Bøger

Musiklære

Øystein Ârva: Kortfattet musiklære. Musikk-huset A/S, Oslo, 1971. 81 sider.

Årva's bog er en yderst kortfattet fremstilling af den mest elementære musikteori beregnet for norske seminariestuderende. Det er en pensum-bog ""skrevet med tanke på selvstudium"". Det sidste

kommer bag på en, når man har været siderne igennem, idet teksten nærmest har præg af at være ment som et kompendium, der kan samle det allernødtørftigste efter at tingene har været mere grundigt gennemgået. Til selvstudium forekommer den umiddelbart at være uegnet, for det første fordi den er så knap i fremstillingen, for det andet fordi den ikke kan siges at gå tæt ind på musikken, den er tværtimod særdeles tørt teoriserende, og endelig fordi en række sager fremstilles så håndfast og forenklet, som det kun kan være tilladeligt, hvis en lærer, der anvender bogen, sideløbende eller på et senere stadium i undervisningen, kan bløde tingene noget op.

Bogen har afsnit om nodeværdier og pausetegn, nøgler og liniesystem, nodenavne, dur- og molskalaer, kvintcirkel, kirketonearter, takt og rytme, intervaller, modulation, transponering, akkorder, kadencer m.m. Bagest er der en liste over musikudtryk og en del arbejdsopgaver. Hvis danske læsere vil anvende bogen, må de være rede til at anskaffe sig Mads Berg: ""Skolens sangbok"".

Frede V. Nielsen

Cellospillets fysik

Gerhard Mantel: Cellotechnik. Bewegungsprinzipien und Bewegungsformen.

HG 940. Musikverlag Hans Gerig, Köln (1972).

Der er i tidens løb skrevet adskillige bøger — skoler, anvisninger etc. — med det sigte at indføre unge mennesker i cellospillets problematik og anvise løsninger, oftest i form af ukommenterede traditionelle øvelser.

l de senere år er der udgivet en del fortræffelige bøger, som i højere grad er koncentreret om analyser af de fysiske bevægelser, som er nødvendige for at udføre musikken på et strygeinstrument. Særlig violinspillere har kunnet nyde godt af sådanne værker, og for pædagogerne har de været et nødvendigt supplement til den viden, deres egen uddannelse og eget virke har bibragt dem. Nu har cellospillere og cellopsedagoger mulighed for at erhverve en bog, som behandler spillets bevægelsesprincipper og -former med en så imponerende grundighed, at der indenfor dette område ikke kan være meget at tilføje. Gerhard Manteis ""Cellotechnik"" er en aktiv cellospiller og -pædagogs vellykkede forsøg på dels at analysere alle kroppens muskelaktiviteter under spil og indstudering, dels at give præcise anvisninger til den korrekte udnyttelse af de slutninger, Gerhard Mantel med overbevisende logik drager af sine iagttagelser. Bogen er inddelt i tre hovedafsnit, A:

""Die zielgerichtete Bewegung"", B: ""Das Griffbrett"" og C: ""Der Bogen"". Afsnit A omhandler i tre kapitler ""Bewegung als Steuerungsmechanismus"", ""Der physikalische Aspekt der Bewegung"" og ""Bewegung als Gestalt"". Afsnit B har som hovedkapitler ""Der Lagewechse'l"", ""Haltung von Fingern, Hand und Arm innerhalb einer Lage"", ""Die Bewegung innerhalb der Hand"" og ""Das Vibrato"". Afsnittet om buen indeholder fire kapitler, ""Die gestrichene Saite"", ""Die Übertragung des Drucks auf die Saite"", ""Die Bewegung des rechten Arms"" og ""Stricharten"". Kapitlerne har tilsammen 48 adskilte afsnit, hver omhandlende en détaille af kapiteloverskriftens område. For undertegnede har det været meget lærerigt at læse en bog, som systematisk gennemgår en side af cellospillet, som tidligere kun er blevet periferisk behandlet, og derfor bl.a. i høj grad er blevet forsømt i undervisningen. Muskelinfiltrationer, kraftspild og ufrihed kan være grimme følgesvende i cellopædagogikken. Ikke alle cellopædagoger kan overskue bevægel-sesmekanikkens mange aspekter. Gerhard Mantel kan. Det har han bevist med denne bog, som anbefales på det varmeste. Dens grundighed kalder ofte på smilet, og naturligvis kan man ikke være enig med forfatteren gennem alle 211 sider. Undertegnede finder især afsnittet om de ""springende"" strøg ret svagt og delvis ukorrekt. Ikke desto mindre er der også her meget at hente på grund af de mange iagttagelser, som vil være nye for de fleste.

Mantel glemmer ikke det egentlige mål, at genskabe musik, og formår undervejs at kombinere dette med bogens mere indskrænkede formål.

Det ville være gavnligt, om denne bog kunne blive oversat til dansk, så de interesserede, som ikke behersker tysk, også kan få glæde af Gerhard Manteis opus.

Asger Lund Christiansen