Noder

'Aus Westen nichts neues . . .""

Villy Schneider: Method for Brass, Schott No. 11099.

Hans Pfau: Bläserspielbuch (bd. 1) 156 leichte Spielsätze ... für Gruppen und Bläserspielkreise. Schott 6353 (1972).

Det er en almindelig erfaring, at kvaliteten af undervisningslitteratur varierer stærkt fra instument til instrument, og specielt for messingblæserområdet gælder det, at nyere pædagogiske landvindinger sædvanligvis kun sætter svage spor i det pædagogiske materiale. Underv/isere såvel som elever venter spændt på nye signaler, og en nyudgivelse inden for dette område modtages derfor altid med forventning. Schott står for udgivelsen af de to foreliggende værker, begge af tysk oprindelse, men Schneiders ""Method for Brass"" i engelsk oversættelse. Hvad Englænderne skal med den er mig en gåde, eftersom den ikke indeholder eet område som ikke i forvejen er gennemtrawlet på kryds og

tværs i engelsk blæser-litteratur, men retfærdigvis skal det siges, at samlingen er velredigeret og den pædagogiske linie klar: her er alt hvad en elev skal bruge for at blive en habil amatørblæser i fuldstændig traditionel forstand. Bogen har et udmærket skala- og treklangsmateriale i relevante rytmiseringer. Men forstemmende er det unægteligt at gennemblade 8 sider skalaer uden at møde eet kryds (bortset fra et vildskud i en es-stemme). Når krydstonearterne endelig optræder, standser de naturligvis ved 3 stk., ligesom hele mol-området er sporadisk behandlet under titlen ""the most common minor scales"" — hvortil udgiveren eksempelvis ikke regner a-mol(! ) (Messingblæsere skal formentlig i evighed bevare deres frustrationer over for krydstonearter o.lign. specialiteter.) Små instruktive stykker omfattende stødteknik, legato, akcenturering, fingerteknik, sløjfer, lidt kanonspil, et ex. på det polyfone princip, på orgelpunkt, på passacagliaformen, og et appendix omfattende blæseorkestrets best-sei ler rytmer: march i C, ""halvtakt"", 2/4 og 6/8 samt vals er hvad bogen iøvrigt byder på, og bortset fra at en enkelt efterslagsfigur, det synkopisk overbundne efterslag,

mangler, er det hele tilforladeligt og veldisponeret. Da bogen udgives i England havde det været snedigt at oplyse om Es-tubaens mulighed for at omtyde F-nøgle til G-nøgle ved hjælp af fortegnsændring, ligesom det nok burde oplyses, at man selv må skrive en B-tuba stemme ud for elever der kun læser G-nøglen — ellers bliver det kaos, når bassen blander sig i de øvrige B-instrumenters stemmer. Humoristiske elementer er der ikke mange af. Derfor falder den ufrivillige komik desto mere i øjnene, når udgiveren foreslår, at trombonerne udelades i en sløjfeøvelse baseret på de indledende takter i ""Figaros bryllup""-ouverturen. Unægteligt et godt råd. Willy Schneider er en gammel rotte i faget, og når han selv komponerer småstykkerne er han befriende upretenti-øs: han begrænser sig til det totalt stereotype melodi- og harmonimateriale, og han anvender det så udmærket, at man bliver behageligt fri for at tage stilling til eventuelle komponistambitioner.

Så let slipper man ikke om ved Hans Pfau's ""Bläserspielbuch"", hvis nydelige forside hensætter én i glad forventning om ""lustiges Musizieren"". Langt den overvejende del af disse øvelsesstykker (det foreliggende bind 1 hedder ""Aufbauband"" — vist uoversætteligt) er nemlig udgiverens egne værker, og de er noget mere ambitiøse. Man aner bag det hele en inspiration fra renaissancemusikkens forskellige dansetyper, og bogen er tydeligvis tænkt som en skoling i denne musiks vendinger — og som sådan utvivlsomt velegnet. Kompositorisk er samlingen en mærkelig blanding af villet modernitet, lyse indfald og klicheer. ""Villet modernitet"" fordi talrige sekvenser røber komponisten som traditionalist — i god forstand — men det er påfaldende så lidt disse iørefaldende passager harmonerer med de pludseligt forekommende kvartsamklange og ""tomme"" kadencevendinger. Det virker stilmæssigt usikkert, og det kan undre, at så ringe satser som march- og menuetpasticherne (62 00 68) for ikke at tale om et helt grotesk forsøg i moderne rytmer (55) af veksler med nydelige og smukt klingende satser som koralen (39), ""Leicht bewegt"" (59) og den iørefaldende ""Balkantanz"" (68). Den pædagogiske linie er vanskelig at få øje på, her er Pfau ikke nær så dreven som Schneider, og fremfor alt er meget af stoffet simpelthen kedsommeligt. Per aspera ad astra er vel et rimeligt pædagogisk princip, men der kræves en god portion motivationsvilje hos en instruktør for at slæbe en blæsergruppe igennem dette bind. De traditionelle begrænsninger er her simpelthen drevet ud i det usandsynlige: der forekommer ikke een krydstoneart i hele samlingen! Det grænser næsten til det bedrageriske at give elever det indtryk, at kryds'er kun forekommer i kromatiske vendinger eller som mol-ledetoner. Bemærkes skal det, at de tre første F-dur øvelser er udstyret med 2 b'er, at det havde været belejligt — når man skal være pædagogisk — at indføre synkopeøvelsen nr. 54 før de to slaviske folkesange (52-53), at der i samlingens 2-stemmige afsnit har indsneget sig et par 3-stemmige satser, at bogens sidste del med rytmiserede skalaer, efterslagsøvelser (som sågar omfatter polonaiserytmen og ó et tidligere efterlyste synkope-efterslag) og kanonøvelser er udførlig og veldisponeret, samt at slagtøjsbehandlingen her som hos Schneider er i god harmoni med satserne, omend det er udtryk for en vel lav vurdering af blæsernes rytmiske sans, når udgiveren i forordet beskriver slagtøjsgruppen som en nødvendighed for satsernes udførelse.

Hvorfor man forspilder chancen for at lære eleverne de mest almindelig nuance-ringstegn som f og p og i stedet giver anvisninger som ""weiches Spiel"", ""choral-mässig"", ""weich geblasen"" etc. skal jeg lade stå hen. Det må vel være et lignende hemmelighedskræmmeri som det omkring krydstonearterne — men en blæser kan jo komme ud for den slags overraskelser si-

denhen.

Nu kunne man måske fristes til at spørge, om disse to samlinger egentlig er anvendelige. Det er et overflødigt spørgsmål. Det er de.

Arne Christensen