Min moder er ikke kedelig

RAPPORTER

Min moder er ikke kedelig

Dansk Musikpædagogisk Forenings 75-års dag blev lørdag d. 5. maj fejret ved en fest på Det kgl. danske Musikkonservatorium med et imponerende opbud af gæster. Efter en koncert, hvor Louis Glass — en af foreningens medstiftere — havde været manden i centrum, tilflød der foreningen hyldest fra mange sider; talerrækken var kolossalt lang.

Den blev nu heller ikke kortere af Sigurd Bergs tilstedeværelse. Han havde påtaget sig arbejdet at føre sin tidligere bog om foreningens historie up to date, men erklærede polisk ved festens begyndelse, at de sidste 25 år af foreningens historie ikke havde kunnet aftvinge ham nogen interesse. De havde været kedelige. Man blev aftenen igennem kraftigt belært om det modsatte. Havde Sigurd Berg ikke haft stof til sin bog før, så fik han det ved denne lejlighed.

Gunnar Heerup var glad for, at foreningen havde tildelt den i det danske musikliv stærkt undervurderede Louis Glass så central en plads i koncertprogrammet. Han betonede den kolossale opgave for foreningens medlemmer der ligger i at få de mange i tale, som udgør de kulturbærende lag i dag. Den lille udvalgte kreds på 15.000 mennesker, der var tale om i foreningens ungdom, er nu blevet til omkring 1,5 million.

Henning Bro Rasmussen fremhævede den vækst der var sket i hans formandstid inden for de kommunale musikskoler og den tilsvarende glædelige forrykning af foreningens medlemsskare fra at have haft en noget usikker privat praktiserende virksomhed til i de fleste tilfælde at være blevet institutionelt ansatte, l hans tid havde endvidere musikpædagogisk eksamen udviklet sig fra privat over statskontrolleret til en ren statseksamen. Henning Bro Rasmussen føjede sig til de efterhånden mange, der kritiserer Danmarks Radios svigtende behandling af amatørmusikken og dens anæmiske musikpædagogiske linie. Han beklagede det store tilbageskridt der var sket, da man var blevet berøvet muligheden for børne-

koncerterne i radioen — på det tidspunkt et kraftigt incitament for DMp F. Johan Bentzon rejste spørgsmålet om de konservatorieuddannede AM-pædagogers tilknytningsforhold efter endt eksamen, og Kjeld Hansen holdt fast ved at den kommende musiklov bør være en skal-lov, ikke en kan-lov. Han mente, det var vigtigt at få en lov først, så skulle musikpædagogerne nok komme siden. Men i øvrigt var der musikpædagogiske spørgsmål til belysning på utallige måder. Den ny formand Elsebeth Brodersen havde til dagen versificeret en ode til de sorte og hvide tangenter og Jette Tikjøb fortalte om det sværeste af alt: at formidle og popularisere i den fineste betydning. Det at undervise er en kunstart. Det kræver gehør over for musikken, men også gehør over for mennesker. Hun hyldede foreningen varmt: Dansk Musikpædagogisk Forening kunne være min moder, hvis jeg var blevet undfanget i den kriminelle lavalder. Min moder har bestemt ikke været kedelig.

Torben Stig Nielsen.

DMp F's sommerkursus fra den 2B.-29. juni 1973 . .

. . . subjektive indtryk og associationer som oplysning for nogle og måske resumé for de 70 deltagere.

Kursets idé var at vise becifringssystemets muligheder på forskellige typer musik. Dette mål var blevet formuleret af deltagerne på DMp F's kursus sidste sommer. Men spørgsmålet burde være lagt ud til alle foreningens medlemmer for at modvirke den tendens til isolation som er hos musikpædagogerne, og for at aktivisere alle i foreningen.

Becifringssystemets muligheder på klaver blev vist med forskellige typer akkordakkompagnement til sang eller spil, og som melodi og akkordspil samtidig til folkemelodier.

Instruktørerne var Claus Jørgensen, som havde begrænset emnet til klaverstrums (strums = grebstyper af forskellig karakter) og Ejnar Kampp som dels viste strums, og dels instruerede i melodi og akkordspil samtidig. Instruktionen som blev foretaget ved et musiklaboratorium, viste også en pædagogik og metodik som vi kan bruge i undervisningen. En tredie type — jazzbecifringsspil — blev vist af Finn Roar. Den er ikke væsensforskellig fra becifringsspillet til folkemelodier, men der bruges ofte en senromantisk harmonik. Akkorderne kan udvides med 9.11. og 13. tone, kvinten og nonen sænkes. Specielle stiltræk er dog akkorden med tilføjet stcr septim og akkorden med både dur- og moll-terts, akkorders parallelforskydning og den rytmiske frihed uden hvilken musikken ikke er jazz. Denne rytmiske frihed består i en jævn grundpuls med en fri metodik: Anticipation med ritardando udligning, så man ikke løber over stok og sten. En anden idé med kurset, var at vise pianolaboratoriets muligheder til kreativ udfoldelse og becifringsspil. Pianolaboratoriet består af elevpianoer og instruktørens piano, der kan være fra 6 til 24 elevpianoer. Ved hjælp af hovedtelefoner kan elever og lærer kobles sammen på forskellige måder, ligesom der også kan kobles båndoptager på. Lawrens Rast U.S.A. og Gunnar Sjöstrand Sverige, demonstrerede og fortalte nvor-dan pianolaboratoriet kan give eleverne kreative oplevelser, hvordan eleven kan arbejde i sin egen rytme, og at der kan arbejdes med mange af musikhåndværkets dicipliner. Kort sagt: Det viste sig at være et medium med stor pædagogisk og menneskelig rækkevidde. Det kan befordre en pædagogik som vender sig fra elitedyrkelsen, til en kreativ musiceren hvor alle kan deltage og udvikle deres evner for musikalsk udtryk. Dermed opstår begrebet brugsklaver og musiceren i grupper som en reaktion mod sonatinmålsætningen. ""Vi ved alle at det ikke er de musikalske sportspræstationer som giver den største lykke ved musikken"". Og dog mener jeg ikke at det ene behøver at udelukke det andet, men at både sociale og individuelle behov kan tilfredsstilles. Den frygt for ni-vellering af musiklivet som kom til udtryk på kurset tror jeg er ubegrundet med den pædagogik som instruktørerne gjorde sig til talsmænd for.

Lawrens Rast startede med at minde om, at vi er pædagoger i 1973 og ikke i 1903 det kan der jo nok være grund til. Hans idé er en elevcentreret undervisning hvor læreren må forstå sine elevers behov, og at ethvert barn skal have mulighed for at udtrykke sig musikalsk, ikke for at pianolaboratoriet skal bruges til serieproduktion af klaverspillere, men det er velegnet til at lære musik gennem musik, og det kan dermed også være et springbrædt til andre instrumenter.

Gennem improvisation, med de 6 elever som gruppen bestod af, førtes et hold til moderne musik og grafisk notation, ligesom der blev spillet en komposition af David Bedford fra Oxford som ikke var noteret med traditionelle noder. Det var eksperimenter med lyd. Gennem improvisation blev nogle hold instrueret i små klaverstykker af Kabalev-sky og en amerikansk komponist Persi-chetti.

Pianolaboratoriet blev også på overbevisende måde benyttet ved musikgennemgang af variationssatsen fra Schuberts fo-rellekvintet. hvor temaet blev spillet af 4 pianoer.

Gruppeundervisningens muligheder ved pianolaboratoriet blev vist af Claus Jørgensen, Ejnar Kampp, Gunnar Sjöstrand og Lawrens Rast, men emnet blev også

belyst fra en pædagogisk-psykologisk synsvinkel af skolepsykolog Svend Jørgensen. Han holdt foredrag om emnet og arbejdede med en gruppe kursusdeltagere, og lagde vægt på generelle pædagogiske og psykologiske forhold, for man kan ikke begrunde hvorfor der undervises i musik alene ved at studere musik. Man må kende til undervisningslæren, klargøre sig undervisningens mål og midler og tilrettelægge undervisningen derefter. Det er derfor et stort fremskridt indenfor den musikpædagogiske uddannelse som foregår på konservatorierne, at den Almen Musikpædagogiske linies studerende modtager undervisning i teoretisk pædagogik og psykologi sammen med lærerstuderende, men samtidig er det beskæmmende at de øvrige musikpaedagogiske retninger stadig ikke er så avancerede. Svend Jørgensen pegede på, at undervisningen ikke kan være uden relation til samfundet, den pædagogiske politik som samfundet prioriterer højst påvirker undervisningen og uddannelsen. Da de fleste nutidige (læs gammeldags) musikpædagoger mangler det led i deres uddannelse som hedder pædagogik-psykologi, var det nok en idé, hvilket blev foreslået på kurset, at koncentrere et kursus omkring emnerne musikpædagogik, musikpsykologi og musiksociologi. Disse synspunkter blev uddybet af Frede V. Nielsen i foredraget ""Hvad er musikpædagogik"".

Han pegede på det frustrerende ved ikke at have formuleret et formål med musikpædagogikken, og belyste emnet historisk. Foruden en helhedsmålsætning må musikpædagogikken have et indhold, d.v.s. indsigt i pædagogik og udviklingspsykologisk forskning. Musikpædagogisk videnskab indeholder 1. musikvidenskab 2. musikpædagogik og psykologi 3. mu-sikpsylologi 4. musiksociologi.

Preben Fanøe fortalte om undervisningsteknologi, og kom ind på problemerne omkring skabelsen af selvindstuderende undervisningsmateriale, hvor kravene er, at sværhedsgraden må stige med små trin i logisk orden, at hvert spørgsmål kræver et aktivt mundtligt eller skriftligt svar, at indlæringen stimuleres ved øjeblikkelig bekræftelse, og at eleven kan arbejde i sit eget tempo.

Dette krusus var glimrende forberedt bi.a. på den måde, at der var sendt udførlig forklaring til deltagerne fra hver instruktør, indeholdende forklaringer og opgaver om de forskellige emner, og kursets ide vil blive fulgt op af et kompendium med bidrag af instruktørerne. Arrangørerne Ragnhild Toft og Preben Fanøe modtog megen anerkendelse for deres store frivillige arbejde.

Torben Herbøl