Åbent brev til Per Nørgård

Poul Nielsen

ÅBENT BREV TIL PER NØRGÅRD

Kære Per!

Det drejer sig her om et problem, der ikke blot vedrører dig (og mig), men har principiel betydning: hvor forpligtende er egentlig en komponists offentligt fremsatte, på tryk fastholdte selvforståelse for hans lytteres forståelse, eller opfattelse, af hans musik?

Anledningen til at rejse dette spørgsmål ligger lige for: du har i de senere år komponeret en række værker, der for mig at høre er nyskabende på en enestående måde. Et tonesprog som det man hører i fx. D en gyldne Skærm, Anden Symfoni, Canon (Gilgamesh blev jeg desværre af praktiske grunde forhindret i at høre og se) er grænseoverskridende nyt på en ejendommelig u-aggressiv, umiddelbart sanselig skøn måde; det forekommer ""passivt"" og artikuleret på samme tid; som om du har fundet et tredje, ukendt sted hinsides den gamle modsætning mellem modal og tonal (/atonal) musik. Noget fremmed har iklædt sig kendte klæder. - Ikke alene har du derved skabt gode musikværker, men du er vel den, der herhjemme i den aktuelle krisesituation for kompositionsmusikken mest overbevisende har godtgjort denne musiks raison d'etre (i forhold til improvisationsmusik og spontaneisme): at det er dér - og kun dér - det er muligt at formulere et satsteknisk grundlag.

Samtidig har du fortolket (og ladet andre fortolke) denne musik og dens satstekniske grundlag (uendelighedsræk-ken, det gyldne snit m.v.) på en måde, som jeg aldeles ikke kan acceptere, ja, endog anser for afskyelig. Hverken mere eller mindre. Jeg tænker ikke så meget på de astrologisk implikater, du hævder din musik besidder; jeg kender kun til vulgær-astrologi, og den har du selv en gang erklæret er den rigtige astrologis farligste fjende; så jeg holder fingrene fra de astrale aspekter. Men de alment-filosofiske er også mer end nok. I hvert fald i den form, de fremtræder i to bidrag i Nutida Musik, no. 4, årgang 1972-1973.^ Da jeg læste dem, var hovedet slået på sømmet, og hætten taget af skrivemaskinen.

Thi hvis det der står i disse bidrag, er forpligtende konsekvenser af din musik, må jeg melde fra; men jeg anser samtidig sagen for at være af just den omtalte principielle vigtighed, at det må ske offentligt. Måske har jeg (og andre, som jeg også véd har følt ubehagelige fornemmelser ved din selvfortolkning) misforstået dig.

Der er altid fare for citat-fusk i den slags sager. Hvis jeg gør mig skyldig deri, håber jeg du vil korrigere på en positiv måde. Folgende passager fra de to bidrag, alle af mere generel og konkluderende karakter, vil jeg gerne hive ud af sammenhængen til kritisk beskuelse:

a) Jag finner mer an jag uppfinner. Ja, därtor finner jag det konsekvent at kalla symfonin Te Deum. Om vi accepterar att naturen är en skapelse, jamnstalld med oss sjalva, att vi inte kan existera utan den, att vi är en ekologisk del av den stora helhet, som är planeten jorden, som i sin tur ar en del av systemet solen, och så vidare, så

skulle man kunna kalla symfonin Te Natura. Men då jag uppfattar naturen som en andlig verksamhet, som man projicerar ut i vår handgripliga verklighet .. . som symbol for begreppet andlig har jag valt ordet Gud, Deus. Om vi uppfattar den andliga verkligheten som t.ex. Platon gjorde det - och jag anknytar i mycket till hans uppfatning - sä bor det vara logiskt att kalla symfonin Te Deum, jämställd med oss själva, att vi inte kan existera utan den, att vi är en ekologisk del av den stora helhet, som är. . . .

b) Om man gor en kritisk bedömning av vår kultur finner man att få är oense om att vi i västerlandet har drivit jorden til randen av absolut ödeläggelse. Ekologiens centrála betydelse som den enda möjligheten att skapa en ny form av balans, den viser allt tydligare att inga organismer är öar, alla organismer i t ex en skog hör till varandra, de hjælper varandra; visseligen kämpar de mot varandra på darwinskt satt, men djupare sett skapar de inbördes balanstill-stånd. Tår man bort en av dessa organismer faller hela kulturen samman.

c) Relationen til musiken är helt klar, tycker jag. I det jag arbetar med är alla plan likaberättigade, vi kan inte undvara något av dem, men tilsammanbilder de en hierarkisk helhet. Tilsammans skapar de en harmonisk konflikt, som en ekologisk verklighet, en ekologisk harmoni. Den musiken kan bidra till at skapa en forandring.

d) Om musik, som är ett resultat av dessa tankegångar, är vacker och vacker en fascination som, omedvetet eller medvetet, ger ett utökat medvetande om den värld vi lever i och därmed skapar ett udvidgat sinne for vart fbrhållande til världen och en pliktkänsla som kraver att inte bare vi skall överleva utan hela vår planet, då blir musiken en symbol for vart forhållande til världen och varandra och egoismen kommer att minská i forhållande til tanken att vi fungerar tilsammans. Musiken bor framforallt avbilda denna vision ... at skapa negative visioner ar inte musikens satt att verka. Musiken kan bara vara positiv.

e) Dette er kærnen i Goethes erkendelsesart: ansku fænomenerne

- og tænk over det anskuede! (......) Dette helhedssyn er hvad

menneskeheden behøver idag til afløsning af den atomistiske naturvidenskab: en fra en højere synsvinkel resulterende forståelse af alle livsprocesser. Dette er det væsentligste indhold i den aktuelle fordring om ""bevidsthedsudvidelse"", hvilket træder tydeligst for dagen, hvis vi sammenholder denne form for ""flerdimensional bil-ledtænkning"" med den vanlige logiske tænkning, baseret på forestillingen om årsag og virkning.

f) - - - i takt med tilegnelsen af den organiske tænkning vil vi genopdage os selv som kosmiske væsener: jo højere synsplaner vi må inddrage for forståelsen af jordiske fænomener, jo mere hierarkisk indordnet må vi også erkende jorden selv (...) Først ud fra denne meningsfulde synsvinkel vil tænkningen forlene livet med hellighed (...) Den sande mystik er bevidsthedsudvidelse ved transcendent tænkning, tærskeloverskridelsen til det oversanseliges virkelighed: her er tanken et opfattelsesorgan med idéerne som objekt.

Man kan ud af disse ytringer drage folgende princippåstan-de:

1) Naturen er ikke materie, men ånd.

2) Naturens store proces hviler i sig selv, regulerer sine enkeltindividers fødsel, liv og dod på den mest hensigtsmæssige måde, nemlig ved at den fungerer på sine egne præmisser, efter sit eget mål, som er: at naturen fungerer. Dette formål, med dets totale ligegyldighed overfor en-keltskæbnerne er samtidig naturens moral.

3) Denne naturens (åndelige) harmoni skal mennesket ikke antaste: med sin and skal mennesket fatte, afspejle naturens orden og indordne sig under den.

4) Den ""Organiske"", a-logiske tanke med ideerne som genstand er vort redskab for denne andelige anskuelse af naturens andelige proces. Musikken - din musik - er et sådant redskab, i kraft af at den symboliserer naturens orden. (Sammenligner man citat c) og d) synes du dog ikke at være helt konsekvent. Du frakender musikken kritisk evne, eller rettere: al kritiks nødvendige enzym: negationen, og dermed praktisk kraft, hvilket rimer med, at vores forhold til naturen efter din mening skal være kontemplativt, anskuende, mimetisk — alligevel siger du, at din musik skal bidrage til at forandre verden.) Disse påstande implicerer/impliceres af følgende underforståelser:

5) Kunstværker er symboler i teologisk mening: der er intet skel mellem kunstværkets fremtoning, væsen og betydning, hvilket betyder, at kunstværket fremstiller en brudfri enhed mellem menneskets sanseverden og det guddommelige væsen (naturens ånd).

6) Historien som en verden af forandring eksisterer ikke, den er en skrinverden: bag den ligger den evige og samme, uforanderlige sande hierarkiske verden.

Man behøver ikke være kras marxist, ja ikke engang overhovedet at være marxist, for at se, at alt dette på det filosofiske plan er den sorteste tale. Det er den gamle, sejlivede, reaktionære metafysiske idealisme, der er på spil, fra Platon til Hegel, til tider kämmet over i regulær solipsisme2), til tider med et par skefulde Adam Smith'sk liberalisme blandet i. På det æstetiske plan er der tale om nok en version af den borgerlige kunst-religion iklædt bevidsthedsudvidelse og new sensibility som ærlig talt, hvis vi endelig skal have religion, er nok så profaneret og tyndbenet en teologi, uden rigtig værdighed). Og på det politiske plan er der tale om a) en udnyttelse af den økologiske problematik til værste social-darwinisme b) i medfør heraf en mangel på social ansvarligehed og solidaritet, hvori forborgent lurer ""overmenneske-tanker"" — er jeg for skrap? jamen: ""visserligen kämper de mot vararndre på darwinskt satt, men djupare set skapar de balans"" — kan du ikke selv mærke, at her ""tier"" din tekst? den tier om, hvem der skal overleve, og hvem der skal bukke under; den tier om lidelsen, undertrykkelsen. Den taler i stedet for om en hierarkisk helhed ""uden egoisme"" — jeg må spørge: hvilken hierarkisk helhed? Klassesamfundet i trøstesløs eviggørelse som den sande og rigtige virkelighed, eller hun

Det er næsten håbløst at argumentere mod idealisme og spekulativ tænkning; man udarter let i frase-mageri, fordi man synes, at idealismens fraser taler mod den selv. Lad mig alligevel forsøge at reflektere lidt videre over dine ord, på to punkter:

At du ikke taler om lidelsen, forkrøblingen, er et symptom på, at du med din natur-religion har et alibi for suverænt at se hen over det menneskelige: når du skal konkretisere taler du karakteristisk nok om træer i en skov. Men menneskene er ikke træer, og det menneskelige samfunds proces er ingen naturproces, der bærer sin egen formålsbe-stemthed i og med sin egen fungeren (således som liberalismens teori vil have os til at tro). Menneskets særlige proces er en omsætning med naturens kræfter og love. Mennesket arbejder, det er det, der adskiller det fra alle andre levende væsner: at det producerer ud over sine umiddelbare behov, ja, det producerer universelt. Og når vi nu står overfor en økologisk katastrofe, sä er det ikke fordi vi ikke blindt har fornægtet vort menneskelige særkende og hengive t os under den blinde natur - nej, vor ufornuft har bestået i, at vi ikke har organiseret det menneskelige arbejde på den fornuftig måde, men er gerådet i den djævelske relation der hedder kapitalen. I stedet for at bekæmpe logik, rationalitet og fornuft med tilslørende metafysiske tågebanker, bør den herskende ""rationalitet"" afsløres som ikke rationel nok. Eller rettere: det menneskelige arbejdes, og naturvidenskabens og teknologiens rationalitet bør underordnes en politisk fornuft, som kun den uansvarlige sværmer kan drømme om det er muligt at nå gennem verdensfjern kontemplation og solipsisme. Et andet punkt: du vil med din musik bidrage til at forandre verden. Men det er jo en historisk handling. Hvordan rimer det med en fornægtelse af historien som virkelighed? Her er der oplagt tale om en af de utallige modsigelser, som idealistisk metafysik altid roder sig ind i, fordi metafysik aldrig kan blive andet end cirkelslutninger, antinomier - fordi den er uden virkelighedskorrelat. At du bruger et sådant materielt virkeligheds-korrelat - nemlig henvisningen til den økologiske problematik — når det passer i dit kram, understreger blot modsigelsen.

Eine grausame Salbe, vil du og andre måske sige, med et skuldertræk. Spørgsmålet er stadig, om man ikke godt kan skære al denne filosoferen bort og holde sig til det væsentlige, nemlig din musik — og så lade metafysikken være dit private anliggende.

Men kan man nu også det, når du jo netop ikke lader din selvforståelse som kunstner være privatanliggende, men udbasunerer den i fuld offentlighed? i det hele taget synes ligesom gerne at ville have hånd i hanke med, på hvilke præmisser din musik skal opfattes? Så fungerer du jo ikke længere kun som komponist, men foretager en verbal-ideologisk praxis, der i kraft af din kompositoriske autoritet godt kan have slemme konsekvenser. Resumerende må jeg påstå, at du

a) bidrager til at holde liv i den irrationalistiske borgerlige kunst-religion - og gudhjælpemig netop dér, hvor der er mest brug for at bekæmpe den: i musikkens begrebsløse verden

b) opretholder illusionen om, at musik uformidlet har korrelation til virkeligheden

c) opfordrer komponister til at resignere fra deres forpligtelser som medansvarlige intellektuelle

d) glider direkte over i præcis den rolle, alle reaktionære kræfter gerne vil have kunstnerne ind i: en verdslig præst, der bringer den fortvivlede menneskehed en trøst, en imaginær absolution og løfte om en indre frelse i stedet for at opfordre til at give brod, vand og rigtigt materielt liv. Heldigvis tror jeg ikke, din musik behover høres på dine præmisser for at fungere som sand kunst.

Men alligevel: din fremfærd som pædagog, selvkommentator og ideolog, i tæt forbindelse med din praxis som frembringer af en vitterlig original, fascinerende klangverden

kan godt gøre mig betænkelig: denne enhedspraxis af progressiv komponeren og reaktionær ideologi kan næppe frakendes forførende kraft — især overfor ubefæstede unge kolleger og musikmennesker, der i forvejen har svært ved at finde en social legitimation for at gøre musik i en verden, hvor elendighed strides med de afmægtige, gode viljer.

Endnu engang: forbliver din musik så alligevel uberørt___?

Din hengivne Poul

I juni 1973.

1) ""Tids- och rumslösa konstanter. Samtal med Per Nørgård om hans komposition Te Deum"" ved Göran Bergendal. / Per Nørgård: ""Bevisthedsudvidelse ved fuld bevidsthed."" Nutida Musik, 4, 1972-73,s. 15-22.

2) solipsisme = den opfattelse at ens eget jeg er det eneste eksisterende. På nudansk: ""egotrip"".

Post scriptum: Det er med fuldt overlæg, at hele problematikken om modtagelsen af dit TV-pausesignal i offentligheden her er udeladt: den rummer for mange accidentielle momenter, rykket falsk i forgrunden: problemet er uvanlig placering af din musik i en uvanlig sammenhæng, og TV-seeres utrolige vane-dorskhed. Som finske medieforskere har godtgjort, har TV primært den funktion af forsikre seerne om, at verden drejer rundt endnu - alt hvad der ikke gnidningsløst medvirker til denne funktion, udløser aggression.