annen. Og når Bergmann er et verdensnavn så er vel ikke det uten sammenheng med den bevisste svenske bruk av de eksperter som de har hentet utenfra. Nordismen har ikke mange talsmenn i svensk kulturliv, og jeg anklager for øvrig ikke svenskerne for dette".

Endelig affyrer Bækkelund nogle bemærkninger om angsten for de store udenlandske pladeselskaber og forlagskoncerners indflydelse : "- Det er bare sensasjon og pop disse store skal være opptatt av, for å tjene mest mulig penger, sier enkelte?

- La oss i det minste være klar over at disse forlagene ute i Europa utgir en stor bunke av produksjon som er tapsbringende. Og det gjør de uten en innkjøpsordning som den norske. Kanskje norske kolleger burde vise seg like villige til å bære det tapsbringende? Jeg kjenner naturligvis best forholdene på musikkområdet, men de samme tendenser finnes på alle kulturområder. Og det kan ikke være en tilfeldighet at Vest- og Øst-Europas mest radikale tonekunstnere, både politisk og kunstnerisk mest radikale, blir behørig representert nettopp av de store forlagskonsernene i Sentral-Europa. Vi har for øvrig representanter fra disse konsernene her i Oslo i dag, uten at vi er medlem av EF. Plater utgis av norsk Philips for eksempel. Og endelig, vi som er opptatt av statlige støtte-ordninger til kulturlivet, vi skal vite at de finnes i EF-landene også. Nederland har støtteordninger for både bildende kunstnere og komponister f.eks., og det etter 13 års medlemskap i EF".

RADIKAL LYD

Kan musik være radikal? Kan den ene lyd være mere venstreorienteret end den anden lyd? I "Information" for d. 2/6 72 foretager Lasse Elle-gaard nok et heroisk forsøg, hvorfra vi citerer:

"Den eksperimenterende beatmusik har mistet noget af sin kraft, og som kompensation er den blevet anerkendt som kunst. Nu er Statens Musikråd og kulturministeriet ved at rykke til undsætning, økonomisk støtte fra det offentlige er på vej. Men man kan ikke frigøre sig fra en fornemmelse af, at netop denne musik, som er kulmineret, ved at blive officielt anerkendt dermed er borgerliggjort. Borgerskabets forhold til kunst er groft sagt nekrofili, en form for nassen på folkets kulturelle produktion, som files til og kastreres så det passer til overklassens krav om æstetik fremfor konkret indhold." ... men hvad er så dét konkrete indhold? musikalsk set - forstås. Herom skriver Ellegaard meget malende:

"Da politiet ryddede Stærekassen på Christianshavn forleden ved hjælp af glubske hunde, knipler og kongens foged, rendte en af demonstranterne rundt med en elektrisk guitar på maven. Den hang der bare. Uden at sige noget, nærmest som symbol på folkets svar til knippelsuppe, politihunde og bolignød.

Det er holdningsmusik, der er brug for lige nu, og det er holdningsmusikken, der er massemusikken. Massernes musik, for nu at gentage det, så det sidder helt fast."

Guitarer i stedet for biler

Den amerikanske biologi-professor Conrad A. Istock blev d. 12/6 interviewet af Information i forbindelse med miljø-konferencen i Stockholm. Istock mener ikke, man skal bruge forureningsproblemerne som argument for at standse den økonomiske udvikling. Industrien er nødvendig for u-landene, og Istock fortsætter: "i stedet for industrialiserings - stop i i-landene kunne man langt rimeligere forestille sig en omlægning af industriens virke, en skiften produkter. Hvis man f.eks. skiftede fra almindelige og totalt ligegyldige konsumentprodukter til kreative produkter som f.eks. musikinstrumenter, så ville det ikke kunne rokke den økonomiske udvikling. Et nationalbudget afspejler jo ikke, hvad der omsættes, men hvor meget der omsættes for.

- Det vil måske derimod være lidt vanskeligt at omsætte lige så meget i guitarer som i biler?

- Det er selvfølgelig det konkrete problem. Konsekvensen af en mentalitet, og det er da helt oplagt at man ikke kan opfinde og planlægge en kultur. Men man kan arbejde på at forstærke positive og konstruktive tendenser i stedet for at afstive de destruktive."

Musik, politik, etik

Sven-Erik Back interviewes i Nutida Musik (1971-72, nr. 4) og svarer på det obligatoriske spørgsmål om kunstnerens politiske engagement bl.a.: "Jeg kender en del af den venstre-radikale ungdom inden for musikken. Hvor meget jeg end respekterer og endog sympatiserer med visse af deres ræsonnementer, kan jeg ikke tænke mig en helt igennem agitatorisk musik uden æstetisk værdi. Ikke engang Mao vil have en sådan kunst... Med andre ord: jeg kan aldrig opgive de æstetiske krav, og ikke kravene om sandhed og menneskelighed. Jeg kan heller ikke se andet end at musikken er en kommunikation på tværs af de ideologiske grænser".

Senere tilføjer Back: "Men jeg tror musikken er et eksempel på, at kunsten skal være mangetydig og derigennem virke intensiverende og skærpe vores livsfølelse ... Jeg tror ikke man etisk kan styre menneskene. Jeg synes det er nok om man kan vække dem til større sensibilitet, eftertanke, refleksion. Hvad kan vi gøre andet? . .. Kunsten er farlig på den måde, at den kan have en dæmonisk effekt, men det synes jeg hører til spillets regler".

Årgang 47/1972-1973, nr. 03