Bøger

Melodilære

Lars Ulrich Abraham og Carl Dahlhaus: Melodielehre.

l serien Musik-Taschenbucher. Musikverlag Hans Gerig Köln. 177 sider.

Med lidt bange anelser tager man den lille smukke bog i hånden. Hvor stort er behovet for en melodilære 1972? Tanken strejfer de kære kendt: Dem fra Darmstadt, John Cage, Terry Riley, Ligeti og alle de andre. Kan der laves meloditeoretisk status over dette mangfoldige materiale?

Man beroliges. Det er ikke bogens hensigt (overhovedet) at beskæftige sig med den nye musiks melodiske problemer- eller mangel på samme. Forordets første linier skærer elegant spidsen af den kritik som kunne tænkes at ligge i ovenstående forventning/skepsis. Forordet er således et

forsvar tilligemed en klar tilkendegivelse af at bogen er en vejledning i melodianalyse med traditionelt stof som udgangspunkt. Man begiver sig ind i dette nye ""Versuch"" i fortrøstning om — og vel også i vished om at man kan lære noget nyt om noget gammelt.

Flerforfatterbøger forvirrer ofte. Hvem har skrevet hvad? Her er dog ingen tvivl. Første del, der omfatter en relativt fyldig indledning, et afsnit af historisk observans om melodi-teori og en række analyser, kronologisk opstillede og af traditonelt-beskrivende karakter, er forfattet af Abraham.

Anden del, som er af Dahlhaus indeholder en didaktik, formet som en overledning, idet den sprogmæssigt og begrebsmæssigt griber tilbage til Abrahams stil og tankesæt og samtidig foregriber Dahlhaus' egen systematiske stilverden, ledende hen til hovedafsnittet Didaktische Modelle som afslutter bogen.

Der er stor forskel i holdningen til stoffet hos de to forfattere. Abraham er histo-risk-analytisk nøjeregnende indtil det pedantiske. Uhyre vidende og med et traditionelt og solidt tag om tingene. Men under hans velmodulerede tyske løber den videnskabeligt akademiske ambition som et obligato der af og til gør sig gældende i unødvendigt komplicerede sætningsdannelser, brug af fremmedord fra rariteter-nes overdrev og et lammende citatapperat der godt kan gøre det til en — selvfølgelig relativ — krævende opgave at komme igennem teksten. Udbyttet står dog i rimeligt forhold til anstrengelserne og sliddet på ordbøgerne, så det gør jo ikke så meget.

Det fastslås af Abraham at alle der tidligere har forsøgt at skabe eller sammenfatte nogle overordnede principper for melodidannelse har ment at være den første. Herfra er naturligvis undtaget Abraham selv som gennemgår nogle punkter fra Matthesons Der Vol l kommende Capell-meister, Hegels Ästhetik og Ernst Kurths Grundlagen des linearen Kontrapunkts blandet med egne kommentarer og vurderinger. Matthesons anvisninger er overvejende kuriøse og Kurth fejes lidt kort af bordet: Kurths begreb ""det lineære"" er en til melodisk norm ophøjet abstraktion af Bachs kunst set igennem en musikers øjne; hvis primære erfaring var Wagners uendelige melodi. Sprog, formulering og indhold i følgende konklusion fra afsnittet om Hegel siger mere end mange ord noget væsentligt om Abrahams observans: ""Affektens og inderlighedens dialektik — et centralt moment i Hegels Musikæstetik — svæver altså ikke, som musikfilosofiens foragtere mener, i abstraktionens tynde luft, men knytter sig til formulerbare mu-sikalsk-tekniske sagforhold."" (side 29) Som supplement hertil — og til Poul Nielsens Maegård-Schonberg kommentarer (DMT nr. 2, 1972) - erdet fristende at bringe følgende Hegelcitat, som også findes i foreliggende bog og som slutter hvor

det Poul-Nielsen-valgte citat begynder. Her i (egen) oversættelse: ""Harmonien omfatter imidlertid kun de væsentlige forhold som nødvendighedens lov opsætter for toneverdenen, dog ikke egentlig musik så lidt som takt og rytme, men den substantielle basis som er det lovmæssige grundlag på hvilket den frie sjæl udfolder sig. Det poetiske i musikken, sjælesproget, som i toner udgyder sindets indre lyst og smerte og i denne udgydelse hæver sig formildende over følelsens naturkræfter idet den nærværende indre grebethed bliver dens fornemmelse, gøres til en fri dvælen i sig selv og netop derigennem giver hjertet befrielse fra glædens og lidelsens tryk- således er sjælens frie tgner på musikkens område først og fremmest melodien"" (side 27) En på mange måder stærk fiksering af melodien som noget centralt i al musik: måske en udfordring til at undersøge sagerne og skrive en bog udfra sine undersøgelser.

Analyserne i dette afsnit udvikler sig kronologisk fra Ockeghem, Schütz over Bach, Mozart og Wagner til et konkret og helt bevidst nulpunkt hos Webern. Herfra giver han elegant bolden videre til Dahlhaus, der som antydet griber Abrahae stil og emnevalg i overgångsafsnittet. Dahlhaus analyser forekommer næsten frugtsommelige i forhold til kollegaens mere klimakterieprægede undersøgelser. Også sprogligt er det lidt en ""ørken-til-oase"" fornemmelse man har. Til trods for ubestikkelig grundighed i metoden er hans sprog let og klart, sætningerne oftest af middellængde, fremmedord forklares i teksten og der ligger over hele opsatsen en imødekommenhed der må ses som en høj grad af forædling af begrebet didaktik-altså: pædagogik.

De ""didaktiske modeller"" er hentet fra Schultz, Sucher, Schubert, Mendelssohn og Wolf og er derudover suppleret med et afsnit om instrumental-melodi. Fremgangsmåden er homogen og skudsikker: alle analytiske indfaldsvinkler benyttes og alle hypoteser afprøves med bedøvende sikkerhed og hensynsløs systematik. Undersøgelserne over J.A.P. Schultz' Der Mond ist aufgegangen er repræsentativ og imponerende: sangen er på seks linier, analysen på 31 sider. Alligevel læser man — af ovennævnte grunde hans tankerækker til ende med glæde og interesse. Generelt kan siges om bogen at den har sin begrænsning i sin nationale uflyt-telighed. Samfattet foreligger her et værk på tysk af tyske forfattere omhandlende tysk musikfilosofi og med et analytisk materiale som har et ensidigt udgangspunkt i tysk musik. Hermed fikserbart: stoffets muligheder men også dets begrænsninger.

Spørgsmålet om hvem bogen henvender sig til besvarer Dahlhaus indirekte igennem henvisning til et citat fra Suizer: Allgemeine Theorie der Schönen Künste 1774 — et centralt værk i begge forfatteres fremstilling: ""Eftersom dette værk ikke blot er skrevet for Kunstneren, men også fornemmelig for den filosofiske liebhaver ... er det nødvendigt at vi her fremdrager sangens eller melodiens egenskaber fra dens væsen"". Bogen være hermed anbefalet professionelle såvel som ""Kennerund Liebhaber"".

Finn Lykkebo