Beat og biblioteker

BEAT OG BIBLIOTEKER

Fornylig spåede pladeproducenten Bent Fabricius-Bjerre dansk grammofonindustris snarlige død, og den dystre spådom blev snart efter gentaget af et andet af branchens orakler, producenten Casper fra Nordisk Polyphon ("Dansk beat's død?" - interview i jazz/beat-bladet M.M., nr. 6, 1972/73). De to er helt enige om miserens hovedårsag: musikbibliotekernes støt voksende udlån af pladenyheder ødelægger salget. De er derimod knap så enige om, hvad der kan gøres for at afhjælpe miseren. Fabricius-Bjerre vil have en låneafgift til producenterne, mens Casper bl .a. foreslår en afgift til musikerne. Hvor interessant og symptomatisk denne uenighed end er, skal den ikke kommenteres indgående her. Det må være nok at minde om, at vore to største pladeproducenter i 1972 blev pålagt en fem procents prisnedsættelse af monopoltilsynet - det har nok ikke været fordi de var ved at dø af sult.

Derimod kunne vi nok have lyst til at bore lidt i den musikpolitiske schizofreni, der ligger til grund for producentu dfaldene mod musikbibliotekerne. Vi kender rumlen fra f.eks. den gamle debat om biblioteksafgifter på bøger eller den relativt nye debat om massefotokopiering af trykte bøger, noder etc. Overalt møder vi en kulturpolitisk dobbeltmoral, der med demonstrativ iver dyrker det selvbedrag, at det skabende, producerende og formidlende leds interesser skulle være identiske. Også i den aktuelle debat om musikbibliotekerne blomstrer selvbedraget. Umiddelbart skulle man nemlig tro, at musikbibliotekernes virksomhed måtte være svaret på alle musikeres og pladeproducenters hedeste ønsker: at få så mange mennesker i tale som muligt. Det har givetvis også været et af hovedargumenterne, da man i sin tid startede musikbibliotekerne. Men det er jo en rørende naiv betragtning, der ganske overser sagens fundamentale konfliktelement : profitinteressen. Og konflikten vil forblive uløst, sålænge vi accepterer et system, der på den ene side rummer et privat, profitmotiveret produktionsied og på den anden side et offentligt financieret formidlingsapparat. Der kan selvfølgelig lappes og fires og laves studehandler, men ryddes den grundlæggende skavank, de principielle interessemodsætninger, ikke af vejen, vil der fremover være to og kun to parter, der på forhånd er dømt som tabere: de der laver musikken og de der gerne vil høre den.

Statslig pladeproduktion? - Komponisters og musikeres egne produktionskollektiver? - Det bliver spændende at se, hvordan Statens Musikråd har tænkt sig at den nød skal knækkes.