Arrabal-opera

Af
| DMT Årgang 48 (1973-1974) nr. 01 - side 21-22

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

  • Annonce

    Podcast om Else Marie Pade
  • Annonce

    Edition S-annonce

NYE VÆRKER

Arrabal-opera

Sven Erik Werner: Den hellige kommunion. Kammeropera efter Fernando Arrabal.

Operaen er skrevet 1972-73, varer 45-50 minutter og har 9 medvirkende: to sangerinder (lyrisk sopran og komisk alt), tre mimere og fire musikere (klarinet, cello, slagtøj og akkordeon). Dertil båndmusik. Teksten er så godt som identisk med Ar-rabals stykke ""La communion sotenelle"" fra 1964, en enakter af næsten arketypisk enkelhed: en bedstemor klæder sit barnebarn på/ud natten før hun skal modtage sin første kommunion (denne første nadverfortæring gøres der i katolske lande et lige så stort nummer af som vi gør/gjorde af konfirmationen). Et indvielsesritual, med andre ord. Samtidig med at bedstemoderen majer pigen ud i en ustyrlig barok kjole (en krydsning mellem en fød-selsdagslagkage og et juletræ), repeterer hun ""alle de små gode råd"" hun gennem årene har fyldt pigen med for at få hende ind i den rolle, hun vil få tildelt i sin fremtidige borgerlige tilværelse. Det er den klassiske undertrykte kvinderolle med dens klassiske dobbeltmoralske overlevel-sestricks: det drejer sig om at blive gift med et acceptabelt skaffedyr af en mand, som man underkaster sig på skrømt for derved så meget des bedre at kunne undertrykke ham: husk at pudse vinduer, husk at lave mad, husk at rede senge, husk at stoppe strømper osv. osv. — altsammen for hans skyld (dvs. for at holde på ham) — men find dig ikke i, at han ryger i dine rene stuer. Parallelt med dette ordrige handlingsforløb — hvis metaforkvaliteter er indlysende og hvis sociale korrelater forlængst er afdækket i den hjemlige rødstrømpedebat — kører et stumt: et optog af to mænd med en død pige i en kiste passerer periodisk forbi, forfulgt af en stadig mere liderlig nekrofil. Hans støt voksende penis be-mægtiger sig for hver gang vi ser ham mere og mere af scenerummet, indtil han omsider får indhentet mændene og ""stillet sin lyst"".

Arrabals pointe er den, at pigen myrder nekrofilen, mens han morer sig i kisten. Hun opdager, at den døde pige — naturligvis — er hende selv, at bedstemoderens borgerlige terroropdragelse er en opdragelse til døden, og at hun må dræbe det borgerlige samfunds mandsideal (nekrofilen) som et første skridt mod en mulig frigørelse. Der er sikkert lang vej igen. ""Røde balloner stiger fra kisten langsomt op mod månen"", skriver Arrabal. Måske er pigen på vej mod sand bevidstgørelse, måske har mordet på nekrofilen (med en kø k ken kniv! ) bare skaffet os en ny bedstemor på halsen.

Musikken er lavet ud fra den (diskutable) forudsætning, at psykologiserende (gerne: anekdotisk) opera stadig har mening. Der er i Arrabals tekst ikke bare tele om de trivielle abstraktioner: Livet, Døden, Kærligheden, Liderligheden, Magten, Kirken osv., men først og fremmest om et konkret forhold mellem to mennesker og om dette forholds forhold til nogle konkrete samfundsnormer. Det er selvsagt min overbevisning, at disse forhold ikke alene kan verbaliseres kunstnerisk (Arra-bal), men også kan/bør musikaliseres.

Der er to musikalske lag: et overvejende elektronisk (nekrofiloptoget) og et akustisk (bedstemoderen/pigen). Bedstemoderen udtrykker sig hårdnakket indenfor C-transpositionen af Messiaen's 2. modus, hvis specialtilbud af dur-, moll- og formindskede klange forekom mig at dække hendes trivielle gammelverden generelt. Messiaen's skala er behandlet efter Per Nørgårds uendelighedsprincipper, hvis restriktive metafysik forekom mig at dække hendes udgave af den borgerlige metafysik specifikt. Det må dog — om nødvendigt — tilføjes, at de Nørgårdske principper her er anvendt så frit, at der er tale om ren materialeproblematik — ikke om en polemisk (musik)filosofisk attitude. — Pigens usikre frigørelse udtrykkes i en proces fra simpel transposition af bedstemoderens modeller over permutation til fri komposition. Altsammen såre enkelt, forhåbentlig lige så enkelt og plastisk som Arrabals tekst.

Om alt går vel, får operaen premiere på Det kgl. Teater, Comediehuset, i slutningen af september, instrueret af Daniel Bohr.

SEW

Årgang 48/1973-1974, nr. 01