Musik programmer

Kirsten Ottosen:

MUSIK PROGRAMMER

Det stadigt stigende pres på undervisningsområdet i form af øget tilgang til de forskellige uddannelser, samtidig med at der sker en begrænsning og beskæring af bevillinger til de fornødne udvidelser af lærerstaben, gør det nødvendigt at søge nye veje med henblik på en effektivisering af undervisningen. En mulighed for en sådan effektivisering tilbyder sig med den programmerede undervisning, når denne er lagt tilrette således, at studerende med forskellige forudsætninger kan indlære det samme stof uafhængigt af hinanden, netop på det tidspunkt i studieforløbet, hvor de har brug for det.

Denne form for undervisning har også sin naturlige plads i musikundervisningen, især hvor der er tale om indlæring af elementært stof, som f.eks. indlæring af intervaller. Både i England og i Amerika findes der færdige, programmerede systemer i handelen. Også i andre lande er dette tilfældet, således i Tyskland, hvor man kan købe et musikprogram, der titlen: "Du kanst mehr, als du glaubst!". Dog er det i Amerika, udvalget er størst og mest varieret. Her findes der programmer, omhandlende teori, skalaer, fortegn, tonearter, treklange samt musikhistorie og formlære. Nogle af disse har udelukkende bogform, som f.eks. John Clough : Skalaer, intervaller, tonearter og treklange, andre kombinerer bøger med bånd, f.eks. Bruce Bemvard: Ear-Training and Sightsinging (1 bog og 12 bånd).

Samtlige programmer jeg har kendskab til, har den klassiske dur- og molstil som udgangspunkt. En undtagelse herfra er et californisk program, som er baseret på Zoltan Kodaly's metode.

Af dette store udsnit har jeg kun beskæftiget mig grundigere med to systemer: J.C. Carlsen: Melodic Perception fra 1965, og Horacek/Lekoff: Programmed Eartraining, 1970. J.C. Carlsens system (l bog og 5 bånd) er inddelt i 12 afsnit (570 rammer) med tilhørende progressive tester. I bogens forord formulerer han målet med programmet i 3 punkter: 1. at lære eleven at nedskrive melodier, som bliver spillet på forskellige instrumenter, 2. at lære eleven at genkende de forskellige instrumenter, 3. at lære eleven at opfatte uoverensstemmelser mellem nodebilledet og det der bliver spillet, jvf. ilg. eksempler:

Det andet program, Horacek/Lefkoff : Programmed Eartraining (4 bøger og 75 bånd) er udarbejdet med særlig henblik på 1. og 2. års universitetsstuderende i Amerika. Eleven lærer her at nedskrive melodisk og rytmisk diktat, at synge fra bladet og at analysere og nedskrive firstemmige satser pr. øre. Intervaller behandles i bind l,melodi og rytme i bind 2 og akkorder i 3 og 4.

I forordet står der følgende: "Programmets flexibilite! gør det muligt at anvende det i en hvilken som helst teoretisk musikundervisning. Bindene kan bruges enkeltvis eller samlet, alene eller kombineret med andet materiale". Udgiverne understreger, at nogle elever ofte opnår bedre resultater, når de arbejder med flere bind sideløbende.

De omtalte to systemer har været afprøvet over to semestre 1971-72 på Musikvidenskabeligt Institut ved Århus Universitet af to førsteårshold. Afprøvningen har fundet sted på Universitetets sproglaboratorium. Det ene hold, det som arbejdede med Carlsen-systemet, arbejdede selv systemets afsnit igennem. Dette system fordrer nemlig kun lærermedvirken ved kontrol af testerne. Det andet hold derimod arbejdede kun delvis selvstændigt, idet læreren var til stede 2 timer om ugen. Testerne i dette system kræver for en dels vedkommende, at eleverne selv indsynger opgaverne i prima-vista sang på bånd. Disse bånd kan elever ikke selv kontrollere, og det er derfor nødvendigt, at der er en lærer til stede under arbejdet med programmet.

Carhen-holdet var på 5 elever. I den forløbne tid har det gennemarbejdet 2/3 af programmet i alt. 4 af eleverne måtte efter den indledende test i systemet begynde forfra, hvorimod én kunne begynde på afsnit 2. De fire "begyndere" er nået igennem henholdsvis 5, 8 og 9 afsnit, hvorimod den elev, der begyndte på afsnit 2, er færdig med afsnit 12 og altså har gennemarbejdet hele systemet. Denne elev brugte i alt 34 timer. Den elev, der har nået mindst, har også brugt mindst tid sammenlagt, nemlig 13 timer på 5 afsnit.

En af eleverne har ikke opgivet den tid, han har brugt på de enkelte afsnit, hvorfor han ikke kan komme med i flg. opgorelse. De ovrige har på de 5 første afsnit brugt henholdsvis 20, 13!/2, ca. 22 og 13 arbejdstimer. Det er værd at lægge mærke til, at den elev der brugte 20 timer til de 5 første afsnit, er den samme, som brugte 34 til hele systemet, eller sagt på en anden måde, at hun til den sidste halvdel af systemet omtrent anvendte halvt så lang tid, som til den første tredjedel! Da hun sprang det første afsnit over, bliver det nemlig 20 timer til de 4 første afsnit, men kun 14 timer til de 7 sidste.

For at undersøge, i hvor høj grad Carlsen-systemet lærte eleverne musikalske færdigheder, som kræves på Universitetet, prøvede holdet to gange at skrive et sæt eksamensopgaver i melodisk og rytmisk diktat. Første gang (efter l semesters forløb) kunne de ikke klare opgaverne, men anden gang (efter 2 semestre) løste de opgaverne, næsten fejlfrit. Et tilsvarende hold vil, hvis det følger den normale undervisning, først kunne skrive disse diktater efter 4 semestre, og resultaterne vil sandsynligvis ligge lavere, i hvert fald for de svagere elevers vedkommende.

På det hold, som afprøvede Horace k/Lefkof f var der i starten 7 elever, men 2 faldt meget hurtigt fra, fordi de ikke kunne finde sig til rette med den arbejdsform, som systemet krævede. Senere sprang yderligere én fra.

De første to måneder arbejdede holdet 2 timer ugentlig på sproglaboratoriet, mens jeg var til stede, men dette viste sig at være for meget for eleverne. De mistede kontakten med læreren, følte sig fremmedgjorte og var ikke længere motiverede over for stoffet. Derfor blev undervisningen lagt om således, at holdet kun arbejdede l time på sproglaboratoriet med Horacek/Lefkof f. I den anden time blev de undervist på normal vis i hørelære på Instituttet. Denne arbejdsfordeling fortsattes semestret ud og i begyndelsen af forårssemestret, men fra og med marts måned inddrog vi også den anden time på sproglaboratoriet til mundtlig undervisning. Eleverne kunne på dette tidspunkt ikke længere holde systemet ud, men af pligt fortsatte de arbejdet med programmet hver for sig på sproglaboratoriet indtil maj måned.

Ingen på holdet nåede hele stoffet igennem, men dette var i og for sig heller ikke meningen, da Horacek/Lefkoff-kurset er beregnet til at gå over 4 semestre. Dog kom alle igennem det første bind om Intervaller. En nøjagtig opgørelse over, hvor lang tid, eleverne brugte på dette bind, vanskeliggøres, da kun 2 kunne overkomme at føre tidsskemaet nøjagtigt. En af dem, der ikke kunne, begrundede det med, at han syntes, at der var nok skema- og pointsføring i forvejen. De to elever brugte henholdsvis 13 og 14 timer om bind 1. I points nåede 3 elever 1. niveau (dvs. 10-11 efter 13-skalaen) og den sidste 2. niveau (dvs. 10-11 efter 13-skalaen).

Med hensyn til anvendeligheden af de to programmer under danske forhold må man sige, at de er for store. Ingen af dem kan direkte anvendes i vores musikundervisning i deres helhed; Carlsens musikdiktater er f.eks. for lange, og de modulerer ikke, hvor vi foretrækker kortere fraser, der modulerer, fordi dette mere svarer til den eksisterende musik.

Den fordel, man har i Carlsen-programmet, nemlig at man kan bruge testerne til at undersøge, hvor i programmet eleven skal begynde, har man ikke i Horacek/Lefkoffs program. Det skyldes, at testerne er indspillet så hurtigt, at elever som ikke tidligere har beskæftiget sig med programmet, ikke får lejlighed til at vise, hvad de kan. Følgen bliver, at eleverne må starte forfra allesammen. Hertil kommer, at nogle afsnit og tester ikke umiddelbart er tilgængelige, idet der anvendes et amerikansk analysesystem. Som eksempel herpå kan anføres test C8:

Det betyder, at de alle på et eller andet tidspunkt sidder og lærer noget, som de udmærket godt kan i forvejen. For at afhjælpe denne mangel, har jeg prøvet at indspille testerne langsommere. Disse bliver foruden prøvet som fortester.

Hovedindtrykket af afprøvningen af de to programmer er dette, at det ikke lader sig gøre at programmere et helt fags elementærundervisning på én gang. Man kunne udmærket tænke sig, at hele solfegeundervisningen frem til eksamen i l. del blev programmeret, således at læreren blev overflødig. Dette lader sig ikke gøre, for det vil være umuligt at fastholde elevernes motivation over for stoffet over så lang tid, som der er tale om. Man er nødt til at bibeholde den mundtlige undervisning.

Det, der er brug for, er ikke et sådant totalprogram - langt bortset fra, at faget antageligt vil have ændret sig en del, når et sådant program endelig blev færdigt - men derimod et tilbud af mange små programmer, hvor eleverne indlærer bestemte, elementære færdigheder.

Hvilke små programmer der er brug for? På konservatorierne, seminarierne og universiteterne er der brug for i hvert fald programmer i indlæring af intervaller, kvintcirklen, fortegnene, dur-mol skalaer og kirketonearter. Endvidere kan man tænke sig hjælpeprogrammer i alle disciplinerne f.eks. musikdiktat, prima-vista sang osv. Hjælpeprogrammerne skulle supplere den mundtlige undervisning på den måde, at læreren skulle kunne give en elev et program til indlæring af det stof, som vedkommende særlig havde vanskeligheder med.

Selv har jeg vaígt at lave et program, der handler om at lære at læse og skrive intervaller. Valget er faldet på intervaller af to grunde: 1. er intervallerne ikke belastet af stilarter. Alle kendte musikprogrammer begrænser sig som nævnt til dur- og mol- stilen, dvs. at elevernes uddannelse på forhånd bliver ensidig, fordi både den musik, der ligger før den klassiske periode, og den der ligger efter, ikke tages i betragtning. 2. fordi Horacek/Lefkoffs program viser sig at have visse, alvorlige mangler.

Da jeg prøvede det hold, som arbejdede med 1. bind af Horacek/Lefkoff i primavista sang, kom det frem, at en af eleverne ikke var i stand til at forklare, hvad det var, hun sang forkert. Hun kunne høre fejlene og rette dem, når hun sang, men hun kunne ikke sige, hvori fejlene bestod. Programmet havde lært hende at synge og nedskrive; ikke mundtligt at benævne intervallerne. Når de andre på holdet ikke havde samme problem, skyldes det simpelt hen, at de kunne det i forvejen.

Selv om mit program om intervaller hører til dem, jeg har kaldt "små" programmer, skal man nu ikke tro, at det er noget, man lige kan sætte sig ned og lave. Først må man have en betydelig pædagogisk erfaring og et grundigt kendskab til det stof, man skal behandle. Dernæst må man vide en hel del om programskrivning i almindelighed og helst have en del eksperimentel erfaring.

Før man begynder udformningen af programmet, må man gennemanalysere stoffet, således at alle detaljer og alle muligheder er tænkt igennem og sat op i progressiv rækkefølge. Denne vigtigste del af hele arbejdet afsluttes med en "final prescription", som danner grundlag for selve udformningen af programmet. Alle problemer skal være fuldstændig klarlagt; hvis ikke de er det, vil programmet få tilsvarende svage punkter. Mit første forarbejde tog 20 timer, og da var kun 1/20-del af programmet færdigt.

Selve programskrivningen begynder med, at man udfærdiger "basal-teksten", dvs. at man formulerer indledningen til programmet med en redegørelse for de forudsætninger, eleven skal have for at begynde, hvad programmet lærer eleven og hvordan man skal gå frem. Derefter opstilles en lektionsplan med udgangspunkt i den nævnte "final-prescription". Så skriver man rammerne også efter et bestemt skema - og derpå kommer afprøvningen : først afprøvning med enkelt elever, dernæst hold.

Denne program-form følger den såkaldte matetiske model. Der findes flere modeller, som også kan anvendes. En af mine medarbejdere, Ulla Kellermann, arbejder også med et program for indlæring af intervaller. Dette program er udformet efter den såkaldte Algoritmiske model. Forberedelsesarbejdet er det samme, men udformningen af programmet er en helt anden. Når vi har valgt at lave det samme på to forskellige måder, er det for at finde det programsprog, som egner sig bedst. I øvrigt regner vi med, at de to programmer kan supplere hinanden.

Endelig kan det nævnes, at Preben Fahnøe, København er ved at afprøve et program omhandlende indlæring af elementær rytme efter matetisk model.

LITTERATUR

Clough, John: Scales, Intervals, Keys and Triads: A Self-Instruction Program. New York W.W. Norton & Company, Inc., 1964. Benward, Bruce: Eartraining and Sight Singing. Workbook and 14 magnetic tape U.S.A.

Benward, Bruce: Advanced Ear Training and Sight Singing. Workbook and 12 magnetic tape U.S.A.

J.C. Carlsen: Melodic Perception (1 bog, 5 bånd) Mc Graw-Hill Book Company, New York, 1965 .

Horacek j L efkoff: Programed Eartraining (4 bøger, 75 bånd) Harcourt, Brace & World, Inc., New York 1970 .