Musikken i gymnasieskolen

MUSIKKEN l GYMNASIESKOLEN

Den krise, som musikundervisningen i gymnasiet er havnet i, har givetvis adskillige årsager. Man oplever nuomstunder en musikkulturel pluralisme, der rokker ved væsentlige musikalske værdinormer, ikke mindst ved et homogent musikalsk dannelsesbegreb. Gamle autoritetsmønstre i forholdet mellem elever, lærere og tråde rede kulturværdier er efter tressernes ungdomsoprør blevet nedbrudt. Og mens der i tresserne var højkonjunktur for det "musiske" og det "rekreative", er disse begreber blevet suspekte. Som det fremgår af en betænkning vedr. uddannelsen af gymnasielærere i musik, afgivet til Statens Musikraad i maj 1972, (betænkningen blev i fjor offentliggjort i "Meddelelser fra Gymnasieskolernes Musiklærerforening") lægges der fra officielt hold ikke skjul på, at der netop i disse betegnelser ligger en nedvurdering. På adskillige punkter, især i de forslag der er fremme om fagets status ved HF og i gymnasierne, mærkes da også en tendens til, at faget har en vigende position.

En vigtig faktor i denne problematik er lærernes mangelfulde uddannelse. Ikke at de ikke besidder faglige kvalifikationer, men disse er i mange tilfælde ude af trit. Lærerne er kun dårligt rustede til at tage de udfordringer op, som en gymnasieklasse idag byder, det gælder navnlig på jazz-beat-pop-området, i det hele taget ikke-skriftlige musikformer. Derved er de dårligt i stand til gennem relevansen og aktualiteten af deres arbejde på effektiv vis at forsvare fagets stilling. Til det sidste hører også, at deres uddannelse kun i stærkt begrænset omfang har givet dem en reflekteret holdning til musikken og deres egne musikalske værdiforestillinger, således at de kan gå ind i en kvalificeret musikfílosofísk og samfundsmæssig argumentation omkring musikkens nutidige situation.

Dette kan der naturligvis rådes bod på, dersom vore universiteter, der varetager disse læreres uddannelse, foretager en ændring af fagets indhold og metode. Der er allerede tegn på, at dette vil ske; netop de omtalte fagområder har vundet et første fodfæste ved de musikvidenskabelige institutter. Men dertil kommer, at hele fagets målsætning må gennemtænkes påny. Som det fremhæves i den omtalte betænkning til Statens Musikraad, duer det ikke mere blot at henvise til musikkens rekreative værdier, thi herved reducerer man musik-undervisningen til at være et supermarked, hvor man henter den musikalske side af sine "gode" fritidsinteresser; hvis faget blot er rekreativt er det strengt taget overflødigt, thi forvaltningen af den i arbejdet indbyggede fritid må klart overlades til den almindelige fritidsindustri, på linje med havebrug, lystfiskeri m.v. En egentlig erstatning af den rekreative målsætning gives ikke i betænkningen, men der peges på, at musikundervisningen gennem formidling af kunstneriske værdier og gennem påvisning af musikkens og kulturlivets sociale og politiske aspekter aktivt kan øve indflydelse på elevers og andres opfattelse og "forståelse" af deres situation.

Dette udgangspunkt for en målsætningsdebat søger DMT med dette nummers artikler at supplere. Hvordan debatten end falder ud, kan der dog ikke være tvivl om én ting: gymnasiets musiklærere må fortsat uddannes ved universiteterne. Cand.mag.-studiets særlige kombination af det praktisk musikalske og det videnskabeligt forskningsmæssige kan kun tilvejebringes her, og derved garantere den fornødne alsidighed i kandidaternes udrustning. Men det kan ikke nægtes, at denne i forvejen krævende uddannelse i fremtiden vil stille øgede krav. Det er derfor uforståeligt, at Undervisningsministeren har afvist det helt berettigede ønske om, at studieplanen for musik, i betragtning af disse krav og de lidet ensartede forudsætninger, de studerende møder frem med i begyndelsen, måtte strække sig over fem år, i stedet for de ellers normerede fire.

Det stærke politiske krav om, at de højere uddannelser skal skæres ned, spareplaner osv. gør det lidet sandsynligt, at ministeren kan formås til en ændring af den afgørelse. Derfor må både gymnasieskolen og universiteterne gøre ham klart, at en forsvarlig udbygning af efteruddannelsen i fremtiden, som følge af de her skitserede problemer, vil blive særlig presserende for faget musik.