Et statsligt musiktidsskrift?

Et statsligt musiktidsskrift?

Der er et detail-problem i musiklov-komplekset, som DMT ifølge sagens natur føler særlig anledning til at kommentere, nemlig Kap. 3, §3 stk. 1, ""Der kan ydes støtte til udgivelsen af musiktidsskrifter"", l bemærkningerne hertil skitseres den nuværende tidsskrift-situation: der er to egentlige musikoplysende tidsskrifter, DMT og MM (der varetager jazz-området). Det hedder derefter:

Foruden at yde støtte til en række tidsskrifter inden for de foskel fige områder, der ifølge sagens natur i hovedsagen kun henvender sig til et begrænset antal særligt interesserede og sjældent læses af musik interesserede uden for denne, foreslås det at udgive, eller foranledige udgivet, et

musik tidsskrift, der sendes ud via musikorganisationer, -institutioner og -foreninger med det primære formål at skabe kontakt /mel/em og debat om netop de områder inden for musiklivet, der i øjeblikket er uden forbindelse og kendskab til hinanden.

Et sådant tidsskrift skulle have en ansvarshavende redaktør, og dets alsidighed skulle sikres gennem et redaktionsudvalg, hvori de forskellige områder var repræsenterede.

Det er nærliggende at anføre, at et sådant centralt dirigeret tidsskrift harmonerer dårligt med lov-udkastets bærende decentraliserings-idé. På den anden side er ideen afgjort realisabel. Man behøver blot at henvise til Neue Musikzeitung, der under Jeunesses Musicales' auspicier udgives af Gustav Bosse-forlaget i Regensburg. Som det fremgår af Finn Gravensens introduktion af dette tidsskrift her i DMT (nr. 1972) er der tale om et spændende, velredigeret, polemisk opladet forum, hvor problemer og synspunkter udveksles på tværs af genrer, musik-miijøer og -ideologier.

Om det er et sådant blad, musikrådet forestiller sig, er svært at sige. Bemærkningerne er jo ikke synderlig konkrete. At der skal være ""en ansvarshavende redaktør"" er en overflødig fastslåelse af, at man har tænkt sig at overholde presseloven. At der skal være et redaktionsudvalg, der på-ser at alsidigheden opretholdes lyder ret tilforladeligt. Og dog synes netop disse to bemærkninger at pege i en retning, der giver anledning til betænkelighed. Hvorfor nu det? Jo, lad os gå ind på problemet fra en anden led. De eksisterende special-tidsskrifter har en økonomi, hvor der er et skærende misforhold mellem det tekniske budget og redaktions-udgifterne. Typografer og bogbindere skal simpelthen have deres tarifmæssige betaling. Det er dyrt nok, og følgelig skærer man skribent-honorarerne ned til det minimale, l princippet er dette uholdbart, og i grunden umoralsk. Dog lader dette sig gennemføre i et vist omfang netop når der er tale om special-tidsskrifter, hvor man kan operere med en offervilje hos skribenterne, begrundet i faglig interesse og idealisme for ""sagen"".

Skal man imidlertid lave et spændende, bredt-spektret blad, serveret med den fornødne journalistiske tæft, må en helt anden betragtningsmåde anlægges. Sagen er ikke gjort med en redaktør og et redaktionsudvalg. Der må etableres en journalistisk stab, der må oprettes et landsdækkende korrespondent-net. Nogle af medarbejderne, ikke blot redaktøren, må fastansættes med full-time løn; da der formentlig bliver tale om egentlige journalister altså overenskomst-mæssig betaling. Løse skribenter må honoreres efter takster, der svarer til de store blades kronikhonorarer. Det kan måske lyde overdrevet. Er det virkelig nødvendigt med så megen journalistisk arbejdskraft for at lave et månedsblad? Ja. Et enkelt blik gennem de nævnte Neue Musikzeitung, og især en gennemlæsning af bladets kolofon er nok til at overbevise herom, l øvrigt kan man pege på, at Undervisningsministeriet til sit tidsskrift har ansat en faguddannet journalist full time, og foruden det fornødne redaktions- og administrationsapparat også betaler artikel-honorarer efter nævnte målestok.

Laver man et tidsskrift uden et sådant professionelt, journalistisk fundament, hvad risikerer man så? Man vil få vanskelighed ved at fylde bladet med kompetent stof ; de kvalificerede skribenter, hvis levebrød er at skrive, vil sende deres bidrag derhen, hvor det er lønsomt: til dagspresse og radio, l stedet vil der komme en strøm af artikler på læserbrevs- eller turistbrochure-niveauet, garneret med inter-esseløse foreningsmeddelelser. Og fremfor alt vil der mangle konsekvens i stofdækningen.

Det er en dyster spådom, og måske for dyster? Det kan selvfølgelig diskuteres, men hvad der ikke kan diskuteres er, at hvis et sådant blad ikke skal blive en tandløs sprøjte og dermed unyttig øden af skatteborgernes penge, må det planlægges og gennemtænkes realistisk, fremfor alt må blad-fagfolk konsu Itères grundigt. Langt mere end lovforslagets bemærkninger lader ane, at Musikrådet har tænkt sig. Og så er der endda dét spørgsmål tilbage:

kan journalistisk talent overhovedet udfolde sig i monopolitisk statsligt regie? Var det ikke også på tidsskrifts-området en bedre idé at koncentrere al støtte til lokale og specielle initiativer, hvis brændstof er gløden for en konkret musikalsk ""sag""?

P. N.