Bøger

BØGER

Orgelets urhistorie

Jean Perrot: The Organ from its Invention in the Hellenistic Period to the end of the Thirtieenth Century. Adapted from the French and translated by Norma Deane. 318 s. ill. +14 tvl. - Oxford University Press, London 1971.

Den franske orgelforsker Jean Perrot udgav dette imponerende værk i Paris 1965, og den nuværende engelske udgave vil nok skaffe bogen stadig større udbredelse. Som filologisk trænet forsker har forfatteren med stor indsigt kunnet vurdere og klarlægge de gamle græske og latinske tekstkilder, således at dette ret vanskeligt tilgængelige materiale, der især omhandler oldtidens vandorgler, udfylder over halvdelen af bogen. Adskillige af disse litterære kilder har ikke tidligere været publicerede, men foreligger nu i et appendix til bogen, l en engelsk omtale af dette værk er man dog misfornøjet med, at den oprindelige franske udgave rummer et langt større udvalg af originale litterære kilder end den engelske, samt at billederne er smukkere reproduceret i den franske udgave, hvorfor vedkommende anmelder anbefaler anskaffelse af begge udgaverne, løvrigt er Perrot's værk rigt på relevante oplysninger om tiden efter ro-merrigets fald, da orglet efter århundreders verdslige anvendelse hen imod det 10. århundrede blev accepteret af den kristne kirke til ceremonielt brug til trods for stærk modstand fra mange sider. Men orglet sejrede som kirkeligt instrument; Perrot citerer udførligt de middelalderlige orgelbyggeres konstruktionsbeskrivelser, der fører frem til stadig større dimensioner efter de gotiske katedralers krav, og som blev orgelbygningskunstens fundament helt frem til vore dage. Et af bogens kapitler behandler orglet i den arabiske verden, hvor man med stor snilde drev det til at konstruere automatiske orgelværker, hvis mekanik blev drevet med bl.a. vandkraft. Herom har iøvrigt den engelske musikforsker H.G. Farmer skrevet et grundlæggende arbejde, som Perrot i det væsentlige har støttet sig på. Af stor betydning for tilegnelsen af stoffet er bogens rige billedmateriale, der gengiver mønter og medaljer, terrakottafigurer, mosaiker, relieffer, vaser og konstruktionstegninger fra middelalderen, ofte af en helt forbløffende anskuelighed. — Det er en meget spændende bog, også for andre and de egentlige orgelspecialister.

Sigurd Berg

Festsal med store traditioner

Theophil Antonicek: Musik im Festsaal der österreichischen Akademie der Wissenschaften. Wien 1972.

Den 27. marts 1808 viste den aldrende Haydn sig for sidste gang ved en koncert. Det var, da hans oratorium Skabelsen opførtes i salen i det gamle universitet, og begivenheden er fastholdt i Balthasar Wi-gands berømte lille akvarel, der viser Haydn siddende i forgrunden omgivet af publikum, der helt har opmærksomheden henvendt mod ham, mens orkester, solister og kor (forbavsende få medvirkende iøvrigt) er anbragt i baggrunden foran salens store vinduer ud imod Bäckerstrasse. Billedets øverste halvdel er viet en gengivelse af salens vægge og dekorerede loft, der hæver sig højt over den festklædte forsamling.

Billedet, der var malet på et kassettelåg, gik til grunde under 2. verdenskrig, men det kendes fra talrige fotografiske reproduktioner og er også brugt som titelvignet til det østrigske videnskabernes akademis jubilæumsskrift, der beskriver salens omskiftelige historie og specielt dens anvendelse som koncertsal idet 19. årh/s første halvdel. Opført og overdraget universitetet i 1756 var det dens oprindelige formål at virke som ""festlig ramme om forsamlinger af lærde selskaber, og højtidelig scene for ceremonier, der udspilledes omkring forskning og lærevirksomhed"", og selv om der sikkert i sådan forbindelse også undertiden har været opført musik, er en egentlig funktion som koncertsal først kendt fra 1807. En kreds af adelige Liebhaber opnåede konsistoriums tilladelse til at afholde en række Akademien i salen ""om søndagen mellem 12 og 2"", og disse arrangementer, hvori den nævnte opførelse af Skabelsen indgik, skabte præcedens for andre, så at forskellige koncertforetagender — omhyggeligt overvejet og censureret af konsistorium i hvert enkelt tilfælde — fandt sted i salen i de følgende årtier. Også Beethoven og Schubert har haft lejlighed til at føre deres værker frem her. 1840 opgav salen imidlertid sit forhold til musik, og genoptog det først — i meget begrænset omfang — i begyndelsen til dette århundrede, efter at den var overtaget af det østrigske videnskabernes akademi, l de senere år har dor hyppigere været musiceret i den, f.eks. i forbindelse med Mozart-, Haydn-, Hugo Wolf- og Bee-thoven-årenes festligheder. Forfatteren har ikke blot samlet og gengivet programmerne for alle kendte koncertarrangementer i salen, men også i arkiverne opstøvet akterne fra konsistoriums forhandlinger om de forud indgivne ansøgninger, hvadenten de resulterede i en bevilling eller et afslag. Hans beskrivelse af Vormars-periodéns akademiske Wien giver et levende indtryk af en universitets-politik, hvis grundlag var opretholdelse af

værdigheden og sikring mod forstyrrelser af ro og orden. Den er ikke så uaktuel, som man måske kunne tro. Det er blevet en nydelig, en nyttig og en meget morsom

bog- Carsten E. Hatting

""Köchel-fortegnelse"" over Wagenseil

Helga Scholz-Michelitsch: Das Ore hesterund Kammermusikwerk von Georg Christoph Wagenseil. Thematischer Katalog. Tabulae Musicae Austriacae Band VI. Wien 1972.

Der er næppe nogen Haydn-eller Mozart-biografi, der undgår at nævne den musik-historisk betydningsfulde Hofklaviermei-ster i Wien, Georg Christoph Wagenseil (1715-77). Men få uden for specialisternes række har kunnet rose sig af at besidde kendskab til hans værker eller overblik over hans produktion. Det sidste er nu for instrumentalværkernes vedkommende blevet muligt ved hjælp af denne tematiske katalog, hvis første bind allerede har været til rådighed i nogle år (1). En god tematisk katalog vil i mangt og meget afspejle det pågældende forskningsområdes løste og uløste problemer. Wa-genseil og en stor del af hans samtidige fik deres værker distribueret i håndskrevne kopier i lige så høj grad som i trykte udgaver, og vanskeligheden ved at bedømme sådanne kopiers proveniens og alder er ofte større, end når man har med trykte udgaver at gøre. Spørgsmål om ægthed og kronologi har derfor alene haft som mulighed at registrere og give oplysning om de under Wagenseils navn overleverede værker og at ordne dem efter musikalske kriterier med en hovedinddeling i genrer og en opstilling af de enkelte værker efter deres tonart. Dog har forf. kunnet meddele præcise eller skønnede dateringer til de for overleveringen talrige samleværker, i reglen trykte udgaver — men i det første bind også nogle håndskrifter — der i overskuelig oversigt er opført i indledningen. Den praktiske værdi af en tematisk katalog beror på pålideligheden og fuldstændigheden, samt på en overskuelig disposition af de meddelte oplysninger. Hvad det sidste angår, er katalogen forbilledlig. Systematikken er klar, og nodestik og bogtryk er af høj kvalitet. Indholdet repræsenterer, hvad forf. med flid og omhu for øjeblikket har kunnet nå, og synes end grundlaget at være for usikkert til, at man tør udelukke et senere behov for revisioner, så er arbejdet dog, som det foreligger, en værdifuld hjælp til videre bestræbelser. Jeg nærer i hvert fald ingen tvivl om, at mit eksemplar af bind 2 hurtigt vil antage samme slidte udseende, som bind 1 forlængst har fået.

Carsten E. Hatting

1). Helga Michelitsch: Das Klavierwerk von Georg Christoph Wagenseil. Thematischer Katalog. Tabulae Musicae Austriacae Band III. Wien 1966.