Dahlhaus - en borgerlig ideolog

Dahlhaus — en borgerlig ideolog

Den af Dahlhaus udgivne ""Einführung in die systematische Musikwissenschaft"" (Köln, 1971) har været omtalt et par gange i DMTs spalter, (i sept, og i dec. 1972), og - i hvert fald af P. Nielsen — alt for venligt; så vidt jeg kan se, placerer al den røg, der udlægges i kapitlet ""Musiktheorie"", entydigt forfatteren (Dahlhaus) blandt de borgerlige ideologer. Et underafsnit har den besynderlige overskrift ""Über die Existenzform der Musik"". ""Musikken"" er her (for hundrede og syttende gang!) alene borgerskabets musik, opusmusikken, og prædikatet ""Existenzform"" (???) — ja, det giver kun mening ud fra konteksten. Af denne fremgår det, at nævnte underafsnit samt nogle af de følgende, p.98 — p. 112, parafraserer Hanslicks idealistiske definition (fra 1854) af ""das Komponieren"" (hos Dahl-haus drejet til ""die Musik"") som ""ein Arbeiten des Geistes in Geistfähigem Material"". Denne definition nævnes før og efter afsnittene fra p.98 — p. 112. Men så bliver det jo også gjort helt klart for alle og enhver, at ""musikken"" må eksistere ""i en form"" (p.98 nederst). Der koges nu megen og tynd suppe på dialektikken mellem musik og lyd, (eksempelvis musikkens funktion og substans (jvf. P.N.), Riemanns ""toneforestillinger"" og ""klingende musik"", ""akustiske data"" og ""musik""), hvilken sidstnævnte, efter at være blevet gennemtænkt grundigt af bl.a. Kant og Hegel, nok kunne overstås på et par linier, f.eks. følgende: ""Lydene og musikken er begge like ""objektive"" eller like ""subjektive"". Hver musikalsk kulturkreds oppfatter musikk og lyder, og trekker grensene mellom dem forskjellig. De er begge like opprinnelige fenomener, og forholdet mellom dem er dialektisk"". ' Men Dahinaus foretrækker altså at blive stående ved den gamle læres ""sandheder"": ""Ein musikalisches Werk ist ... ein Stück objektivierter Geist"" etc. etc., se p.101. Hvoraf fremgår det nu, at dette er hjernespind, udtrykker et forældet og stærkt fordrejet verdensbillede? Det kan være svært nok at fastslå, da Dahinaus låner fra den traditionelt marxistiske terminologi, her f.eks. ""Aneignung"", andetsteds (p. 125) ""Theorie und Praxis"".2^ Hvor han imidlertid taler om en ""empirisk fattelig sammenhæng"" mellem et musikalsk værks ""identitet"" og den ""musikalske traditions kontinuitet"" (p.101 ), møder vi enten hans borgerlige trosbekendelse eller et forsøg på at bremse udviklingen, den udvikling, der søges fremmet fra forskelligt modsat hold, (af Voucault (elev af Alt-husser)) ved en strategi, der går ud på, at ""man må frigøre sig fra et helt begrebssystem, som knytter sig til postulatet om kontinuitet . . . Således begrebet tradition....-.3'

I et senere afsnit, ""Zur Strukturtheorie der Musik"", plæderes, hc!t i samklang med det foregående, for en fastholden ved den gamle formanalyse gennem nytænkning, (se især p.123f), og det metafysiske begreb ""musikalsk logik"" skønnes at være tilstrækkelig begrundelse for strukturanalysen, (de la Mottes ""Musikalische Analyse"", med dens forældede og firkantede værkpositivisme indeholder meget betegnende ""kritiske bemærkninger""? — nej, skolastiske spidsfindigheder af Dahlhaus).

""Musiktheorie"", etiketten på Dahlhaus' kapitel, kan jeg altså kun opfatte som

falsk varebetegnelse. Gammel teori, (Hegel, Hanslich og Riemann — i princippet uforarbejdet, tildels dog tilpasset det moderne teknologiske samfunds terminologi) bliver her administration, ophører med at være teori. Søger man nutidens teori, må man vende sig andre steder hen, f.eks. mod fransk tænkning, der rummer begavelser som Althusser, ovennævnte Foucault og Dérida. ' :Her udbydes ægte varer!

Hans Haagen Larsen

Noter:

1) Dag Østerberg: Metasosiologisk essay (1963). Oslo-Bergen-Tromsø 1871 p.27f.

2) Dette er ikke noget enestående fænomen, i hvert fald hvis man skal tro den franske sociolog Henri Lefebvre, der i et foredrag, holdt her i København d. 9/3, gjorde opmærksom på, at Keynes, en af borgerskabets chefideologer, kendte Marx's Kapital tilbunds og lånte tanker fra den.

3) Michel Foucault: ""Diskurs og diskontinuitet"" i Strukturalisme, Rhodos, København 1970, p. 150.

4) På dansk: Louis Althusser: For Marx, Rhodos, København 1969. (Fremragende og originalt kapitel ""Om den materialistiske dialektik, (Om oprindelsernes uensartethed)"" blandt mange andre gode opsatser). Jacques Der-rida: Om grammatologi, Arena, København 1970.