Balletmesterens Luna og andet godt

Erik Aschengreen:

BALLETMESTERENS LUNA OG ANDET GODT

En kritisk gennemgang af balletsæsonen 1972-73

Balletaftner på Det kongelige Teater er ikke stille sylfidedans for en inderkreds af altmodtagende abonniner eller forskruede ballettomaner. Flemming Flindt har ikke villet det sådan, og det er kun godt. Nu har det danske teaterpublikum aldrig været særlig hysterisk. Dertil fik Johan Ludvig Heiberg borgerskabet for godt opdraget i første halvdel af 1800-tallet, hvor der langsomt blev lagt en dæmper på for lydelige bifalds- og især mishagsytringer. Dertil kom, at det mere folkelige publikum fra århundredets midte flyttede til Casino og Folketeatret og således ikke længere behøvede at kæmpe højlydt for den kunst, de ville have. Tilbage på Kongens Nytorv sad et borgerligt publikum, som pænt og dannet tog imod, hvad teatret nu havde at byde på, og det var ikke skrappe sager. Bournonville var stadig på mode.

Det er vel egentlig dette publikum, Flindt gerne har villet sparke lidt til siden han overtog balletmesterposten i 1966. Han ville have frisk luft, nyt repertoire, nyt publikum. Og det har han fået. Han har dog lykkeligvis ikke fået jaget det gamle publikum ud, men han har aktiviseret det. Der kæmpes i teaterrummet. Der hysses. Der klappes demonstrativt af balletter og dansere. Der er liv over feltet, og det er mere end godt, selv om man midt i hurlumhejen er nødt til ganske nøgterne at gøre opmærksom på, at nøgenhed, presse, skandaler og fulde succes-huse ikke er alt. En tradition - og her drejer det sig om vor klassiske — kan få for mange stød undervejs. Flindt er vist blevet klar over dette. Han så, at vor ballets klassiske repertoire kunne gøre sig ved ballettens gæstespil i Moskva og Leningrad i april og maj. Her var "sylfiden" og "etudes" de store succes'er. Han så, at disse balletter stadig er de stærke kort i den internationale balletverden, men han så også, at succesen kom i stand ved en kraftanstrengelse fra ballettens side. Når man det meste af sæsonen har været på knæene i bogstaveligste forstand, er det vanskeligt pludselig at komme op på tå. Flindts planer for repertoire og skole i næste sæson, viser at han er klar over, at der skal sættes alvorligt ind på den klassiske front. Og når bare han er klar over det, skal der ikke sparkes mere til den hest. Lad os komme tilbage til sæsonens akutte slagsmål.

Det var "Felix Luna", sorn fik uvejret til at samle sig om Kongens Nytorv. Med et meget æggende partitur af Ole Buck og et fantastisk sceneudstyr af Jean Voigt kastede Flindt sig ud i en ny version af vor civilisations goldhed og undergang. Det var fjerde akt af "Dødens Triumf om en brutal verden, hvor kærligheden går under, mens den perverterede seksualitet triumferer. Balletten savnede koncentration og koreografisk udtryk. Den havde effektfulde scener, men indimellem megen tomgang. Mest af alt savnede den dog nok en libretto, der kunne holde sammen på sagen. Flindt har selv skrevet teksten, som viser, hvor uklart han tænker, og hvor meget der rodes sammen i dette værk, hvor der er langt fra intention til realisation. Hvad vi ser, er en række billeder, hvor en ung mand og en ung pige i hvidt knuses i en hård verden. De er symboler på kærligheden, og omkring dem hærger soldater, magtmennesker, kirkefyrster, flagellanter, arbejdere, skolebørn og en gylden og liderlig madonna, i vild bersærkergang. Unægtelig en sammenkogt ret.

Grundene til den meget negative modtagelse er mange, men reaktionen var bl.a. så stærk, fordi man skuffedes over det svage kunstneriske udtryk i den ballet, der i forvejen af eftermiddagspressen ved hjælp af billeder fra ballettens nøgenscener var udskreget til en verdenssensation. Det er den ikke. Den er derimod interessant ved at vise noget om Flindts dilemma. Hans libretto og hans udtalelser i interviews omkring balletten viser Flindt som en etisk bevidst kunstner, der gerne vil bruge sin kunst i en debat om livsholdning og livsførelse. Han er chokeret over den verden, han lever i, men samtidig skaber han sine bedste og mest virkningsfulde balletter, når han er inspireret af vold, destruktion og gold eller kærlighedsløs seksualitet. Her er hans koreografiske og dramatiske ydeevne på toppen, og han rives med, så disse scener får selvgyldig og stærk værdi. Han ligesom kvæler sig eget skrig over denne verdens elendighed i en beruselse af alle sanser. Hvad han putter ind af posivitet - i "Felix Luna" med den kravlende hvide pige, der til slut skal symbolisere et håb trods alt - virker derimod tamt og lidet overbevisende.

De skarpe anmeldelser af "Felix Luna" kan nok have fået Flemming Flindt til at tænke på Søren Kierkegaard, der også sukkede over, at være et geni en købstad. Og set bare på lidt afstand tager stridighederne sig vel også en anelse overdimensionerede ud. Men København er en lille by, og æstetiske stridigheder har alle dage givet sig unaturligt store udsving. Nu skyldes uvejret mindre selve balletten end den kendsgerning, at en uheldig Aalborg-anmelder, Rolf Dorset, kom for skade at hævde, at de københavnske anmeldere ikke forstod balletten på grund af deres homoseksuelle observans. Det var en bombe. Nu kunne det hurtigt vises, at de ikke homoseksuelle anmeldere stort set holdt lige så lidt af balletten og havde gode grunde derfor. Og Rolf Dorset fik aldrig rigtig forklaret, hvad det var, de homoseksuelle anmeldere ikke kunne se. Affæren var lidt snavs og lidt for langt under bæltestedet, men særlig ulykkeligt var det, at striden blev så ubehagelig, privat og hadsk. For det ville da have været udmærket med en diskussion af kritikere og deres præmisser. Og kritikere, der lever af at udtale sig om andre, bør ikke blive bange om lyset et øjeblik rettes mod dem selv. Det er urimeligt at tro, at vi er objektive i den forstand, at vi sidder inde med sandheden. Det var vist egentlig det, Dorset ville have frem, men unægtelig greb han sagen lidt galt an. Vi er påvirket af vores humor, vores nattesøvn, hvad vi har faet til middag, hvem vi sidder ved siden af i teatret, om vi er homoseksuelle eller ej o.s.v. Vi kan ikke lobe hverken fra vores miljo eller vores forudsætninger, som er forskellige fra kritiker til kritiker. Altsammen er det med til at danne vor personlighed og vores tilfældige situation den aften, vi skal se et kunstværk og skrive om det. Men i jo højere grad man er vidende om egne præmisser, i jo højere grad er man vel også i stand til at tage højde derfor. Jo mere man ved, at man er subjektiv, jo bedre kan man nærme sig det objektive. Det objektive er idealet, og det kan man godt stræbe efter vel vidende, at idealer når man ikke. Men netop fordi det ikke er sandheden, vi som kritikere sidder inde med, men kun en tilfældig, men forhåbentlig kvalificeret tilskueres mening, bør vi motivere vore meninger og udsagn, hvad det iøvrigt til tider kan være vanskeligt at få plads til i en avis.

"Felix Luna" blev ikke sæsonens eneste ballet om vold, magt og perverteret erotik. Eske Holm har nydigtet "Ildfuglen". Han har hørt vrængende toner i slutfïnalen i Stravinskys partitur, og det har givet ham inspiration til at gå mod den gamle myte. "Ildfuglen" handler oprindeligt om det godes sejr over det onde. Ivan sejrer over troldkarlen Kastchai. Eske Holms version handler om kærligheden. Den rene følsomme kærlighed overfor den vulgært erotiske, der står i de brutale magtudøveres hænder. Eske Holm tror ikke umiddelbart på, at det gode sejrer. I slutscenen søger den fortryllede pige tilbage til Ivan efter at troldkarlen har udnyttet hende grundigt erotisk i hendes ildfugle skikkel se, hvor hun har måtte føde den ondes afkom. Kan man derefter tro på en ny, ren kærlighed mellem Ivan og pigen i så grov, brutal og kynisk en verden? Har den nogen chancer? Hos Eske Holm er "Ildfuglen" således fra en parabel om det godes sejr blevet til et spørgsmål om livsmuligheder i dag. Balletten er stærk, varm, livsnær og engagerende, og det bærer over med, at den er fattig på trin. Både Eske Holm og Flemming Flindt vil sikkert hævde, at deres enkle trinmønstre er en bevidst intention. Spørgsmålet er imidlertid, om ikke her gøres en dyd af en nødvendighed. Sandheden er snarere, at vore to bedste balletskabere er svage koreografer med et meget beskedent trinregister. Eske Holm kompenserer ved originale ideer og tanker i sine balletter og Flemming Flindt ved en stærk sans for teatralsk effekt.

En helt anderledes trinfantasi så vi i Rudi van Dantzigs "Monument for a dead boy". Balletten, som også havde elementer af vold og brutalitet, var måske hverken temaeller stilmæssigt, hvad vi trængte til, men den fik en smuk udførelse og blev af værdi for en række helt unge i korpset. Med emnet om en ung mands vanskelige opvækst, hvor homoseksuelle tilbøjeligheder gør det svært for ham at finde ståsted, kom den som et pudsigt apropos til den just afsluttede strid om anmeldernes kompetance. Lykkeligvis fortæller Dantzig i så enkle billeder, at alle med og uden kønslige forudsætninger forstod, hvad det drejede sig om.

På den moderne side af sæsonens repertoire skal endelig "Trio" nævnes. En effektfuld lille ballet af Flemming Flindt og Per Nørgaard, skabt over erotiske spændinger mellem en dreng og to piger og koreograferet til den moderne dansertype, som Flindt foretrækker, hvor det gymnastiske og det stærkt kropssensuelle spiller ind. På den klassiske side har repertoiret været spinkelt i denne sæson. Erik Bruhn genopsatte "Chopiniana". Fokins ballet fra 1909 hører ligesom "Ildfuglen" til klassikerne fra Diaghilev-perioden. Den lever på en romantisk-poetisk stemning og skal danses som et åndepust. Helt lykkedes den ikke. Musikken klinger alt for bastant i Daniel Stirns instrumentation, og bevægelser og trin var ikke altid glidende, svævende eller bløde nok. Balletten blev indimellem lidt stillestående og uinteressant. Dog viste det sig en aften i festivalen, da Kirsten Simone og Peter Schaufuss dansede hovedparret, at denne ballet stadig har poetiske hemmeligheder, som kan forløses om de rigtige dansere kommer til. Kirsten Simone har i det hele taget været et stridens æble i denne sæson. Avispolemik og publikums-demonstrationer for denne danserinde har vist med hvor stor interesse de mindste dispositioner følges på teatret. Publikum vil se Kirsten Simone i hendes sidste danseår, og det er også ganske utroligt, at man har ladet en danserinde af det format og med den udstråling så at sige sidde over de sidste par sæsoner.

På klassikersiden står også nyopsætningen af Galeotti og Lolles "Amors og Balletmesterens luner". Indstuderingen er foretaget med pietet af Hans Brenaa, og verdens ældste ballet morer stadig. Den har holdt sig forunderlig frisk. Diskutable var blot kostumerne, der ofte gik mod koreografien og hæmmede den, samt dekorationen. Et smukt amor-tempel i form af en løvgrotte. Stilmæssigt tilhører den nok snarere romantikkens periode, men værre er det, at den ligesom stjæler danserne, sluger dem i stedet for at lade dem træde frem. I sig selv er dekorationen udsøgt og nydelig, men i denne sammmenhæng et eksempel på, at balletdekorationer kan blive for selvstændig en kunstart. Der må tages hensyn til dansen. Vinterens store dekoration - Svobadas sejl af spejle til "Ildfuglen" - lykkedes heller ikke rigtig. Dels tager det for lang tid at sætte den op, hvilket ødelægge programsammensætninger dels fungerede dens spejle aldrig rigtig.

To nye balletter benyttede sig også af det klassiske trin-sprog. Meget smuk og kongenial med sin inspiration i Schumann og Heines digtcyclus er Bruce Marks' "Dichterliebe", hans første ballet for Det kongelige Teater. I et parallelforløb ser vi to romantiske ynglinge møde først en helt ung pige og derefter en moden kvinde. Kærlighedens glæde er kort. Dens smerte og umulighed størst. Det smukkeste ved balletten er dybest set, at Bruce Marks er ét med sine to hovedpersoner i deres fortvivlelse og spleen, samtidig med, at han i koreografien formår at antyde, at grunden til den ensomme smerte måske mere er at søge hos dem selv med deres store og umulige drømme end hos kvinden og i hele verdens væsen. "Dichterliebe", kostumeret i sarte farver af Ves Harper, er en overmåde smuk ballet. Desuden er den ved sin splittethed og disharmoniske weltschmertz en interessant kontrast til vor hjemlige romantik, der står i Bournonvilles tegn og hylder et optimistisk-harmonisk kærligheds- og livssyn.

Rent klassisk var endelig Palle Jacobsens koreograf-debut "Albinoni", der har hentet titlen fra komponistens navn. En handlingsløs komposition for fem dansere, koreograferet i neoklassisk stil med en smuk og naturlig trinfølge og en række løft som dominerende virkemiddel. Et publikum, der hungrede efter klassisk ballet applauderede værket meget stærkt ved premieren, der fandt sted lige efter "Felix Luna". Disse to balletter var sæsonens yderpoler blandt nyhederne, og det er lykkeligt, at de begge er der, kvaliteter og vellykkethed iøvrigt ufortalt. Det viser, at noget er lykkedes for Flemming Flindt i hans balletmesterpolitik, som er mere publikumsbevidst end hos tidligere balletmestre. Kun de virkelig originale kunstnere skubber kunstarten et stykke videre, og den originalitet vil det være urimeligt at råbe efter hver og hver anden dag. Væsentligt er det imidlertid også, om kunstnerne uden nødvendigvis at være originale og nyskabende, siger noget væsentligt om deres tid, rammer dens problemer og skaber et stort primært publikum. Ikke mindst for ballettens vedkommende gælder dette. Her er formen ofte en hindring, som gør de fleste tilskuere til sekundært publikum. Her har Flindt sat ind. Han har villet vise noge om tiden eller han har villet underholde men i begge tilfælde uden at stilen skulle fornemmes som en barriere. I "Dødens Triumf og i "Nøddeknækkeren" lykkedes det ham at skabe en enhed af stof og teknik. Resultatet blev et stort primært publikum. Ved "Felix Luna" var hans kongeniale og primære publikum mindre. Det store publikum imponeredes, rystedes eller væmmedes ved stoffet, nogenscenerne og showet, mens et mindre publikum, deriblandt de professionelle kritikere, kastede sig over formen med dens mangelfulde udtryk. Værket var ikke en enhed, men diskussionen omkring balletten må overbevise Flindt om en positiv og sydende balletinteresse, som han nar stormen har lagt sig, ikke kan være andet end tilfreds med. Og vi på den anden side af rampen må så være tilfredse med, at der vitterlig sker noget på Kongens Nytorv, som er værd at diskutere.