Rapporter

Statens Musikråd: formandsstatus

Rådet er udpeget nov. 1971 af "rådets repræsentantskab" og jan. 1972 suppleret af kulturministeren:

medlemmerne er: Mogens Andersen, Johan Bentzon, Asger Lund Christiansen, Kjeld Hansen (formand), Mogens Winkel Holm, Svend Aaquist Johansen, Poul Jørgensen, Erik Moseholm, Bo Winther. Lige for at repetere. Rådet blev nedsat som hurtigtarbejdende udvalg, der skulle forelægge grundlag for forslag om ny musiklov, der kunne fremsættes efteråret 1972. Da timen oprandt gav kulturministeren kontraordre: forslaget udsattes til foråret 1973. De seksogtyve udvalg, som rådet havde nedsat for ekspres at kulegrave musiklivets aktuelle behov for strukturændringer o.desl. fik tid til at arbejde mere i dybden. Så meget mere, at man nu først forventer forslaget i slutningen af denne folketingssamling, dvs. i slutningen af foråret 1973. Det vil da næppe kunne vedtages før tidligst i midten (eller slutningen) af efteråret 1973:

.. . Det er så tanken, at forslaget skal offentliggøres, således at den bredest mulige diskussion kan startes, da der er muligheder for at rette i forslaget efter sommerferien,

læser man i formandens beretning af 18. januar 1973. Det fremgår heraf, at rådet ikke bare har haft tid til at lade de 26 udvalg gå mere i dybden, men også til at fungere som en slags stående, konsultativt organ for ministeriet i løbende musiksager. I alt 82 sager er blevet behandlet i 1972. Mens vi (endnu) venter på lovgivningsoplægget (og diskussionen af det i agurketiden) kan det være af interesse at se på enkelte af de sager, formanden fremdrager i sin beretning.

Nyordning af de miltære musikkorps: en lang sag: den har nummer 4/1972. Først afgjort med indstilling til forsvarsministeriet 15/11 s.a.: . .. Hvert af de 4 musikkorps vil herefter bestå af 1 dirigent og 16 faste musikere

hvortil indstilling af, at dirigentstillingerne fremtidig besættes ved alm. opslag.

Musikken i folkesko/ens undervisning, frivillig musikundervisning i skolen: en vigtig sag. Rådets misfornøjelse med folkeskolens læseplansudvalgs notat fra 1971, hvorefter musik på normal-timeplanen skulle udgå som selvstændigt fag efter 2. skoleår, og 7. år skulle være uden musik, førte til, at forslaget til ny folkeskolelov af 27/7 72 normerede faget til mindst fem år, og skal påbegyndes senest 2. skoleår. Og bedre endnu: i §3 stk. 3 inddrages den frivillige musikundervisning explicit i folkeskolelovsforslaget. Men højre hånd ved ikke hvad venstre gør: et besparelsesforslag fra undervisningsministeriet i november måned rammer den frivillige musikundervisning på seminarierne for andre studerende end dem der har sang/ musik som linjefag. Det kan måske lyde meget fornuftigt. Men som rådet påpeger:

.. . Der er overordentlig vigtigt, at en lærer kan bruge et instrument til støtte i sin undervisning. Besparelsesforslaget vil medføre en forringelse i lærernes mulighed for medinddragelse af musikken i undervisningen i andre fag, og det vil ... påvirke de musiske værdier bag undervisningen i folkeskolen i dag i negativ retning og endelig virke truende på den ønskede sammenhæng i folkeskolens musikundervisning. - Absurditeten i, at man stadig opretholder generel adgang til en orgelundervisning, hvis afsluttende prøve hverken kan bruges kirkemusikalsk eller pædagogisk påpeges uden ministerielle omsvøb.

Laboratorium for sonologi, en sag for gode viljer. Rådet så med velvilje på et driftstilskud på 60-500 kr. til laboratorierne i Århus, så en beskeden sikkerhed for kvalificeret elektronmusik, af aller genrer, i Danmark kunne gives. Men ministeriet fattes penge. Og nordisk samarbejde søges nu.

Forslag om landsdækkende musikpædagogisk virksomhed, som endte med at blive dækkende for Holstebro og andre kommuner inden for Ringkøbing amt. I denne sag udtales der explicit noget om rådets intentioner for en ny musik-struktur. Anledningen er et forslag fra stadskomponist Plaetner om landsdækkende pædagogisk og koncerterende virksomhed omfattende musikalsk udfoldelse på alle trin inden for alle genrer i videst muligt samspil med andre musikalske aktiviteter. Dét så rådet på med interesse, fordi:

det er i vidt omfang sideløbende i sin decentraliserende tanke med den generelle opfattelse musikrådet har om den fremtidige struktur af dansk musik. De konkrete virkninger for Plaetner blev en økonomisk garanti fra stat og amt til Plaetners og Holstebro Musikhøjskoles arbejde i år, og de kommende år. Man mener det ikke forsvarligt her i opløbet til en ny musiklov at dette initiativ skulle gå i stå. Konkret er der tale om en instrumentalgruppe bestående af en beat/jazz-sekstet suppleret med klavertrio, ialt 9 personer med eksperimenterende status. Holstebro Musikhøjskole havde ønsket 12.

Informationscentral for indspilning af dansk musik på plade. Man er blevet enig om, at forudsætningen for, at samarbejdet mellem de ikke-kommercielle institutioner der arbejder med udgivelsen af danske plader forløber gnidningsløst, er en gensidig løbende information. I december måned har man, på basis af denne mere indlysende end overraskende konstatering, udsendt en redegørelse for, "hvordan situationen var for den enkelte pladeudgiver". Men det er kun sket til de "implicerede parter". Dette afsnit af beretningen kører underligt i ring, med mange ord und wenig wolle.

I de øvrige sager bemærkes, at rådet anser det fortsat hensigtsmæssigt med de livsvarige komponistydelser på finansloven; man skal ikke slå finanslovsydelserne sammen med rådighedssummerne under kunstfonden, for det kunne medføre en uønsket begrænsning i tremands-udvalgets frie dispositionsret i dets funktionsperiode. I øvrigt finder rådet, at der er for få livsvarige ydelser i forhold til det samlede antal. Statsydelserne burde efterreguleres på reallønsbasis.

Og så er vi ovre i sager som kører videre: uddannelsesinstitut for landsbyorganister, kortlægning af de lokale musikskoler på amtslig basis, Den jyske Opera, og rådgivende virksomhed vedr. opholds- og arbejdstilladelse for udenlandske musikere. Her røres ved et også af DMT behandlet problem, den såkaldte "beskyttelse" af danske musikere - og nu er vi i EF. Stadigvæk er det et udvalg under Dansk Tonekunstnerforening, der tager stilling til arbejds- og opholdstilladelser; men det hedder i Keld Hansens beretning:

Statens Musikråd er indstillet på at overtage denne funktion og har fra justitsministeriet indhentet materiale om omfanget og arten af den rådgivende virksomhed. Der er jo nu im idler id sket det, at vi pr. 1. januar 1973 er trådt ind i Fællesmarkedet. Dette bevirker givetvis ændringer i hidtidig praksis, og med henblik på hvilke ændringer, har man anmodet udenrigsministeriet om at ville redegøre udførligt for de professionelle musikeres arbejdsmæssige stilling i og uden for fælles-markedslandene. Ligesom man også beder om oplysning om, hvorledes udenlandske impresariater uden for og inden for Fællesmarkedet kan virke. Det kan tænkes, at udenlandske impresariater kan gå ind i det danske arbejdsmarked som impresariater for danske kunstnere. Man mener, der i udlandet findes regler, der beskytter i en lignende situation for andre lande.

Jazzhus Montmartre har fået 25.000, som resultat af, at jazzens problemer "i vidt omfang" har været "drøftet i rådet". Pengene ydes dog kun som garanti. Der skal jo spares inden for det offentlige, herunder Danmarks Radio. Rådet udtaler i sidste forbindelse: Statens Musikråd er mest bekymret for, at den levende musik vil blive ramt uforholdsmæssigt hårdt, men rådsformanden har hidtil kunnet berolige os på dette område.

Nå, så det har han. l baggrunden rumler Radioens Big Band. Men dets virksomhed kan muligvis ikke regnes ind under den "levende musik".

Endelig oplyses om nedsættelsen af to af de vedtægtsmæssige underudvalg. Begge drejer sig om de højaktuelle pædagogiske problemer: det ene tager sigte på musikundervisning, det andet på musikundervisere.

Musiksociologisk Kongres

"Musiksociologien udvikler sig som spaltningsprodukt fra den proces, som finder sted, når musikvidenskaben tager stilling til den kendsgerning, at musikken er et socialt faktum og en social faktor. "

Ovenstående sentens af tjekkoslovakken Ladislav Mokry giver i al sin uskyldighed udtryk for det epistomologiske opbrud, som præger musikvidenskaben i disse år. - Ligesom tilfældet er med humaniora iøvrigt begynder grunden at vakle under musikvidenskabens autonome form- og stilstudier: analysen af musikkens interne relationer, dvs. dens harmonik, metodik, instrumentation, form, struktur etc. opleves ikke længere alene at kunne give svar på spørgsmål om musikkens indentitet. Studier af musikkens eksterne relationer er nødvendige for at begribe musikkens væsen.

De eksterne relationer kan være af musikhistorisk art, af komparativ art eller de kan være af kulturhistorisk eller samfundsmæssig art. -

Studiet af musikkens interne relationer har været dyrket så længeder har eksisteret tænken om musik og musikvidenskab. Studiet af musikkens eksterne relationer har traditionelt været dyrket som historiske discipliner: form- stil- og genrehistorie osv. med andre ord musikkens interne relationer sat i historisk perspektiv, - desuden som personalhistorie (komponisthistorie), som anbringer musikkens skabere i den musikalsk-udviklingshistoriske udviklingsproces, som de er led af, - som kulturhistorie, der beskriver musikalske fænomener i deres øvrige kulturhistoriske sammenhæng, - og endvidere som socialhistorie, der tager sigte på at skrive historien om musikkens sociale udenværker. Ingen af disse discipliner har mulighed for eller er beregnet til at beskrive de (eksterne) relationer, som hersker mellem musikken og det samfund, den skabes i og fungerer i, med andre ord: at studere musikken som socialt faktum og social faktor. Dette studium af musikkens samfundsmæssige relationer har gennem tiden - indenfor musikvidenskaens rammer — været dyrket som socialhistorie eller været overladt til de såkaldte samfundsvidenskaber, her først og fremmest sociologien. - Men i de senere år har overvejelser af nævnte art udspaltet en disciplin, som skal varetage studier af musikken som social realitet: Musiksociologien.

Men hvorfor nu overhovedet interessere sig så meget for disse musikkens eksterne relationer?

Jeg skal kort give to væsentlige grund hertil:

1. Fænomenet musik har flere eksistensformer: den kan være en komponists intentioner eller en musikers eller tilhørers oplevelser - og sådan af psykisk eller fænomenologisk art - den kan være nedskrift af et klingende forløb og sådan være af grafisk art - den kan være selve dette klingende forløb og sådan af akustisk art etc. - Karakteristisk for disse fremtrædelsesformer er, at de står i forbindelse med menneskelig bevidsthed som led i en menneskelig kommunikationsproces, — dvs. at musikken er en del af den menneskelige interaktion - er af social art.

Den sociale interaktion finder ikke sted mellem depersonaliserede objekter, men mellem bevidste individer, som bliver til gennem denne interaktion. Denne bevidsthed er altså ikke at betragte som en egenskab, men som en proces, en aktivitet i relation til andre mennesker og til omverdenen iøvrigt. Det bevidste individ manifesterer sig - i stadig dynamisk forandring - i relation mellem individet, der er objekt for andres handlen og dets egen handlen i dets sociale omgivelser. Et konstituerende træk ved den menneskelige interaktion er udveksling af forskellige former for bevidsthedsprodukter: kommunikation. Musikken må betragtes som et menneskeligt bevidsthedsfænomen, som indgår i en menneskelig kommunikation. Musikkens væsen er derfor kun at forstå gennem dens sociale væren. At studere musikkens væsen må således blive ensbetydende med et flerleddet studium: a) af musikkens interne relationer: den kommunikerede meddelelse, b) af musikkens eksterne relationer: 1. musikkens sociale determination (dens almindelige samfundsmæssige forudsætninger), 2. den sociale accept af musikken (hvem bruger den?, hvornår? hvordan? etc.) og c) af forholdet mellem disse eksterne og interne relationer.

2. Meget vel - og hvad så? Hovedsagen er vel, at musikken er blevet til og at vi bruger den og glæder os over den, når vi trænger til det. Var musikken ikke bedre tjent med at få lov til at passe sig selv? Jo, måske, men det får den jo ikke lov til i forvejen: Den administreres af diverse offentlige, private, kommercielle og kulturelle organer og institutioner og bliver således ved siden af at være musik en vare, som gøres til genstand for køb og salg, - den bliver et middel i reklameindustriens hænder, - den er en del af den borgerlige dannelse og sådan et kulturelt prestigesymbol, - den er centrum for religiøs og national samling og har såledesen ideologisk funktion, - den bruges som produktionshemmende middel i industrien og til salgsfremmende middel i detailhandelen osv. osv. - altsammen vidnesbyrd om at musikken ikke blot er et middel til interesseløs æstetisk nydelse, men at den også indgår i bestemte samfundsmæssige sammmenhænge og tjener bestemte interesser. Musikken er altså også således at forstå som en social realitet; - det er denne sociale realitet, musiksociologien studerer.

Men hvordan?

Ovenstående må ses som en kort introduktion til mit egentlige ærinde:

I dagene 22-25 november afholdtes i Göteborg Skandinaviens første kongres om emnet musiksociologi. Her mødtes ca. 50 musikforskere fra hele norden i 4 dage for at drøfte musiksociologi, disciplinens videnskabshistorie, videnskabsteori, og praktiske forskningsmæssige aspekter og metoder. Når jeg skriver "musikforskere" må dette forstås i sin videste mening. Til stede var fagsociologer, etnologer, litteratursociologer, fagfilosoffer, musikforskere i gængs forstand, musikstuderende etc. - alle mere eller mindre i færd med musiksociologiske forskningsprojekter af forskellig art.

Allerede på konferencens første dag markeredes der nogle fundamentale forskelle i observanser, - men formerede sig i "skoler", repræsenterende forskellige forskningstraditioner og videnskabsopfattelser. Værtsfolkene, Göteborgs Universitets musikinstitut v. Jan Ling, er foregangsmænd i Skandinavien m.h.t. empirisk musiksociologi. Siden Göran Nylöf's store musikvaneundersøgelse og med udgangspunkt i Nylöf's metoder har man i Göteborg arbejdet med empiriske undersøgelser af musikalsk produktion, distribution og konsumtion i selve Göteborg og i et lille industrisamfund i nærheden af byen. - Lignende projekter er gennemført bl.a. af team i Halmstad, Tampere og i Tønsberg. - I Danmark har den musiksociologiske forskning - med undtagelse af små empiriske tilløb ved Århus Universitet - været af rent teoretisk art. Gennem studiekredse ved de to "gamle" universiteters musikinstitutter, teoretiske opgaver og afhandlinger har man søgt at skabe teoretisk grundlag for en fremtidig godtgørelse af musiksociale sammenhænge.

Når den danske musiksociologiske forskning ikke endnu kan opvise resultater af empirisk forskning skyldes det først og fremmest en mistillid til den type positi-vistisk-empiriske musiksociologi, som svenskerne repræsenterer, en mistillid, som Ling & Co. iøvrigt selv er kommet til at nære overfor de data-ophobninger, som deres empiriske forskning er resulteret i. -

Konferencens gennemgående emne blev nu diskussionen mellem de musiksociologiske empirikere, som savner teoretisk fundering og en teoretisk ramme om deres (blinde) empiri og de (ligeså ringe stillede) teoretikere, for hvem den filosofiske gennemrefleksion af musiksociologiske problemstillinger uden parallel empirisk forskning står i fare for at få elfenbenstårns-karakter. Således kunne konferencen meget vel være udartet i en slags musiksociologisk "Positivismustrid" på skandinavisk plan, men da positivismens erklærede bannerfører, Göran Nylöf, afslog at gå ind i diskussioner af videnskabsteoretisk tilsnit og da de øvrige svenskere var mere interesserede i udveksling af metoder og samarbejdning af divergerende forskningsopfattelser, undgikkes de værste grøftegraverier. -

På konferencens sidste dag holdt den norske litteratursociolog, Helge Rønning, en af konferencens mere potente forelæsninger. Med udgangspunkt i Adorno's kritik af den positivistiske musiksociologi anser Rønning den positivistiske, empirisk orienterede kunstsociologis største svaghed for at være dette, at den reducerer kunstens sociale indhold ved at begrænse undersøgelserne til at beskæftige sig med holdninger til og konsum af kunst, musik og litteratur hos visse udvalgte forsøgspersoner. Det er den form for kunstsociologi, Adorno kalder "administrativ forskning", hvilket indebærer, at forskningen kommer kulturbureaukrater og kulturelle markedsførere til gode.

"Det er karakteristisk, at kunsten innen-for denne typen sociologi reduceres til å utelukkende ha ideologisk betydning. Dermed blir det mulig for dem som arbeider innenfor dette feltet é undersøke alle genrer og alle kunstformer ut fra samme skjema - ut fra samme metodologi. Fordi selve undersøkelsesformen krever kvantifiserbare og programmerbare størrelser, forsvinner det, som Adorno kaller kunstens dobbeltkarkter. Det vil si at den på en gang har en autonom eksistens og er samfunnsmessig bestemt. Den kan ikke forstås uten å ses i sammenheng med andre sociale strukturer. Men h va det er som konstituerer det kunstneriske uttryket kan heller ikke forklares ved at det analyseres ut fra et bestemt utvalgt sett med faktorer som for eksempel utdanning, bokhandlertetthet osv. " Rønning skriver bevidst - og med et ikke ringe polemisk sigte — kunst. Han gør opmærksom på, at den positivistisk-sociologiske betragtningsmåde i mange måder har væsentlige træk fælles med en mekanisk-materialistisk kunstteori. I begge tilfælde bliver det kunstneriske udtryk gjort til resultat af et kausalt årsagsforhold. Man ser væk fra dets "dobbeltkarakter". Rønning gør opmærksom på, at denne holdning findes i megen officiel østeuropæisk marxisme og i nogle af de vesteuropæiske venstrebevægelser, hvilket har tilfølge, at æstetikken - teori og udsagn om kunstneriske udtryk - underordnes en mekanisk erkendelsesteori. - Rønnings indlæg ramte meget præcist ned i de tilløb til fastlåste positioner, som havde vist sig i dagenes løb. Helt klart gik det i rette med den ubønhørlige positivist, Göran Nylöf, men ligeså klart stak det den kritiske kniv i det iøvrigt meget overbevisende og originale indlæg af Sten Klausen fra Århus: "Den historiske materialisme som musiksociologisk metode". Rønning greb med sit indlæg iøvrigt tilbage til de to københavneres (Poul Nielsen og undertegnede) indlæg den første dag. Det drejede sig om et generelt videnskabsteoretisk indlæg med et forsøg på en opstilling af musiksociologisk videnskabsteori i tilknytning til Frankfurtskolens (spec. Habermas og Adorno) krav til en kritisk videnskab, som bygger på empirisk viden og hermeneutisk forståelse. (F.G.) og et indlæg "Musiksociologisk værkanalyse" om mulighed for stringent sociologisk analyse og interpretation af genuint musikalske formsammenhænge (P.N.). — Poul Nielsens indlæg uddybede endnu et af konferencens væsentlige spørgsmål: I hvilken grad skal og kan musiksociologien beskæftige sig med sociologisk analyse af musikken selv? Nielsen demonstrerede eksempler på, hvordan Adorno og han selv har forsøgt at udanalyserede elementer i Beethovens musik, som lader sig forstå gennem sociologisk interpretation, - men samtidig viste han skepsis overfor analysemetoder af denne art på det stadium, de indtil nu har befundet sig. At de musikalske kategorier, genrer, former etc. behøver sociologisk analyse blev fremhævet af Poul Nielsen og undertegnede konferencen igennem. Bl.a. er det ganske evident, at de genre-typologier, som de empiriske undersøgelsers spørgeskemaer hviler på, er resultat af en meget letbenet omgang med musikalske fordomme - og da den empiriske musiksociologi står og falder med dette grundlag er der her en meget væsentlig opgave for sociologisk musikanalyse. - At problemet skulle kunne løses med en opdeling, som Nylöf foreslog, i to discipliner: musiksociologi (som studerer musikken i samfundet) og socio-musikologi (som studerer samfundet i musikken) er en løsning, som vakte berettiget mistillid blandt konferencens deltagere, især da Nylöf mente at kunne adskille disse som to selvstændige discipliner. -

Finnen Pekka Gronow kommenterede den empiriske musikcociologi fra en anden vinkel. Han gjorde opmærksom på, hvorledes musiksociologen må lære af etnomusikologen: dels i henseende til vilje til at undersøge hele samfundets musik, dels i henseende til at betragte sig selv som deltager, dvs. som part i det samfund, hvori de konstaterede sammenhænge finder sted. Denne tråd toges iøvrigt op af Krister Malm, som med sit indlæg "Musiksociologi sett ur ett globalt perspektiv" plæderede for nødvendigheden af at indse i hvor høj grad de musiksociale sammenhænge har international karakter. De multinationale selskaber udvisker de musikalske landegrænser og påtvinger diverse forskellige musikalske traditioner en industrifremstil let erstatning for den ægte vare.

Nødvendigheden af at studere de musikalske institutioners rolle i de musiksociale sammenhænge fremhævedes af Henrik Karlsson, som selv har analyseret den svenske musikdistribuerende organisation "Rikskoncerter" og udgivet en kritisk forskningsrapport herom. I sin rapport om konferencen (i Musikforum, dec. 1972) fremhæver Karlsson betydningen af det fremtidige inter-skandi-naviske samarbejde, som konferencen var indledningen til. Man enedes om at påbegynde dette samarbejde gennem udveksling af projektforslag (foråret 73), at færdiggøre det endelige forskningsprojekt i høsten 73 så det kan påbegyndes i 1974. - Et sådant projekt vil kunne give ekceptionelt gunstige muligheder for samarbejdning af den ekspertise, som findes på de respektive universiteter og således skabe grundlaget for etableringen af en musiksociologisk forskningspraksis, som vores musikvidenskab trænger så inderlig til. Finn Gravesen

Bioconcertform — musik/film — nysammenhænge

Er det ikke sådan at vi komponister nu søger med lys og lygte sfter de rigtige former, hvorunder vi kan møde vort publikum. Et er musikkens indhold, dens mål og sigte, et andet er den ramme hvori musikken placeres - er det muligt at finde den rigtige ramme?

Af muligheder har vi idag bånd, grammofonplader, filmmusik, koncert, kammerkoncert, radio, fjernsyn, teater. Indirekte og direkte mødeformer. Jeg vil nødigt tage den ene form og slå den anden i hovedet med - langt hellere så jeg at de fandt sammen.

Den direkte form kræver at vi er sammen når det foregår, den indirekte når os også i enerum.

Vi er altså blevet beriget med nogle nye mødeformer, l lang tid var det sådan, at de indirekte former på grund af deres lettere tilgængelighed mer og mer overskygger de hæderkronede gamle direkte former. Mange mente at det var derfor vi fik koncertkrise, biografkrise, teaterkrise. Nu er der en hel del der mener, at miseren simpelthen skyldes at det er få der har tid tilovers til overhovedet at møde op til de forskellige arrangementer p.gr. af det stærkt oppiskede produktionstempo vestkulturen har tvunget os ind i. Mens vi arbejder for en omformning af vort politiske liv, må vi ikke forsømme at opsøge nye meddelelsesrammer. Jeg skal her pege på en form, som forekommer mig at kunne få den fornødne folkelige bredde. Indenfor de sidste 50 år er det vel nok biografen, der har haft den største tilstrømning. Den ene film efter den anden er gået for fulde huse — man må iøvrigt erindre sig at Danmark i filmens unge dage var det land, der producerede flest film, her var et frugtbart filmmilieu. Nu er den guldalder til ende og den lille TV-kukkasse får skyld for tilbagegangen. TV har demokratiseret filmudbudet, jeg ved da godt at demokratiet censurerer og at telefonstorme kan slå revner i den gode vilje, når en eller anden, for mange, mærkværdig film forevises, eller en eller anden personytring falder uden for TV-rammen. TV kan ophidse os gevaldigt, ofte er vi ofre for fiktionen. Vort engagement løber ud i sandet, der er ingen krop i det, vi må tale med naboen for i det mindste at få en smule liv i det som sker for vore øjne i TV-fiktionsspillet. TV kan ikke give os den levende kropsnære oplevelse, der mangler den levende optræden. Den direkte oplevelse kan biograffilmen heller ikke give os, men i biografen samles vi, og her skulle det være muligt at nå et gensidigt frugtbart samspil mellem film, musik, bånd, tekst, diskussion og samvær, hvis man finder ud af at gribe det rigtigt an. Der er flere fordele ved den løsning. For det første: En films længde kan svare nøjagtig til dens indhold. For det andet: Filmen kan kommenteres up to date ved kabaretagtige indslag -den kan aktualiseres. Koncerten, musikken, kan skabe et andet rum omkring sig, filmens milieu forandrer rummet, der kan musiceres før, efter eller samtidig med. For det fjerde, så kan en sådan koncertfilmforestilling let opbygges således, at der kun behøves få musikere for at gøre programmet meningsfyldt og afvekslende. Det betyder at en sådan film-koncert-kabaret let kan rejse over hele landet og leve op til forestillingerne om et decentraliseret kulturelt liv.

Jeg er selv af den opfattelse at de store spillefilmsdage er talte og lader mig ikke dupere af enkelte succeser. Jeg tror, man bør tænke sig meget om, før staten sætter penge i 1,2 millioner-film. Derfor er det mig magtpåliggende at påpege at den største nyskabelse indenfor filmfremstillingen, igen er det dansk film der fører an, er arbejdet i film-workshoppen, hvor det på temmelig demokratisk vis, dog økonomisk afgrænset, er muligt for alle, også komponister, at producere 8 mm film. Komponisten har altså her muligheden for at skabe den for ham koncertegnede film. Film og musik har rytmeproblemer fælles og set som fænomen der bevæger sig i tid, er musikaliteten af væsentlig betydning for resultatet. Det ville være godt om musik-workshoppen og alternativmusik gik igang med arbejdet. Concertorama er navnet, det lyder flot.

Henning Christiansen

P.S. Jacob Christiansens opsætning af "Jens Langkniv" i Herning, var en velgen-nemtænkt attak fra teatrets side på at bringe kunstarterne sammen. Blot denne indvending: Den var ikke handy nok - lader sig vanskeligt transportere - den er stort set stationær.