Musikkens magt

MUSIKKENS MAGT

Musikrådets udkast til en lov om musik må nærmest kaldes et katalog over eksisterendymusikaktiviteter med forslag dels til fordeling af den økonomiske støtte, dels til ændringer i den organisatoriske opbygning. Vi giver andetsteds i dette nummer en orientering om enkelte, centrale punkter i lovudkastet. Her skal udelukkende kommenteres rådets strukturforslag for musiklivets væsentligste og mest afgørende omrade: det professionelle koncertliv i alle dets facetter. Lovudkastets nøgleord er her decentralisering og integration. Musikrådet forestiller sig et fremtidigt, centralt organ - et koncertudvalg med direkte kunstnerisk og økonomisk reference til musikrådet selv - til aktiv koordination af koncerttilbudene over hele landet, angiveligt for at rette den skæve fordeling mellem hovedstad og provins op. Det er en organisationsform, der selvsagt forudsætter, at al seriøs musikudfoldelse samles under een hat, kulturministerens, og går gennem eet sæt fingre, koncertudvalgets/musikrådets, og det lægger lovudkastet da også op til.

Med andre ord: lovudkastet er også en ansøgning fra musikrådet til en monopolstilling på toppen af dansk musiklivs magtpyramide. En sådan magtkoncentration er betænkelig af flere grunde. For det første kan man have sine berettigede tvivl om den her skitserede strukturs egnethed til at opnå det erklærede mal: decentralisering. Ganske vist taler lovudkastet om lokalråd over hele landet, men deres kompetence er så vagt defineret, at de mest af alt ligner narresutter. Og for det andet - og det er langt værre - må man udfra lovudkastets egen tekst slutte, at musikrådet i hvert fald ikke - under en eller anden form - er kvalificeret til at køre koncertbureaifet Danmark. Dertil ligger lovudkastet t altfor tæt på den teknokratisk indifference, der under navn af socialdemokratisk kulturpolitik hjemsøger os i disse år.

Alt i dette udkast drejer sig nemlig om, hvad der kan bruges penge til og hvordan de skal fordeles. Ikke eet originalt ord om hvorfor. Ikke een stavelse der bare tangerer et samfundssyn, et kultursyn eller et musiksyn afvigende fra det trivielle. Polka, march og hopsa - alt bor støttes, alt er åbenbart lige godt, for musik er nu engang musik, og musik er jo dejlig - over en bank. Hvad er det musikpolitiske sigte? Hvor er fantasien - for nu ikke at sige visionerne? Musikrådet vil sandsynligvis hævde, at rådet har faet til opgave at skitsere en rammelov - ikke at formulere musikpolitik. Men efterhånden ved ethvert barn, at de to ting ikke kan skilles. En rammelov er sandelig også politisk, hvad lovudkastet da også demonstrerer med overvældende tydelighed: hver gang et delikat problem skal tackles, ender det hele i et vattet kompromis. Et eksempel blandt mange er det omtalelige sporgsmal om privat og statslig pladeproduktion. Her som så mange andre steder sidder man efter læsningen af lovudkastets bemærkninger med en forstemmende fornemmelse af, at musikrådet tror, at man ved at foreslå status quo bevaret eller let modificeret begår en apolitisk genistreg. Det er som om musikrådet ikke vil eller kan erkende den elementære sandhed, at manglende politisk stillingtagen også er politisk stillingtagen. Går man nemlig ikke ind for noget (nyt), går man ind for det bestående. Og det hele bliver ikke mindre forstemmende af, at man ved nærmere eftertanke må frikende øjeblikkets musikråd for mistanken om svigtende (vilje til) politisk bevidsthed for i stedet at konstatere, at det simpelthen vil være alle fremtidige musikråds skæbne at blive kommissariat for det bestående. Et så uhandleligt sammenrend af kulturministerielle musikprokurister, repræsenterende al landsens snævre særinteresser, vil naturligvis aldrig kunne enes om andet end vattede kompromis'er og sandheder af igår eller iforgårs.

Det er derfor det er sådan en håbløs tanke med dette koncertudvalg, der skal sidde - formentlig i Kobenhavn - og koordinere bestræbelserne i Tommerup, Skjern og Tarm i november 1984 - håbløs fra enhver anden synsvinkel end den teknokratiske, som musikrådet pr. definition må anlægge. DMT's første bidrag til debatten om den nye musiklov bliver derfor en henstilling til kulturministeren om i stedet for at give musikrådet den magt, det selv så beskedent beder om, så at fore musikrådets egne tanker om decentralisering igennem til bunds. Dvs. at lade dansk koncertliv udfolde sig på basis af lokale initiativgrupper landet over, grupper som kan etablere og nedlægge sig selv efter de stedlige behov, som indenfor en given bevillingsramme har fuld kunstnerisk og økonomisk kompetence og er direkte ansvarlige overfor ministeren. Noget i retning af kunstfondens arbejdsudvalg, men uden disses forpligtelse til for enhver pris at blive siddende, musikpolitisk nærdemokrati, der i modsætning til musikrådets centralt dirigerede decentralisering vil kunne øge mobiliteten, forkorte vejen fra idé til virkeliggorelse og måske også fremme forståelsen for kulturministerielle investeringer. Det sidste er nok livlig optimistisk, men til gengæld er vi ret sikre på reaktionen i disse Glistrup-tider, hvis man opretter et administrativt organ, hjemsted: Kobenhavn, med økonomisk hånds- og halsret over hvert eneste fremtidige trut og pip fra Thule og Thorshavn til Ringkøbing og Åkirkeby.

Rettelse

Ved en beklagelig fejltagelse var forfatternavnet faldet ud ved artiklen "Gymnasielæreren som musikfomidlér" i DMTs maj-nummer, s. 218 ff. Forfatteren er Lars Davidsen.