Bøger

Af
| DMT Årgang 47 (1972-1973) nr. 05 - side 148-148

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Kulturændringer i Førerstaten

Reinhard Bollmus: Das Amt Rosenberg und seine Gegner. Zum Machtkampf im nationalsozialistischen Herrschaftssystem. Studien zur Zeitgeschichte. Hrsg. vom Institut für Zeitgeschichte. Deutsche Ver-lags-Anstalt Stuttgart, 1970. 360.s.

En egentlig anmeldelse af denne bog kan ikke foretages her. Den hører hjemme i et fagtidsskrift for historie. Der skal blot gøres opmærksom på bogen. Thi dens hensigt er nok at belyse en del af de indre stridigheder i Hitlers magt-elite (med det stadigvæk åbne spørgsmål, i hvor høj grad og med hvilken bevidst konsekvens Hitler fulgte princippet divide et impera) —men i kraft af sit emne yder bogen vigtigt stof til forståelse af den nazistiske kulturpolitik.

Kontoret ""des Beauftragten des Führers für die Überwachung der gesamten geistigen und weltanschaulichen Schulung und Erziehung der NSDAP"" kaldtes i daglig tale for ""das Amt Rosenberg"". Udadtil var det indlysende, at der oprettedes sådan et ""Amt"", thi Rosenberg står stadigvæk som en af nazismens vigtigste ideologer (Der Mythus des 20. Jahrhunderts, 1930). Indadtil havde dette kontor kun ringe magt-mæssig betydning. Mange intriger og trakasserier vidner herom. En gennemgang heraf er ikke blot en betydelig supplering af Herbert Phillips Roth-feders A Study of Alfred Rosenberg's Organisation for National Socialist Ideology (University of Michigan, 1963), men kan også give baggrundsperspektiv for de dokumenter om musiklivet, som Joseph Wulf udgav i 1963 (Musik im dritten Reich, Gütersloh). — Forresten savner man en virkelig solidt gennemarbejdet musikhistorie-bog om Hitlerstatens musikpolitik, og især dens forudsætninger. Poul Nielsen

Bendt Joensen: Musik. Gyldendals keglebøger. Kbhvn. 1972.

Bogen hører til genren Allgemeine Musiklehre og henvender sig principielt til for-udsætningsløse læsere. Den er et ambitiøst og over lange stræk vellykket forsøg på at sammenskrive de elementære discipliner, der traditionelt holdes adskilt: hørelære, melodilære, harmonilære,formlære, musikforståelse etc. Bogen har

mange af genrens dyder, men har ikke undgået dens velkendte lyder. Bedst er Joensen, hvor han meddeler musikteoretiske facts. Hans sprog er her klart og letfatteligt uden at være poppet, og hans eksempler er både anskuelige og originale. Det er genuin pædagogik for læge musikinteresserede — Joensen ved, hvor skoen trykker, for han har åbenbart selv haft den på et godt stykke t id. God, kontant information på en engageret og engagerende måde efter oldemors opskrift: f rå det lette til det svære.

Musikhistorie i billeder

Jan Ling och Sture Olofsson: F rå n skrapa-re til ha c kar e. Sveriges Radios hafte nr. 2792. Stockholm 1972. 72 sider, ill.*)

Et forsøg på at skrive musikhistorie på samme facon som ""historiebogen"": bredt socialt orienteret og med et væld af illustrationer, både fotografier og tegninger, samt overskuelige nodeeksempler, ofte sammensat til instruktive collager eller tegneserier.

Selvfølgelig kan man ikke på 72 sider nå nogen sammenhængende fremstilling af emnet. Især ikke når man starter i urtiden (""hur började det hela? nar foddes musikken?) og slutter med nutidens musiksituation i Sverige, med Muzak, svensktop, opera og elektronmusik. De to forfattere har valgt snapshot-metoden: de slår ned på enkelte punkter. Mellem de nævnte yderpunkter ligger faraonernes Ægypten, musikken i feudalsamfundet, i Sveriges stormagtstid og i det 19. århundredes borgersamfund.

Det er tydeligvis hensigten konstant at antyde musiklivet i hele dets bredde, at beskrive de mange forskellige musikalske ytringsformer og deres afspejling af klassesamfundet. Et godt eksempel er behandlingen af forrige århundredes musik: militærsange og den borgerlige salons fine musik konfronteres med folkets viser og arbejderkampsange, drikkeviser med af-holds- og vækkelsessange. At den borgerlige koncertsals- og operakultur derved underbelyses, er forståeligt. Jeg vil tro, at mange traditionelle musikhistorie-lærere vil rynke på næsen af bogen af samme grund: de vil kunne hævde, at bogen er ""ensidig"", og de vil hermed kunne underbygge en afvsining af den med begrundelsen: den er blot et nyt udslag af et grasse-

rende modelune.

Men vi kommer ikke uden om, at den vanlige musikhistorie-undervisning og indføring i musikforståelse selv er ensidig, og overbelyser en bestemt musikkultur. Hvilket indicerer, hvad Lings og Olofssons lille arbejde kan bruges til: den kan være et korrektiv, den kan forsyne læreren med materiale, ideer og indfaldsvinkler til den grundlæggende musikundervisning, som er nødvendig idag: eleven må forstå, at musik ikke bare er noget som er der. den fungerer i bestemte sammenhænge. Den produceres og distribueres i bestemte hensigter, og ""konsumeres"" i bestemte miljøer.

Et sådant korrektiv behøver ikke anfægte det skjulte grundlag for den traditionelle musikhistorie-skrivning: at der altså er noget, der hedder æstetisk el. kunstnerisk kvalitet. Opfattelsen af denne kvalitet er blot noget, der også er formidlet af bestemte sammenhænge og altså ikke har ontologisk egenret.

Således kan hæftet blive ligeså lærerigt for mange lærere, som for eleverne. Det er beregnet til en skoleradioserie, men kan meget vel anvendes isoleret herfra. Selv om meget af stoffet sigter mod svenske tilstande, kan det bruges konsultativt af danske pædagoger. Hvilket ikke skal afholde nogen dansk forlægger fra den ide at udgive en dansk bearbejdelse.

P. N.

* Titlen betyder: fra skraber (= primitivt skrabeinstrument} til impulsgenerator (= apparat i et moderne elektronmusik-st-u-die).

Værre er afsnittene om at lytte — som sædvanligt i den slagt fremstillinger, fristes man til at sige. Joensen forfalder som talrige af sine forgængere i faget til en småsnakkende, uansvarlig causeristil, når han skal forklare, hvad der er på færde i de uopslidelige mesterværker. Heldigvis er han selv den første til at erkende, at det måske turde være løgn altsammen — og det er det selvfølgelig ikke; også i disse afsnit er der mange originale iagttagelser. Originalt er det også at inddrage Susanne K. Langers symbolteorier i et afsnit om musikkens klassiske indholdsproblem. Her er inspirerende indfaldsvinkler for mobiliserede musikundervisere. Bendt Joensens bog er et sympatisk bekendtskab. Efter mit skøn vil den kunne anvendes med udbytte både i HF-uddan-nelsen, på seminariet, i gymnasiet og i konservatoriets forskole.

SEW

Årgang 47/1972-1973, nr. 05