Med danskerne i Norge

Med danskerne i Norge

Det var 27. gang UNM (ung nordisk musikfest) fandt sted, og man har sikkert hver gang talt om, hvad man kunne gøre for at lave noget andet, uden at man dog af den grund har kunnet afvise berettigelsen af netop en UNM-festival: koncerterne, seminarerne, diskussionerne og festerne bagefter; alt det er jo UNM, og når de nu i Sverige til næste år vil prøve noget andet og ikke mindst lægge den på en anden årstid, så er det vel også i orden, som en konsekvens af den almindelige utilfredshed med forløbet af festen, som mange undertiden lufter. Hvis man vil lave noget andet, må det være fordi man vil noget andet, og hvis svenskerne vil forsøge sig med en alternativ musikfest oppe i nærheden af polarcirklen med midnatssol, er det vel et udtryk for, at der er andre ting, man kan lægge vægt på; således kan hvert land, der er vært, skabe festivalens profil. Så vidt UNM's målsætning, som blev diskuteret. Noget er så at de svenske værker havde tydelig en vilje til en anden holdning, der pegede ud over de musikalske cirkler; gennem textvalg og ved opsøgende virksomhed til sygehuse og musikalsk set ikke oplyste områder.

Dermed kom svenskerne og danskerne til at stå overfor hinanden, idet de repræsenterede to hovedtendenser: den ene søgende mod et nyt musikalsk materiale, den ungdommelige begejstring mod en ny musik og gennem en strukturel ordning af dette at kommunikere nye tidsforløb og nye sammenhænge; den anden søger ved hjælp af et kendt musikalsk sprog gennem dét at kommunikere og få nye sociale lag i tale og skabe sig en klar forbindelse til samfundet og en klarhed om samfundsmæssige forhold. Det er derfor paradoksalt, at de danske værker virkede mest engagerede og ikke mindst fra en svensk udsending som jeg talte med var der opmuntring at hente. Ikke fordi det var mesterværker, man fik at høre, men fordi den appetit og eksperimentationslyst var stor på musikken, som er ganske stimulerende at møde på en ung nordisk musikfest.

Mest radikal forekom Michael Bertelsens "Imperialistsange'' for 4 soli og orkester, en vældig orkester tour-de-force, der blev ved og ved, enerverende i sine forsøg på at tale publikum ihjel på samme måde. som politikerne taler og taler uden at sige noget. Men også Hans Abrahamsens overvældende smukke "Symfoni i C" gjorde indtryk med sine elementære instrumentale virkninger, en begrænset tonerække, som spilles unisont af hele orkesteret, og som får lov til at udvikle sig, bevæge sig opad, overtages af træblæserne i dobbelt tempo, et tamtam slag og et langt eenstemmigt G i messingblæserne, det er materialet i første afsnit, som udvikles, indtil alle instrumenterne eet for eet spiller bar C'er. Og for ikke at tale om Karl-Åge Rasmussens overraskende virtuose "Gjenklang" for 4-hændigt klaver, præpareret klaver, forstemt klaver og celeste, en søvngængeragtig collage af Mahler-motiver, fuld af liv og humor, men når alt kommer til alt måske det hele bare er en vals, eller Rolf Ruggårds meget intense "Changing-Chimes" for to slagtøjsgrupper og strengeinstrumenter, en klangstudie af næppe hørbare svingninger, gradvise ændringer, fortætninger mod et punkt, hvor toner og rytmer gradvis artikuleres mere og mere, eller Jens Ole Malmgren's meget naive eventyr-suite "Den lille prins", der ejede noget oprindeligt i det beskedne materiale, men instrumenteret så det lød som et billede af Rousseau. Således kunne man blive ved med at fordybe sig i de danske værker, f.eks. også Svend Åquist Johansens "Solla famire" og Timme Ørvads "Legeringer" begge for messingorkester, og Erik Bach's "Roser og Ranker" og Anders Bak's "Den lille strygekvartet", men fælles for alle var gennembruddet for en ny organisation af, hvad kunne kaldeselementære musikalske elementer: der er noget, der viser fremad, og sjovt nok ikke i een bestemt retning, ikke noget med stil, men mange retninger på samme tid. En brogethed gør sig gældende naturligvis, men den det er en brogethed, som er resultatet af en streng og mere eller mindre konsekvent materialeordning, tonerne er gjort frie og objektive ved en systematik, der er forskellig fra den serielle, hvor man binder tonerne indenfor hierakisk ordning; den nye systematik gør det muligt at tænke musikalsk i grupper, og resultatet er som sagt ikke een stil men mange stilarter samtidig, uden at det drejer sig om stilpluralisme. Og her ligger netop forskellen på de danske værker i forhold til de andre lande, for nu endnu engang at fastholde de nationale skel: det er ligesom de tænker meget mere på hvilken stil, de vil udtrykke sig i, så man det ene år kan opleve en komponist udtrykke sig i den ene stil, det næste år i den anden stil. En undtagelse er Magne Hegdal fra Norge, der skal hyldes for sin heroiske indsats igennem mange år med sine stilfærdige Webern inspirerede kompositioner. Endelig overværede man også med stor undren opførelsen af finske strygekvartetter og ikke mindst en finsk klaverkoncert, og man må indrømme, at de finske komponister har forstået at forvalte arven fra Sibelius.

Alligevel vil jeg sige, det mest overraskende på denne ganske vellykkede festival var Helle Norups timelange musikteater "Revolutionen der blev væk". Det handler om samfundet eller for den sags skyld om konservatoriet, og det skildrer i tre- fire faser en revolution. Udover altså at definere visuelt og lydligt, hvad ordet revolution står for, viser det de medvirkendes opfattelse af sig selv, som den kommer til udtryk ved det, at de beskæftiger sig med musik, men i det store og hele er det en vanvittig morsom forestilling. Det er ikke morsomt bare fordi de medvirkende bevæger sig på en morsom måde, i ryk fra punkt til punkt, det er helt enkelt morsomt, fordi en gruppe har sat sig for at lave noget for nogle andre og fremfører det på en scene. Afsnittet, hvor alle bevæger sig i en slags marionetkomedie, mens ordet R-E-V-O-L-U-T-I-O-N streg for streg toner frem på en tavle ligesom styret af robotten ved et flygel, er skønt at overvære. For mig havde det afsnit i al sin naivitet noget med musik at gøre, og det til trods for at de lyde der kom fra scenen var en statistisk klang i en mindre strygergruppe, et brag fra klaveret, søm i en spand, O.S.V., o.s.v., men det hele tilsammen var frapperende. For mig var det altså første gang, jeg så et stykke musikteater, og Helle Norup's ideer om det er, så man kan forvente, der kommer til at ske noget i hendes gruppe, som man må følge med stor interesse.

Ole Buck