Debat

Koda's struktur

Der har i de senere år kunnet konstateres en vis uro, til tider endog krisestemning inden for Koda's medlemskreds. Startskuddet til uroen blev givet af de svenske repræsentanter ved et møde i den nordiske union af revyforfattere og -komponister for 3-4 år siden. Ekkovirkningen gjorde sig hurtigt gældende i de forskellige

nordiske lande, men gav forskellige resultater i de enkelte lande. Initiativtagernes hovedidé var at få ændret genretabellerne til fordel for den såkaldte lette musiks komponister.

Der har ikke tidligere i Danmark været fundet anledning til nogen kulegravning af genretabeis-spørgsmål. For det første fordi genretabellen ikke på nogen måde har givet de seriøse komponister de ""hårdt tilkæmpede økonomiske fordele"", der tales om i en af DMTs ledere. Der har aldrig været tale om kamp, men nok om stadige justeringer af tabellen i takt med udviklingens gang og altid gennemført på fredeligste vis. At disse justeringer i øvrigt ofte er blevet foretaget på Dansk Komponist-Forenings initiativ må for en ordens skyld nævnes — ligesom det vel må nævnes, at disse justeringer hver gang har været til fordel for den lette musik. Og det er tillige et spørgsmål, om Koda's genretabel overhovedet kan siges at give de såkaldt seriøse komponister beløb, der tages fra de såkaldte lette. For det andet er genretabellen svaret på en af Koda's internationale forpligtelser, og genretabel-udsvinget i Koda er på ingen måde blandt de i international henseende store endsige største. Her hører springet fra den laveste genre til den højeste — internationalt set — til i den mest beskedne trediedel. Dansk Komponist-Forening har til hver en tid erklæret sig villig til en diskussion om fordelingen af Koda's midler. Når der her bruges ordet ""fordelingen"" skyldes det, at der findes nok så påtagelige urimeligheder uden for genretabel lens domæne. Et enkelt eksempel: En oversætter kan (f.eks. med en pladeproducents hjælp) udvælge topmelodierne fra anglosaksiske hitlister og forsyne dem med danske tekster. Herefter vil oversætteren få /Coda-honorering hver gang, melodien spilles i Danmark, hvad enten opførelsen sker med dansk tekst, original tekst eller uden tekst. Og oversætteren kommer højt op, når han sætter sig overskrævs på succeskomponisten som fuglekongen på ørnen. Der er oversættere, som på denne oplagt urimelige facon får mere end 100.000 kr. i årlig /Coda-indtægt. Ingen seriøse komponister får tilsvarende beløb, kun få får så meget som 1/10 heraf.

Af årsager, der forekommer uklare, har Dansk Revyforfatter- og Komponistforbunds formand ønsket at anlægge retssag mod Koda om et problem, der indirekte berører fordelingsmekanismen. Så længe retten sidder, må drøftelserne om genretabel m.v. naturligvis gå i stå. Kun kan man måske få lov at udtale det håb, at man med tiden ved fornuftige forhandlinger kan nå frem til en ny, differentieret og god genretabel, der ikke i så høj grad som den eksisterende genretabel baserer sig på de hidtidigt anlagte æstetiske værdinormer, men mere tager hensyn til det stykke åndelige, kompositoriske arbejde, der er nedlagt i det musikalske — uanset stil, tilhørsforhold o.s.v. Hvad derimod ikke behøver at gå i stå, er arbejdet på en ændring af Koda's struktur, som ikke længere er tidssvarende. Det har den måske aldrig været, men dens u-heldigheder har — indtil de sidste års uro — været til at leve med. Nu går den ikke længere.

1) På en generalforsamling i Koda kan DRKFs komponister fremmøde med deres stemmeberettigede forfattere, medens DKF ikke har sine forfattermedlemmer med i Koda. Denne ulighed i repræsentationen giver mangel på balance og derfor mangel på demokrati ved afstemninger på disse generalforsamlinger.

2) På en generalforsamling i Koda kan et flertal beslutte hvem ud af flere opstillede kandidater, der skal repræsentere henholdsvis DKF, DRKF og de to forlæggerforeninger i Koda's råd. Som følge af det under 1) anførte, vil flertallet næsten automatisk tilfalde DRKF, og på generalforsamlingen i 1972 benyttede DRKF da også lejligheden til at bestemme, hvem der skulle have en ledig for/æøøer-plads i Koda's råd. Dette er meningsløst.

3) Koda er ikke en almindelig forening. Medlemmerne er i meget betydelig udstrækning sammensvejset i f ire blokke. Da de ikke på en generalforsamling (medmindre de er originale) har nogen trang til at løsrive sig fra den blok, der repræsenterer deres økonomiske interesser, kan de ikke påvirkes af argumenter, og det bliver uønskværdigt at give generalforsamlingen nogen fremtrædende plads inden for strukturen.

Dette er en fremstilling af en del af problematikken omkring Koda's struktur. Hvilke konsekvenser bør man så drage af denne diagnose? Der er vel flere muligheder. Koda's råd er nået til enighed om et kompromisforslag, der tager hensyn til rådsmed lemmernes let divergerende opfattelser. Dette enstemmigt vedtagne forslag er videregivet til kulturministeriet, der antagelig vil benytte det som grundlag for videre overvejelser og forhandlinger. DKF har intet mandat til at offentliggøre rådets forslag, og man indser meget vel, at en sådan offentliggørelse ville stride mod almindelig dansk kotyme.

l den tidligere omtalte interessante DMT-leder rider redaktøren en af sine kæpheste i galop. Han nævner spørgsmålet om beat- og jazzkomponisternes stilling inden for Koda -strukture n (der i denne parantes bemærket ikke er noget socialdemokratisk påfund, men et internationalt, og næppe kan siges at være mere pyramideagtig end f .eks. den sovjetiske). Beat- og jazzfolkene har traditionelt søgt ind i DRKF. Muligvis er det derfor, DKF intet har hørt om deres ønsker med hensyn til Koda's opbygning. Heller ikke Koda's råd har så vidt det vides modtaget nogen henvendelse om disse forhold fra beat- og jazzfolkene. DKF s repræsentanter er såmænd ikke synderligt uvidende om eller lukkede for, hvad der sker i dagens musik. Vi har i økonomisk henseen-

de søgt at støtte jazz- og beatområdet. Men vi har ikke — selvfølgelig ikke — søgt at manipulere med folk, der ikke har bedt os om det. Alligevel, og spontant udtalt, vil DKF da hilse det særdeles velkomment, om fol kene fra den rytmiske musik (beat/jazz/folk etc.) på en eller anden måde fik en rimelig placering inden for en kommende, ny /Coda-struktur. Disse linier skal først og fremmest betragtes som en summarisk redegørelse for nogle af øjeblikkets /Coda-problemer og kun i begrænset omfang som et svar til DMTs lederskribent. Nogle af lederskribentens andre betragtninger, der jo knap nok er blevet strejfet i det foranstående, fortjente imidlertid nok at blive diskuteret i anden sammenhæng. På Dansk Komponist-Forenings vegne

Mogens Winkel Holm

Svar:

Formålet med den omtalte leder (DMT nr. 5, febr. 73) var primært at rejse debat om den samlede /Coda-problematik. Vi vil derfor foreløbig nøjes med at takke komponistforeningen for den klare meningstilkendegivelse og benytte lejligheden til at opfordre sagens øvrige implicerede parter til at fremsætte deres synspunkter.

SEW.

Moderne musik for amatør-orkestre

""... ist ed et har vi forsøgt at få amatørorkestrene til at tage bestillingsværkerne op i deres a/m. sæsonvirksomhed, men det blev nu ikke nogen succes. ""

Mogens Andersen i DMT nr. 5, 1973

Idet der her bliver refereret til et svar på en artikel, der rørte ved mange af de problemer, som musikpædagoger og musikere har inde på livet, skal jeg tillade mig at bemærke følgende:

Amatørsymfoniorkestre har mangesteder bl.a. det stående problem med ubesatte stemmer.

Man klarer sig som regel så godt som muligt, enten ved at lade andre en de oprindelig tænkte instrumenter overtage stemmen, hvis den er meget væsentlig, eller ved at spille et musikværk alligevel, selvom besætningen ikke er fuldtallig. Vi er alle flasket op med dur/mol harmonik, nogle af os har bare haft held og vejledning til at sætte os ind i vor tids musikalske udtryksmåde og derved også kommet til at holde af den. Men det hjælper ikke de, der ikke har haft chancen. Hvis det er faldet i ens lod at skulle give videre, hvad man selv er optaget af, kan man imidlertid støde på visse vanskeligheder i det, da alle i et amatørensemble er vante til den klassiske harmonik, så gør det knap så meget, om kvinten eller tertsen med for den sags skyld, mangler i en septimakkord, man ""hører"" de manglende

toner for sit indre øre, og opleveisen af musikken bliver alligevel næsten total, l ny musik derimod, forholder det sig anderledes. Det betyder mindre, om det er manuelt eller orkesterteknisk lidt for svært. Man kan godt arbejde med det et stykke tid og have glæde af det. Men den musiker, der skal tilegne sig værket, må have chancen for at lærea/f at kende. Det dur ikke, at det kun er dirigenten, der kender det totale kalngbillede. Skal vedkommende synge de manglende stemmer? Vi er ved sagens kerne: Hvor f indes den nyere musik, som er til at spil/e for amatører idag? Man er på evig jagt efter repertoire fra nyere og nyeste tid, som kan bruges i undervisningssituationen. Hvorfor blev DR's initiativ med at bestille værker og udskrive konkurrence blandt amatørorkestre ikke en succes? Måske fordi der i Nrd. Vognstrup eller Srd. Sengeløse amatørorkester ikke findes 2-3 oboer, 4 horn samt både fagot, cello og bas. Uden at vide det bestemt skyder jeg på, at der findes fra 4-6 amatørorkestre, hvor man kan sige, at besætningen er nogenlunde fuldtallig. Men der findes da mange flere ensembler, løvrigt spillede da flere af de nogenlunde fuldtallige orkestre også de nye værker.

Man kunne i sin tid få en times tid til at læse føromtalte værker igennem i radiohuset (hjemlån var ikke muligt — de havde kun de samme partiturer???) Det tog nu ikke så lang tid at konstatere, at det vanskeligt lod sig spille, fordi, hvis fagotcello og kontrabasstemmen havde været unisone, så havde man nok kunnet besætte basstemmen i et af de værker. Hvis træblæserne f .eks. var skrevet som 1, 2, 3, 4 evt. 5 stemme (ikke et ord om transposition, de fleste klarinetter lærer sig hurtigt at læse i C, ellers kan de ikke bruges i alle de klassiske obostemmer). Havde man yderligere holdt sig til en messingbesset-ning (der jo trods alt skal stå i forhold til strygerantallet) på ca. 4 og ikke alt det divisi, så havde der nok været flere som ville prøve at spille noget af den ny musik. Ved at nævneet hollandsk ensembles samarbejde med komponister røres der ved det punkt, der åbenbart er blevet overset, da man herhjemme bestilte værker. Det er egentlig et spørgsmål, amatørerne (og musikpædagogerne) og komponisterne imellem. DR kommer kun ind i billedet, fordi man bestilte værker til bl.a. amatørbrug. Derfor, idet jeg ellers kun kan være enig i synspunktet ang. amatørmusikkens placering i DR's programmer, måtte man måske foreslå, at hvisder en anden gang skal bestilles værker m. henblik på amatørudfoldelse, så klau-suleres opgaven sådan, at den kun kan optages til bedømmelse, hvis den opfylder visse praktiske krav, vi desværre endnu må stille i dagens Danmark.

Kirsten Kjær

Angående forkortelse

Da mit indlæg i DMT nr. 5, ""intellektuel forplumring af marxismen"", uden at jeg vidste det og fik mulighed for at tage stilling til det, af redaktionen blev beskåret så kraftigt (nemlig halveret), at adskillige for indlægget bærende argumenter er fjernet, det tilbageblevne stof svækket og hensigten med indlægget delvis forvrænget, fralægger jeg mig ansvaret for indlægget i den form, hvori det blev bragt. Redaktionen har formået at skære således, at læseren må tro, at jeg selv påtager mig at give den redegørelse for marxismens grundbegreber, som jeg i min indledning omtaler som nødvendig. Dette er absolut ikke tilfældet. Min belysning af nogle punkter i den marxistiske ideologi er alene en polemik imod et citat, hvor jeg tager udgangspunkt, og hvortil mit ordvalg bestandig henviser, men som redaktionen har strøget. Følgelig ved læseren ikke, hvad den første ret lange argumentation går på, og den fremtræder som en frit i luften svævende lektie. Et for indlægget centralt afsnit med indvendinger imod Poul Nielsen's brug af Stalin's Rusland og Hitler's Tyskland som eksempler er strøget. En kritik af P.N.'s vurdering af modernismen er strøget, og den vigtigste del af kritikken af Harry Gold-schmidt-citaterne (vedr. ""kvalitative tilværelsesformer"") er ligeledes fjernet. Endelig er indvendingerne imod P.N.'s placering af Sovjet som autoriteten på marxismens område strøget. Mit indlæg blev indsendt i november 1972, tilskyndet af redaktionens ønske om at starte en debat., og før den fremførte sit krav om begrænsning til ca. 300 ord. Jeg er temmelig uforstående over for redaktionens handlemåde og føler ikke, at jeg kan gå ind i en videre diskussion, før mit indlæg har været bragt enten uforkortet eller forkortet på en måde, som jeg kan godtage.

Niels la Cour

Svar:

Det må understreges, at beskæringen af la Cours indlæg på intet sted blev foretaget ud fra ""censur-mæssige"" el. lign. ønsker. Redaktionen fandt, at indlægget både indholdsmæssigt og redaktionelt var for omstændeligt, l øvrigt har red. lige fra første nummer i denne årgang gjort opmærksom på, at man ikke påtager sig ansvar for uopfordret indsendte indlæg, dersom der ikke er vedlagt svarporto.

Red.

Et supplement

til Jørgen I. Jensen's artikel om Per Nørgård's Canon.

Om uendelighedsrækken skriver Jørgen l. Jensen, at ""dens uendelighedskarakter be-

tyder, at den ikke kan beskrives udtømmende, eller fastholdes i en strukturel formel, selvom man naturligvis eksakt kan angive principperne for dens konstruktion.""

Det er naturligvis individuelt, hvad man vil anse for udtømmende, men rækken kan — ligesom en del andre uendelige tal-ræk ker — fastholdes i en strukturel formel. Hele rækken kan nemlig fremstilles ud fra dens første og andet led, efter følgende formler:

e2n+1 = 2e1 ""-en+1 °9

e2n+2 = en+1 + e2 - e1

hvor n = O, 1 , 2, 3, 4 ...

og disse formler kan kombineres til een,

som desværre er betydelig mindre over-

skuelig.

Et andet spørgsmål er så, om rækken har

matematisk interessante egenskaber, lige-

som for eksempel talrækken O, 1 , 1 , 2, 3,

5, 8, 13, 21 , 34 . . . , der kan fremstilles

ud fra sine to første led efter formlen:

hvor n = 1, 2, 3,4, 5 ...

Om denne række gælder, at udtrykket

en+2

en+1

har en grænseværdi for n oo , og denne grænseværdi kaldes ""det gyldne snit"". Rækkens tal er altså ikke interessante i sig selv, men rækken er. Tallene er blot materiale.

Det problem, ""uendelighedsrækken"" kan løse, er da også det meget jordbundne materialeproblem, som en del komponister er kommet ud i efter den dodekafone serialisme. Men derved opstår et helt andet problem: Dodekafoniens meget korte rækker kræver dynamiske komponister, der kan bruge disse rækker. Dette er ikke tilfældet med ""uendelighedsrækkerne"". Sådan er det med det.

Henrik Colding- Jørgensen