Debat

På talefod med amatørerne

Man er ikke meget bedre hjulpet med Danmarks Radio, hvis musikafdelings interessesfære er begrænset og bl.a. ikke omfatter amatørmusik. Den skandaløse måde, hvorpå radioen i tavshed syltede en komponistkonkurrence for amatørblæser-musik i 3 årf er det friskeste eksempel på den manglende interesse.

Peder holm i dm t december 1972.

* # *

Hvad amatørerne betyder for Danmarks Radios programmer kan ses af, at der årligt bringes et halvt hundrede udsendelser med et repertoire, der spænder fra folkelig fællessang til store verdslige og kirkelige værker i koncertopførelser eller studieindspilninger. Naturligvis overvejende kormusik, eftersom amatører nu engang ikke i samme grad kan hævde sig på det instrumentale område. Ikke forsåvidt det i første række drejer sig om at give tilhørerne den bedst mulige fremførelse af en på forhånd velkendt musik. Anderledes stiller det sig, hvis det ikke så meget er selve udførelsen som bestræbelserne bagved, interessen samler sig om. Skildringer af mennesker bag musikken er godt programstof og har til stadighed været dyrket i radio og fjernsyn, også af folk uden for musikafdelingen. Som et af de seneste eksempler kan nævnes fjernsynsudsendelsen fra Danske Amatør-symfoniorkestres Samvirkes stævne på Askov Højskole.

Til dette stævne har Danmarks Radio iøv-rigt i en årrække bestilt et musikstykke hos en dansk komponist, der selv kunne komme til stede og forestå indstuderingen. Første gang havde DASS selv bestilt et stykke hos Per Nørgård, og de følgende år fulgte Danmarks Radio ideen op med bestillinger hos Leif Kayser, Niels Viggo Bentzon, Erik Norby, Ole Schmidt og senest Gunner Møller Pedersen. Den programmæssige hensigt er at skabe en situation, der sætter orkesterarbejdet i relief. Derimod forventes der ikke en fyldestgørende fremførelse under de beskedne ind-

studeringsvilkår, et sådant stævne byder på. l stedet har vi forsøgt at få amatørorkestrene til at tage bestillingsvær ker ne op i deres almindelige sæsonvirksomhed, men det blev nu ikke nogen succes. Så udskrev vi den konkurrence om kompositioner for brassband og harmoniorkester, hvoraf nogle om nogen tid genudsendes, og som Peder Holm altså tager som bevis på, at musikafdelingens interessesfære ikke omfatter amatørmusik. Det var nu ikke for at sylte værkerne, at vi igennem tre år forsøgte at få amatørblæserne til at spille dem, men når det således fra komponistside bliver betegnet som skandaløst, at det tog så lang tid, må jeg dog retfærdigvis afsløre, at der var to-tre orkestre, der var så friske, at de nok kunne have påtaget sig de fleste af stykkerne straks. Det var bare ikke hensigten. Men også dette forsøg viste altså, hvor svært det er at få amatører og komponister på talefod med hinanden. Eller er det muligt at komme på talefod, når den ene part ønsker at fordybe sig i musik, man allerede er kommet til at holde af, mens den anden part prøver at realisere musik, der er anderledes end den, vi kender så godt i forvejen?. Der savnes i hvert fald et forum for amatører, der har lyst til at være med i en skabelsesproces. Vi havde for et par år siden besøg af Amsterdams Studenter kammerorkester invoraf kun nogle enkelte er musikstude-

rende), og de gav ikke blot inciterende fremførelser af Webern, Varese, Xenakis og anden musik, der på forhånd foreligger komponeret med henblik på professionel udførelse, men også musik, der er lavet i direkte samarbejde mellem orkestret og komponisten. Og det er ikke et isoleret fænomen i Holland, hvor der også findes ikke-professionelle improvisât ionsgrup-per. Det århusianske Nota-kor er så vidt mig bekendt den første amatørgruppe herhjemme, der har taget lignende aktiviteter op.

Det er klart, at Danmarks Radio gerne skulle medvirke til at nedbryde skellene mellem publikum, komponister og udøvende, amatører såvel som professionelle. For selvom også den traditionelle amatørvirksomhed fortsat har opmuntring behov, er der unægtelig andre programmuligheder i de mere udadvendte aktiviteter. Det er jo ikke et massemediums opgave at pleje enkelte gruppers forfængelighed. Amatørmusikken skal i højttaleren og på skærmen præsenteres under former, der kan fange interessen hos andre end dem, der i forvejen er aktive, være med til at styrke forståelsen for musikudøvelsens værdi og drage flere med ind i den. Den første betingelse er naturligvis, at der foregår noget, der er værd at vise frem, den næste er at finde de rigtige måder at vise det frem på. Friske impulser er velkomne. Æselspark frabedes.

Mogens Andersen

Intellektuel forplumring af marxismen

DMT nr. 3 havde temaet ""ideologi og musik"". Nummeret handler om marxistisk musikæstetik, og det er et godt initiativ at dette emne bliver taget op i den danske musikdebat, der ellers stort set er borgerligt domineret.

Men det er spørgsmålet om debatten ikke får en lovlig flyvende start. Man bliver kastet direkte ind i avancerede og indviklede problemstillinger uden forudgående introduktion i de grundbegreber, den marxistiske musikæstetik bygger på. Her tænker jeg på hovedpunkterne i den dialektiske og historiske materialisme, den deraf følgende placering af musikken i samfundets overbygning samt den deraf følgende nødvendighed af et marxistisk udgangspunkt, hvis musikhistorien skal forstås i sin rette sammenhæng. En nærmere redegørelse for marxismen kan man selvfølgelig ikke forlange i DMT! Men det er nødvendigt at ridse de helt grundlæggende teorier op, så man ved hvad der tales om. Hvis der skal føres en fornuftig debat, må dens grundlag ligge klart, l modsat fald fører det nemt en mængde misforståelser med sig, og debatten udvikler sig til intellektualistisk snik-snak uden hoved eller hale. Misforståelser m.v. er der nemlig allerede i det omtalte nummer af DMT.

Lad os se på det marxistiske ideologi-begreb.

Marx mente, at materien, den objektive, håndgribelige virkelighed var det primært eksisterende og at det åndelige, bevidstheden var afledt af materien. Som følge heraf opdeler Marx samfundet i basis og overbygning. Han siger om dette i det navnkundige forord til ""Kritikken af den politiske økonomi"": ""l den samfundsmæssige produktion af deres liv træder menneskene ind i bestemte, nødvendige, af deres vilje uafhængige forhold, produktionsforhold, som svarer til et bestemt udviklingstrin af deres materielle produktivkræfter. Indbegrebet af disse produktionsforhold danner samfundes økonomiske struktur, den reelle basis, på hvilken der hæver sig en juridisk og politisk overbygning, og hvortil der svarer bestemte samfundsmæssige bevidsthedsformer. Den måde, hvorpå det materielle liv produceres, betinger den sociale, politiske og åndelige livsproces overhovedet. Det er ikke menneskes bevidsthed, som bestemmer deres væren, men omvendt deres samfundsmæssige væren, som bestemmer deres bevidsthed."" Overbygningens genspejlende rolle er præciseret af Lenin i ""Marxismens tre kilder og tre bestanddele"": ""Nøjagtig ligesom menneskenes erkendelse genspejler den uafhængigt af erkendelsen eksisterende natur, d.v.s materien i udvikling, således genspejler menneskets så mfundser kend else (d.v.s. de forskellige anskuelser af filosofisk, religiøs, politisk

art o.s.v.) samfundets økonomiske struktur"".

Den overbygning Marx og Lenin taler om er, teoretisk set, en fast størrelse, ligesom basis er det. Der er ikke tale om, at overbygningen kan omfatte mere eller mindre af samfundets åndsliv, ligesom basis ikke kan omfatte mere eller mindre af produktionsforholdene. ""Overbygning"" er ganske enkelt den marxistiske betegnelse på den åndelige virksomhed i samfundet, da Marx som materialist, ikke forklarer åndslivet på anden måde. Man kan derfor ikke forestille sig åndelig virksomhed ""uden for"" overbygningen (med mindre man er metafysiker) og følgelig heller ikke forestille sig, at musik i visse perioder kunne være ""uberørt"" af den ideologiske overbygning. Marx' og Lenin's teorier er almene historiske teorier, der gælder enhver samfundsform og enhver historisk periode. Både i diktaturet, i det borgerlige demokrati og i andre samfundsformer — f.eks. primitive — vil musik være et led i overbygningen og med til at genspejle forholdene i basis.

Den næste misforståelse findes i begyndelsen af Poul Nielsen's artikel ""Marxisme og modernisme"". Han skriver: ""Hos Marx selv står kunstens forbindelse med samfundet således som et uløst problem"". Dette er netop forkert. Forbindelsen som sådan er ikke noget uløst problem hos Marx, da han placerer kunsten i overbygningen, hvis ""forbindelse"" med basis er klar nok. Derimod nåede Marx ikke frem til en nærmere analyse af kunsten på grundlag af dette synspunkt. Men det er jo noget andet. Hvis man nemlig hævder, at f.eks. musikkens forbindelse med samfundet er et uløst problem, åbner man muligheder for en religiøs eller overnaturlig (og dermed borgerlig) opfattelse af musikkens væsen. Marx afviser disse muligheder, da han er materialist og benægter eksistensen af noget åndeligt uden for vor bevidsthed. Som følge heraf må musikken nødvendigvis placeres i overbygningen. Nu til et andet problem.

Senere i artiklen (s. 70 sp. 2) skriver P.N., idet han opsummerer Lukacs' standpunkt: ""Også proletariatet må have en subjektiv fortolkning af verden, altså en ideologi, i kampen for frigørelsen"". Dette kan Lukacs ikke have ment, og jeg ved ikke, hvor P.N. har det fra. Medmindre Lukacs på dette punkt afviger fra alle andre marxister (og det gør han så vidt vides ikke) må han tværtimod mene, at proletariatet har brug for en objektiv fortolkning af verden. Marxismen skelner skarpt mellem subjektiv og objektiv. En objektiv fortolkning af verden tager udgangspunkt i samfundets materielle og økonomiske struktur, dets basis, og forklarer dets opbygning, klassedeling, ideologi m.v. herudfra, l modsætning hertil er en subjektiv fortolkning af verden f.eks. religion, skæbnetro, mystik el. lign. Hvad

proletariatet har brug for, er naturligvis en objektiv fortolkning af samfundet, d.v.s. en erkendelse af sin egen stilling som udbyttet klasse i det kapitalistiske samfunds økonomiske system. Marxismens formål er netop at forsyne arbejderklassen med en objektiv ideologi som redskab i kampen for frigørelsen, og Lukacs mener formentlig, at kunsten skal støtte denne objektive ideologi. Med hensyn til forplumring af begreberne har Poul Nielsen sin absolutte overmand i østtyskeren Harry Goldschmidt, af hvem samme nummer af DMT bringer en citatmosaik, side 82-83. under titlen ""Bidrag til en introduktion"". Det er særdeles tvivlsomt, om de næsten uforståelige citater kan bruges som introduktion, l det første citat fastslår Goldschmidt, at vi trænger til en marxistisk musikpsykologi, og remser en række punkter op. som en sådan musikpsykologi må undersøge. Og det kan man jo råbe hurra for, hvis man på forhånd er inde i den marxistiske tankegang, l næste citat taler Gold-schmidt først om de konsekvenser, der kan drages af den tempererede stemning, og siger derefter: ""Vort tonesystems ""natur"" er begrundet i historien, vor historie er dets naturhistorie"". Hvad er nu det? Han taler om natur i gåseøjne. Det er altså ikke natur i betydningen: det fysiske, akustiske grundlag. Dette kunne ellers være interessant nok at få belyst i marxistisk sammenhæng. Men det er en anden slag ""natur"", men hvilken? l et andet citat taler han om en ""ofte fremhævet antagonisme mellem Stravinsky — dog ikke den ældre — og Schönberg"". Han afviser denne antagonisme, men udfra det løsrevne citat er det uforståeligt for læseren, hvorledes der overhovedet har kunnet være tale om en sådan antagonisme, l marxistisk sprogbrug er en antagonisme en uforenelig uforsonlig modsætning. F.eks. er modsætningen mellem arbejderklassen og kapitalist klassen antagonistisk. De to klassers interesser er uforenelige. Nu kan en sådan modsætning i basis afspejle sig i ideologiske modsætninger i overbygningen, der således også er antagonistiske. Skulle Schönberg og den yngre Stravinsky repræsentere en sådan modsætning? Har man ment, at den ene stod på borgerskabets side, den anden på arbejderklassens side? Det kunne være interessant at høre lidt mere om denne ""ofte fremhævede antagonisme"". Så meget om Goldschmidt. Hvis disse citater er symptomatiske for den ideologiske situation i DDR, må man undres og foruroliges, især når man f.eks. sammenligner med Ernst H. Meyer's klare og forståelige bog fra 1952 ""Musik im Zeitgeschehen"", der handler om det samme emne.

(Forkortet af redaktionen)

Niels la Cour

Dogmatisk simplificering af marxismen

Jeg takker Niels la Cour for hans belæring om det marxistiske ideologibegreb. Ved lejlighed skal jeg sende ham en udførlig litteratur-liste om emnet, der kan sætte ham endnu bedre i stand til at forstå dette begrebs kompleksitet, end han åbenbart efter indlægget at dømme er i stand til på nuværende tidspunkt. F.eks. kender La Cour åbenbart ikke en mand ved navn Louis Althusser. Hos ham kan man nemlig finde udførligere begrundelse for den tanke, at også proletariatet må have en subjektiv tolkning af verden. Ideologi er nødvendig. Det er en tanke, som går direkte tilbage til Marx — ""Ideologie als gesellschaftlich notwendiges Schein"" er en fast formel i det marxistiske repertoire. Den objektive videnska-be/ige teoridannelse i marxismens formlære om samfundet er det noget andet med. Skæg for sig, snot for sig. l øvrigt er det skrækkeligt, at folk, der får fat i det marxistiske begrebsapparat, bliver så dogmatiske og firkantede i hovederne og deres forhold til sproget. Se dog at få et fodformet forhold til ordene. Vi må acceptere, at ordet ideologi har to betydninger på nudansk: en generel, vag betydning, og en specifik, marxistisk (videnskabelig) betydning. Det er således Klart, at Suslov er Sovjetunionens chef-ideolog, mens f.eks. Jürgen Habermas er en førende ideologi-kritiker. Skulle der i dette eksempel være nogen tvivl om betydningerne? Næppe, hvis man kan læse indenad.

P.M.