Dualisme og Dialektik

Dualisme og Dialektik

Anmeldelsen af ""Einfuhrung in die systematische Musikwissenshaft"" i septembernummeret har givet mig lyst til at kommentere dels dualismen historie/systematik, dels dualismen substans/funktion. Eller rettere, de påståede dualismer. ""De to typer videnskab, historien som beskriver det ikke gentage/ige, og systematikken, der udkaster hypoteser om lovmæssigheder, skulle strengt taget udelukke hinanden/' (Poul Nielsen, ovennævnte anmeldelse)

Nja, — hvis historien beskriver det ikke gentage/ige, kan historien ikke have overordnede begreber, eftersom overordnede begreber netop kun kan dannes ved gentagelser under en eller anden form. Eftersom historien — som alle andre videnskaber — opererer med overordnede begreber, må gentagelser i historisk forstand være mulige.

Man kan dog også forstå det sådan, at historiens emne er Det l kke Gentagelige, og at disse begreber er hjælpemidler ved beskrivelsen af emnet. Men hvadenten man drejer det den ene eller den anden vej, indgår systematik som en nødvendighed i den historiske videnskab. Modsat er det ikke muligt at undgå de historiske forudsætninger for systematikkens hypoteser om lovmæssigheder. Hypoteserne må nemlig bygge på en række empiriske betragtninger, og enhver sådan betragtning er betinget af betragterens historie.

Her kan man dog også forstå det sådan, at systematikkens emne er Lovmæssigheder, og historien bliver så en del af systematikkens baggrund, men under alle omstændigheder indgår historie som en uundgåelig del af systematikkens forudsætninger. Nuvel, — i såvel den historiske som den systematiske videnskab indgår altså såvel historie som systematik, men det er dog stadig muligt at skelne, idet historien drejer sig om historisk teori, og systematikken om systematisk teori. Imidlertid er det ganske overflødigt at oprette denne dualistiske videnskab, idet netop teoribegrebet er tilstrækkeligt til klart at skelne mellem historiske teorier og systematiske teorier.

Betragtes musikvidenskaben som eet videnskabeligt kompleks, vil det yderligere klarlægge mulighderne for teoridannelser. l musikvidenskab indgår også filosofi, psykologi, akustik, sociologi m.m.m., og det er således muligt inden for samme vi-denskabskompleks at danne filosofiske, psykologiske, akustiske, sociologiske m.m.m. teorier.

Strengt taget kan de to typer videnskab, historien og systematikken, ikke skilles ad. Typen er nemlig den samme, kun teorierne er forskellige.

At ville mase et dialektisk forhold ned over disse to, som Carl Dahlhaus ifølge Poul Nielsen vil, forekommer mig altså upassende, selv om dialektikken nok er mindre repressiv end dualismen. Det kan åbenbart heller ikke rigtig lade sig gøre, uden at afhugge et eller flere af systematikkens genstridigste kriterier, og —vil jeg tilføje — heller ikke uden at se bort fra nogle ubehagelige historiske iagttagelser. En dialektisk syntese af historie/? og systematikken er der altså ikke her tale om, højst en symbiose mellem amputeret systematik og f rusteret historie. En sådan ""systematisk musikteori og en musikpsykologi, der forstå sig selv som te-oretisk-eksperimental disciplin, altså formulerer regelmæssigheder uden at hævde at det drejer sig om naturlove i fysikkens mening"" (Carl Dahlhaus), kan i det ovenfor beskrevne layout dårligt blive andet end en pinagtig forlængelse af den positivistiske videnskabstradition. En humanistisk musikvidenskab må, uanset hvor historisk, systematisk, teoretisk og eksperimentel den er, nødvendigvis være relativistisk, hvis den i kke skal gribe til arbitrære amputationer og afblændinger. Dahlhaus' luftige vision om en funktionel musikteori bygger på en skelnen mellem substans og funktion. ""Et musikalsk funktions-begreb er — til forskel fra et substans-begreb — f.eks. kategorien ""betoning"" (Schwerpunkt); thi en betoning kan fremstilles og gøres følelig ved en be-toningsacentuering, eller ved en antydningsvis agogisk forlængelse, eller gennem harmonik, altså ved musikalske midler, der substantielt ikke har noget til fælles, men dog opfylder samme funktion"" (Carl Dahlhaus, cit. fra ovennævnte anmeldelse).

hor en positivistisk betragtning er der den kedelige omstændighed, at ovennævnte skelnen mellem substans og funktion samtidig er definitionen på — substans og funktion. Man kan altså ikke af en sådan skelnen slutte noget som helst. Til gengæld kan en sådan skelnen appliceres på forskellige musikalske kategorier i forskellige sammenhænge, og derved bidrage til klarlæggelse af andre forhold, og en sådan relativ dualisme må anses for et særdeles nyttigt redskab f or en humanistisk musikvidenskab.

Det er da også temmelig let at vise, at kategorierne ""betoningsaccentuering"", ""agogisk forlængelse"" og ""harmonik"" i andre sammenhænge kan betragtes som funktionelle, og ""betoning"" som substantiel:

""Betoningsaccentuering"" kan betragtes som en funktion, idet den kan fremstilles og gøres følelig ved en forstærkelse af ansatslyden, eller en forøgelse af tonens volumen, altså ved musikalske midler, der udviser substantielle forskelle, men dog opfylder samme funktion.

""Agogisk forlængelse"" kan betragtes som en funktion, idet den kan fremstilles og gøres følelig ved en rytmisk tøven (tonen forlænges, de øvrige toner bevarer deres længde), eller ved en ændring af den rytmiske struktur (tonen forlænges, andre toner forkortes, så en hel gruppe indpasses i et fortsat rytmisk forløb), altså ved musikalske midler, der udvisersubstantiel le forskelle, men dog opfylder samme funktion.

""Harmonik"" kan betragtes som funktionel, idet selv en harmonisk betoning kan fremstilles og gøres følelig ved en lang række forskellige akkorder (afhængig af omgivelserne m.m.), altså ved musikalske midler, der udviser substantielle forskelle, men dog opfylder samme funktion. ""Betoning"" kan betragtes som substans, idet f.eks. kategorien ""intensitet"" kan fremstilles og gøres følelig ved ansatshyppighed, tonetæthed, tonestyrke, overtonestyrke (klanglig intensitet), eller betoning, altså ved musikalske midler, der udviser substantielle forskelle, men dog opfylder samme funktion. Dette er tilstrækkeligt, ikke som bevis, men som eksempel på, at en skelnen mellem substans og funktion kun lader sig gen ne mf ø re rela tivt.

Det centrale i denne relation er, hvad man kan kalde manifestations-oéen. l almindelighed har man hidtil inddelt forskellige musikalske fænomener i en (meget lang og meget varieret) række kategorier, en slags klasser, men uden præcise definitioner og/eller skarpe afgrænsninger. Dahlhaus går nu en anden vej og udgår fra kategorierne, idet han betragter nogle musikalske fænomener (dem han kalder funktioner) som manifestationer af kategoribegreber. Samtidig undersøger han for hver enkelt manifestation, hvilken anden eller hvilke andre kategorier det pågældende fænomen kan anbringes i, og dem kalder han så substanser. At helt andre kriterier er afgørende for, hvilke kategorier han anser det for interessant at betragte som funktionsbegreber, har intet med metoden at gøre. (Han ville antagelig benægte min fremstilling). En fordel ved denne metode — hvadenten nu Carl Dahlhaus vil kendes ved den i den her beskrevne form eller ej — er at den kan bruges til at beskrive præcise relationer imellem forskellige musikalske kategoriers manifestationer i et givet forskningsobjekt. Kategorierne får tildelt den rolle som grundbegreber, vi dårligt kan komme uden om at tildele dem, og metoden kan derved danne grundlag for en musikteoretisk forskning. Så kan man kalde den funktionel, intentionel, historisk eller systematisk eller hvad man vil; den repræsenterer en ny betragtningsmåde, og netop nye betragtningsmåder har vi hårdt brug for.

Henrik Colding-Jørgensen