Gymnasielæreren som musikformidler

GYMNASIELÆREREN SOM MUSIKFORMIDLER

Når DMT som hovedtema denne gang har valgt at beskæftige sig med faget musik i gymnasiet, kan man synes, at det er at udvælge sig et ret snævert område. Man kunne med lige så stor ret interessere sig for situationen i folkeskolen, på seminarierne eller universiteterne, ja man kunne i og for sig udvide spektret, så der blev en diskussion af humanioras stilling i hele undervisningssektoren i dagens Danmark. Problemstillingerne er nemlig fundamentalt stort set de samme, affødt af den samme tvivl om hvad der er af almen værdi, og det både eksistentielt, kulturelt, æstetisk, moralsk, politisk. Hvis der er opstået tvivl om de almene værdier i den kultur der skal formidles i undervisningen, rammer usikkerheden jo over en bred front. In casu i gymnasiet. I musik.

Jeg kan indledningsvis melde, at jeg faktisk synes det er et vanskeligt fag at undervise i. Årsagerne er mange. Der er én — helt kontant - ting som jeg synes giver vanskeligheder hvert år, når man starter med en 1. g, og det er den omstændighed, at de 25 elever der sidder i klassen har vidt forskellige forudsætninger for at beskæftige sig med faget. Nogle har spillet et instrument i otte år, andre har fået en god undervisning i folkeskolen, hvor de virkelig har lært noget og er motiverede for faget på forhånd, mens andre - og det er vist desværre flertallet - har meget få, enkelte

overhovedet ingen forudsætninger (eller motivation). Når man spørger en 1.g, viser det sig, at 1/3 ikke har sunget organiseret i flere år, at 1/4 aldrig nogen sinde har set en node.

Hvad ville en engelsklærer sige til at skulle stable en undervisning i l. g. på benene ud fra tilsvarende forudsætninger inden for sit fagområde?

Efter dette suk - det har været fagets problem altid - vil jeg prøve at anskue sagen mere principielt. I den kulturdebat, som i øjeblikket fylder alle aviser og tidsskrifter, og hvor det svirrer med ord som klassekamp, ideologikritik, venstrefascisme etc., bliver netop de fag, jeg i gymnasiet beskæftiger mig med: musik og dansk, ustandselig bragt i søgelyset. Da jeg forlod universitetet for syv år siden, var der ikke megen tale om alt detteher. At anskue humaniora i en samfundsmæssig sammenhæng var der svage ansatser til i faget dansk (Møller Kristensen), musikstudiet var næsten helt upåvirket. Denne forskydning mellem de to fag mærkes også idag: mens debatten inden for faget dansk er nået langt, så langt at nye ministerielle bekendtgørelser allerede bærer præg af det, er vi ikke kommet så langt i faget musik, i hvert fald ikke på det officielle plan. Da jeg startede studiet i 1958, var der (hos mig) ikke megen tvivl om værdierne i det jeg beskæftigede mig med. Den klassiske-seriøse musik stod stærkt i den ""kultur-kløff'-debat, som startede i begyndelsen af 60'erne. Kulturformidlerne var målløse over, at hoben ikke ville annamme deres udmærkede påvirkning. Per Nørgård havde i DMT i 1963 en artikel, hvor han tog et par popmelodier op til seriøs behandling. Der blev ført dokumentation for, at der var tale om fidus og dilletantisme (der var minsandten både ""fordobling af dominantledetonen"" og ""parallelle kvinter mellem yderstemmerne"" — uhørte fænomener i et ordentligt stykke musik). Samtidig begyndte The Beatles.

Og i 1966 kan man i samme tidsskrift se, hvorledes Per Nørgård (som en af de første) skifter signal: samtidig med, at ""komponisten Mc Cartney"" bliver hævet højt op, beklager Per Nørgård de Beckmesser-betragtninger, han var kommet med tre år tidligere. Konklusionen i denne artikel, som var symptomatisk for debatten i de år, var den: Adornos tese om poppen som musikalsk fordummende, holder ikke stik. ""Poppen etablerer sin egen stil"" — underforstået: værdifulde stil.

I ""Pladeretten"" i radioen diskuterede Rifbjerg og Bodelsen med Volmer Sørensen og Per Nørgård, om den eller den melodi fra dansktoppen nu var den bedste. Fra mange sider lød der midt i 60'erne noget i retning af: ""så vender vi, drenge"".

Det sidste led i denne kort skitserede udvikling dukker vel op omkring 68, hvor det marxistiske synspunkt formuleredes i debatten. Ordet finkultur udmøntes og får samti-

dig en odiøs klang. Analysen lyder: finkulturen er en overklasse-kultur og som sådan repressiv, og bevarer af det bestående samfund, hvor et mindretal sidder på kapitalen og den gode smag.

Der er således to ting, der virkelig spiller ind i dagens musikkulturelle situation, og som i høj grad har ændret min opfattelse af min egen rolle som ""kulturformidler"" (et kedsommeligt ord):

1) nyvurderingen (opvurderingen) af poppen, beat'en, folkemusikken og 2) det stadige spørgsmålstegn, der fra marxistisk hold stilles ved hele den klassiske musik, den musik der i fordums dage (før 1965) var næsten enerådende i musikformidlerens verden, bl.a. i musktimerne i gymnasiet.

Disse to forhold griber afgørende ind også i undervisningssituationen. Og gør det jo ikke blot, fordi debatten er drejet i den retning, den gør det så sandelig også, fordi eleverne har ændret sig. Undervisningssituationen i de 7 år, jeg kan snakke med om, er totalt forandret. Den er ikke blevet værre — set fra min synsvinkel — blot helt anderledes.

Da jeg mener, at undervisningen primært bør orienteres imod og afhænge af netop de elever man har for sig i den konkrete situation, vil jeg kort forsøge at karakterisere dem, jeg — for tiden — har med at gøre. 1) Der er en udpræget interesse, ja ofte ligefrem begejstring for musik, vel især beat og folk, men også jazz og klassisk musik. Faget kan — når man er heldig med sin undervisning — være meget levende. 2) Hos en del af eleverne er der stor åbenhed over for eksperimenterende musikformer.

3) Der er en modvilje mod at forholde sig analytisk til musik — og et tilsvarende

4) udbredt ønske om at blive aktiviseret: gengive rytmer, synge (de vil faktisk mægtig gerne synge), danse folkedans (hvad vi også gør).

5) De mangler evnen til at formulere sig. Det gælder generelt, og fundamentalt.

Man kan da også som musiklærer spørge sig selv, hvad man vil stille op med disse unge mennesker. Og i den brogede musikalske situation, som vi i øjeblikket befinder os i, ender man let i en pragmatisk holdning, hvor man i og for sig er tilfreds, blot det kører. Man inddrager beat og folk, klassisk og jazz, folkedans og Muzak, taler om super-markedsmusik og elektronisk musik, skifter ustandselig plade - og ""det går skam da fint"".

Det penible spørgsmål er - midt i al denne forvirring: hvad er det egentlig man vil, gør man nogen gavn? Et spørgsmål om værdier. Holdning. Når jeg nu vil forsøge at svare åbent på de spørgsmål for mit eget vedkommende, må jeg skynde mig at sige, at der er en masse af det jeg er meget usikker på. Humaniora er minsandten på gyngende grund, mere nu end tidligere. Min holdning og mine svar vil være påvirket dels af den debat, jeg skitserede før, og som foregik i og efter min studietid, dels af mit møde med de elever, jeg kort forsøgte at tegne et billede af, og endelig af min politiske holdning: ca. SF (fag og politik kan ikke adskilles. Min politiske holdning kan ikke undgå at komme til udtryk i den undervisning jeg giver. Det kommer uvægerligt til at gribe ind i det daglige stof).

Her byder marxisterne sig til med en klar løsning: vi skal bevidstgøre eleverne politisk, koncentrere os om at belyse musikkens positive og negative funktion i det (elendige) samfund, vi lever i. Derigennem fremme klassekampen. Dette blev klart formuleret i Jørgen Bonde Jensens kronik i Politiken (22-2-1973): Hvad enten det drejer sig om at arbejde på universiteter, skoler, fabrikker, skibsværfter, værksteder, — eller aviser! eller om militærtjeneste eller om familjen eller kærligheden lyder spørgsmålet: hvorfor er det arbejdsgiveren der skal lede og fordele arbejdet? Og senere: Der findes kun en vej til socialismen: den korteste. Hvis de elever, jeg omtalte før, blev undervist efter denne recept - jo ikke blot i musik og dansk, men i alle fag, i alle timer, ville der måske nok komme nogle gode marxister ud i den anden ende, men jeg føler mig helt overbevist om, at der ville mangle nogle dimensioner i disse mennesker, når de - evt. på den anden side af en vel overstået revolution — skulle til at stable noget på benene selv. Man ville have svigtet nogle fundamentale muligheder i dem, som den intellektuelt bevidstgørende undervisning ikke forløser.

Ebbe Reich fik det sagt meget klart i et interview i Information (20-3 1973): ... at være politisk bevidst, betyder for mig ikke at blive nøjsom på livets andre områder. Det betyder bare at kombinere områderne med en politisk dimension. Og der tror jeg nok vi har begået en fejl — jeg har selv været med til det - i begyndelsen af 60'erne ved at tro, at prisen for at være politisk ligesom var at man ikke måtte være noget som helst andet. Det forholder sig i virkeligheden omvendt, tror jeg. Man kan først blive politisk med nogen mening, hvis man allerede er noget andet. En entydig marxistisk undervisning ville gøre eleven ""nøjsom"" — eller for at bruge et par andre af Ebbe Reichs udtryk: mærkelig selv fornægtende, asketisk. Man ville svigte eleven - og jeg ville svigte noget i mig selv. Når jeg med 110 unge mennesker for tiden arbejder med Verdis Requiem, hvad vil jeg så med det? For det første prøver de dér at udtrykke sig, i fællesskab at formulere et udtryk (der er så få udtryk, der lykkes på et gymnasium, synes jeg). En ideologikritik kan hurtigt kule Verdis Requiem i jorden som et borgerligt værk. Tværtimod mener jeg, at de kræfter, der er i gang i dette højdramatiske værk, er alment gyldige, derfor også aktuelle: værket er spændt op mellem en angst for døden og en følelse af, at det er et privilegium at leve. Hen over al borgerlighed og hvad ved jeg er der nogle fundamentale livsvilkår, som bliver nærværende for én, när man arbejder sig ind på dette værk.

Kontrast: hvad så med folkedans? Det er da (også) noget antikveret noget. Jeg tror, at man — i al beskedenhed — kan bidrage til at nedbryde noget af den mistillid og angst, der er mellem mennesker, ved at lade dem udfolde sig sammen, såvel i kor som i dans. Det giver dem - måske -et lidt tryggere og mere åbent forhold til hinanden. At eleverne udfolder sig, åbner sig, lærer at formulere et udtryk, kan være faget musiks bidrag til at komme lukkethed og lammelse til livs. Sådan forstået er faget måske endnu vigtigere nu end tidligere.

At være politisk bevidst betyder for mig ikke at blive nøjsom på livets andre områder, siger Ebbe Reich - . Hvis man gør faget til et rent marxistisk anliggende, går faget til i lutter nøjsomhed, og der er en masse af menneskets muligheder, der bliver forsømt.

Undskyld jeg citerer Ebbe Reich en gang til, men han fik det nu sagt så godt: Man kan først blive politisk med nogen mening, hvis man allerede er noget andet.

(Marts 1973)