Rapporter

DMp F's kursus på Danmarks Lærerhøjskole

1) Musikpædagoger er et isoleret folkefærd. Både i deres daglige arbejde, hvor det vist hører til sjældenhederne, at der er nogen at konferere med. Og som gruppe i forhold til andre pædagoger - og hermed i den almindelige placering i samfundet.

2) Lærere af alle slags styrter i disse år til kurser så såre de er annonceret. Nok både for at blive belært (efteruddannelse) og for at få kontakt med andre ligestillede. Disse to forhold har som det viste sig en sammenhæng: da Dmp F i år annoncerede et kursus for første gang i lange tider blev det meget hurtigt overtegnet. Vi løb som de andre, og vel endda i stærkere trav, når der blev lokket med efteruddannelse og med mulighed for at snakke sammen med kolleger. Men osse - formentlig da - fordi kurset inviterede på emner som netop ikke var begrænset til vores egen specialverden men af interesse for alle pædagoger. Altså måske en hårdt tiltrængt sprække i vores førnævnte isolation.

Men nu først et kort referat af kurset af hensyn til dem som ikke kunne være med. Det foregik på Danmarks Lærerhøjskole 19. - 23. juni 1972, og som emne var valgt undervisningsproblematikken med hovedvægt på nye undervisningsmetoder og -teknik:

Metodik - metodisk opbygning af undervisningen

Motivation - hvorledes skabe interesse hos eleverne

Indlæringspsykologi

Programmeret materiale

Becifring og dens anvendelse

Begynderundervisning og gruppeundervisning

De fire dage var tilrettelagt med foredrag om formiddagen; om eftermiddagen aktiv bearbejdelse af emnet (i arbejdsgruppe(r)) eller af andet special em ne (i "workshops"). Hver dag sluttede med Vs times plenumsmøde, hvor arbejdsgrupperne refererede resultaterne af deres nærmere beskæftigelse med dagens pædagogiske eller psykologiske emne.

Den første dag havde som overskrift "målsætning for undervisning"; Kirsten Reisby (institut for pædagogik) præsenterede os for et spændende område inden for teoretisk pædagogik: hvorfor og hvordan formulere et undervisningsmål. Arbejdsgruppen som om eftermiddagen skulle prøve at lave en målbeskrivelse på et veldefineret, kort undervisningsforløb (et kursus i primavista sang blev valgt) konkluderede at her var noget af interesse for musikpædagoger. Det er nok på sin plads at henvise til Kirsten Reisbys bog: Formulering af undervisningsmål (Gyldendal).

En af de følgende dage holdt Svend Jørgensen (Psyk. inst.) foredrag om faktorer der øver indflydelse på indlæringen: motivation (emotionelle motiver, sociale motiver, præstastionsmotiv) - kreativitet (er der et motiv for at være kreativ? findes en mekanisme som fordrer kreativitet?) og interesse. Eftermiddagens arbejdsgrupper fik også her stillet konkrete opgaver med at tilrettelægge en undervisning, men denne gang med vægt på indlæringspsykologien: lærerens forhold til eleven, det menneskelige miljø og det fysiske miljø. Men naturligvis spøgte målsætningsdebatten også i denne sammenhæng.

Knud Aagaard (eksperimentel pæd.) og Kirsten Ottosen (hørelærepædagog) tog sig af undervisningsteknologien, d.v.s. den programmerede undervisning. Vi fik noget at vide om denne undervisningsform i det hele taget og fik desuden præsenteret nogle eksisterende hørelæreprogrammer. Det ser ud til at programmeret undervisning principielt kan være et udmærket hjælpemiddel i visse dele af musikundervisningen - på alle niveauer iøvrigt - men at det foreliggende udenlandske materiale passer dårligt til vores forhold. Det er altså spændende at se, hvad der dukker op af nyt efterhånden.

Preben Fahnøe og Ragnhold Toft fortalte om henholdsvis gruppeundervisning og begynderundervisning. Det var ærligt talt velgørende de sidste dage at opleve sådan et par pædagoger på slap line fortæl le løs om deres arbejde, som de er levende optaget af. Så kommer man til at tro på undervisning ud fra smitteprincippet.

Ejnar Kampp havde en daglig time til at gennemgå becifring, som jo er et "must" for musikpædagoger i vore dage. Ca. en femtedel af deltagerne kunne arbejde aktivt videre med becifringens mysterier i den workshop (lille arbejdsgruppe) som Ejnar Kampp ledede. Oven i købet på et Wurlitzer-el-klaver-anlæg med plads til 12 elever ad gangen.

De øvrige workshops beskæftigede sig med programmeret hørelære, begynderundervisning og gruppeundervisning. Den femte dag, som kun var halv, blev brugt til afrunding og afslutning. Delsvar der referater fra de fire workshops; dels forsøg på en vurdering af kurset: der var indhentet feedback fra deltagerne på et spørgeskema. Selvfølgelig indkom der et bredt spektrum af meninger og forslag, men der var ingen tvivl om vurderingen af kurset som helhed: Tilfredshedskurven viste et gennemsnitsresultat på stor tilfredshed. Og den virak som blev arrangørerne Ragnhild Toft og Preben Fahnøe ti! del var sandelig velfortjent. De fortjener megen ros - både for at have stablet kurset på benene overhovedet og for en fin tilrettelæggelse. Vel at mærke under givne forudsætninger, og de er problematiske. Kurset ville - og skulle vel osse - give såvel et supplement som en ajourføring af vores uddannelse, og det blev vel meget under én hat. Konservatorieuddannelsens mangler, f.eks. på et område som psykologi og teoretisk pædagogik, kan ikke afhjælpes bare nogenlunde med et ugekursus hvor også snævert faglig efteruddannelse må have en rimelig plads.

Vi tror ikke, at Dmp F's kursus kunne være mindre tætpakket end det var. Men vi tror, at vi kunne lære mere, som vi kunne bruge bagefter, hvis der var tid til at orientere i dybden og ikke i bredden. Det betyder ganske enkelt: vi må ha flere kurser, bedre tid. Der er vist ikke nogen tvivl om, at kurset med den succes, det havde, lægger op til at blive fast institution, og man kan jo håbe, at det expanderer med tiden. Lærerhøjskolens kurser, som nogle var interesseret i, er jo lukket land for musikpædagoger. Det samme gælder gymnasielærernes efteruddannelseskurser. Vi må altså lave vore egne kurser, for hvor skal vi ellers få dækket vores behov for efteruddannelse, både m.h.t. musik og pædagogik, og for bare at være sammen og snakke.

Det mangler ikke på stof at snakke om. Det viste den paneldiskussion, der var arrangeret en af aftenerne med komponisten Bent Lorentzen, rektor for forsøgs-gymnasiet Adrian Bentzon, visesanger Flemming Fuglsang og vores egne arrangører. Det fremgik tydeligt, at vi har brug for at få gennemdiskuteret og revideret vores gamle værdinormer. Man siger jo, at musikken taler sit sprog på tværs af alle skel; men som pædagoger kan vi ikke nøjes med denne påstand mere. Er musikken kun én slags? Vi må vide mere på mange felter. Vi må prøve at finde ud af musikkens og vores placering i samfundet og hensigten med vores arbejde. Og denne diskussionsaften havde mange spændende replikskifter om disse ting. Vi tror, der var stof til et helt seminar at hente her. Men det er jo muligt, at vi må styre vores tålmodighed til næste juni måned.

Vi har osse tænkt, at der muligvis i kølvandet af vores kursus - eller omkring andre emner som f.eks. musiksociologi - kunne være interesse for mindre, lokale studiekredse. Den slags etablerer sig sjældent helt af sig selv, så vi vil benytte lejligheden til at foreslå et par ting, man kunne tage op:

1) emner fra sommerkurset (selvfølgelig! );

2) hvad er musiksociologi for noget?

3) Muzak;

4) fælles læsning af og/el, om Adorno. Der er nok at tage af.

Bente Rømhild Elisabeth Troensegaard