Det er pædagogen der skal ændre billedet

Af
| DMT Årgang 47 (1972-1973) nr. 04 - side 104-107

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

  • Annonce

    Samtale på Klang Festival
  • Annonce

    Annoncér hos Seismograf

Peder Holm:

DET ER PÆDAGOGEN DER SKAL ÆNDRE BILLEDET

Jeg skal i det følgende dels fremlægge lidt statistisk materiale, der kan fortælle noget om øjeblikkelig placering og udviklingstendenser for musikpædagogernes virke - dels fremkomme med en række betragtninger over dansk musiklivs værkbrudne nutid og dets forhåbentlig opblomstrende fremtid. Jeg har ikke vejet mine ord på embedsmandsvægt, og der er ikke mange på - den - ene - side - på - den - anden - side - betragtninger. Jeg skal også nok være lidt uretfærdig en gang imellem, ikke mindst for at lægge op til debat. Men jeg har forsøgt så ærligt som muligt at drage konklusioner af de informationer og erfaringer, jeg er i besiddelse af.

Et notat af Henning Krogsholm, der kom frem på en af de konferencer, der forberedte oprettelsen af Samrådet for Musikundervisning, hedder "Statistik 69/70 samt beregninger og skøn fortrinsvis vedr. folkeskolens obligatoriske, valgfri og frivillige musikundervisning". Af dette fremgår det, at det til de obligatoriske og valgfri musiktimer i folkeskolen er nødvendigt at have 4.100 lærere med musik som liniefag, samt at det beregnede antal musiklærere til folkeskolens frivillige musikundervisning, fuldt udbygget, er 2.874. Grundlaget for notatet er nogle officielle statistikker om antallet af skoler, lærere og elever, og efter at visse forudsætninger og skøn er sat ind, så fremkommer disse tal. Således skønnes det, at en sang- og musiklærer inden for de obligatoriske og valgfri timer gennemsnitlig vil undervise 10 ugentlige timer i faget, og hvad angår den frivillige musikundervisning, så regnes der med, at 2/3 af eleverne starter i 1. og 2. klasse på større hold, og dette tal går ned til 1/3 i 4.-10. årgang. 10% af skoleeleverne deltager i korsang, og 25-30% deltager i ensemblespil. Regner man folkeskolens frivillige musikundervisning for musikpædagogernes naturlige arbejdsområde, og man så vil se på, hvor lang tid det vil tage konservatorierne at uddanne 2.874 pædagoger, så er det ikke svært at se, at med en årlig produktion som den nuværende på 20-30 pædagoger vil det tage omkring 100 år. Så selv om Krogsholms procenter skulle være rigeligt høje, kan vi trygt øge produktionen.

For slet ikke at tale om, at undervisningsministeriet også er begyndt at interessere sig for, at musikpædagogerne overtager nogle af de 4.100 læreres arbejde inden for de obligatoriske og valgfrie musiktimer. Ifølge Krogsholm findes der ikke nogen opgørelse over, hvor mange kvalificerede musiklærere folkeskolen råder over, men at der mangler mange, er helt sikkert. I undervisningsministerens udkast til skolelovsforslag hedder det i §27, stk. 2:

Ved skoler, hvor de tjenestemandsansatte lærere eller timelærere ikke kan påtage sig undervisningen i alle de fag, undervisningsplanen omfatter, kan der med amtsrådets, i København skoledirektionens, godkendelse ansættes faglærere med særlig uddannelse.

Ganske vist fremgår det af avisen d. 17. august, at de traditionelle fagforeningsprotester fra Danmarks Lærerforening er på vej, men mon sagen nu ikke er ved at være moden. At den musikpædagogiske uddannelse bør omformes og udvides, og at den dag måske ikke er fjern, hvor vi under universitetscentrene har musikpædagogiske basisuddannelser med konservatorier og seminarier i samarbejde, skal bare lige nævnes.

Men iøvrigt - hvad ved man om tidligere mp-studerendes nuværende erhverv? For at få svar på dette spørgsmål skrev jeg til konservatorierne og til DMp F. De to store konservatorier svarede, at de ikke sad inde med oplysninger. Dkd M tilføjede, at det var en ting, man måske nok burde interessere sig for. Fra landsdelskonservatorierne (Det fynske Musikkonservatorium, Nordjysk Musikkonservatorium og Vestjydsk Musikkonservatorium) er det lykkedes at skaffe oplysninger om den nuværende beskæftigelse for de sidste 11 års mp-eksaminander. DMp F fremsendte sin årsberetning 1971, hvori der er noget statistisk materiale. Det er således meget beskedent og ufuldkomment, hvad jeg kan fremlægge, men man kan måske alligevel finde nogle tendenser og drage nogle slutninger.

1962-72 1970

Df M NM VM ialt % underviser på (i) Dmp F

8 8 6 2 2 2 7 1. konservatorium 48

0 0 1 1 1 2. musikskole 56

5 6 6 1 7 2 1 3. folkeskole 32

4 4 4 1 2 1 5 4. seminarium 36

0 4 1 5 6 5. gymnasium 20 (incl.HF)

O (3) O 6. universitet 24 (incl.DL)

2 0 1 3 4 7. højskole e.a. O

2 8 O 10 12 8. privat praksis 90

3 2 O 5 6 9. orkestermusiker*)

1 1 0 2 2 10. studerer videre

5 0 0 5 6 11. vides ikke

30 33 19 82 100 ialt 306

*) kun hvis de ikke også er konservatorielærere

Vestjysk Musikkonservatoriums mp-uddannelser kommer først rigtig i gang i 1966, hvilket vil sige, at den gennemsnitlige årsproduktion af musikpædagoger er nogenlunde den samme ved de tre landsdelskonservatorier, nemlig omkring 3.

Det fremgår af DMp Fs årsberetning 1971, at den opstillede statistiker baseret på 185 DMp F -medlemmers besvarelse af spørgeskema. Da tallene sammenlagt giver 306, vil det sige, at hveranden pædagog arbejder på mindst 2 områder. Derfor kan de to opstillinger ikke direkte sammenlignes, så meget desto mindre som kun lidt over 25% af DMp Fs medlemmer har besvaret spørgeskemaet.

Bemærkelsesværdigt ved landsdelskonservatoriernes statistik er det, at konservatorierne selv opsuger en pæn portion (27%), at kun l efter opgivelserne arbejder ved musikskole (næsten 1/3 af DMp Fs besvarere er tilknyttet privat eller offentlig musikskole), og at kun 12% opgives som privat praktiserende pædagoger. Her ville det være rart at vide, hvor mange af de næsten 50%, der i DMp Fs undersøgelsen har privat praksis, der primært må betegnes som privatpædagoger.

Naturligvis må det, vi kan udlede af tallene, tages med al mulig forbehold. Det lader til, at dette område som så mange andre områder af dansk musikliv er sparsomt belyst. Jeg har ofte før stillet relevante personer spørgsmål om forhold, som, hvis de var klarlagt, kunne danne udgangspunkt for en musikpolitik i en eller anden retning, men som regel fået til svar, at der forelå intet eller meget lidt materiale til belysning af de pågældende forhold. Der er således enormt meget at tage fat på for Statens Musikråd, og jeg håber meget, at må lykkes at finde frem til et helhedssyn på dansk musikliv og derudfra forme en musikpolitik.

Skal vi, idet vi spiller bolden videre hvad angår belysning af realiteterne, gå over til visionerne, ønskedrømmene eller hvad vi nu vil kalde dem — så må det fra min side netop blive tale om et forsøg på et helhedssyn, en påvisning af sammenhængen i et frodigt musikliv og af, hvor væsentligt et led musikpædagogen er i denne sammenhæng.

Vil man forsøge at danne sig et overblik over dansk musikliv, kommer man hurtigt i knibe på grund af mangel på koordinerede informationer. Kulturministeriet har gjort et forsøg, idet man i betænkning nr. 517 fra 1969 kan finde tre afsnit, omhandlende musikuddannelsen, musikfrembringelsen og musikformidlingen. Læser man dagspressen, må man tro, at musiklivet kun består af musikfrembringelse, udført af professionelle musikere, idet man stort set kun læser anmeldelser af koncerter og grammofonplader. Der må efterhånden stilles et stort spørgsmålstegn ved eksistensberettigelsen af koncertanmeldelser. Musiklivet gavnes næppe, og da anmeldervirksomhed synes egnet til at fremkalde de dårligste menneskelige egenskaber hos adskillige af dens udøvere, sættes der meget ondt blod. Da forhåndsinformationer er meget kortfattede og al anden information næsten ikke eksisterer, er publikum virkelig ilde stillet.

Man er ikke meget bedre hjulpet med Danmarks Radio, hvis musikafdelings interessesfære er begrænset og bl.a. ikke omfatter amatørmusik. Den skandaløse måde, hvorpå radioen i tavshed syltede en komponistkonkurrence for amatørblæsermusik i 3 år, er det friskeste eksempel på den manglende interesse. Skolemusikken overlades til BU-afdelingen, hvor den ofte behandles nedladende og uden kompetence.

Dansk Musiktidsskrift har lovet at lægge sin linie om og blive et tidsskrift med et bredere sigte. Vi må håbe det bedste, for hidtil har det været alt for snævert i sit emnevalg og henvendt sig til en altfor lille læserkreds til at kunne være til nogen nytte, når det drejede sig om at få et overblik. Det må beklages, at det ikke lykkedes for ridsskriftet "Musik", der ved sin start i hvert fald havde nogle ideer, som rigtigt realiseret kunne have hjulpet os et stykke på vej.

Det er altså tilsyneladende kun det professionelle koncertliv, der gælder som musikliv, skal man tro massemedierne. Og hvordan har dette koncertliv det så? Ikke for godt som bekendt. Publikumsinteressen er jo ikke overvældende, selv om der findes glædelige undtagelser. Men at det ikke behøver at være sådan, ved man jo fra andre lande — næsten alle andre lande, vi kan jævnføre os med. Hvad er det da der er galt? Hvad skal der gøres? Ja, der er ikke andet for end at tage fat på alle de af massemedierne ubemærkede områder. Vi må skabe frodige forhold for skole- og amatørmusik, lade stadig flere mennesker fornemme, hvordan de gennem musikalsk arbejde opnår en stadig rigere oplevelse i musikkens verden. Vi vil på denne måde få flere, dygtigere og mere bevidste amatører, der vil få behov for at opleve virkelig professionel kunst, ikke i passiv nyden, men som en yderligere forlængelse af deres egen udvikling. Grænserne mellem professionelle og amatører vil blive mere udviskede, men iøvrigt vil de professionelle blive endnu dygtigere og mere bevidste om deres placering i et samlet musikliv. Politikerne vil yde større tilskud - hov, nu går det vist for stærkt. For før en stor del af politikerne - som resten af befolkningen - har oplevet en sådan udvikling inden for deres egne muligheder, skal man vel ikke vente for meget. Men sommetider oplever man noget, der kan give en en vis optimisme. I 1965 under den første kunstfond debat sad jeg efter en TV-udsendelse i Esbjerg sammen med nogle slagteriarbejdere, der havde protesteret offentligt og derfor var med i udsendelsen. Der faldt mange drøje hug mod al mulig kunst, men da så én langede ud efter skolemusikken, var der en anden der protesterede: Det skal du ikke gøre nar af — jeg har selv spillet i skoleorkester, det var ganske udmærket.

En udtalelse af den art giver en vis forhåbning om, at en udvikling af skolemusiken, ikke mindst den frivillige, efterhånden kan føre til den generelle mentalitetsændring over for musik, som er nødvendig, for at musiklivet kan trives. At det ikke står for godt til, fremgår bl.a. af nogle tanker, Herluf Jensen, kendt som en aflederne af de store Askovstævner, har fremsat. Han taler om modstanden der skal overvindes og hvorfor vi ingen tradition har: Der eksisterer ikke nogen egentlig spilletradition i Danmark. Fra den tid, hvor et bredt og folkeligt musikliv kunne have været muligt, har instrumentalmusik været anset for finkultur. Højskolen interesserede sig nok for sang - men lagde hovedvægten på det tekstlige. Militærmusikken, der havde skabt og kunne viderebære en tradition, og som i udlandet betyder så meget for den folkelige instrumentalmusik, destruerede man herhjemme i 30-erne af sparsommelighedshensyn! Og de organiserede musikere har op til vore dage med flid modsat sig musikamatørernes udfoldelse ved lejligheder, hvor der kunne være skabt en bred tradition, som de selv kunne have nydt godt af. På konservatorieplanet har holdningen været den, at man med forbud mod at medvirke i amatørorkestre har søgt at værne de studerende mod de uhyrligheder, som amatørerne indlod sig på! - i stedet for netop at imødekomme de brændende ønsker om hjælp.

Herefter siger Herluf Jensen, at billedet i de seneste år er ved at ændres, og at der er mulighed for en vældig udvikling, og han fortsætter, idet han taler om skolens holdning og om fordomme :

Men danskernes fohold til musik er belastet af endnu en tragisk omstændighed:

I 150 år har faget sang i skolen i bred almindelighed været vurderet som noget, man skulle se at blive fri for, og utalte sangtimer er i årenes løb spildt i opslidende kampe mellem pligt, evner og ulyst, eller simpelt hen benyttet til andre formål - Musik er det sværeste af alle fag at undervise i: det er nuets kunst, enhver gentagelse er en ny situation, der erindringsmæssigt må sammenholdes med de foregående. - Først i disse år synes anvendelige metodikker at være under udvikling, som lader i hvert fald de intelligentere elever få færten af, hvad der er meningen med det hele. Netop instrumentundervisningen er i stand til at konkretisere stoffet. Men indtil videre er det de mennesker, der deltog i den nytteløse og selvødelæggende gammeldags skolesang, der sidder rundt om i vore styrende organer og skal tage stilling til vilkårene for noget, som de siden dengang ikke rigtig har nogen tiltro til Dette må tages med i betragtningen af vore muligheder.

Endnu et par områder må stå for skud: komponisterne og konservatorierne. Komponisterne er opdraget til at skrive professionel kunstmusik og interesserer sig utrolig lidt for skole- og amatørmusik. Resultatet er, at den nye musik stadig er stærkt isoleret og meget lidt benyttet, hvilket man bl. a. kan læse af de statistikker over symfoniorkestrenes repertoire, som Jyllands-Posten offentliggjorde d. 19. maj. Komponister og orkestre giver iøvrigt hinanden skylden for miseren. Komponisterne mener, at det er orkestrenes kulturelle pligt at spille deres værker. Orkestrene siger, at publikum skræmmes bort, og at komponisterne må ændre holdning og tonesprog. Skænderiet er lidet frugtbart.

Konservatorierne uddanner professionelle musikere og musikpædagoger. Det med musikpædagoger er først kommet til efterhånden, og endnu kan man på nogle af konservatorierne tydeligt fornemme prioriteringen i den nævnte rækkefølge uden hensyntagen til, at behovet for professionelle musikere afhænger af det generelle musikkulturelle stade i landet. Og til udvikling af kulturen, til hævelse af niveauet, der skal vi bruge pædagogen. Senere, når musiknationen Danmark er opstået med sine, skal vi foreslå, 7 professionelle symfoniorkestre på mindst 90 mand, et tilsvarende antal professionelle kor, et antal musikteaterscener plus talrige mindre ensembler - så er der ingen grund til at tale om prioritering. Men dansk musikliv er heldigvis ikke kun de her omtalte begrædeligheder. Jeg kunne tænke mig ved anden lejlighed at skildre nogele mere livsbekræftende sider og omtale et par realiteter, der viser hvad der kan laves. For nok er Danmark et musikalsk u-land, men der er håb forude. Og det er pædagogen, der skal ændre billedet.

Årgang 47/1972-1973, nr. 04