Grammofon

Af
| DMT Årgang 47 (1972-1973) nr. 08 - side 228-229

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Bevidsthedsindustriens censur

l sidste nummer af Dansk Musiktidsskrift anmeldtes en kassette f rå EMI med musik af John Cage og hans elever. Siden har jeg fået tilsendt et EM l-katalog for sæsonen 1972/73, en farverig tryksag med mange strålende tilbud inden for det klassisk-ro-ma n tiske repertoire. Katalogets 2 første sider efter forsiden er dog optaget af beskrivelser af plader med musik inden for det klassisk-moderne repertoire. Foruden den førnævnte Cage-kassette er der nogle interessante og lovende plader, som jeg fandt det væsentligt at få omtalt. Det drejer sig om en kassette med titlen ""Musikteater i dag"" med udsnit af en række moderne operaer i indspilninger med fremragende kunstnere. Dette repertoire er ellers svært at få fat i — om ikke umuligt — og ikke mindst for operaentusiaster, der gerne vil orientere sig ud over standardrepertoiret, ville dette sæt være gefundenes Fressen, for ikke at tale om pædagoger, der her ville få en eksempelsamling af stor værdi på kun 3 plader, l kataloget var også en serie på 6 plader med væsentlige værker fra det klassiskmoderne repertoire. Ikke eksperimenter af de sidste dages endnu ukendte komponister (de kommer slet ikke på plade), men gode, gamle, gedigne, respekterede og etablerede komponister som Varèse, Messiaen, Zimmermann, Boulez, Ferrari, Castiglioni, Berio, Ligeti, Takemitsu, Ishii, Penderecki, Kagel, Werle og Fritsch. Et sådant tilbud reflekterer man naturligvis på, så jeg bestilte pladerne hos importøren.

Som svar fik jeg et brev, hvori det lakonisk meddeltes: ""Med tak for Deres kort må vi meddele Dem, at de ønskede plader ikke er lagervarer.""

Det vil altså sige, at det internationale pladeudbud censureres, inden det tilbydes det danske musikpublikum. Et kulturgode som grammofonpladen er ikke umiddelbart tilgængeligt for befolkningen, fordi de store grammofonselskabers danske afdelinger uindskrænket bestemmer, hvilke plader der skal være tilgængelige og hvilke der skal lukkes ude fra det danske marked. Når man spørger selskaberne om grunden, får man det svar, at det ikke kan betale sig at importere plader uden for standardrepertoiret, når det drejer sig om ny musik. Med andre ord: Private profitinteresser bestemmer, hvad der skal være almindeligt tilgængeligt for det danske pladepublikum. Konsekvensen er velkendt: vi oversvømmes af kostbart reklamemateriale for mere eller mindre underlødigt underholdningsmusik, om det klassiske repertoire underrettes vi, resten forhindres vi i at tage stilling til. Selskaberne påstår, at det er fordi de giver folk, hvad folk gerne vil have, men det kunne jo også være, at bevidstheds! ndu-striens grammofonsektion ikke havde ofret reklamemilliarderne forgæves — at det var lykkedes at få folk til at kunne lide det, de gerne ville sælge. Det vil under de givne forhold være nytteløst at skyde på importørerne. De har dækning i den påstand, at de udelukkede plader sandsynligvis vil give tab, hvis de importeres til Danmark. Og selv om de ikke ligefrem gav tab, så ville fortjenesten givetvis ikke være stor nok. Og da importørerne ikke kender andre hensyn end dem, der tages til profitten, er den vej frem spærret. Men lige urimeligt forbliver det, at samme profitinteresse skal udelukke et dansk publikum fra et bestemt område af musikken. Og løsningen må så søges i en eller anden form for statsinitiativ ligesom det med så stort ""held"" er set i Sverige. (Jfr. artiklen ""Svenske statspla-der"" DMT nr. 3, 1972). Systemet behøver ikke at være så omfattende som i Sverige (selv om statslig støttet pladeudgivelse også bør komme herhjemme). Men i første omgang gælder det vor ret til alsidig orientering via grammofonpladen. K u ti türm i n isteren opfordres derfor til at drage omsorg for, at den private censurering af det danske plademarked ophører. PS: Ikke alle pladeimportører fører den omtalte censureringspolitik. l næste nummer omtales nogle interessante plader med ny musik fra pladeselskabet harmonia mundi.

Ib Planch Larsen

Årgang 47/1972-1973, nr. 08