Debat

Musikrådet

l DMT nr. 6 beskæftiger man sig med formand sbe retningen, som blev aflagt på Statens Musikråds repræsentantskabsmøde den 18. januar d.å.

Jeg føler trang til indledningsvis at sige DMT tak for den fyldige omtale, man har givet arbejdet.

Under afsnittet ""Informationscentral for indspilning af dansk musik på plade"" slutter man med at sige, at dette afsnit i beretningen kører underligt i ring, med mange ord und wenig wolle, l beretningen står der om dette punkt:

/ februar 1972 blev der på foranledning af tonekunstudvalget under Statens Kunstfond afholdt et møde vedrørende koordination af bestræbe/serne for indspilning af dansk musik på plade, l mødet deltog foruden Statens Musikråd, tonekunstudvalget, Samfundet til udgivelse af dansk musik, Selskabet til udgivelse af Dansk-Musik-Antologi på grammofonplade, Danmarks Radio, NOMUS, Nationalbankens Jubilæumskomité og Ministeriet for kulturelle anliggender. Man enedes om, at forudsætningen for et gnidningsløst samarbejde mellem disse institutioner, som arbejder med fonografiske udgivelser, var en gensidig løbende information. Med henblik herpå anmodede man Statens Musikråd om, at dets sekretariat kunne varetage en sådan informativ virksomhed. Dette accepterede man, og det synes at fungere, således at man her i december måned til de implicerede parter kunne udsende en redegørelse for, hvorledes situationen var for den enkelte pladeudgiver. Man har ment indtil videre at holde de kommercielle firmaer udenfor, da der primært er tale om ikke at spilde offentlige og andre støttemidler samt arbejdskraft Der er altså tale om en ren informationsvirksomhed.

Som afslutning på gennemgangen fremhæver man besparelserne i Danmarks Radio, hvor Statens Musikråd har været bekymret for, at den levende musik ville blive ramt uforholdsmæssigt hårdt og redaktionen fortsætter: ""l baggrunden rumler Radioens Big Band. Men dets virksomhed kan muligvis ikke regnes ind under den levende musik"".

Naturligvis henregnes Radioens Big Band under levende musik. Jeg forstår overhovedet ikke, hvorfor dette spørgsmål rejses. Radioens Big Band ligger naturligvis Statens Musikråd lige så meget på sinde som alt andet levende musik — uanset genre. Kjeld Hansen

Svar til Jersild

Det er både med interesse og med en vis ulyst, jeg har læst Jørgen Jersilds dobbeltartikel om Schönbergs sentonale harmonik. Med interesse, fordi JJ er en skarpsindig analytiker. Med ulyst, fordi jeg stadig under de lange udredninger har fornemmet en summetone, en støjlyd, der siger noget i retning af: ""Nu skal han sandelig få tak for sidst, og helst med trumf på! "" — og det er et dårligt grundlag for en meningsudveksling. Lad være, at det blot er en fornemmelse, og at der om fornemmelser ikke kan diskuteres; når den er så stærk, som tilfældet er her, må den i hvert fald have lov at formuleres. Hvilket hermed er gjort.

Når jeg alligevel — ulogisk, kunne man sige — modtager redaktionens tilbud om at skrive noget i denne anledning, skal det være for at henlede opmærksomheden på, at den konklusion, som JJ så triumferende når frem til i slutningen af sit indlæg, grunder sig på falske forudsætninger i form af to store og et par mindre misforståelser, som hverken JJ eller jeg kan være tjent med.

l sin kritik af et aspekt af min bog om Schönbergs vej til den dodekafone sats går JJ åbenbart ud fra, at det har været min hensigt, i lighed med hvad han selv har forsøgt, at opstille et harmonisk system, der skulle kunne tolke og forklare den valgte musiks harmoniske egenskaber udtømmende og endeligt. Det er ikke tilfældet. Jeg har ikke barsiet med et harmonisk system; men jeg har tilstræbt et beskrivelsessystem, som kan anvendes både over for Schönbergs tonale og over for hans atonale musiks samklangsformer. Hverken mere eller mindre. Selvom det ikke er perfekt (det kender jeg ikke noget system, der er), har det dog vist sig at fungere ganske godt efter sin hensigt: at påvise ligheder og forskelle i harmonikken i komponistens tonale og atonale skrivemåde. — Der ligger heri ingen fornægtelse af den harmoniske funktionsanalyses principper, når de anvendes fornuftigt og med bevidsthed om deres begrænsning. Tværtimod har jeg gang på gang fremhævet, at tonale reminiscenser rækker endog meget langt ind i de atonale værker. Det var den ene store misforståelse. Den anden viser sig, når det bebrejdes mig, at jeg til de tonale analyser har anvendt Schönbergs eget, af Sechter inspirerede trinanalytiske system. Jeg kunne godt have valgt andre metoder, f.eks. Rie-manns eller Allen Forte's, men har fundet

det mest nærliggende at bruge denne, som jeg nøje kender Schönbergs egen brug af (incl. sænket 1. trin). Den har flere gode sider; men den har også sine begrænsninger, og den er ikke indrettet på specielt at afdække de mere subtile og særdeles lærerige funktionsharmoniske relationer, som det især er JJs hjertesag at afdække. JJ synes at forudsætte, at det er noget sådant jeg har tilsigtet. Det er ikke tilfældet.

Mit beskrivelsessystem er måske besværligt i første omgang; i hvert fald har der sneget sig et par misforståelser ind. Jeg skulle have overset, at en Qu5-akkord indeholder både en stor og en lille terts og dermed have forsømt at erkende, at den til syvende og sidst skulle være en omplacering af en Tn-klang. — Nu er sagen, at Qu5 (f.eks. c-f-b-es-as) rummer hele to små og en stor terts; men selv dette gør den ikke automatisk til en Tn-klang. Denne er nemlig defineret som opbygget af små og store tertser, og det er Qu5 ikke. Dog kan man, hvis oktavfordelingen gør det nærliggende, nok beskrive den som Tn5—1, d.v.s. en tertsopbygget seksklang med en udeladt tone (f-as-c-es-b). Muligheden for at henføre forskellige placeringer af samme tonegruppe til forskellige akkordtyper er fra første færd indbygget i beskrivelsessystemet (2. bd„ s. 17f) og gælder navnlig for mere end firtonige akkorder.

Det er rigtigt, at jeg ikke menerat kunne anse Qu-klange for bærere af dominant-funktion i vanlig forstand. Det eksempel JJ anfører for at modbevise denne påstand, er imidlertid ikke en Qu-klang, men en a Qu (eks. 14,2). Dette medgives siden i teksten; men så mener JJ, at han kan ændre på den, så den bliver til en Qu-akkord, og stadig hævde, at den har dominantfunktion. Her må være en misforståelse. Den tone, der ændres, er nemlig ledetonen, som sænkes, hvorved klangen just ""afdominantiseres"". Endelig har jeg ikke, som det hævdes, taget udgangspunkt i akkordernes notation, men netop i deres ""akustiske realitet"" under de givne forudsætninger (2. bd., s. 17f), hvad også et flygtigt blik på mine analyser vil kunne overbevise om. Derimod mener jeg nok, at en konsekvent udnyttelse af nabotoneforbindelser mellem akkorder efterhånden må eliminere muligheden for enharmonisk omtydning og følgelig konstituere et kromatisk skalagrundlag fremfor et diatonisk. Men det har jo ikke noget med notationen at gøre. Når det på denne basis konkluderes, at mine harmoniske undersøgelser har været skuffende, fordi ingen af de to analysemetoder, Schönbergs trinanalyse og mit eget beskrivelsessystem, er ""velegnede redskaber, når det gælder at forklare udgangs-punktetfor udviklingen, senromantikkens tonalt-funktionelle harmonik"" (således som JJ opfatter den), så er dertil kun at sige, at dette heller ikke har været hensigts • Jan Maegaard