Koda

Af
| DMT Årgang 47 (1972-1973) nr. 05 - side 127-127

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

KODA

Den kritik af fordelingsprincipperne for KODA's millionmidler, der regelmæssigt har været rejst gennem de senere år, fik i 1972 tilsyneladende et konkret sigte. Men også kun tilsyneladende. Sagens ene, utilfredse part, Dansk Revyforfatter- og komponistforbund, bestilte ganske vist et responsum hos professor, dr. jur. Mogens Koktvedgård og fandt her tilstrækkelig støtte for sine synspunkter til at turde bebude et sagsanlæg mod KODA's råd; formålet var at få afskaffet eller i hvert fald modificeret den blandt forbundets medlemmer så forhadte genretabel, efter hvilken de såkaldt seriøse værker påstås uforholdsmæssigt bedre afregnet end de såkaldt lettere værker.

Imidlertid viste det sig at være så som så med det konkrete sigte, da det kom til stykket. Sagsanlægget går så vidt vides udelukkende på nogle proceduremæssige detaljer i forbindelse med 1972-generalforsamlingen, og det hele ser ud til at skulle ende faretruende nær det parodiske.

Men sagen selv er alt andet end parodisk, og den hører slet ikke hjemme på det niveau, hvor revyforfatter- og komponistforbundet alt for længe har fået lov til at køre den. Når det overhovedet har kunnet lade sig gøre, skyldes det hovedsagelig to forhold: for det første har forbundet haft held til at formulere slagord - efter opskriften "de der tjener pengene til KODA skal selv have dem" - slagord, som selvsagt både har kunnet samle forbundets brogede medlemsskare og mobilisere den sjældent slumrende rindalisme i en bredere offentlighed; og for det andet har Dansk Komponistforening, sagens anden, knap så utilfredse part, pure nægtet at gå ind i debatten (se f.eks. DMT, okt. 1972).

Det er forståeligt, at komponistforeningen ikke har villet debattere på revyforbundets betingelser, men det er forstemmende, at foreningen overhovedet ikke har villet ytre sig, end ikke i sit eget organ - DMT - trods gentagne opfordringer. Der er tale om et muligvis gevinstgivende taktisk spil, der imidlertid let kan forveksles med manglende visioner, rådvildhed og angst for at miste hårdt tilkæmpede økonomiske fordele. Og netop herved reducerer foreningen debatten til et trivielt skænderi om kroner og ører mellem to velaflagte pressionsgrupper - d vs. komponistforeningen spiller til syvende og sidst alligevel revyfolkenes spil.

Hvad debatten kunne og burde have drejet sig om, ses af de argumenter sagens tredje, desperat utilfredse part har fremført, de næsten totalt udenforstående og indflydelsesløse jazz- og beatfolk. Argumenter er for resten ikke noget godt ord i den forbindelse, for jazz- og beatfolkenes styrke ligger ikke i det de siger, men i det de Gør. Gennem de sidste 10-15 år har de skrevet, spillet og sunget musik, der har været et levende dementi ikke bare af konventionelle æstetiske værdinormer, men af hele den traditionelle elitekulturs pyramidestruktur, en struktur netop et fænomen som KODA's genretabel er et slående udtryk for - for mange tilmed et økonomisk hårdtslående udtryk. Der er tale om en revolte, som har sat sig dybe spor overalt, også langt ind i komponistforeningens rækker. Er det ikke på tide, at i hvert fald en del af foreningens medlemmer vedkender sig denne problematik og finder ud af, hvilke kræfter i musik- og samfundslivet de ønsker at solidarisere sig med? Er det ikke på tide, at komponistforeningen frigør sig af det pekuniære småkævl med revyforbundet og demaskerer de egentlige motiver bag forbundets pseu-dodemokratiske floskler? Og er det ikke på tide at forsøge en nytænkning af hele den form for aktiv socialdemokratisk kulturpolitik anno dazumal, som KODA er et monument over? KODA's struktur, finansieringsform, afregningsprincipper etc. er jo ikke metafysiske størrelser, som det ikke står i menneskelig magt at ændre. Men de ændrer sig naturligvis ikke af sig selv, og det er her komponistforeningens opgave ligger.

KODA-debatten er blevet en ren økonomisk debat mellem to traditionelle magtgrupper, hvor den burde have været en debat om flyttede grænser og ændrede værdinormer og disses strukturelle og økonomiske konsekvenser. At flytte grænser og ændre værdinormer hører - pr. definition - til en komponistforenings vigtigste opgaver. Ved at nægte at gå ind i debatten på dette principielle plan har komponistforeningen bidraget til den debattens forvridning og vulgarisering, som man gerne ville have kunnet gøre revyforbundets folk eneansvarlige for.

Årgang 47/1972-1973, nr. 05